Enhedsliste-newspeak for borgerligheden

Jeg har for så vidt ingen aktier i Enhedslistens anliggender, men derfor kan man godt blive bekymret som borger i det her land, der allerede er gennemsyret af politik med fascistoide træk (tænk bare på Mette, der hellere vil associeres med Meloni end vandmeloner).

For hvis Enhedslisten for indeværende skulle forestille sig at være – hvis ikke det lysende håb om noget andet, så dog – det primære parlamentariske alternativ, er jeg efter søndagens hændelser på deres årsmøde yderligere ubetrygget.

Der er ingen opposition tilbage, hvad deres nyslåede oprustningskurs i sig selv kan bevidne – selvom den her ikke skal berøres yderligere, hvor den bare kan anses som et utavst bagtæppe. Men det kommer også til udtryk gennem den retoriske omvending i partiets forretningsudvalgs svar på kritikken fra Palæstina-bevægelsen, som fik frataget sin pris. Det er anderledes uhyggeligt, fordi det foregår så ’subtilt’.

Græsrodsprisen der blev væk

Enhedslistens forretningsudvalg havde nemlig besluttet at stille fire modkrav – på bagkant – til modtagelsen af ‘Græsrodsprisen’, (en pris, de åbenbart årligt tror sig selv bemyndigede til at uddele! – og som skal være en god ‘pris’ med ceremoni og det hele).

Prisen blevet lovet ‘Alle på Gaden’ forinden, men dagen inden modtagelsen kom kravene så: 1) de 10.000 kr. må ikke havne på Internationalt Forums bankkonto, som vistnok har stillet en konti til rådighed for ‘Alle på gaden’, 2) det menneske, der fysisk modtager den, skal offentligt ikke have afvist at tage afstand til Hamas, 3) modtagerens takketale må ikke være i modstrid med Øs ‘grundlæggende principper’ og 4) pengene skal bruges på demonstrationer. Alle på Gaden kunne – selvfølgelig – ikke acceptere dette, hvorfor de aldrig fik prisen, mere herom senere.

Men først og fremmest er det sigende, hvordan krav 1 og 2 tilsyneladende (eller helt og aldeles åbenlyst) er stillet for at undgå dårlig (borgerlig) presse. At politikken dikteres af hensynet til den borgerlige offentlighed, er i sig selv skammeligt, og viser at man sætter strategi over politik, eller hvad der bliver det samme: at ens strategi bliver til ens politik.

Politikken er strategi; afvejninger af midler og mål, hvor det ene ikke kommer før det andet, men ens politik derimod bliver præcist det, der målrettet ‘kan lade sig gøre’. Overbevisninger er erstattet af overvejelser om, hvad der nu er comme il faut, hvad der ikke støder nogen (de forkerte) på manchetterne, men tilpas støder andre. Politikken er strategi. Det vil sige: politikken er afskaffet – og tilbage står strategien; tom og uden tænder.

Man mener ikke det med Palæstina-solidariteten sådan helt og aldeles, ubetinget, men kun så længe det er ufarligt og opportunt. Man vil gerne støde lidt, men ikke for meget. Gerne palæstinensisk frihed, men ikke palæstinensisk modstand. Gerne stemmer fra de propalæstinensiske ’vælgere’, men man må ikke frastøde de mere borgerlige zionister. Det er i sig selv en kritik værd, men den er skrevet af utallige andre utallige gange før.

Den mislykkede forsoningspris

Det uhyggelige i dag synes jeg snarere – og særligt måske fordi det forekommer mig nyt – er pkt. 2 kombineret med pkt 3. At et parti, der så åbent går efter magten i landet, har så lavt til loftet og tror sig berettigede til at diktere, hvad en inviteret taler må – og ikke må – sige, er ikke uskyldigt.

Ville Ø også forvalte de almene betingelser for at ytre sig således, hvis de ikke kun regerede over deres eget årsmøde, men også over vores samfund? Det er svært forståeligt, at et parti både vil tildele nogen en pris (man må formode, det er et skulderklap til nogen, man mener, gør et godt og vigtigt stykke arbejde – altså, som man er enige med) og samtidigt ikke tør eller vil stole på dem, man hædrer. At man vil hædre den, man ikke for alvor tør hædre?

De skal hædres, men de må ikke tale – eller så kun sådan, som man ønsker, de skal tale. Det vil sige: de skal hædres – for Enhedslistens skyld, men ikke for deres.

Alle ved jo, at Enhedslisten kort efter 7. oktober ragede uklar med bevægelsen, fordi den kom prompte og ubetinget. Det var for radikalt for Ø, der ikke turde bakke op, da man var bange for, hvad de borgerlige medier ville skrive.

Eller også mente de rent faktisk, at det ikke var godt prompte at bakke ubetinget op om Palæstina, fordi de var politisk uenige. Her er et penetreret hegn centralt – hvad der ikke er værre, men bare lige så slemt, fordi det kommer ud på det samme: fraværet af solidaritetens politik, solgt i strategiens navn.

Så denne pris skulle vel være en slags forsoningspris, en brøde eller et sonoffer. Og dog: for pristageren måtte jo så ikke repræsentere sig selv i al sin radikalitet, men skulle derimod bidrage til at blåstemple Enhedslistens politiske projekt. Altså: en ren narcissistisk-strategisk prisuddeling.

Tillykke til os, I er nemlig nu blevet til os, fordi vi har brug for jer, men kun som os – ikke som jer selv, for der duer I ikke. Det er vel også derfor punkt 4 er, at pengene kun må gå til demonstrationer: for tænk, hvis de fandt på noget mere radikalt! Eller tænk, hvis Ø pludselig ikke kunne hævde sin egen støtte til Palæstina ved at henvise til en demo, de tidligere havde underkendt, men nu støttede, og i stedet selv skulle arrangere en?

Enhedslisten vil have den anden, men kun som præcist sin anden.

At ende med at tro sin egen løgn

Medmindre altså det er fordi, det ikke er én monolit, der her agerer, men et parti i modstrid med sig selv – og at en del af partiet altså reelt set ønskede at hylde bevægelsen, mens én anden var opsatte på at undgå det.

Hvis det sidstnævnte er tilfældet, så var de sidste dem med bukserne på – forretningsudvalget – og fik det forpurret. Nu skriver lederen af det så på et lille, kortfattet og sølle Instagram-svar til bevægelsen, der ikke forholder sig til deres centrale kritik overhovedet, men bare gentager en række floskler, foruden denne fabelagtige fordrejning: “Vi er kede af, at I ikke ønsker at modtage Græsrodsprisen”.

Man kunne nøjes med at sige: som om. Men det værste er ikke uærligheden i høfligheden, som jo hører med til høfligheden: det værste er forskydningen af sagsforholdet. Som om – at det var /dem/, der ikke /ønskede/ at modtage prisen – og pengene og taletiden.

Det er en klassisk manøvre: Det er dem, der ikke vil; vi har jo tilbudt det, som vi – mutatis mutandis – netop ser i Gaza lige nu, hvor zionister fra nær og fjern påstår, at palæstinensere ikke ønsker nødhjælpen, eller at de gamle nødhjælpsorganisationer ikke ønsker at bidrage til at uddele den. Efter, altså, at Israel har monopoliseret denne uddeling til sig selv i en militariseret udgave. Det er ikke os, der tilbageholder maden, det er dem, der ikke ønsker at modtage den.

Jeg siger ikke, at det er det samme, men ligheden i agensforskydningen er påfaldende. Det er at benægte, at man selv er det mægtige sted, hvorfra talen (eller maden) kan uddelegeres – eller udelukkes.

Det er farligt, fordi det er at underkende ens magt netop i det, man udøver den – at skjule magtudøvelsen. Det lykkes nok ikke at skjule den for os andre – hverken for Enhedslisten eller Israel – men det farligste er måske også, at man ender med at skjule den fra sig selv. At man selv ender med at tro ens løgn.

De borgerlige er mere large end venstrefløjen

Og så synes jeg, det er uhyggeligt, fordi det vidner om en totalitær tendens på den parlamentariske venstrefløj, der – tilsyneladende – ikke er helt så glade for, at folk ytrer sig frit. Her kan man ikke undgå at tænke også på deres nye og skærpede eksklusions-praksisser.

I den forbindelse må det nævnes, at den frie ytring kun kan anerkendes som fri, når den er kritisk, det vil sige: uvelkommen. Tolererer man ikke den uvelkomne kritik, tolererer man slet ikke den frie tale: for alle kan jo hævde, de har det fint med fri tale, men hvem tør stå inde for det, når den er uvelkommen for en selv?

Borgerlige institutioner virker til at være meget bedre til at holde armslængde og acceptere talens kritik, dens frihed – også taget i betragtning, at den magtfulde har nemmere ved at være overbærende og large.

Som minister i Nordisk Råd sagde Mogens Jensen (S) for eksempel, da Jonas Eika holdt sin berygtede og berømte takketale: “Han [sic] har en holdning, det skal han have lov til at have, og det respekterer jeg. Jeg er uenig i hans kritik, men først og fremmest vil jeg ønske ham tillykke med prisen. Det er stort for ham”.

Hvorfor forekommer det i dag utænkeligt at forestille sig Pelle Dragsted eller forretningsudvalgets formand sige noget sådant om en aktivist fra den folkelige Palæstinabevægelse?

Hvad siger det om den magtaspirerende parlamentariske venstrefløj, at den ikke vil lade andre tale, hvis ikke de siger det, den vil høre. Det vil sige: det den selv siger? At den gør enhed og fravær af modsigelse til en betingelse for talen? Og at den så ovenikøbet er fræk nok til at lade som om, at det at afvise denne betingelse svarer til ‘ikke at ønske sig’ prisen?

Hvad siger det, at den end ikke vedkender sig den magt, den allerede udøver – skønt det endnu ikke er med stats-, men bare parti-apparatet – men i stedet giver skylden til, lægger ansvaret hos den stålfaste, men dog svagere, part?

Ønsker en palæstinenser i Gaza, der ikke vil hente sin mad fra bødlens hånd i bevæbnet bur, heller ikke selv at få maden? Eller findes der en principfasthed, der ikke er strategisk afvejet og bestemt, og som simpelthen bare forbyder en at spille med på visse præmisser, som de mægtige har sat?

Mere rummelighed efterspørges

At tage imod en pris, der samtidigt kastrerer eller binder ens tale, ville være at tage imod kastrationen og båndet. Selvfølgelig kan man ikke acceptere sin egen kastration; lade sig binde. Selvfølgelig må man nægte den fidus.

Og det kan ikke sammenstilles med eller forstås som ikke at ønske prisen – uanset om det konkret er dem, der har sagt ellers tak. Helt ligesom en nødhjælpsorganisation ikke kan gå med til at deltage i den såkaldte Gaza Humanitarian Foundation – der er en inhumanitær amerikansk-israelsk massakremaskine, forklædt som nødhjælpsuddeling – men at de af den grund ikke kan siges at takke nej til at dele nødhjælp ud.

Nogle gange er præmissen en sådan, at den umuliggør ens mission – ligesom strategi nogle gange er sådan, at den umuliggør ens politik. Og her er det principfaste altså ikke at aflyse missionen for at acceptere præmissen, men tværtimod: at nægte præmissen for at kunne forfølge sin mission.

Det kunne Enhedslisten overveje i disse dage. Hvad ville der ellers ske, hvis Ø selv blev lige så mægtige, som de drømmer om? Ville det medføre en større rummelighed a la de borgerlige – eller er kursen lige så entydigt totalitær, som den blev sat i weekenden, hvor kun den må tale, der er enig, mens deres eksklusion til gengæld tilskrives dem selv som aktører, og ens egen udelukkelse af dem retorisk usynliggøres?

Eller med andre ord: Hvordan hævde at bekæmpe den tiltagende fascistiske udvikling af den danske situation, der desværre er så godt i gang, hvis ens egen drejebog følger dens formularer?

Her forholder Palæstinabevægelsen sig anderledes prisværdigt.