Enhedslisten i København: ”Københavnske tilstande”

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

​​ 

Grønnegårds konklusion er, at problemerne er politisk farveblinde og har deres rod i, at ledelse og ansatte ikke har passet deres arbejde ordentligt. Problemerne får lov til at udvikle sig, fordi ingen vil tage et opgør med en kultur i den kommunale forvaltning, der bæres af store og stærke medarbejdergrupper og deres fagforeninger. Men holder Grønnegårds svar vand, eller er der andre faktorer, som spiller ind, når man nu ved, at Enhedslisten er borgerrepræsentationens næststørste parti og i flere københavnske bydele står stærkere end Socialdemokratiet? Med andre ord: Har Enhedslisten forvaltet sit pund ordentligt?

Enhedslistens BR-gruppe, overborgmester eller Københavnsbestyrelse har ikke mig bekendt svaret Grønnegård eller brugt hans kronik som udgangspunkt for en hårdt tiltrængt diskussion af, hvad man egentlig vil med borgmesterposter eller med sin BR-gruppe. Det overrasker egentlig ikke, fordi partiet heller ikke tager til genmæle mod angreb og stiklerier fra den tidligere spindoktor for den socialdemokratiske overborgmester Kramer Mikkelsen i spindoktor Carsten Mais klumme ”Mai og Rådhuset” i de københavnske lokalaviser eller for den sags skyld i andre medier. Tilsyneladende kniber det for partiets øvre organer i København med at se og høre ud over sin egen boble af Facebook-opdateringer.

Men lad os se på Grønnegårds spørgsmål, hans svar og derefter forsøge at belyse dem set fra det, der er eller kunne være Enhedslistens holdning

Grønnegårds spørgsmål og svar

[1] ”Er der en god grund til, at Københavns Kommune har en anden styreform end de fleste andre kommuner?”

’Nej’, siger Grønnegård.

[2] ”Er den københavnske styreform med en borgerrepræsentation, en overborgmester og et antal borgmestre som politiske forvaltningschefer hensigtsmæssig?”

’Nej’, siger Grønnegård igen.

[3] ”Er det en styreform, der forklarer de fæle sager, som år efter år bliver afdækket i den københavnske forvaltning?”

’Nej’.

[4] ”Jamen, har den politiske ledelse i København, altså hver enkelt borgmester, så ikke ansvaret for at tage affære?”

’Jo’.

[5] ”Er det i virkeligheden ikke venstrefløjens borgmestre i skikkelse af nu om dage Enhedslisten og Alternativet, der i sag efter sag har demonstreret deres politiske og ledelsesmæssige inkompetence og uansvarlighed?”

’Nej’. Grønnegård skriver, at problemerne har været ’politisk farveblinde’.

[6] ”Men hvad er der så galt?”

’Der går en rød tråd gennem disse sager, som gennem årene har martret Københavns Kommune […] De er alle sammen sager, hvor ledelse og medarbejdere ikke har passet deres arbejde og levet op til deres forpligtelser som offentligt ansatte. Den samme røde tråd viser også, at sagerne har fået lov til at udvikle sig.’

[7] ”Det er altså kommunekulturen, den er gal med?”

’Ja og nej’.

Ja, fordi – Grønnegård igen - det er ’adfærd og normer, der hænger i de københavnerkommunale gardiner’.

Nej, fordi et opgør vil betyde, at man lægger sig ud med de ’store og stærke medarbejdergrupper og deres fagforeninger’. Det handler altså om magt. Grønnegård: ’[…] løsningen indebærer et opgør med denne gruppe, der i en storkommune som København er ufatteligt stor og stærk.’

Svarene på spørgsmål et til tre leder i tre altså frem til, at det ikke er styreformen, der kan forklare de gentagne problemer i forvaltningen. Af svar nummer fem fremgår det, at det ej heller er den pågældende borgmesters partifarve, der kan siges at være årsagen, selvom der naturligvis efter svar nummer fire ingen tvivl hersker om, at det politiske ansvar hviler på den politisk valgte borgmester for en forvaltningsgren. Løsningen på gåden får vi i svar nummer seks og syv: Det er adfærd og normer i forvaltningen, dvs. kulturen, den er gal med. Men svar nummer syv antyder også løsningen på problemerne, nemlig at tage et opgør med de magtfulde personalegrupper, der efter Grønnegårds mening er problemets rod.

Enhedslistens (an)svar

Hvis vi holder os til Grønnegårds logisk fremadskridende spørgsmål og svar og starter ved svaret på spørgsmål fem - altså om borgmesterens partifarve har noget at sige - og tager Grønnegårds udsagn om, at det har den ikke, for gode varer og sammenholder det med svaret på spørgsmål fire, der jo fastslår at borgmesteren har det politiske ansvar for ’sin’ forvaltningsgren, rejser det en anden gren af spørgsmål. For hvad er det så konkret en borgmester kan gøre? Den direkte påvirkning af forvaltningen er meget begrænset: En borgmester kan hverken ansætte eller fyre eller blande sig i den konkrete sagsbehandling. Hun kan derimod indstille til borgerrepræsentationens Økonomiudvalg – der er overborgmesterens udvalg – at en chef fyres. Om Økonomiudvalget i givet fald ville følge indstillingen er en anden sag. Men mon cheffyringer alene vil kunne rydde op i en kultur, der har udviklet sig over mere end hundrede år? Der skal formentlig en kulturrevolution til, før det batter noget.

Et katalog af møgsager

Her kunne man nok have forventet sig en helt andet handlekraft fra Enhedslistens borgmester f.eks. i sagerne om den skandaløse asbestrenovering i 2015 i boligselskabet FSBs Tingbjerg-afdeling, hvor Teknik- og Miljøs EL-borgmester ikke ville gribe ind, selvom beboerne i bebyggelsen flere gang bad Teknik- og Miljøforvaltningen om hjælp. Her var undskyldningen, at kommunen ikke havde myndighed på området, noget der blev kraftigt bestridt.

Ikke engang da dagbladet Information nogle år senere tog hele sagen op i fem store artikler og påviste, at man havde haft mulighed for at gribe ind, men at forvaltningens chefer havde et lidt for tæt forhold til de sociale boligselskaber, ønskede EL på Rådhuset at undersøge sagsforløbet med henblik på at placere et politisk eller administrativt ansvar. Det viste sig, at man overhovedet ikke havde fulgt sagen i aviserne (’vi har ingen til at læse aviser’), ej heller da sagen nåede socialdemokratiske folketingsmedlemmer. Noget der kun kan tilskrives en mangel på politisk tæft. For havde det ikke været et stort øjeblik, der ovenikøbet kunne forøge partiets støtte blandt de københavnske vælgere, hvis man stod frem og øvede selvkritik og forsøgte at reformere forvaltningen? I stedet fulgte en øredøvende tavshed, der blev resultatet af en afstemning i partiets Københavns-bestyrelse, hvor der var stemme-lighed, hvorefter forslaget om undersøgelse faldt. Forløbet viste forvaltningen med al ønskelig tydelighed, at man intet havde at frygte fra sin politiske ledelse.

Dernæst kom sagerne i en mild regn over Teknik- og Miljøforvaltningen. Udover sagen om ulovlige gebyrer, som Grønnegård nævner som eksempel i sin kronik, kan vi her tage byggesagsbehandlingen. Klagerne over behandlingen af byggesagerne har stået på i mange år og endelig blev der iværksat en undersøgelse af et eksternt konsulentfirma. Resultatet var en skarp kritik af sagsbehandlingen, der blev sammenfattet i en rapport og PowerPoint-præsentation. Da præsentationen nåede frem til borgmester Ninna Hedeager manglede de slides, hvor kritikken var sammenfattet. Det uden at borgmesteren blev informeret. Mig bekendt blev de ansvarlige afdelingsledere ikke indstillet til omgående fyring, men blev først fjernet under en senere sparerunde. Atter kostede manglen på rettidig omhu politisk prestige. Igen ingen forsøg fra EL på at udnytte chancen og tage fat i forvaltningskulturen.

Udledningen af 700 millioner liter urenset spildevand i Svanemøllebugten

Så var der sagen i 2020 om udledningen af 700 millioner liter urenset spildevand i Svanemøllebugten, der skete uden om borgmesteren. Igen mente borgmesteren intet at kunne gøre, hun skulle først undersøge sagen. En eller to dage efter stoppede den daværende socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen resolut udledningen. EL og SF stemte i sin tid imod bygningen af Nordhavnstunnellen, men et flertal i Folketinget stemte den igennem - og samtidigt ændredes miljøloven, så ministeren i særlige tilfælde kan give tilladelse til udledning. Forvaltningen anførte, at man på grund af loven var tvunget til at lade byggefirmaet lede det urensede spildevand ud. Tilbage stod EL med håret i postkassen – man havde reageret alt for langsomt og dermed foræret Frank Jensen alle points for at have stoppet udledningen. Hvorfor lod EL sig spille på næsen af forvaltningen? Borgmesteren kunne jo kræve, at det hun definerede som vigtige sager, dvs. hvad der er politisk vigtigt for EL i København, skulle passere hendes skrivebord. For selv om forvaltningen havde ret, kunne man vel have reageret lige så hurtigt som Frank Jensen gjorde; og hvis forvaltningen ikke forstod et vink med en vognstang, så måtte man vel angribe forvaltningen og de politikere, der havde stemt for Nordhavns-tunnellen?

Standsningen af Fællesbygs byggeri på Amager Fælled

Endelig har vi så sagen om standsningen af Fællesbygs byggeri på Amager Fælled. Hvor de statslige myndigheder havde stoppet byggeriet med øjeblikkelig virkning, fordi de miljømæssige undersøgelser ikke opfyldte kravene, gav Teknik- og Miljøs jurister få dage efter bygherren lov til at bygge videre under henvisning til, at det ’kun’ gjaldt forberedelser til det egentlige byggeri, og det kunne man ikke legalt stoppe. Borgmesteren måtte atter engang se sig ydmyget af sin egen forvaltning, og også her skulle sagen først undersøges, før EL kunne tage stilling.

Som Grønnegård skriver i sin kronik så handler det her om magt, og i en politisk organisation er der ingen magttomrum, de fyldes altid ud af den stærkeste. Især for et venstrefløjsparti med de bedste intentioner, er det vigtigt at kunne sætte sig igennem. Og hvis borgmesterens forvaltning spænder ben, er fodslæbende eller måske ligefrem saboterer hendes politiske nøglesager, må hun og partiet straks gå i offensiven og udstille de forhindringer, der er for at gennemføre partiets politik - og ikke mindst forsøge ved hjælp af mobiliseringer og offensiv mediepolitik at gøre det lysende klart, hvor ansvaret ligger. Et dygtigt parti er naturligvis i stand til at få points ud af selv den dårligste sag – det kaldes politisk tæft. Her spiller legalistiske hensyn anden violin, og det var det Frank Jensen havde forstået. I stedet for konstante henvisninger til kommende undersøgelser, kunne parti og borgmester have sat sig igennem.

Hvad stiller et socialistisk parti op med en forkert forvaltningskultur?

Lad os tage fat i Grønnegaards både-ja-og-nej-konklusion. Altså at det er kommunalkulturen, den er gal med. Hvordan stiller det et socialistisk parti, der har radikale samfundsforandringer som mål - og som på trods af de tætte, ideologiske bånd til fagbevægelsen også ved, at fagforeningerne pr. definition er mere eller mindre snævre interesseorganisationer, der først og fremmest skal varetage deres medlemmers interesser, hvad angår løn- og arbejdsvilkår, men som også kæmper for at gøre indhug i ledelsesretten.

Det betyder, at et parti som EL og dets borgmester må være indstillet på at komme i karambolage med rådhusets fagforeninger og personalegrupper – der er jo ikke altid sammenfald mellem parti og fagbevægelse; fagforeningernes snævre interesser støder sammen med partiets bredere og mere omfattende politik. Det gælder naturligvis ikke blot EL; S har jo også løbende haft sine genvordigheder og har på det statslige plan bl.a. søgt at løse dem gennem de såkaldte trepartsforhandlinger - en slags institutionalisering af den borgerlige og socialdemokratiske opfattelse af statens klasseneutralitet.

Forskellen mellem EL og S, hvad angår forholdene på rådhuset, er, at S stort set har siddet på Københavns Kommune og dermed dens forvaltning siden 1909. ​​ Kommunen er således vokset op med og snævert forbundet med S, dets virkelighedsopfattelse og det socialdemokratiske maskineri. Ikke desto mindre har S som parti flere gange været i slagsmål med bl.a. FOA.

Hvorvidt de problemer, som EL står over for på Rådhuset, alene kan tilskrives de stærke personalegrupper, er nok et spørgsmål. Især borgmesterens personlige styrke og den politiske tæft, partiets borgerrepræsentationsgruppe og partiets Københavnsbestyrelse udviser, spiller en væsentlig rolle. Både venner og fjender har kritiseret den nuværende borgmesters indsats – især hvad angår at få bragt den forvaltningsgren, EL har valgt at tage det politiske ansvar for, Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF), under kontrol. Det skal tilføjes, at denne kritik til tider har været præget af manglende kendskab til de begrænsninger, kommunalpolitikken er underlagt og heller ikke har anvist alternative handlemuligheder. Det spiller også en rolle, at kommunens økonomiforvaltning, der via Økonomiudvalget er overborgmesterens domæne, efterhånden spiller samme rolle som finansministeriet på statens område gør. Ikke mindst fordi det forlyder, at en hel del embedsmænd fra finansministeriet nu bemander poster i denne forvaltning.

Hvad kan man gøre?

Men når nu en borgmesters reelle magt er stærkt begrænset – hun er jo ret beset ’bare’ udvalgsformand for det BR-udvalg, der styrer det pågældende forvaltningsområde, og kan hverken direkte ansætte, fyre eller blande sig i sagsbehandlingen – hvilke andre handlemuligheder har hun og partiet så, når man – måske – af forvaltningen ses som en fremmed fugl, en gøgeunge, der forsøger at skubbe det ’naturlige’ barn, S, ud af reden (forvaltningsområdet, overborgmesterposten)? For det er faktisk i Københavns Kommune, EL kommer nærmest partiets ’Christiansborg’-fløjs drøm om at fortrænge S som Danmarks store centrum-venstre-parti. I hvert fald hvad angår antal vælgere. Men i sin praksis har partiet adskilt sig nævneværdigt fra de andre partier, der har en borgmesterpost og dermed det politisk ansvar for en forvaltningsgren

Men et socialistisk parti, der har radikale samfundsforandringer på programmet, er naturligvis klar over, hvilke begrænsninger det borgerlige demokrati lægger for graden af radikalitet. Det må derfor se sig om efter andre handlemuligheder baseret på netop denne indsigt.

Den første betingelser er, at man har gjort op med sig selv, hvad man vil i den kommunale politik, hvem der er ens politiske målgruppe. Denne grundlæggende diskussion har ikke været gennemført i mange år i EL i København med det resultat, at det at ’sidde med ved bordet’ i høj grad kommer til at præge partiets rådhuspolitik og dermed også forholdet til forvaltningen. I stedet for at være offensiv ender man med at reagere på andres initiativer. Et andet resultat er, at man umærkeligt i hvert fald i offentlighedens øjne glider i et med den forvaltning, man har taget den politiske ledelse af – alt for tit undskyldes problemer med tidligere tiders miserer, eller med at man ikke kan blande sig. Når det går højt, lover man at undersøge en sag.

For på trods af de begrænsninger kommunalpolitikken er underlagt, er der intet, som hindrer EL i at have en samlet vision ikke bare for hovedstaden, men også for de regioner – H og Sjælland – som byen uløseligt er forbundet. Ej heller er der noget til hinder for, at man har en vision om den forvaltningsgren, man påtager sig ansvaret for f.eks. at forsøge at gøre den til byens bedste. Eller endnu bedre åbent at melde ud, at man er byens parti for lav- og mellemindkomstgrupperne i stedet for at udvande f.eks. valgparoler så meget, at stort set alle partier kan bruge dem.

Borgmesteren kan sagtens forlange, at sager - som hun og partiet mener er vigtige - altid skal passere hendes bord, så hun ikke gang på gang overraskes og tages med bukserne nede af sin egen forvaltning. Der er heller intet i vejen for at bemande sin baggrundsgruppe med de bedste hoveder inden for byplanlægning – EL er fuld af folk med gode hoveder. Og kan man ikke komme igennem med en sag, går man til offentligheden og søger at mobilisere.

Hvor blev strategien af?

Hvad er ELs politiske strategi for København og de to regioner, der omgiver byen? Træde vande, business as usual - eller er det f.eks. at forsøge at gøre noget ved den mishandling af byen, der finder sted ved hjælp af vampyr-blæksprutten By & Havn og fremkomme med en samlet plan for en by, hvor lav- og mellemindkomsterne kan være; og med en forvaltning, hvis udtrykkelige formål er at betjene borgerne på en venlig, transparent og effektiv måde?

​​  ​​​​