8 min. læsetid

En søn – som er blevet far – skal udrede trådene med sin egen far, der ikke selv har været nogen god forælder. Blodets svære bånd og sammenstødet mellem arabiske og svenske kulturnormer gør livet svært i Jonas Hassen Khemiris ubehageligt ærlige generationsroman om multikultur og forældreskab.


Af Aske Sparrebro

Vatpikken og stenhjertet

Familiebånd er indviklede og fører ofte til skeletter i skabet. For Khemiris ”søn, som er en far” er forældrerelationen det store personlige problem, han må konfrontere for at blive et helt menneske. Det ses helt ned i detaljen, når Khemiri i hele bogen gør brug af relations-betegnelser – i stedet for personnavne. ”Farfaren, som er en far” – som sønnens far altså kaldes – har aldrig følt sig hjemme i Sverige. Men nu lander han.

Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen (2019) er udgivet på Gyldendals Forlag

Han kommer, fordi børnene og børnebørnene er der, men mest for at undgå skattepligt i det ukendte, eksotiske hjemland og gøre brug af det gode svenske sundhedssystem. Sverige er ifølge farfaren et stupidt flødeskumsland som i et forfejlet forsøg på det gode frarøver folk livsgnisten:

”Den svenske syge siver ind, da den unge mand indser, at intet job, som han kan få, giver flere penge end pengene, som han får gratis af staten, når han ikke arbejder. […] Staten siger til ham, at du er så værdiløs at vi hellere vil betale dig for, at du kan sidde hjemme og se på tv-shop, end at du forstyrrer os med din arbejdstid.”

Det svenske velfærdssamfund fostrer således vattede, dumme og vrangvillige mennesker – hvilket til farfarens fortrydelse også indbefatter hans egne børn. Sønnen lever af sin kones penge og datteren har fået en skamfuld abort. Romanens indre spænding kommer således fra feltet imellem farfarens konservativt-eksistentielle velfærdsstatskritik, og sønnens bløde, moderne og kosmopolitiske værdier. Hvordan genforhandler man en kompliceret familierelation? Hvordan genforhandler man ”farklausulen”?

Farfaren kan ikke forstå sin søns vrede imod sig. Han ønsker, at hans søn skal være selvstændig, succesfuld og stærk, men ser ikke, at hans egen udgave af disse værdier kommer til udtryk som chauvinistisk afstumpethed.

Sønnen er fanget i de samme postmoderne identitetsproblemer, som farfarens stærkmands-konservatisme forstoppelsesagtigt blokerer for. Sønnen kan ikke navigere i de mange valg og sociale sammenhænge, der ikke længere er pænt hegnet ind med rigtigt og forkert. Han kan ikke finde sig selv, men ønsker brændende at blive set og anerkendt. Særligt af sin far. Han prøver ølbrygning, forfatteri og stand-up. Lige meget hjælper det.

Sønnen forventer i tråd med sin progressive fremskridtstro, at verden altid ligger jomfrueligt åben for ham, og frustreres på barnlig vis når virkeligheden rammer ham. Far og søn er således fanget i et kulturelt minefelt, hvor de ikke kan genkende hinandens livsverdener, men alligevel er uløseligt bundet sammen. For hvor går den rimelige grænse imellem fælles ansvar og så ens egne, personlige ønsker egentlig? Konfronteret med både sin egen indre rodløshed og familiens forventningspres kæmper sønnen med et dybt selvhad som truer med at ødelægge alt, han har bygget op: 

”Han burde sige, at han er ude af stand til at have rigtige følelser, at han bare har faket det hele, han elsker ikke sine børn, elsker ikke sin kæreste, sit liv. Men i stedet står han der bare […] Sønnen, som ikke kan forsørge sin familie, som ikke kan få sine børn til at sove, som ikke kan gøre sin kæreste lykkelig, går ud gennem døren og forsvinder”.             

Far og søn er således fanget i et kulturelt minefelt, hvor de ikke kan genkende hinandens livsverdener, men alligevel er uløseligt bundet sammen

Humoristisk småbørnskaos og knudret forsoning

Forældreskab kan altså være noget af en prøvelse, især når man som ung forælder skal vende alle prioriteter og centrere dem om småbørnene, som ingenting forstår af det pres, de er årsag til. Man er tvunget til at tilgive og elske dem, selvom det kan føltes umuligt. Man er pludselig tvunget til at være den voksne i en kultur, der glorificerer frihed og de muligheder, som med ét spærres for.

Indlevelsen i småbørnslivet er imidlertid ikke uden en vis galgenhumor, skønt det ikke er til at sige, om vi skal grine eller græde:

”Den fireårige griner. Den etårige bider den fireårige i benet. Den fireårige græder. Den etårige forvinder. De finder ham krøbet ind under bordet med to plasticperler i munden. Den firårige vil have shorts og foldboldtrøje på. Faren forklarer, at det er vinter, eller i hvert fald sidst på efteråret. Hun vil have shorts på under de almindelige bukser. Faren opgiver sin modstand. Den etårige er forsvundet. De finder ham i soveværelset med de skarpe metalhjørner, det er lige lykkedes ham at pille den hvide plasticbeskytter af, som sidder lige netop der, fordi hjørnet er så skarpt. Den fireårige vil lege med Duplo, men kun hvis faren er med, og den etårige må ikke være med.     

“At læse litteratur skal være lidt farligt”, forklarer Jonas Hassen Khemiri i et interview med Louisiana, som den svenske forfatter gæstede i forbindelse med Louisiana Literature Festival i 2016

Khemiris indædte og hvileløse skrivestil gør de følelsesmæssigt hårdtslående temaer levende bogen igennem. Der er ikke plads til meget velbehag i hans roman, som ubønhørligt driver hovedpersonerne til deres følelsers yderste. Uden hverken fordømmelse eller fortielse skildrer han nøgternt det sociale individ indefra på dets mest ynkelige, sårbare og egocentriske sider. Sådan er vi alle sammen det meste af tiden, lader det til. Også når det ikke kan ses, eller vi prøver at glemme det.

Med Khemiri får vi afsløret et stykke af almindelige menneskers indre domme, fordomme og håb. Vi hører de ord, fremmede ikke må høre og de tanker, der for alt i verden helst skal forblive tanker. Det er hårdt, men ikke uden den ømhed og humor der opstår, når man oprigtigt taler og oplever – både udenom og op imod – ethvert konstrueret socialt filter.      

Det er råt og uforsødet, også for læseren, der kan føle sig presset af den til tider snørklede og enerverende skrivestil. Det yder til gengæld forfatteren credit, at den fiktive livsoplevelse griber om sig også i læserens indre. Sproget spejler indholdet, for livet er også knugende og svært fordøjeligt. Ingen siger bøger skal være behagelige eller nemme at læse for at have litterær vægt. Men det kan gøre det svært at æde bogen uden besvær.

Det er råt og uforsødet, også for læseren, der kan føle sig presset af den til tider snørklede og enerverende skrivestil. Det er til gengæld til forfatterens credit, at den fiktive livsoplevelse griber om sig også i læserens indre

Om læseren kan komme sig over den lidt utilgængelige, febervilde stil og lidt forudsigelige følelsesporno i far-søn-relationen, er nok op til den enkelte. Det stærke består i ikke i plottet eller de individuelle karakterer, men i samfunds – og følelses-billederne. Følelser er underlige, sammenvævede tingester, men så uhyre centrale for alting. Ethvert blik, der skaber blot nogen gennemsigtighed eller indføling uden at forplumre noget, bør hilses velkommen. For man tør ikke håbe på et følelsernes facit.  

Romanen når da heller aldrig – hvilket garanteret er med vilje – frem til nogen utvetydig forløsning af det knagende familieforhold, netop fordi en sådan løsning ville være utopisk. Det handler i højere grad om at nå frem til et sted, hvor man kan elske dét man nu engang har fået – også på trods. Farklausulen er frygtløs i behandlingen af den store, moderne identitetsproblematik og irriterende ærlig både i sit åbne svar og i formuleringernes sprog.

Jonas Hassen Khemiri bekræfter, at forfatterens rolle som eksistentiel og følelsesmæssigt motiveret samfundsbeskuer stadig er vigtig, måske særlig vigtig i en tid hvor Me-too, klimaangst, og globalt medansvar gør det stadig sværere instinktivt at finde det gode svar og det rette ben at stå på. Alle har hver sin historie og hver sit synspunkt. Hvordan løser vi da, at alle skal have lov at være her? Måske kunne man starte med at læse en god roman?    


Aske Sparrebro er uddannet cand.mag. i dansk og filosofi, og er med egne ord ‘rød kulturskribent og aktivist extraordinaire.’