Enhedslisten: Fra ’ En rød regering’ til ’Et Danmark du har råd til’.

Folketingsvalget er nu udskrevet, og Enhedslisten har trykt en ny version af sin løbeseddel, ”Det er tid til en rød regering”, der nu er forvandlet til ”Et Danmark du har råd til”. Hvor løbesedlens første version havde en forside med et flot foto af en smilende Pelle Dragsted, er man nu kommet på andre tanker og har anbragt løbesedlens titel i en slags stjerne af den slags, mange forretninger anvender ved udsalgstide. Vender man begge sedler om, er teksten langt henad vejen den samme, men der er nogle afgørende ændringer. Begge tekster fortæller, at det er ’os der har bygget Danmark’, og at ’vi skal have råd til at leve et godt og trygt liv i vores Danmark.’ Hvor den gamle version lovede: ’Enhedslisten er vores garanti for en rød regering, er den nye version noget mere afdæmpet og nøjes at berolige vælgerne med, at ’Enhedslisten vil skabe et retfærdigt Danmark.’ Og hvor Enhedslisten før var ’vores garanti for en rød regering, der’:

– Halverer momsen på fødevarer – og fjerner den helt på frugt og grønt

– Gør tandlæge og receptpligtig medicin gratis

– Sætter loft over lejen

– Gør bus og tog bedre og billigere

så er garantien nu væk, og det er bare et ’vi’, der vil det samme. Det sker alt sammen, fordi ’politik for sjældent handler om os’. Så følger en opregning af SVM-regeringens onde gerninger, men hvor det i løbesedlens gamle version ’aldrig [vil] ske på Enhedslistens vagt’, for ’vi vil forhindre Mette Frederiksen i at lave en ny regering med højrefløjen, ’vi er garantien for en ægte rød regering’, så nøjes man nu med et ’vi vil forhindre Mette Frederiksen i at danne en ny regering med højrefløjen.’ 

Ingen krav om proletarattest i Enhedslisten

Naturligvis kan man ikke genoptrykke ELs principprogram på en lille løbeseddel, der må man i sagens natur fatte sig i korthed og med et indsnævret fokus. Så meget desto større er kravene til politisk klarhed, og at teksten er udformet med omtanke. Denne tekst er åbenbart skrevet af det ’vi [der] går på arbejde, skaber værdi og holder Danmark i gang.’ Men hvem er dette ’vi’? Det er tilsyneladende fx ikke skolelærerne eller sundhedspersonalet, dvs. de mange tusinde offentligt ansatte, som bl.a. EL tidligere har udnævnt til ’hverdagens helte’. ’Vi’et kommer derved i dette tilfælde betænkeligt nær den socialdemokratiske helt, der står op om morgenen og smører madpakker og om eftermiddagen gerne kommer for sent til at hente ungerne i børnehaven – altså den socialdemokratiske udgave af den sovjetiske heltearbejderrace, man troede uddød. Den som ifølge Mette Frederiksen i sin nye russiske udgave ’ikke går hjem klokken fire.’

’Vi’et er i sagens natur heller ikke størstedelen af ELs medlemmer, som man formentligt uden at fornærme nogen ville kunne sige tilhører mellemlagene. Ikke fordi der er nogen skam i det, der er jo ingen krav om proletarattest i EL, og en skolelærer er lige så god socialist som en murer. Men derfor er der heller ingen grund til at udstyre sig med lånte fjer, der er så let gennemskuelige. I løbesedlens udformning bliver ’vi’et til en unødvendig udgave af let gennemskuelig og forloren arbejderisme.

Så er der løfterne. Hvis man et kort øjeblik ser væk fra det helt åbenlyse fravær af strategiske krav – noget der vækker forundring al den stund, at en væsentlig del af ELs eksistensberettigelse ifølge principprogrammet er radikale samfundsforandringer – er der ikke noget i vejen med hensigten med løfterne, men borer man lidt i disse, ser sagen noget anderledes ud:

Halvering af momsen – for hvem? Der er intet teknisk i vejen for differentieret moms, alt andet er blot bortforklaringer. Men der er noget politisk i vejen med kravet. Det ene er, at momsen er en af statens væsentligste indkomstkilder, og den anden er, at der i en markedsøkonomi ingen som helst garanti er for, at en momssænkning også vil slå igennem på salgsprisen. Det ville nemlig kræve indgreb i avancerne, noget der til gengæld ville kræve fuld indsigt i, hvorledes en udsalgspris fastsættes. Det vigtigste er imidlertid, at en sænkning af momsen ligesom fødevarechecken – som er udbredt til alle grupper i samfundet også de, der ikke har brug for den – vil være den samme for alle uanset indkomst. Men det, der batter, er selektiv understøttelse af lavindkomstgrupper fx i form af skattefradrag, direkte tilskud og ordentlig opjustering af overførselsindkomsterne så tæt på realtid som muligt samt et stop for det tyveri, der sker ved at overføre midler fra overførselsindkomsterne til satspuljen. At sikre at udsalgsprisen falder i takt med at momsen sænkes ville i en økonomi, der er så totalt markedsorienteret som den danske, kræve et kontrolapparat med et enormt ressourceforbrug, og det ville hurtigt komme i karambolage med EUs indre marked og varernes frie bevægelighed.

Skal velfærdsydelserne være for alle eller være indtægtsafhængige?

Gratis tandlæge og receptpligtig medicin – for hvem? Gratis tandlæge og medicin til alle lider ikke af samme skavank som en halvering af momsen. Men samtidig åbner det for en diskussion af velfærdsydelsernes tildelingsgrundlag: Skal de være universelle, altså for alle borgere og dermed at også den velaflagte del af befolkningen får disse ydelser gratis? Eller skal ydelserne være indtægtsafhængige på samme måde som tilskud til vuggestue og børnehave er afhængig af husstandsindkomsten og ikke som fødevarechecken den individuelle indkomst. Det sidste er hvert fald en teknisk mulighed. Ellers kan man jo anvende tilskud eller skattefradrag målrettet de laveste indkomster.

Loft over husleje. Her er der måske noget at gøre, nemlig ved at rulle de meget liberale regler, der gælder for nyere lejebyggeri, tilbage. Det kunne man til nød forestille sig, at et folketingsflertal kunne indføre, men ikke med tilbagevirkende kraft. Men igen: Det ville kræve kontrol med avancerne og jordpriserne, og hvordan gør man lige det i en markedsøkonomi, der ovenikøbet er totalt flettet ind i EUs indre marked? Desuden ville et sådant loft formentligt betyde, at investeringerne i byggeriet sank. Svaret er offentligt boligbyggeri eller -renovering og en ikke-markedsbaseret byudvikling. I København ville det betyde enten en fuldstændig nedlæggelse af By&Havn, som især S har givet hånd- og halsret over byens jorder i et pyramidespil, der skal finansiere metrobyggeriet, eller en sådan omkalfatring af virksomhedens mandat, at den ville blive ukendelig. Altså et totalopgør med markedstænkningen, der lige nu gennemsyrer alt.

Billig og bedre offentlig transport. Her er der noget, der kan gøres uden revolutionære indgreb, det er et spørgsmål om politisk vilje, men derfor også om et flertal i folketinget for at omlede milliardinvesteringerne i vejbyggeri til kollektiv transport. 

Er der virkelig brug for hele tre socialdemokratier?

Samlet set er der ikke noget i vejen med hensigterne bag ønskerne, men fordi man ikke har gjort sig den ulejlighed at gennemtænke konsekvenserne af ønskerne, lider flere af, at man dels kommer til at skuffe vælgerne, og dels at de på samme måde som fødevarechecken kommer et udefineret ’vi’, dvs. alle samfundsklasser lige godt til gode – i stedet for at man udtrykkeligt målretter dem til de laveste indkomster. Med andre ord gør ydelserne klasserettede og til et led i en bevidst omfordeling. Tager man derfor løbesedlens udformning for pålydende, er EL på vej i samme centrum-venstre-populistiske retning, som S: For at det skal dryppe på degnen, skal det regne på præsten – hvis ikke man bestikker de mere velhavende, vil de ikke betale til velfærdsstaten. Men er det EL’s opgave at fortsætte ud ad den tangent? Eller er det et udslag af det erklærede mål om at ville erstatte S som landets store centrum-venstre-parti? Og hvis det sidste er tilfældet, må man vel stilfærdigt stille spørgsmålet – om der virkelig er brug for hele tre socialdemokratier?

Lidt forvarsel om løbesedlen fik man måske med ELs holdning til fødevarechecken og den totalt uforpligtende folketingsbeslutning om at sænke momsen engang i fremtiden. Ikke at det var forkert at følge VS’ gamle slogan: At stemme ja til den mindste forbedring og nej til den mindste forværring. Men hvorfor brugte man ikke den gratis anledning og den fine talerstol, som Folketinget jo er, til at udøve konkret kritik af kapitalismen og af Socialdemokratiets åbenlyse uddeling af valgflæsk? ELs ledelse ved jo udmærket, hvad uddeling af checks op til et valg skal gøre godt for, især når det ses i sammenhæng med Mette Frederiksens totale læggen sig fladt ned i sin nytårstale, hvor det var lige før, hun tilstod, at det var hende, der havde slået Det døde Hav ihjel. EL kunne have brugt anledningen til at påvise, at fødevarechecken i sin udformning er ren og skær overflade, og at det eneste, der battede, ville være enten permanent tilskud til de laveste indkomster, skattefradrag, en forhøjelse af overførselsindkomsterne eller det hele parret med tilbagerulning af de riges skattelettelser. Hvis en lektion i letforståelig i politisk økonomi havde ledsaget ELs udtalelser om fødevarechecken, kunne man sagtens sige ja til checken. En check der, som Information skriver, både ATP og Udbetaling Danmark – der står for udbetalingen – havde kritiseret hårdt for ikke vil sikre, at checken når frem til de ”rette modtagere”. I øvrigt gennemtvang regeringen en skandaløs, forceret behandling i Folketinget, hvis eneste formål var, at give Socialdemokratiet et forspring i valgkampen. Og ganske rigtigt blev valget udskrevet i bogstaveligt samme sekund, lovforslaget var blevet vedtaget.

Elefanten i rummet

Så er der elefanten i rummet, nemlig at EL på løbesedlen hverken har krav af strategisk karakter, der peger frem mod en ændring af styrkeforholdet mellem klasserne og intet krav (eller løfte) har i forbindelse med menneskehedens allerstørste problem, klimaforandringerne. Hvis det er en forglemmelse, forstærker det blot indtrykket af, at løbesedlen enten er amatøragtig og sjusket forfattet. Hvis det ikke er en forglemmelse, kan det så tænkes, at udeladelsen af strategiske forslag sker for ikke at ødelægge noget i mulige kommende forhandlinger om et parlamentarisk grundlag for en S-ledet regering? 

Fra garanti for en ’rød’ regering til ’et Danmark du har råd til’

Endelig kommer vi til det store mysterium. Hvad er der egentlig sket i ELs ledelse, siden det store brød, der blev slået op i løbesedlens første version, hvor det var garantien for en rød regering, der var tekstens omdrejningspunkt nu er blevet fjernet, mens teksten nu ’bare’ lover, at EL ’vil forhindre Mette Frederiksen i at danne en ny regering med højrefløjen.’ Der er således politisk afstand mellem løbesedlens versioner. Men da hverken løbesedlernes tekst eller et valgprogram har været til diskussion blandt partimedlemmerne, selvom der har været rigtig god tid til at forberede et valg, må man antage, at det er nogen i den snævre kreds i og omkring ELs ledelse, der har udformet valgmaterialet, som har slået bak overfor persondyrkelse og hul retorik.

Ændringen er klog – man aner muligvis den politiske ordførers hånd her – for hvordan skulle EL være garant for en ’rød’ regering, eller som ELs ex-folketingsmedlem Maj Villadsen i et læserbrev i Information skrev: En ’rigtig rød regering’? For hvad er en ’rød’ regering i ELs øjne? Er det en regering med EL-deltagelse, eller er det en regering, hvor EL har indflydelse som parlamentarisk grundlag? Og hvad skal være ELs pris for at være en del af et parlamentarisk grundlag? Har man lært noget af de to forudgående skuffelser, hvor forståelsespapirerne havde samme bestandighed som elastik i metermål? Eller har man tænkt sig denne gang at lave en slags kontrakt med målbare kriterier, som Venstreblokken og PCP i sin tid inden et valg fik PS i Portugal til at underskrive – så man undgår endnu engang at blive taget i rumpen? Eller er de bombastiske garantier fjernet fordi de også kunne opfattes som stopklodser i kommende forhandlinger? Ingen ved det for løbesedlernes indhold har ikke været til diskussion i partiets afdelinger, men er udformet af en snæver kreds.

Lige nu ser det ud til – ingen uden for Christiansborg ved, om der skulle være noget andet i gang – at SF har kurs mod en regering med S og M og ikke virker specielt interesseret i at inddrage EL. SF vil gøre rigtigt meget for at komme i regering og vil derfor undgå konfrontationer med Socialdemokratiet, som spærrer eller vanskeliggør denne retning – lidt i retning af det man ser på Københavns rådhus, hvor SF tilsyneladende ikke går efter et rødt København, men business as usual. Det så man også forleden, hvor SFs kloge Lisbeth Bech Nielsen tog Pia Dyhrs krav om genindførelse af St. Bededag så alvorligt, at hun i radioens P1 udtalte, at kravet var ultimativt. Hvorefter SFs politiske ordfører, Signe Munk, hastede til medierne og halvanden time efter undsagde Bech Nielsen og afviste, at kravet skulle være ultimativt. 

Hvor vil SF hen?

Tilsyneladende er SF bange for sin egen skygge, for da Pelle Dragsted taktisk klogt for nogen tid siden foreslog Pia Dyhr Olsen som kommende statsminister, meddelte SF, at man satsede på en socialdemokratisk statsminister. Det forekommer ret uforståeligt, at SF – der står uset stærkt – allerede før et valg trækker tænderne ud på sig selv, især når man husker de grove angreb for ekstremisme, som S udsatte det flinke SF for i forbindelse med valgkampen; eller den ydmygelse, det må have været for SF at blive holdt udenfor finansloven. SFs svar var det ydmygt smukke, kristne ’vi tilgiver’.

Men hvad nu, hvis SF ved valget bliver større end S – vil man så stadig fastholde at pege på en socialdemokrat som forhandlingsleder? Og SFs krav, om at kræve St. Bededag genindført, var ganske vist politisk rigtigt, for som Eskil Halberg skrev i Information, hvor han beskriver kampen for helligdagen som et forsøg på at holde kapitalismen på afstand i form af mere fritid. Men også valgtaktisk smart og nærmest gratis, for man vidste med sikkerhed, at befolkningens store flertal og alle partier uden for regeringen ville være for det forslag, og at man havde fagbevægelsens støtte. Og i smuk forlængelse af S’ magtopportunisme, som den kom så fint til udtryk i Mette Frederiksens ’det-hele-er-min-skyld’ nytårstale, skyndte S sig at vende på en tallerken og ville ikke ’udelukke’ en genindførelse af helligdagen. 

Det er klart, at EL kan komme til at stå i en situation, hvor man er nødt til at vælge det mindste onde. Men kan EL uden håndfaste aftaler holde til at være parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk ledet regering, der på områder, der er vigtige for EL har indtaget stik modsatte holdninger: Støttet til Israel, først meget sent forsigtigt begyndte at sige USA imod, har lagt navn til en kontanthjælpsreform, der betyder flere hjemløse, og konstant kappes med højrefløjen om stramninger af udlændingelovgivningen og udskamning af ikke-vestlige indvandrere – og med udvisningsreformen med fuldt overlæg overtræder internationale konventioner, som Danmark har underskrevet?

Vil S se lyset og komme hjem, som nogle i SF drømmer om?

Men måske drømmer ELs ledelse stadig opmuntret af det gode samarbejde, man i dagligdagen på Borgen har med SF, om den ’Håbets alliance’, som SF venligt, men utvetydigt har lagt død, eller på at S vil se lyset og komme hjem, som nogle i SF drømmer om? 

Der er ingen, der forlanger, at EL skal opgive det parlamentariske arbejde, men mon ikke EL gør klogt i at indstille sig på ulvetider, skærpe kritikken af kapitalismen og indse, at det at holde den røde fane højt er en opgave i sig selv – og så satse på de mange bevægelser, der lever rundt omkring i landet. Partiets eneste reelle våben er ud over dets medlemmer og deres aktivisme dets potentielle evne til at mobilisere og lægge politisk pres på magten ad den vej.

PS. Måske havde løbesedlen fået en anden udformning, hvis man havde inddraget medlemmerne – ja, undskyld det var bare en strøtanke …