Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
EU
20. januar. 2023

En progressiv EU-industripolitik for et Europa splittet i center og periferi

En ny EU-politik for venstrefløjen må aktivt modarbejde de rige EU-landes opportunistiske udnyttelse af landene i EU’s udkant, der hindrer dem i at udvikle en sammenhængende økonomi og samtidig styrker den stigende kapital- og magtkoncentration. Transform!europe har for nylig udgivet en dybtgående analyse af EU’s strukturelle uligheder og en kritisk gennemgang af EU’s Genopretningspakke.

Selv Enhedslisten har opgivet at tale om udmeldelse af EU som et mål i sig selv, mens de ikke-parlamentariske venstrefløjsbevægelser fastholder modstanden. Men uanset nuancerne er der i den brede venstrefløj en indbygget mistanke om, at hvis endelig der skulle komme noget positivt fra EU, er det blot et skjult angreb på arbejderklasse, velfærdsstat, miljø eller klima.

Den politiske dagsorden for venstrefløjen i EU

Rutinemæssigt går venstrefløjen ind for solidaritet med arbejdere og venstrebevægelser i andre EU-lande, samt at der skal arbejdes på tværs af landene. Men EU-støtte er den mest ønskede kontakt med EU’s institutioner, og protest mod EU-politikken er den foretrukne ytringsform. På arbejdsmarkedsområdet skal EU bare holde sig væk ifølge dansk venstrefløj og fagbevægelse – og såmænd også SVM-regeringen. 

I modsætning til den danske venstrefløjs lidt arrogante ligegladhed, der – nærmest privilegieblindt – afspejler landets relative rigdom i forhold til de fleste EU-lande, håber progressive bevægelser i udkantslandene på solidaritet fra deres EU-fæller, inklusive i centrale EU-politiske spørgsmål, samt i den klassekamp, der lige nu spidser til overalt.

Forholdet centrum – periferi

Transform!europe har udgivet et studie ’100 afskygninger af EU’, der analyserer forholdet mellem 10 kernelande – de nordlige og vestlige – og 17 lande i periferien opdelt i tre undergrupper: Central- og Østeuropa (CEE), Sydøsteuropa (SEE) og Sydeuropa (SE). Fælles for de 17 er, at de var i en svækket position, da de blev medlemmer af EF/EU.

CEE og SEE blev EU-medlemmer i kølvandet på Sovjetunionens og Jugoslaviens opløsning. Bortset fra Italien blev SE-landene optaget efter et farvel til diktaturer, mens Cypern til stadighed kæmper med delingen græsk-tyrkisk. Samtidig kom der fart i den moderne globalisering for grænseoverskridende investeringer, frihandel og finansiel liberalisering.

Afindustrialisering har karakteriseret Spanien, Portugal og Grækenland siden 1970’erne. I stedet kom turisme, byggeri og serviceindustrier med heftig låntagning udefra. CEE – optaget i EU i 2004 – er overvejende domineret af vesttysk kapital, de baltiske lande dog af skandinavisk. Nærheden tilskyndede kernelandene til at flytte deres investeringer hertil fra Sydeuropa. Bilindustrien spiller en dominerende rolle i Ungarn og Tjekkiet – og også i SEE-landet Rumænien. Blandt de andre lande i det sydøstlige EU er Bulgarien og Kroatien turisme- og service-afhængige, mens Slovenien er det land, der står industrielt stærkest i hele Østeuropa (CEE+SEE). De østeuropæiske lande konkurrerer i øvrigt om investeringer via lave skatter.

I årene op til finanskrisen i 2008 gik det bedre i CEE-landene, især formindskedes uligheden i forhold til kernelandene, mens uligheden steg inden for landene. Efter krisen har nogle haft højere vækstrater end kernelandene. Slovakiet er i de seneste år gået tilbage. Gennemsnitsindkomsterne, der inkluderer højere-lønnede, ligger dog stadig på 50-70 % af EU’s i CEE og SEE.

” Den tyske tilbageholdende lønpolitik bruges til gengæld til at holde lønningerne i periferien nede, og derfra går presset tilbage på arbejderne i kernelandene.”

Sydeuropa, der var og er den mest gældsplagede region, er ikke kommet sig fuldt ud efter krisen. Analyseret ud fra spørgsmålet om landene nærmer sig EU’s indkomstniveau, har Cypern og Grækenland fjernet sig i nedadgående retning, Italien er gået fra at ligge 20 % over til nu under gennemsnittet, hvorimod Spanien og Portugal alt i alt er gået svagt tilbage og lander på 10 – 20 % under gennemsnittet.

Tiltrækningen for Nord- og Vesteuropa er de lave arbejdslønninger. Som bekendt opretholder kernelandet Tyskland også lav løn efter de såkaldte Hartz-reformer indført i 2003 – 2005. Kansler Scholz kæmper nu for en generel mindsteløn på 12 euro i timen (knap 90 kr.). Det er imidlertid snarere dets dominans i maskinindustrien (højteknologi og højkvalitet), der har gjort Tyskland succesrigt. Den tyske tilbageholdende lønpolitik bruges til gengæld til at holde lønningerne i periferien nede, og derfra går presset tilbage på arbejderne i kernelandene.

Det er karakteristisk for periferien, at industrien ikke har udviklet stærke værdikæder og industrier, der fodrer hinanden på nationalt eller regionalt plan. I stedet er de helt afhængige af centrum. Privatiseringer har fremskyndet disse udviklinger. I en række af landene er landbruget på retur, eller udlændinge er kommet til.

Dansk industri og landbrug har ikke holdt sig tilbage. En række virksomheder har åbnet fabrikker i Øst- og Sydeuropa. Lego, kunne Berlingske rapportere i 2015, havde modtaget alt i alt 200 millioner kr. i skatterabat og statsstøtte fra den tjekkiske og ungarske stat. Danske landmænd har opkøbt billig jord i Rumænien, Polen og Slovakiet.

Genopretningspakken og kimen til en ny industripolitik

Under corona-krisen vedtog EU en Recovery and Resilience Facility (Genopretningspakke på dansk) til sine medlemslande. Af de oprindelige 724 milliarder euro skulle 386 milliarder gives som lån, 338 milliarder som gave. Kort tid inden vedtagelsen blev statsstøttereglerne og Stabilitets- og Vækstpagtens strenge krav om gæld og budgetunderskud midlertidigt lempet.

Alle landene skulle have del i pengene, således også kernelandet Danmark. Inspireret af EU’s Green Deal skulle midlerne for mindst 37 % vedkommende bruges på klima og miljø og 20 % på digitalisering. Social inklusion, dvs. forbedrede velfærdsydelser, var også en af pakkens seks søjler. Ideen var, at landene skulle udvikle moderne sektorer af økonomien.

Et studie af transform!europe (jeg har skrevet den danske del) viser desværre, at pengene i høj grad går til støtte til virksomheder, der ikke har behov for det.

Italien har således fået bevilget 191,5 milliarder euro, dvs. 1.429 milliarder kr.!!! Ikke desto mindre er der ikke tegn på, at pengene vil blive anvendt til at udvikle ny teknologi.

Den danske plan ser fin nok ud og blev godkendt af EU-kommissionen uden problemer. Midlerne på 11,6 milliarder kr. (knap 1,6 milliarder euro) i gavebistand er gået sømløst ind i den førte politik, og knap et menneske har hørt om genopretningspakkens skæbne i Danmark. Ikke mindre end 4 milliarder kr. skal gå til forbedrede afskrivningsregler for grønne investeringer. En stor del af resten går til allerede vedtagne støtteordninger. Det samme mønster gælder i Tyskland og Østrig.

Især de perifere lande mangler kapaciteten til relevant planlægning. I Grækenland skal de fleste midler stort set styres af bankerne, ikke just til små virksomheders fordel. Kun 600 millioner ud af de 31 milliarder euro går til den nødlidende sundhedssektor.

Tjekkiet har fået 7 milliarder euro i gavebistand. Lige inden pakken skar landet ned på skatterne, så der ville komme hul i budgettet. Der er dog gode tiltag i planen inden for digitalisering, men uden at regeringen har en overordnet strategi for området – ej heller for den grønne overgangsplan.

De særlige problemer med Polen og Ungarn med hensyn til retssikkerhed gør, at milliarderne ikke bliver udbetalt, før der er forbedringer i retssystemet.

Portugals plan indeholder ansatserne til en bevidst genindustrialiserings-strategi, såsom brintproduktion fra solenergi og økologiske forbedringer inden for  tekstil- og skoindustrien. En national udviklingsbank skal formidle disse udviklinger. En højere mindsteløn på 760 euro om måneden (5,15 euro i timen) er nået i 2023!

Overordnet set var det en sund idé at satse på digitalisering. Ikke mindst inden for den offentlige sektor, som en del lande har svigtet – overraskende nok også Tyskland. Men bliver det kun til små overfladiske ekstraprogrammer, hjælper det ikke.

I stedet for en overordnet planlægning følges en projekttilgang. Kravet om konsultation med civilsamfundsorganisationer er jævnt hen blevet tilsidesat. EU som sådan er absolut ikke skrap til at følge op på implementeringen. Et par rapporter fra Kommissionen er det blevet til, men de udmærker sig ved at være mere opsummerende end kritisk-analytiske.

Groft sagt vil støtten til den grønne omstilling under genopretningspakken virke som et hjælpeprogram til centerlandene. Danmark kan gnide sig i hænderne. Vestas og Ørsted kan se frem til vækst i eksport af vindmøller.

Kernelandenes ønske om en industripolitik for EU-blokken

EU bebuder en fælles europæisk industripolitik, hvor sluserne åbnes for statsstøtte. Udenrigsminister Lars Løkke har over for Information udtrykt dansk tilslutning. Det sker i lyset af Genopretningspakken og Ukraine-krigen, men også som svar på USAs ’Inflation Reduction Act’, der betinger støtte til grønne investeringer af, at de skal have et mindstemål af amerikansk ’indhold’.

Allerede i 2019 udarbejdede Frankrig og Tyskland et manifest om en ny EU industripolitik. Forslaget går udelukkende ud på højteknologi og – udtrykt i kodesprog – støtte til industrisammenlægninger inden for de områder, hvor Europa skal konkurrere internationalt. Og det er lige præcis dér, hvor franske og tyske virksomheder ligger i spidsen inden for EU.

” Det er nødvendigt at formulere et venstreorienteret svar på disse politikker, programmer og pakker – for til en afveksling at være på forkant med hvad der kommer fra Bruxelles. Samt for at kanalisere og mobilisere den voksende utilfredshed med stigende leveomkostninger, kraftigt faldende reallønninger, en overalt nødlidende sundhedssektor og den manglende social inklusion. ”

Ingen tvivl om, at de store kernelandes korporationer vil investere mere i Øst- og måske Sydeuropa på grund af den svækkede tiltrækningskraft fra Kina (af sikkerhedspolitiske grunde) og andre sydøstasiatiske lande (transportproblemer) samt flugten fra Rusland.

Men det bliver fra oven, der gøres op med det neoliberale paradigme om ikke at yde statsstøtte, så de store kan få – ligesom Lego og den tjekkiske stat allerede længe har kendt det trick. Og kerne-periferi forskellene risikerer at uddybes.

Brug for en venstreorienteret EU-industripolitik

Venstrefløjen må finde et modsvar, som prøver at udligne forskellene inden for EU både med hensyn til lønninger og industriudvikling og samtidig modvirker tendensen til kapitalkoncentration i store virksomheder (korporativering).

Det er ikke uden dilemmaer. Selvfølgelig er der forskel på sorte og grønne industrier, og da vi ikke slipper af med kapitalismen lige nu og her, er de højteknologiske grønne industrier nødvendige. De kan tilbyde gode job til en fair løn. De skal imidlertid ikke fortsat kunne snyde på vægten ved hjælp af outsourcing. Også i de perifere lande skal de betale ordentlige lønninger, dvs. over det lokale gennemsnit.  

Mange EU-lande kæmper for, at de strikse kriterier med hensyn til størrelsen af den offentlige gæld og gældsættelse i Stabilitets- og Vækstpagten skal ændres permanent. Ikke Danmark, der sammen med Østrig og Sverige er med i ’Sparebanden’, mens Holland er på vej væk. I betragtning af at det er os, der sidder på flæsket, er det højst usmageligt.

Corona-krisen viste nødvendigheden af at producere værnemidler og vacciner lokalt. Ukraine-krigen har medført en fælles politik for at nedsætte olie- og gasforbruget og for at beskytte strategisk infrastruktur. Højspændingsnettet, der lider af flaskehalse i de perifere lande og selv i Tyskland, bør udbygges – ligesom de gudsjammerlige europæiske jernbaner.

Den grønne omstilling udfordres af krigen. Polen, Tjekkiet og kernelandet Tyskland er begyndt at udfase deres kulminer. Ikke bare skaber det beskæftigelsesmæssige problemer, men i Polen og Tjekkiet er henholdsvis 70 % og 50 % af elektriciteten stadig kulbaseret. Nu hvor tilførslen af russisk gas er ophørt, og vedvarende energi ikke er udbygget nok til at tage over, sættes der ekstra kul på kulkraftværkerne, ja, i Tyskland udvides brunkulsminen i Lützerath ligefrem – til store protester. Også de problemer  er grænseoverskridende.

Fire målsætninger for en anden industripolitik

Studiet om de ’100 afskygninger’ sætter fire målsætninger for en anden og mere progressiv industripolitik: 1) Ekspansion af det indre marked, altså et større hjemmemarked, også i de perifere lande. 2) Mere ligelig fordeling af produktionskapaciteten i EU. 3) Industriel orientering mod sociale sektorer, undervisning, sundhed og omsorg. Og 4) Afkortning af værdikæderne. Vigtige komponenter i et sådant paradigmeskifte er mere og bedre overordnet fysisk og økonomisk planlægning, bevidst allokering af kapital til ønskede formål i modsætning til den nuværende gedulgte ’fremme’ af veldædige virksomheder, samt et tiltrængt opgør med eksportorientering som ledestjerne.

Rigtigt udført vil en sådan politik hjælpe arbejderklassen ved at tage udgangspunkt i lokale muligheder og skabe en sammenhængende økonomi. Dermed vil der være grobund for højere lønninger. Bedre levevilkår sikres endvidere gennem højnelse af niveauet i sundheds- og undervisningssystemet. Det kræver som minimum, at de perifere lande undlader at give skattelempelser eller anden støtte til udenlandske, inklusive kernelandenes, investeringer.

EU er nu klart en storspiller i at sætte kursen for den europæiske økonomiske og ’postfossile’ udvikling. Det er nødvendigt at formulere et venstreorienteret svar på disse politikker, programmer og pakker – for til en afveksling at være på forkant med hvad der kommer fra Bruxelles.  Samt for at kanalisere og mobilisere den voksende utilfredshed med stigende leveomkostninger, kraftigt faldende reallønninger, en overalt nødlidende sundhedssektor og den manglende sociale inklusion.

Det her er politikker på EU-plan, men de kræver enkeltlandenes tilslutning og aktive bidrag. I og med at en fælleseuropæisk industripolitik er undervejs, der risikerer blot at forstærke de eksisterende tendenser, er det her, der må sættes ind med alternative forslag.

Det bliver en kamp til stregen for kernelandenes venstrefløj. Men først skal de, også den danske, indse, at det er nødvendigt at indarbejde periferiens problemer i dens politikker og strategier. Problemerne er nemlig fælles, og lave lønninger i perifere lande har indflydelse på lønforholdene også hos os gennem den betydelige kapitalmobilitet, der finder sted.

Om skribenten

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd. Hun er medlem af bestyrelsen for Institut for Marxistisk Analyse (IMA),   Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER