En ren QATARstrofe
Fodbold-VM i Qatar og Vinter-OL i Kina. Hvad bliver det næste – og hvornår begynder Danmark at tage sportens rolle i storpolitik seriøst, spørger Pernille Frahm.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Politikere, der har svært ved at fyre op under folkets kærlighed, har altid grebet efter det næstbedste: Folks kærlighed til god underholdning – herunder sporten. Nu tegner sommerens Europamesterskab i fodbold til at blive en QATARstrofe.
De romerske kejsere vidste det, og Goebbels vidste det. Styret i Qatar ved det – og det bliver sværere og sværere at forklare, hvordan man kan deltage i VM i fodbold til næste sommer, uden at være en del af det politiske projekt, som emiren har arbejdet så intenst for. En lille sætning på dansk på trøjen vil ikke kunne opveje den begejstring, emiren må føle, ved at alverdens fodboldnationer møder op og bekræfter hans position. Trods over 6.750 døde og forsvundne (myrdede?) migrantarbejdere, viser fodboldverdenen den største respekt for Emiren. Velbekomme.
Fra ét regime til det næste
Og det slutter ikke her. For næste Vinter-OL skal finde sted i Beijing. Her skal vi så se danske atleter være med til at understøtte et regime, som netop nu har ansvaret for den største og mest intensive etniske forfølgelse. Uighurer, tibetanere og andre folkeslag, som ikke passer med den kinesiske selvopfattelse og det kinesiske kommunistpartis planer, har i årevis været udsat for intens forfølgelse. Amnesty International har fremlagt stribevis af dokumentation for etnisk udrensning, såkaldte genopdragelseslejre og tvangsforflyttelser af hele befolkningsgrupper for at få bugt med uønskede etniske grupper.
Sidst vi havde fornøjelsen af den særlige kinesiske udgave af den olympiske ånd, mistede mange indbyggere i Beijing deres hjem, så der kunne opføres sportsanlæg af tvangsarbejdere; og massearrestationer af personer, som kunne være besværlige, blev intensiveret i månederne op til OL i august 2008. Personer, som ønskede menneskerettigheder i stedet for OL, blev udsat for tortur og idømt strenge straffe.
Tag sportens politik seriøst
Vi har nu mere end et år til at få taget os sammen til at stå ved, at sport og politik er en forbandet stærk cocktail. Idrættens organisationer mener ikke, det er deres opgave at føre landet udenrigspolitik, og politikerne viger tilbage for at udstikke ordrer til frie organisationer, som frivilligt har sagt ja til at underkaste sig sære regimer.
Det er nemt at forstå begge parters argumentation, men det er ikke let at acceptere deres konklusion. Det er på tide, at regeringen tager sine fine ord alvorligt. Det er på tide, at menneskerettigheder ikke bare er noget til festtaler. Det er på tide, at idrættens organisationer får sat sig sammen med regeringen, og lagt en plan for, hvordan Danmark kan vise, at vi tager sport og politik seriøst.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER