En moderne kapitalismekritik

7 min. læsetid

Idéer kan blive guld værd på Børsen. Tanker gøres til varer og viden til en strategisk produktivkraft. Men viden er ikke en vare som enhver anden. Faktisk bliver der ikke mindre viden når den ’forbruges’, men snarere mere af den, når den bliver delt og spredt. To spørgsmål presser sig på: Er det imod videns natur at gøre den til noget privat, og varsler den kognitive kapitalisme systemets død?


Af Steen Nepper Larsen

I et af sine vigtigste og vægtigste forarbejder til Kapitalen (1867), skrev Karl Marx i Grundrids (1857), at fri og selvbestemt tid til at være menneske er rigdommens egentlige mål, ikke kapitalakkumulation og merværdiudpresning. Marx’ vision drejede sig ikke om at kreere en stærk stat, nationalisere produktionsmidlerne eller om at forsvare proletariatets diktatur. Visionen er kvalitativ, frihedsbesyngende og frisættende – både for det enkelte menneske og for hele samfundet.

Alle mennesker skal kunne nyde godt af samfundets produktivkræfter, have adgang til brugsværdier af høj kvalitet, og have mulighed for at danne frie associationer (fællesskaber), der bl.a. skal tage stilling til, hvad der skal produceres. Imponerende var det, at han allerede for 162 år siden forudså automatiseringens komme og udviklingen af verdensmarkedet, mens han satte den dynamiske kapitalismes logik på begreb. Den nødvendige arbejdstid falder i takt med udviklingen af produktivkræfterne; men samtidig er det langt fra sikkert, at kapitalens civiliserende indflydelse kommer menneskene til gode, for den potentielt frie tid kan også blive forvandlet til merarbejdstid og byde på nye udbytningsformer.

Efter min mening er det værd at fastholde Marx’ vision; men samtidig må vi være rede til at drøfte, hvordan en moderne kapitalismekritik kan se ud. Ikke mindst fordi samfundsformationen i 2019 ikke ligner ikke den, der eksisterede i 1867 eller 1857.

Kognitiv kapitalisme

Siden Marx, der levede fra 1818 til 1883, skrev sine skelsættende kapitalismekritiske værker, er der blevet skrevet en lang række marxistisk inspirerede værker. Der vil nu blive blændet op en tankevækkende, moderne form for kapitalismekritik, der forsøger at gentænke Marx’ kategorier i lyset af Silicon Valley og det vidensøkonomiske gennembrud i slutningen af det 20. århundrede.

Det drejer sig om den kognitive kapitalisme, der betegner et nyt og tredje stadie i kapitalismens udvikling. Den første epoke domineredes af handelskapitalen; i den næste sammenvævedes industrikapital og finanskapital. Den kognitive kapitalisme er direkte afhængig af den kreative arbejdskrafts affektive energi, kreativitet og fantasi. Selvfølgelig er der stadigvæk mange slags kapitalismer i omløb – agrarkapitalismen (der produceres og slagtes eksempelvis stadigvæk ca. 20 millioner grise om året i Danmark) industrikapitalismen (fremstillingsindustrien findes stadigvæk, selvom mange arbejdspladser er blevet flyttet til mere lukrative lavtlønslande), handelskapitalismen (tænk på Netto, ALDI, Irma og Brugsen, der er aktive i cirkulationssfæren) og finanskapitalismen (der bl.a. hvidvasker milliarder af kroner), men stadigt flere mennesker arbejder med viden og kommunikation.

Ifølge den franske filosof og økonom Yann Moulier Boutang (f. 1947) økonomiseres der nu med ikke-økonomiske størrelser som sprog, begær og socialitet. Tænkning og idérigdom antager i stigende omfang varekarakter. Viden gøres til en strategisk produktivkraft; arbejdet individualiseres, og arbejdskraften personliggøres. Det betyder, at det forventes, at den moderne arbejdskraft er selvledende. Den (for)venter ikke (på) at få lektier for. Samtidig gør den sit bedste for at gøre sig smagfuld, uundværlig og salgbar, eller som det hedder på danglish: employable.

Arbejdstid, fri tid og tankekraft flyder sammen for stadig flere vidensarbejdere. Det får dog ikke udbytningen til at forsvinde. Umiddelbart er der tale om et umage par: kognitiv kapitalisme. Kognition drejer sig om tænkning, og den foregår både inde i menneskets wetware (dvs. i vores biologiske natur), og i den sociale og kommunikative udveksling mellem mennesker, mens kapitalisme drejer sig om udbytning og akkumulation af værdi. Kapitalen anvender den menneskelige biologi som gennemgangsled og instrument, og der er ikke mindst tale om at menneskets plastiske hjerne, sociale opmærksomhed og letantændelige krops- og sanselighed trækkes direkte ind i produktionen.

Kognitiv kapitalisme er ifølge dagens kronikør medvirkende til, at arbejdstid, fri tid og tankekraft flyder sammen for stadig flere vidensarbejdere. Foto: Creative Commons

Der bliver mere viden, når den bliver delt

Kognitiv kapitalisme betegner et akkumulationssystem, hvori viden er den vigtigste kilde til værdiskabelsen, og videnssamfundets vigtigste produktivkraft. Men ifølge den østrigsk-franske tænker og samfundskritiker André Gorz, kan viden fundamentalt set slet ikke reduceres til et kvantum abstrakt arbejde, udfoldet og afhændet i tid. Gorz forstår den levende viden som en del af den kulturelle arv, der ikke egner sig til at blive behandlet som privat ejendom eller som vare. Den moderne kapital gør viden til noget usanseligt, der frakobles de levendes erfaringshorisont.

Gorz præciserer, at hvis der er knaphed på viden, så er der tale om en kunstig situation, der er skabt af illegitim magt, der tilraner sig magt over samfundets erkendelsesråstof. På den måde er begrebet kognitiv kapitalisme snarere et emblem for den kapitalistiske økonomis dybe krise, end en neutral betegnelse for en ny epoke. Faktisk er den kognitive kapitalisme en kapitalisme, der overlever på trods af, at dens faldefærdige og uholdbare grundkategorier arbejde, værdi og kapital ikke længere betyder det, de engang gjorde. Ikke mindst fordi der bliver mere viden, når den bliver delt, og fordi prisen for at cirkulere og udveksle viden går mod nul. Derfor er den private ejendomsret til de dynamiske produktivkræfter en usamtidig størrelse, der principielt kan undværes.

Menneskets kreativitet vil udfolde sig fuldt ud, når den befries fra værdiøgningstvangen og konkurrencekampen, hævder Gorz. Viden er ingen ordinær vare, dens værdi er fundamentalt set ubestemmelig, og den burde være gratis. Dertil kommer, at det er et paradoks, at kapitalen kun kan fungere, så længe der findes aktivitetsfelter, hvor mennesket kan udfolde sig befriet fra den selv samme kapitalistiske logik. Men Gorz synes at glemme, at der cirkulerer andet og mere end viden på nettet og de sociale medier, eksempelvis porno, likes, ’ren’ snak, reklamer og Fake News. Immaterialiteterne støjer og trænger sig på. Han tænker også alt for deterministisk. Wishful thinking for fuld udblæsning.

Derfor er den private ejendomsret til de dynamiske produktivkræfter en usamtidig størrelse, der principielt kan undværes.

Modsigelser og muligheder

Levede Marx i dag, ville han helt bestemt deltage i debatten om, hvordan der kan skabes et frit samfund, hvori vi får tid til og mulighed for at producere og dele viden, der vil kunne bidrage til at højne menneskelivets kvalitet, og være tilgængelig for alle og enhver. Men det ville næppe undre ham, hvis kapitalismen med sine mere end ni liv også denne gang vil formå at ’overleve’, og omforme den kognitive kapitalisme til noget hidtil ukendt…

Lad os fælles drøfte hvor vi er på vej hen, men også hvilke modsigelser og muligheder, den kognitive kapitalisme er behæftet og ladet med. Lige så sikkert det er, at kapitalen nyder godt af at udnytte og udbytte brugsværdien af den kognitive arbejdskraft – lige så sikkert er det, at den højtuddannede arbejdskraft principielt også kan give noget af sin kunnen og viden tilbage til samfundet uden om produktionssfæren og markedet. Det sker fx, når eksperter advarer mod klimaubalancer og vækstsamfundets destruktiv-kræfter.

Det sker også, når universitets- og gymnasielærere insisterer på at lave god undervisning og møde de studerende og eleverne i øjenhøjde på trods af kummerlige arbejdsforhold, nedskæringer og forkortede studietider. Og det sker når kunstnere, intellektuelle, aktivister og menigmand m/k mødes i offentligheden og ægger hinanden til tænkning, eftertænksomhed, vilde eksperimenter og politisk handling.


Steen Nepper Larsen er kritiker, forfatter og lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, DPU, Campus Emdrup, Aarhus Universitet. Læs mere om hans forskning på DPUs hjemmeside