3 min. læsetid

Tusindvis af aktivister fra hele verden var samlet i Tyskland for at sige nej til fossile brændstoffer. Se Katinka Klinge Albrectsens billeder fra aktionen og læs Anne Hegelunds beretning her


Ende Gelände
… er tysk for ‘hertil og ikke længere’. Det var en kæmpe stor og helt fantastisk oplevelse at være med til den største civile ulydighedsaktion mod kul nogensinde. At gøre noget helt konkret sammen med en masse andre gode folk fra forskellige steder i verden, for at sætte en stopper for kulindustriens ødelæggende jagt på profit, og passe på vores alle sammens planet! Vi var 6500 mennesker, der sammen satte skub i udfasningen af kul ved at blokere jernbanesporene til energikoncernen RWE’s kulkraftværk fra brunkulsminen Hambacher Tagebau.
Kraftværket er den største kilde til CO2-udledning i hele Europa, og Tyskland er det land i verden hvor der bliver produceret mest brunkul, der er den mest forurenende kultype overhovedet, og derfor en forfærdelig beskidt måde at producere energi på. I lørdags nåede cirka 3000 klimaaktivister jernbaneskinnerne. Os fra Socialistisk UngdomsFront Århus nåede desværre ikke med over, og brugte lørdag på en mark på den anden side af motorvejen omringet af politi… Næste morgen stod 10 af os fra Danmark tidligt op og var med til at smugle morgenmad og varm te ind til de mere end 1000 aktivister, der havde overnattet i kulden på skinnerne under åben himmel. Det lykkedes, og vi sluttede os efterfølgende til blokaden.
Vi blev her siddende arm i arm mellem sporene, da de fleste andre aktivister gik efter at have holdt blokaden i et helt døgn. De sidste 100 af os holdt blokaden i yderligere 11 timer, og de fleste af os måtte rives fri og slæbes væk. De sidste 5½ timer holdt 50 af os blokaden af RWE-toget, mens politiet tilbageholdt os på sporene. To klimahelte låste sig fast til skinnerne for at spærre vejen og forsinke toget, og togføreren smuttede med en kommentar om, at “så måtte RWE jo fyre ham”. Det var trist at se kultogene køre igen så snart politiet havde fået os ud af “fangetoget” og over i et “salatfad”. En af dem, som de måtte bære ud af toget, lod de ikke komme ind i bussen til os andre, men de to andre lukkede de til sidst ind, efter vi havde nægtet at sætte os, og mange af os stod op hele vejen.
Foto: Katinka Klinge Albrectsen
Vi fik først vand lidt inden midnat efter at have været tilbageholdt i 11 timer. Vi blev først tilbudt mad på vej ud af døren fra politistationen efter 12 timer eller mere, hvor der ikke var noget til dem af os, der var veganere. Vi havde ikke adgang til toilet de sidste 3-4 timer. Værst af alt gik der også 11 timer før politiet gav os besked om, at vi kun var tilbageholdt – ikke anholdt. At vi ikke var anklaget for noget, fordi vi ikke havde gjort noget ulovligt – men kun var i deres varetægt, fordi vi ikke havde flytte os fra skinnerne, da de bad os om det. Dette skete til trods for, at vi utallige gange havde spurgt dem ind til konkrete anklagepunkter, og udbedt os et svar på engelsk.
Den sidste besked jeg fik da jeg forlod politistationen var “you have no rights”. Vi slap med et “mugshot”, en kropsvisitering og en tøjgennemrodning forestået af nogle rigtigt ubehagelige betjente, der skubbede os og udspurgte os. Heldigvis var vi meget kort tid alene inde på politistationen, fordi vi holdt så godt sammen, holdt humøret oppe med sange og råb, og stod fast på vores rettigheder. Vi insisterede på at få vand og mad, og på at se vores kammerat var okay, før vi gik ud af bussen.

Afrunding/opsummering