Enhedslisten: Er det kun forståelsespapiret, der hænger i laser?

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

På Solidaritet opfordrer tre medlemmer af Enhedslisten, Bjarke Friborg, Søren Kolstrup og Vibeke Syppli Enrum 5. maj i en debatartikel under overskriften Forståelsespapiret hænger i laser EL til bl.a. at ​​ frabede sig betegnelsen ’støtteparti’, at partiet forbeholder sig retten til at tage ethvert parlamentarisk skridt, der kan støtte modstanden mod regeringens brud på internationale konventioner, og at partiet udsender en redegørelse til offentligheden, ”der sammenfatter regeringens systematiske underminering af internationale konventioner og menneskerettigheder.”

At det længe har gæret i EL kommer vel sagtens ikke som en overraskelse for Solidaritets læsere. Man har jo her i den senere tid bl.a. kunnet læse om Græsrodsnetværket, der er et forsøg på op til partiets årsmøde i slutningen af denne måned at samle modstanden mod de politiske og organisatoriske konsekvenser af ELs ’modernisering’. ​​ Men de tres opfordring rammer lige ned i ELs dilemma: EL har - med Lars Trier Mogensens udlægning - lavet en uudsagt studehandel med S: I får lov til at køre udlændingepolitikken, som vi er lodret uenig i og som vi vil bekæmpe, mens vi til gengæld skal have mere på den grønne omstilling og velfærdsgoder.

Det vil ELs ledelse til enhver tid - naturligvis - benægte, som Pelle Dragsted gjorde det i den time, han lørdag fik efter middagsradioavisen i P1 som ugens gæst. Hvorfor det? Jo, fordi støttepartierne reelt er magtesløse: ​​ S leverer ikke på sin del af den imaginære studehandel og et flertal i befolkningen støtter det meste af regeringens udlændingepolitik. Et nyvalg vil formentligt blot endnu engang blive en sejr for S, der derefter vil lave et formelt eller uformelt samarbejde med et eller flere borgerlige partier og så er man parlamentarisk politisk dårligere stillet end før, for det helt afgørende er, at der jo mangler en udenomsparlamentarisk mobilisering, der kan øve pres på regeringen. Vælter man sammen med den borgerlige fløj S-regeringen, ved man så sikkert som amen i kirken, at man har ageret nyttige idioter for de blå. Man har samtidig udsat sig selv for fjendskab fra S-baglandet, for er der noget en socialdemokrat har svært ved at tilgive, så er det, når et rødt parti vælter en S-regering - alle og enhver ved jo, at alt andet end en S-ledet regering er naturstridigt.

Holder man derfor fast i den nuværende konstellation, regner ELs ’Christiansborg’-fløj med, at man i hvert fald på klima- og velfærdsområderne får mere igennem end efter et nyvalg - det er i hvert fald sådan, man må forstå EL-ledelsens motiver. Men det er alligevel vanskeligt at forestille sig, at der i ELs folketingsgruppe med den sammensætning, den har, skulle herske den grad af enighed, som dens tavshed tilsyneladende lader ane.

EL knurrer og brokker sig og appellerer til S' røde hjerte, men lige lidt hjælper det. Det er måske værd at lægge mærke til, at Pelle Dragsted i det omtalte radioprogram anvendte udtryk som 'grotesk', 'umulig', når han kritiserede S' udlændingepolitik og fulgte det op med en appel til S om at opføre sig ordentligt, tænke sig om, at der skal være plads til alle i et samarbejde osv. Men så længe hverken Pelle eller ledelsen i EL formår at fremlægge en kølig og distanceret analyse af den reelle politiske situation, der baserer sig på de ’faktiske forhold i jernindustrien’ og offentligt drager den eneste mulige konklusion: Forståelsespapiret hænger i laser, så længe man fortsætter med at gøre den parlamentariske politik til det centrale omdrejningspunkt for partiet, så længe vil uroen i ELs bagland fortsætte med at vokse og så kan det være, at det ender med, at det ikke alene er forståelsespapiret, der kommer til at hænge i laser eller i hvert fald bliver stærkt frynset – ELs årsmøde nærmer sig jo med hastige skridt. ​​ 

Samtidigt bliver det vanskeligere og vanskeligere overfor partiets vælgere at forklare det medansvar, man som støtteparti reelt pådrager sig for regeringens umenneskelige udlændingepolitik og dens konstante fodslæb, hvad angår den grønne omstilling. Og så bliver problemet, som Vedby Rasmussen skriver i sin nyligt udgivne bog ​​ ”Krisesamfundet”, at man så kun kan forestille sig fremtiden som en fortsættelse af den nære nutid. Men Enhedslistens eksistensberettigelse ligger ikke i at blive endnu et socialdemokratisk parti, men at holde systemkritikken og drømmen om et anderledes samfund levende. Det kan kun ske ved at ændre fokus fra parlamentet til det, der foregår udenfor dette.