Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
9. september. 2025

En stærk stemme i kampen for et bedre samfund – Mindeord for Hardy Hansen

Med Hardy Hansens død har arbejderbevægelsen mistet en af sine stærke frontkæmpere, og venstrefløjen har mistet en stærk samvittighedsfuld stemme. Pernille Frahm, Kjeld Aakjær og Villo Sigurdsson skriver disse mindeord

Hardy Hansen. Foto: Flygtningeogfred.dk

Hardy Hansen er død efter et langt liv, hvor kampen for de svageste altid havde højest prioritet. Han var socialdemokrat, men kæmpede især i de sidste år med at kunne leve med den drejning, hans parti tog på en række områder.

I en lang årrække var han forbundsformand for det, der dengang hed SID (Specialarbejderforbundet I Danmark) – i dag 3F. Her var han blandt andet med til at styrke forbundets internationale arbejde, og han var konstant en stærk stemme for de lavtlønnedes kamp.

Magten som middel til at opnå forbedringer

Hardy var en kort periode medlem af Folketinget, men han var konstant marginaliseret i sit parti som en stemme fra venstrefløjen. Magten var ikke et mål, men et middel til at opnå forbedringer for arbejderklassen og for de dårligst stillede.

Hardys solidaritet med udsatte og hans sans for retfærdighed var ikke kun til internt nationalt brug. Gennem hele hans aktive faglige kamp fyldte hans engagement for verden omkring os meget. Han var initiativtager til at oprette et Mandela-center for at følge op på kampen mod apartheid og international uretfærdighed.

Og efter et besøg i Israel, hvor han også besøgte de besatte områder, ønskede han at afbryde forbindelsen til den israelske fagforenings hovedorganisation Hisdradrut.

International solidaritet

Hans solidaritet med palæstinensere og andre undertrykte folk kunne ikke tvinges til tavshed, og mere end en gang har han været med til at kritisere flere af partierne i Folketinget – herunder Socialdemokratiet – for at være for tavse og for at lade uretfærdigheden råde.

Efter Folketinget tog han initiativ til at starte Netværket for Velfærd og Demokrati, som tog initiativ til en lang række velbesøgte arrangementer om demokrati og velfærd. Fx om økonomisk politik, fagbevægelsens rolle, flygtningepolitik, Danmarks internationale rolle og mange, mange andre temaer.

Netværket har flere gange forsøgt at råbe Kommunernes Landsforening op, når der skulle være forhandlinger om aftalerne omkring kommunernes økonomi, og der har været debatter op til kommunalvalg og folketingsvalg. I alt dette var Hardy en stærk stemme og en stor organisator.

Ved hans side og som medkæmper havde han sin kone Annie. De to tilbragte de sidste år i Kulhuse og Jægerspris. Og der var aldrig tvivl om, hvilken retning de to sammen ville have udviklingen til at gå.

Vi har mistet en kæmpe. Vi har mistet en stærk stemme for et bedre samfund for de svageste grupper – og vi har mistet en god ven.

Æret være Hardys minde.

Om skribenten

Pernille Frahm

Pernille Frahm

Uddannet folkeskolelærer. Tidligere medlem af Folketinget og EU-parlamentet for SF.   Læs mere

Om skribenten

Villo Sigurdsson

Villo Sigurdsson

Tidligere byplansborgmester i København for Venstresocialisterne. Læs mere

Om skribenten

Kjeld Aakjær

Kjeld Aakjær

Pensionist og solidaritetsforkæmper Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER