Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
14. januar. 2021

En rigsretssag vil ikke knægte Trumpismen

Den amerikanske venstrefløj bliver nødt til at omdanne sig til en uafhængig fløj, i stedet for at slutte op om forsøgene på at rehabilitere ‘business as usual’, skriver Kevin Ovenden.

Trump-fanatikerne bakker stadig op om deres idol. Det ændrer rigsretssager ikke på. Den amerikanske venstrefløj er derfor nødt til at bygge en selvstændig position, mener Kevin Ovenden. Foto: “Jesus for Trump” / The Conversation

Den amerikanske venstrefløj bliver nødt til at omdanne sig til en uafhængig fløj, i stedet for at slutte op om forsøgene på at rehabilitere ‘business as usual’, skriver Kevin Ovenden.

Oversat af Morten Hammeken


Af Kevin Ovenden, Counterfire

Dønningerne fra sidste onsdags Trump-opildnede, fascistiske optøjer i Washington D.C., bølger stadig gennem det amerikanske samfund på alle planer. Mandag lagde Demokraternes leder, Nancy Pelosi så op til, at partiet ville forfølge en rigsretssag mod Trump “i al hast”, til trods for, Joe Biden overtager præsidentembedet om 8 dage. Om en sådan har udsigt til at blive succesfuld, er et andet spørgsmål.

Rigsret: Den herskende klasses redskab

Det er anden gang Trump står over for en rigsretssag, som har til formål at fjerne præsidenten fra sit embede, og som desuden vil udelukke ham fra at genopstille. I første omgang handlede det om korruptionsbeskyldninger i forsøget på at påvirke den ukrainske regering i den såkaldte ‘Russiagate’. Dengang blev forslaget vedtaget i Repræsentanternes Hus, men blev forkastet i Senatet, hvor 2/3 flertal er påkrævet for at blive stemt igennem.

Der var ikke nogen forsøg på at dømme Trump på baggrund af hans mange andre farlige, undertrykkende handlinger i løbet af hans tid på præsidentposten. Det omfatter lovprisning af højreekstreme, fascistiske forbrydere i Charlottesville i 2017, som var ansvarlige for mordet på den antiracistiske demonstrant, Heather Heyer.

Som ved sidste forsøg, er anledningen denne gang heller ikke, at Trump har forbrudt sig mod etniske minoriteter, sendt droner på bombetogter rundt om i verden, eller fordi han har angrebet almindelige amerikaneres borgerrettigheder. I stedet kommer reaktionen efter et forsøg på at forstyrre den herskende klasses orden. Hvor det sidste gang handlede om en underminering af USAs internationale alliancer, var forbrydelsen denne gang at bakke op om oprør mod dét, der bliver kaldt “Amerikansk demokratis helligdom” – Capitol Hill.

Mange på den radikale amerikanske venstrefløj har efterfølgende påpeget, at dette ‘hellige’ sted er blevet bygget på slavearbejde, og er blevet oppebåret gennem plyndring af den amerikanske arbejderklasse, ofte gennem ekstreme voldshandlinger. Det er styrerummet for at sikre magtfulde interesser over for svagere lande.

Forløbet vækker mindelser til rigsretssagen mod præsident Richard Nixon i 1973. Nixon blev ikke sigtet for at have smidt flere bomber i Vietnam og Cambodia, end der blev kastet i hele Anden Verdenskrig. Det var heller ikke for mord og undertrykkelse af sorte frihedskæmpere, eller andre af tidens sociale bevægelser – herunder snigmord. Det var ting, der havde opbakning på begge sider af Kongressen.

“Joe Biden taler om “at hele splittelsen” og om “enhed” efter årene under Trump. Det kan oversættes til: Lad os vende tilbage til den klassiske forhandlingsmetode i Washington, hvor ledere fra begge partier mødes og laver aftaler. Netop den facon har været omdrejningspunktet for Bidens liv de seneste fire årtier.”

Snarere blev Nixon dømt for at have givet grønt lys til et indbrud på Demokraternes hovedkvarter – hans formelle rival, som man også kunne kalde den anden fløj i det samme overklasseparti. Hund bider ikke hund. Forstår man først den sammenhæng, forstår man også den måde, de demokratiske politikere, enkelte republikanere og en lang række store virksomheder har reageret på.

Fortællingen om den store heling

Trods den megen snak om et kupforsøg (forkert) og et oprør (et begreb, der undgår at kalde fascisterne ved deres rette navn), kan det hele koges ned til et politisk spil. Her forsøger man at bruge krisen til at styrke staten og den kommende regering, i stedet for at få luget ud i den voldsparate ekstreme højrefløj, som har rodfæstet sig i store dele af det amerikanske samfund.

Joe Biden taler om “at hele splittelsen” og om “enhed” efter årene under Trump. Det kan oversættes til: Lad os vende tilbage til den klassiske forhandlingsmetode i Washington, hvor ledere fra begge partier mødes og laver aftaler. Netop den facon har været omdrejningspunktet for Bidens liv de seneste fire årtier. På den måde håber han at kunne levere på et moderat reformgrundlag, ikke et radikalt brud med et amerikansk politisk system, der nu ser svagere ud end nogensinde før.

Trods alt snakken fra Nancy Pelosi om “hast”, luftede Demokraternes Jim Clyburn tanken om at forsinke rigsretsprocessen til efter påske. Det ville give Joe Biden sine “første 100 dage” til at lave politik på den vante måde (Redaktionel bemærkning: Rigsretssag mod Donald Trump er efter artiklens udgivelse blevet vedtaget i Repræsentanternes Hus). Hvis de faktisk betragtede det som et kupforsøg, er det ikke noget der viser sig i deres reaktion.

Skaden mod den amerikanske stats image er så stor, at den har været nødsaget til at svare på den fascistiske provokation med en bølge af arrestationer. Den gør dermed brug af nogle af de magtinstrumenter, der normalt er forbeholdt venstrefløjen og de militante dele af de sociale bevægelser. Beviserne hober sig op på, at både tidligere og nuværende politibetjente og militærpersonale har deltaget i handlingen.

Der kommer derfor til at blive brug for nogle højprofilerede retssager. Der er allerede blevet uddelt fyresedler og suspenderinger til betjente i Capitol-afdelingen på baggrund af sikkerhedsbruddet. Men er der noget, den kommende regering ikke har tænkt sig at gøre, er det at rense ud i den undertrykkende del af staten, som nærer sympati for den racistiske højrefløj. En sådan gennemgribende indgriben ville i USA kræve, at man fyrede så mange ansatte, at man ville være nødsaget til at opløse og gentænkte politiet på et helt andet grundlag.

Derfor er vi lige nu vidner til en magtoverdragelse i toppen af samfundet, der samtidig forsøger at begrænse reaktionens omfang, og som ikke kommer til grundlæggende at adressere de problemer med den ekstreme højrefløj og states autoritære opførsel over for den amerikanske arbejderklasse, og særligt sorte mennesker. Det hele foregår midt i en pandemi.

“Det er tid til at hele USA”, sagde Biden efter det stod klart han vandt præsidentvalget. Det budskab har han holdt fast i også efter stormen på Capitol Hill.

Et (manglende) svar fra venstre

Tværtimod ser vi allerede nu krav om, at FBI, politiet og kriminalretsvæsenet skal styrkes og have flere beføjelser. Det venstreorienterede kongresmedlem, Alexandria Ocasio-Cortez, som er en del af det socialdemokratiske “The Squad”, har fuldstændig rigtigt sagt, at der ikke er brug for at give disse instanser mere magt. Spørgsmålet er imidlertid, hvem magten er blevet rettet mod, og hvem der har fået lov til at rende uhindret rundt.

Men både AOC og Bernie Sanders har indtil videre fokuseret ensidigt på den veltilrettelagte, teatralske rigsretssag. De har på den måde været talerør for Demokraternes ledelse. De har ikke været en uafhængig, socialistisk stemme i debatten, og har hverken krævet et radikalt brud med Trumpismen, eller opfordret til mobiliseringer, der kunne tvinge spørgsmålet ind i den politiske samtale, og vinde den ude i virkeligheden.

Enkelte venstrefløjsdemokrater har dog foreslået at tage tingene et skridt videre. Robert Reich, der var beskæftigelsesminister under Bill Clinton, men som støttede Bernie Sanders’ kandidatur til præsidentembedet i både 2016 og 2020, er én af dem. Han har helt rigtigt argumenteret for, at ansvaret på højrefløjen går langt videre end Trump. Det gælder også alle de politikere og forretningsfolk, som støttede eller føjede Trump, fordi han sikrede dem skattelettelser og andre erhvervsvenlige tiltag.

Men det er virkeligt mange mennesker, det drejer sig om. At skulle føre rigsretssag mod en så stor gruppe, ville betyde et kæmpe slag. Og det er ikke et, Demokraterne har tænkt sig kæmpe, hvilket Reich også medgiver.

Bruddet med Reagan-æraen

Cory Robin er en anden af de betydningsfulde venstreintellektuelle amerikanere, som har påpeget, at det her ikke bare er en normal magtoverdragelse fra én præsident til en anden, eller blot handle om Kongressens reaktion mod Trump. Robin argumenterer derimod for, at det burde være en chance for at bryde med dét, han kalder Reagan-regimet. Her refererer han til den neoliberale dominans i såvel den økonomiske som politiske sfære, som har styret regeringers retning i USA de seneste 40 år.

Robin er også godt klar over, at det ikke står på Demokraternes dagsorden at gøre netop det, selv om styrets krise er lige så stor som den, der smadrede efterkrigstidens verdensorden, og indvarslede en ny tid under Thatcher og Reagan. Det er ud fra denne unikke politiske cocktail, den amerikanske venstrefløj må forsøge at gøre sig hørt.

Socialisme på amerikansk

Socialistisk tankegods har set en stor stigning i popularitet i USA henover det seneste årti. Det begyndte med Occupy-bevægelsen, som var inspireret af den egyptiske revolution. Men man kan også finde det længere tilbage i starten af årtusindet. Der har samtidig været store kampe under Trump – fra kvindemarcherne til modstanden mod ‘muslimforbuddet’. Det største har dog været Black Lives Matter-bevægelsen, som er vendt tilbage med fornyet styrke. Det anslås, at op mod 25 millioner mennesker har deltaget i demonstrationerne, og at deres popularitet er endnu bredere.

En anden måde, den socialistiske popularitet er kommet til udtryk på, er den vækst, Democratic Socialists of America (DSA) har oplevet. Her finder man mennesker med en lang række forskelligartede syn på socialisme, og bevægelsen er vokset eksplosivt under Bernie Sanders’ to præsidentkampagner. Organisationen har desuden støttet en række venstreorienterede Demokrater med succes.

DSA har meldt ud, at den ønsker både at være aktiv i og udenfor Demokraterne, og søger dermed at forfølge en bred socialistisk strategi. I stigende grad har bevægelsen dog rettet sit fokus mod, hvad der foregår i det parti, som nu har udsigt til at sætte sig på alle tre dele af den lovgivende magt.

“Faktisk er DSA, som mange amerikanske antikapitalister påpeger, knap nok en organisation på landsplan, trods dens historiske størrelse og geografisk brede tilstedeværelse. Der er snarere tale om en gruppe lokale samarbejder.”

Desværre har socialistiske bekendte i alle afskygninger på tværs af USA allerede berettet om, at de har savnet et svar fra DSA’s landsledelse under krisen. Der har ikke været nogle opfordringer til at mobilisere på landsplan, eller til at tydeliggøre de nødvendige krav for at bryde med Trump-årene, udover blot at afvente Bidens præsidentembede og de snævre politiske debatter, der er mulige inden for den ramme.

Der er lige nu en stor diskussion i gang som konsekvens deraf. Nogle lokale afdelinger prøver at holde fast i et socialistisk fokus, der mobiliserer mod højrefløjen, og som handler uafhængigt af de liberale julelege i Washington. Men faktisk er DSA, som mange amerikanske antikapitalister påpeger, knap nok en organisation på landsplan, trods dens historiske størrelse og geografisk brede tilstedeværelse. Der er snarere tale om en gruppe lokale samarbejder.

Bevægelsen sætter også meget lid til skikkelser som AOC. Og valget af folk som hende kan da også støtte sociale kampe, eller være talerør for disse. Men det kan også blive en sovepude – sådan som progressive erfarede det under Obama for 12 år siden – hvor man kanaliserer alle ønsker om forandring gennem et Washington, hvor man i stor stil forsøger at komme tilbage til “normalen” efter Trump. Det kan meget vel ende med at resultere i begge dele. Men netop den gamle normaltilstand er det, der lagde fundamentet for Trump og andre, deciderede fascistiske kræfter, og tillod dem at blive så stor en trussel.

Alexandria Ocasio-Cortez har været blandt Democratic Socialists of America’s mest succesrige politikere, og vandt med lethed genvalg i 2020, efter hun i 2018 slog demokraternes establishment-kandidat, Joe Crowley af banen i Queens. Men ‘AOC’ er også blevet banket på plads af centristerne flere gange, og burde måske arbejde videre uden for Demokraternes rigide apparat, argumenterer Kevin Ovenden. Pressefoto fra rally med Bernie Sanders.

Oprøret fra venstre

I Chicago, og andre større byer, har socialistiske kræfter mødt modstand fra lokale DSA-ledere, når man har forsøgt at vende krisen til en mulighed for at mobilisere, og for at fastslå sin uafhængighed fra Demokraterne. Der har været protester som denne, der blev organiseret af United Against Racism and Fascism Initiative i New York. Men det er stadig ikke noget der foregår på en skala, der tilsvarer situationens alvor, eller det forhold at otte ud af ti amerikanere var modstandere af kupforsøget. Man skal også huske på, at 45 procent af Republikanernes vælgere bakkede op om onsdagens invasion af Capitol. Det er med andre ord ikke en krise, der forsvinder lige med det samme, ligesom Trumpismen heller ikke gør det.

“Millioner af mennesker, som demonstrerede mod politivold i sommers, forventes nu at støtte op om et “lov og orden”-budskab, som hævder at være et værn mod den farlige del af højrefløjen, som store dele af militæret og politiet selv er en del af.”

Den erfarne marxistiske forfatter og aktivist, Mike Davis har fremhævet, hvor meget den politiske konflikt i USA er blevet tilspidset. Selv om han afviser Demokraternes ordlege med at bruge begreber som “kup”, har han ikke desto mindre understreget, at situationen er alvorlig, og har slået et slag for et øjeblikkeligt socialistisk modsvar på landsplan.

Det betyder også, at den amerikanske venstrefløj er nødt til at modstå det enorme pres på at makke ret, og støtte op om den konventionelle liberale kurs hos Demokraterne. Partiet bruger ikke krisen til at slippe en radikalt forandrende bevægelse fri mod højrefløjens reaktionære kræfter, men bruger i stedet øjeblikket til at genoprette den politiske balance – også mod den oprørske del af venstrefløjen.

Millioner af mennesker, som demonstrerede mod politivold i sommers, forventes nu at støtte op om et “lov og orden”-budskab, som hævder at være et værn mod den farlige del af højrefløjen, som store dele af militæret og politiet selv er en del af.

Truslen fra det ekstreme center

De antikapitalistiske kræfter i USA er splittede. Men der har også ophobet sig en betragtelig mængde velvilje over for venstrefløjens budskab. Det skyldes ikke kun intellektuelle debatter på venstrefløjen, men også de konkrete erfaringer, millioner af deltager i protester mod det politiske system, har erfaret på egen krop i de seneste år. Det inkluderer alt fra folk, der har organiseret sig mod stemmeundertrykkelse af sorte i eksempelvis Georgia, til deltagerne i en række succesfulde strejker på tværs af USA.

Det farlige er, at det hele risikerer at blive tilbagerullet og opløst igen, hvis man blot føjer kravet om at genopbygge “det ekstreme center” – hvilket allerede er i fuld gang med at ske over for kritiske stemmer på venstrefløjen. At gøre modstand mod det nødvendiggør, at socialistisk analyse af begivnheder og argumenter bliver trukket ind i den nationale debat. Her er det afgørende, som også denne artikel fremhæver, at man kæmper for at rette den efterhånden betragtelige venstrefløjs fokus væk fra Demokraterne og valgkampe, der allerede er blevet vundet, og i stedet sætter fokus på massebevægelse og en politik, der understøtter den.

Det ekstreme centrum i Grækenland forsøgte ligesom sin amerikanske modpart at gøre noget tilsvarende, da man forsøgte at tage æren for fængslingerne af Gyldent Daggrys ledelse. Det har i det store hele været en fiasko.

Først og fremmest har der været en stor, militant antifascistisk bevægelse i Grækenland, som efter manges opfattelse har været drivkraften i kampagnen. Men i endnu højere grad skyldes det at den del af venstrefløjen, som har været med til at opbygge bevægelsen, har holdt fast i en uafhængig position, som har været i stand til at modstå alle forsøg på at lade sig indlemme eller dæmonisere.

Midt i det uforudsigelige amerikanske kaos, vi lige nu er vidner til – med splittelse i samfundets top, en desperat arbejderklasse på samfundets bund, en pandemi og en økonomisk krise – er mange amerikanske antikapitalister begyndt at se dette som et afgørende spørgsmål for hele venstrefløjen.

En venstrefløj bygget på oprørspolitik og masseaktivitet, kan være i stand til at ændre hele det politiske landskab. Derfor bør vi ønske vores kammerater i Udyrets Mave alt mulig held og lykke, og samtidig gøre hvad vi kan for at hjælpe dem. Den største hjælp vi kan give dem i den sammenhæng, er at bygge en revolutionær venstrefløj dér, hvor vi selv befinder os, og skabe massebevægelser som yder en modstand, der ikke kan inddæmmes af den gamle politiske orden.


Om skribenten

Kevin Ovenden

Kevin Ovenden

Britisk venstrefløjsaktivist og tidligere medlem af Respect Party's ledelse. Skriver blandt andet for Counterfire og Morning Star. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER