En realistisk dystopi? Anmeldelse af “Civil War”

Bag Civil War står en rutineret filmmager. Blandt hans tidligere dystopiske værker kan nævnes 28 Days Later (2002) og Ex Machina (2014), som på hver deres måde foregår i en fremtid, hvor menneskeheden er – eller er ved at komme – på afveje. Alex Garland er god til at benytte angsten som filmisk virkemiddel, og derfor er det med en urovækkende og spændt følelse, at man sætter sig til rette i biografsædet.

I 28 Days Later, hvor Garland skrev manuskriptet, havde en frygtelig pandemi forvandlet de inficerede til zombie-lignende horder, der myrder alt og alle. Det er en film, som får en til at kigge sig en ekstra gang over skulderen i vintermørket.

I Ex Machina med Garland som instruktør er der skruet gevaldigt ned for de voldsomme effekter, og den angst, man oplever i filmen, er langt mere subtil. Her møder vi frygten for, at den teknologiske udvikling gør det af med os. Robotterne kommer. Vil de os det godt? I Garlands fortolkning er svaret entydigt nej.

Derfor er spørgsmålet til Civil War ikke så meget, hvorvidt instruktøren kan skabe dystopier (for det kan han), men i højere grad hvilken dystopi vi møder.

En realistisk dystopi?

Hvis den skræmmende fremtidsvision skal gribe os som seere, så skal den føles realistisk. Klassiske litterære dystopier som Orwells “1984” eller Huxleys “Fagre nye verden” fanger os kun, fordi de har en snert af realisme i sig. Totalitarismen i 1984 og videnskabens triumf og undertrykkelse af det menneskelige følelsesliv i Fagre nye verden føles ægte og som mulige scenarier for fremtiden. Vi tror på dem.

Det gør Garland godt både i 28 Days Later og i Ex Machina, men lykkes det nu også i Civil War? Desværre ikke. Man behøver ikke at følge meget med i amerikansk politik anno 2024 for at vide, at der er afgrundsdybe splittelser i Guds eget land. Det er et godt bagtæppe for en urovækkende fremtidsvision for USA.

Hvad sker der, når tilliden mellem befolkningsgrupper og mellem befolkningen og de folkevalgte politikere eroderer og forsvinder? Det kan lyde som et spørgsmål til en eksamensopgave i samfundsfag, men det er også et godt udgangspunkt for et filmmanuskript.

Desværre griber Garland ikke bolden. Jeg håbede, at vi kunne se et eksempel på en politisk dystopi og en rammesætning af tabet af tillid i det amerikanske samfund. Men det gør vi desværre ikke. Baggrunden for konflikten i Civil War er stærkt uklar, og vi får ingen forklaringer. Dertil halter det også med realismen. Jeg tror simpelthen ikke på filmens præmis, og så bliver det svært.

Kalejdoskopisk genremix

Filmen foregår i en nær fremtid, hvor borgerkrigen er brudt ud i USA. Oprørsstyrker, der kæmper under et banner med to stjerner og ellers de karakteristiske linjer i det amerikanske flag, er på vej mod hovedstaden. Vi følger en gruppe journalister, som har sat sig for, at de vil have et interview med den siddende præsident – og så går det ellers over stok og sten.

Garlands film er nok en dystopi, men den er i lige så høj grad en roadmovie og krigsfilm – især det sidste. Den fremstår som et kalejdoskopisk genremix, hvor der ikke bliver sparet på udpenslede voldsepisoder. Det bliver faktisk for meget. Filmen rummer en æstetisering af voldsanvendelse, som går over gevind. Det bliver kvalmt på den dårlige måde.

Vi får aldrig at vide, hvorfor Texas og Californien har dannet en alliance for at løsrive sig fra USA. Og med nutidens øjne fremstår det også som en lidet sandsynlig alliance. Begrundelsen for voldsorgiet på lærredet står derfor hen i det uvisse, og det er vildt irriterende.

Garland har sparet på rammefortællingen, så derfor er det ikke til at sige, hvorfor der er så mange mennesker, som er ivrigt engageret i at myrde hinanden. For det gør de. I stor stil. Instruktøren – som i øvrigt også har skrevet manuskriptet til filmen – vil for meget, og en strammere historiefortælling havde været at foretrække.

Jeg skal ikke afsløre, om journalisterne lykkes med deres forehavende, men de kommer under alle omstændigheder (urealistisk) meget igennem i de to timer, filmen varer. 

Gode elementer i en rodet og alt for voldelig film

Civil War har sine gode elementer, og en del af filmen kan ses som en ikke-ukritisk homage til de pressefotografer, som bringer krigens rædsler videre til beslutningstagere og befolkningen i øvrigt. Hyldesten er ikke ukritisk, for måske er der også en grad af nydelse i det job?

Som den unge fotojournalist in spe Jessie (udmærket gestaltet af Cailee Spaeny) udtrykker det: “Jeg har aldrig før været så bange, og jeg har aldrig følt mig mere i live”. Sagt i en krigszone bringer de ord mindelser om en anden litterær klassiker, nemlig Ernst Jüngers I Stålstormen. Jünger fandt mening og formål i første verdenskrigs rædsler. Jessie finder det i dækningen af den (kommende) amerikanske borgerkrig. Den pointe er interessant. Ambivalensen mellem at tage afstand fra krigen og samtidig være fascineret og ligefrem nyde den – den virker.

Forholdet mellem især den unge Jessie og den ældre Lee (spillet af Kirsten Dunst) begynder klichefyldt, men instruktøren sørger for en reel karakterudvikling mellem de to roller, og det er godt og troværdigt udført.

Brugen af pressebilleder og en stram styring af lydbilledet giver filmen elementer, som klart trækker anmeldelsen op. Det er desuden et godt greb at følge journalisterne på arbejde, men det dækker ikke over, at filmen til tider fremstår rodet og alt, alt for udpenslet voldelig. Mindre kunne have gjort det, tak.

Du skal se denne film, hvis du godt kan lide krigsfilm, hvis du har interesse for amerikanske samfundsforhold, eller hvis du bare har en forkærlighed for æstetiseret vold. Ellers er der bedre film i Alex Garlands bagkatalog.