En mudret mursten fra Søren Mørch

Historiker Søren Mørch har udgivet et nyt, omfangsrigt værk, der handler om ‘verden som den blev’. De mange forskellige historier mangler desværre en rød tråd, og stilen “lukker for dybere analyser”, mener Steen Gottlieb.

Af Steen Gottlieb

Søren Mørch har et renommé som en skarp, provokerende, samfundsanalyserende skribent, der har kunnet afdække væsentlige sandheder om Danmark og verden. Det lever han desværre langtfra op til i sin nye bog. Han er tilsyneladende på vej i helt andre, mere tvivlsomme retninger.

“Utilsigtede Hændelser består af en række essays om stort og småt, der er sket i de seneste ca. 150 år i Storbritannien, Tyskland, USA, Iran og Mozambique. Rusland får også et stort afsnit, her starter Søren Mørch bare et par hundrede år tidligere.

Såkaldte ‘utilsigtede hændelser’ er den betegnelse, man i sundhedsvæsenet bruger om patienter, der dør af deres lægebehandling. Det der netop ikke skulle ske, men faktisk skete. Forfatterens idé er at beskrive historiens gang som resultatet af utilsigtede hændelser. Søren Mørch bekender sig til den såkaldte socialhistoriske tradition, der lægger vægt på fysiske rammer, geografi og natur for historiens gang. I denne bog tager han udgangspunkter i, at tiden efter 1945 er “USAs tid”; at Ruslands geografi betyder, at landet kan besejres; og at Vesten, det moderne og resten af verden er “anderledes”.

Verden rundt

Vi får en masse at vide om den tidligere britiske premierminister Winston Churchill, der havde frygteligt rod i sine pengesager, og ikke var nær så klog og betydningsfuld, som eftertiden har gjort ham til. Vi får flere gange at vide, at Storbritannien allerede efter 1. Verdenskrig holdt op med at være den dominerende stormagt.

Søren Mørch fortæller, det er mærkeligt, at USA blev erklæret uafhængigt i frihedens navn – samtidig med at mændene bag uafhængigheden alle var slaveejere. USA er også Rockefeller, trust funds og Standard Oil, afslutningen på 2. Verdenskrig, verdensmagt-status, månelanding og racetænkning.

Rusland er store vidder, zarer og især Peter den Store, digteren Alexander Pushkin, Lenin, revolution og et bolsjevikisk diktatur, der “lige fra begyndelsen undergravede befolkningens tillid med en endeløs række af fortielser, fordrejninger og grove, undertiden let gennemskuelige løgnehistorier”. Den russiske revolution efterlod et samfund “demoraliseret” med “stærkt faldende middellevetid og et befolkningstal i tilbagegang”, fortæller Søren Mørch.

Om Iran kan han fortælle om det kortvarige shah-dynasti, dets undergang og ayatollah-revolutionen i 1979 og det efterfølgende præsteregimente. Hertil påstår han, at intet grundlæggende er ændret. Irans hovederhverv er nemlig stadig subsistens-landbruget – altså et landbrug der ikke producerer mere end lige at holde landbofamilien i live uden det overskud, der kunne befordre en udvikling af landet.

Om Mozambique kan Søren Mørch fortælle om det portugisiske kolonistyre, der blev væltet af den såkaldt marxistisk-leninistiske uafhængighedsbevægelse Frelimo, der så igen endte i uduelighed og korruption med præsidenter, der viste store evner til at skabe personlige formuer uden at kunne eliminere en vestligt støttet kontrarevolutionær oprørsbevægelse.

Tilfældige detaljer

Jeg måtte stoppe flere gange under læsningen og spørge, hvorfor Søren Mørch nu fortæller mig den ene eller anden detalje. Er det interessant, at Winston Churchills oldemor måske havde været indianer, at den store russiske nationaldigter Pusjkin var en værre kujon, at den ultraliberale, amerikanske forfatter Ayn Rand “på faste ugedage” sov med en meget yngre mand? – Overhovedet ikke!

Søren Mørch kan lide at provokere sin læser ved at slynge kontroversielle påstande ud. Hvis man hører til dem, der har haft et håb til den russiske revolution, får man udpenslet historier om bolsjevikkernes bøvl med at dække over sandheden og holde sig ved magten. Og hvis man har haft forestillinger om, at en nye og bedre verden skulle komme ud af de koloniserede eller halv-koloniserede landes selvstændighed, kan man læse om elendighederne i Iran og Mozambique.

Er man orienteret til den helt modsatte side og ser USA som et stor lys, kan man læse om de store kapitalers magt og en aldrig afsluttet og forsonet slavetid. Og så har landet oven i købet udstyret sig med staten Israel som sit største hangarskib. Den borgerlige læser bliver tilsyneladende heller ikke bekræftet i sit verdensbillede. Men kun tilsyneladende. Det vender jeg tilbage til.

Der er hug til venstre, når Søren Mørch fortæller om grafikeren Dea Trier Mørch, der stod for en luksusudgave af Det kommunistiske Manifest fremstillet af materialer, hvor “omkostningerne ingen rolle spiller”. Der er hug til højre, når den nævnte Ayn Rands liv bliver fremstillet i et ironisk skær. Men Søren Mørch er alligevel ikke nogen midtersøgende intellektuel i banal forstand.

Klassedumhed

Søren Mørch ser sig selv som en rationalitetens stemme. En underliggende forudsætning for hele hans måde at se verden handler om, at tilværelsen kunne være bedre, hvis fornuften fik sin plads. Så vidt er Søren Mørch en kritisk historiker, og når han er bedst, lykkes det ham at afmontere myter om, hvordan verden er blevet dét, den er. Som historiker er han bevidst om, at historievidenskaben bruges til at fastholde bestemte måder at se verden på. Traditionel historieskrivning er en del af “den nationale stemningsopbygning af fædrelandet – ethvert fædreland som foregangsland”.

Søren Mørch ser sig selv som en rationalitetens stemme. En underliggende forudsætning for hele hans måde at se verden handler om, at tilværelsen kunne være bedre, hvis fornuften fik sin plads. Så vidt er Søren Mørch en kritisk historiker, og når han er bedst, lykkes det ham at afmontere myter om, hvordan verden er blevet dét, den er.

Men hvorfor fornuften så ikke kommer til udtryk, og fremskridtet ikke fremkommer som ønsket, han ikke noget principielt bud på. Marxistisk inspireret historieskrivning ville lægge vægt på et altgennemtrængende klasseherredømme, der stiller sig i vejen for en sund udvikling. Men Søren Mørch kender ikke klassekamp. Klassedumhed derimod i hans begrebsverden. Som Søren Mørch fremstiller verden, kommer der ikke noget bedre fra den politiske handling. Går verden fremad, skyldes det fravær af irrationalitet. Dobbelt negation.

Mr. Guebisines

“Utilsigtede hændelser” skal dog nok få sine læsere. Søren Mørch har også talent for at spidsformulere – og han oser af vellyst til at modsige visse ellers etablerede sandheder. – Men kun visse. Han viser ofte sans for den levende detalje og skriver undertiden med en elegant underspillet ironi. Om Mozambiques præsident Guebuza – kaldet “Mr. Guebisines” – fortælles, at han trak sig tilbage, og dermed kunne: “…han og hans familie glæde sig over besiddelsen af den største formue, der nogen sinde var skabt i Mozambique. Så mange penge var der ikke brug for i det fattige land, så derfor er formuen anbragt i Schweiz og USA.”

Men hans vittige og ironiske stil kan alligevel ikke dække over det savn, man som læser får, når der ikke rigtig kommer en forklaring på, hvorfor f.eks. Mozambique tilsyneladende ikke har succes med sine udviklingsprogrammer. Et mismodigt og langt suk er, hvad vi får. Lande uden for Vesten er jo ‘anderledes’, og i dette tilfælde ulykkeligt korrupt og ineffektivt. Tilfældige hændelser? – I hvert fald ikke en tilfredsstillende forklaring.

Tomme postulater og forsimplede analyser

Søren Mørchs grundlæggende antagelser om verdens tilstand – at tiden efter 1945 er USA’s tid, Ruslands geografis afgørende rolle, og en afgrund mellem Vesten og så resten – kommer til at fremstå som påstande, der lukker for dybere analyser af, hvilke kræfter der egentlig er aktive i samfundsudviklingen. Det lyder frygteligt dybt og klogt, når han skriver, at “Ruslands skæbne er bestemt af, at deres stat (…) er etableret på den eurasiske steppe”.

Men det er dybt intetsigende.

Hvad står der? Ruslands historie er bestemt af – at det er Rusland! Det er der vist ingen, som kan benægte det. Men ‘skæbne’? Ordet klinger af fæle forestillinger om historiens gang som værende uafvendelig.

Søren Mørch gør en del ud af at fortælle, at Storbritanniens rolle i udfaldet af 2. Verdenskrig er stærkt overvurderet. Krigen blev først og fremmest vundet af Sovjetunionen, der leverede de største og afgørende slag mod Nazi-Tyskland. Men overvurderingen af Storbritanniens rolle i Verdenskrigen og verden generelt har sørgelige konsekvenser i nutiden, fortæller Søren Mørch. “Indvandringsproblemer, national og social splittelse og forvirring og i det 21. århundrede Brexit- og generations-opdeling må vel siges at være beskedne omkostninger for mere end et halvt århundredes spillen Kong Gulerod”

Blandt andet her viser hans mangel på begreb om klasse sig som meget begrænsende for hans analyse. Og hans forståelse af årsag-virknings forhold viser sig som reducerende.

Siger man som Mørch, at vores forestillinger medfører noget bestemt, så undervurderer man, hvordan den aktive brug af forestillingerne og idéerne foregår. Det handler om magt. Magt til at fortolke virkeligheden. En magt som nogen har – og Søren Mørch desværre ikke taler så meget om.

Det er for simpelt at sige, at den nationale selvovervurdering medfører de nævnte problemer: Indvandringsproblemer, national og social splittelse, forvirring, Brexit og generationsopdeling. At fremføre, at vi fra årsag A uden videre kommer til virkning B, C og D er flere numre for plat. Søren Mørch får heller ikke sagt noget om, hvordan den nævnte nationale selvovervurdering blev brugt klassemæssigt f.eks. i Brexit-debatten. Her er det for mig mere fyldestgørende at tale om, at dele af den engelske, radikaliserede overklasse mobiliserer forestillinger om britisk overlegenhed – og har kunnet finde samklang med dele af en desperat arbejderklasse. Og det har ført til Brexit.

Siger man som Mørch, at vores forestillinger medfører noget bestemt, så undervurderer man, hvordan den aktive brug af forestillingerne og idéerne foregår. Det handler om magt. Magt til at fortolke virkeligheden. En magt som nogen har – og Søren Mørch desværre ikke taler så meget om. Han taler hellere om ‘fornuft og ufornuft’.

Hans tale om Ruslands skæbne kan kritiseres for det samme. Snak om ‘skæbne’ flytter opmærksomheden væk fra den aktive rolle, mennesker har, hvilke indsigter de har, hvordan de håndterer deres indsigter i historien og samfundet og – selvfølgelig – deres naturforudsætninger og områdets geografi.

Det enestående vesten

Hvordan Søren Mørch er kommet frem til at betragte Vesten som noget, der er helt forskelligt fra resten af verden, forklarer han aldrig. Jeg kan kun sige, at netop forestillingen om Vesten – altså et geografisk afgrænset område, som er et hjemsted for fremskridt og det moderne – på samme måde lukker af for at undersøge, hvordan forholdet mellem stærke og svage økonomier udspiller sig. Søren Mørch ved godt, at imperialismen har spillet forskellige roller for både Iran og Mozambique. Men om dette begreb stadig spiller en rolle, fortæller han ikke. Kun den overraskende oplysning, at USA (den imperialistiske magt) ikke spillede nogen rolle for etableringen af Shah-styret i Iran. Hans argumenter for dette er dog ret så svage. Når man har læst hans beskrivelser af Iran og Mozambique, efterlades man med indtrykket af – at deres problemer mest er deres egen skyld.

Når vi får at vide, at Vest er bedst, at historiens gang er skæbne, at der eksisterer en fornuft, som er hævet over klassemodsætninger, og at magtforhold mellem tredjeverdenslande og Vesten åbenbart ikke er eksisterende, så er der virkelig gode ingredienser til at bekræfte et konservativt verdensbillede.

Oven i det kommer hans helt overordnede syn på verdens gang. “Utilsigtede hændelser” er fuld af mærkelige detaljer, der er både stort og småt. Hvorfor? Sidst i bogen gør forfatteren nogle metodiske overvejelser. Her fortæller han, at historieskrivning til enhver tid er afhængig af – hvad det er historikerne vil fortælle. Så vidt enig. Men derefter fortæller han også, at når det er historikerens spørgsmål, der sætter historieskrivningen i gang, så “er der ingen grund til at udpege noget emne, tidspunkt, person, eller problemstilling som vigtigere eller væsentligere end andre”.

– Her må jeg sige stop.

Historikeren, lektor emeritus Søren Mørch kommer ud i den dybeste mose.

Hvis vi ikke netop har et begreb om væsentlighed, når det gælder fortolkningen af vores fælles verden, har vi heller ikke længere noget fast grundlag. Vi kan så hverken formulere en samfundskritik eller forestillinger om noget andet, en utopi. Verdenshistorien bliver til private fortællinger.

Historier uden for historien

For mange år siden – i 1982 – gjorde Søren Mørch sig fortjent bemærket med det stærkt samfundskritiske værk, “Den nye Danmarkshistorie 1889-160”. Her udfoldede han den socialhistoriske historieskrivning på bedste vis. Her fik vi en klar fremstilling af Danmarks historie, med naturen, demografien, hovederhvervene landbrug og industri … som baggrund for institutionsdannelse, familieliv, politik, kultur. Den bog har givetvis været med til at udvikle en nøgtern forståelse af samfundet. Den var og er et slag mod moralisme, national hygge og “stemningsopbygning”.

’Den nye Danmarkshistorie’ – som det er interessant at være uenig i – handlede om dét, der faktisk skete uden løftet pegefinger eller de gode mod de onde. Den handlede om væsentlige emner. Det gør ‘Utilsigtede hændelser’ desværre ikke. Den er snarere en håndfuld historier uden for historien.

Søren Mørch: ‘Utilsigtede Hændelser‘. Politikens Forlag (2019), 544 sider.

Steen Gottlieb er cand. mag. og arbejder som indvandrerlærer. Han er medlem af Gert Petersen-selskabet.