Replik: Enhedslistens strategi er hverken/eller

Reinout Bosch fra Institut for Marxistisk Analyse samler tråden op fra diskussionen om Enhedslistens parlamentariske strategi.

Læs Esben Bøgh Sørensens oprindelige indlæg her. Se også: Reinout Bosch: To veje efter folketingsvalget. Peter Saxtrup Nielsen: Om politisk tilpasning og partipolitiske vedtagelser. Per Clausen: Svaret er både/og, ikke enten/eller.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Reinout Bosch

Før sommerferien påbegyndtes her på Solidaritet en polemik om betydningen af valgets udfald. Her anerkendte alle parter – i lyset af det mildt sagt overraskende valgresultat – vigtigheden af at bruge den nødvendige tid på at evaluere vores strategier og taktikker. Der skal lyde tak til både Per Clausen, Esben Bøgh Sørensen og Peter Saxtrup for, at I har været villige til at deltage i en sådan øvelse.

Både Peter Saxtrup og jeg har kritiseret Enhedslistens valgkamp og derved den bagvedliggende strategi. Det har vi gjort fra forskellige indgangsvinkler, men da vores meddebattører ser ligheder i vores argumenter, finder jeg det fornuftigt at svare Per og Esben samlet, og herigennem også at trække på Saxtrups argumentation.

Polemikker som denne åbner hurtigt for en mængde uafklaretheder. En boks af spørgsmål, hvor det ikke giver lige meget mening at svare på hvert enkelt. Jeg vil mene, at det her giver bedre mening – at forfølge én tråd i argumentationen som mine meddebattører har taget op. Esben Bøgh Sørensen skriver i sin kritik af de tidligere replikker, at de åbner op for en kritik, som strækker sig ud over resultatet af folketingsvalget. Det tegner perspektiverne for en alternativ strategi. Men denne strategi formår vi ikke at udfolde.

I sin søgen efter et alternativ må Peter Saxtrups og mine replikker kun indirekte være dér, man søger. For den alternative strategi vi henviser til, findes (som Saxtrup gør opmærksom på) i at følge partiets vedtagne politik (som Esben giver udtryk for, han desværre ikke er nok inde i). På mange politikområder har Enhedslisten veludviklet politik. Analyser der peger på de mest centrale problemer, som vores samfund står over for. Analyser der systematisk kobler, hvad der kan fremstå som enkeltstående fænomener, sammen i deres forbundethed. Men det er sjældent, at denne indsigt bliver lagt frem offentligt. Allermindst i en valgkamp.

Det er ikke en diskussion om pragmatisme eller ekstremisme, som Per Clausen korrekt besvarer med både /og … eller skulle man hellere sige hverken /eller. For spørgsmålet der rejses er ikke, hvilke utopiske yderpositioner der kan indtages. Det spørgsmål, som nu er vendt på hovedet, må vendes rundt igen. Hvad der efterspørges er åbenhed om hvilken strategi, der arbejdes efter. Den strategi som vi kan fornemme uenighed om, idet den tydeligvis ikke følger årsmødevedtagelserne, men om hvilket vi ikke kan være sikre – før vi får den fremlagt. Her har forretningsudvalgsmedlem Clausen en fornem mulighed for at komme i offensiven, men dette forsømmes.

Det store flertals interesser

Hvis vi er enige om, at denne diskussion er større end valgresultatet og vælgervandringer, skal jeg ikke bruge yderligere tid på dette. I stedet vil jeg følge Esben Bøgh Sørensen, når han med et skriftsted hos Marx åbner den strategiske diskussion. Esben følger citatet op med betragtningen, at det handler om: ”at skabe et parti, der er bedst blandt andre til at varetage det store flertals interesser over for det rige og magtfulde mindretal.” Det er det alt andet end lige svært at være uenig i. Men hvordan…? Det er hvad, vi diskuterer.

Jeg stiller mig kritisk over for muligheden for at løse denne opgave i forening med den socialdemokratiske regering. Forståelsespapiret har givet løfter om at stoppe de mest grelle nedskæringer og umenneskelige behandlinger, men peger kun på få områder hvor regeringen og dens støttepartier vil ”skabe materielle forbedringer, der vil kunne mærkes i hverdagen”. At det finder sted er forudsætningen for den af Sørensen foreslåede strategi om, ”at Enhedslisten skal tage æren” for de kommende forbedringer.

Her kunne høres ekkoer af den fejlslagne strategi under Thorning-regeringen. Men selv hvis Mette Frederiksen- regeringen i modsætning til sin forgænger skulle holde sine løfter og indfri vælgernes forventninger, er det uklart, hvordan den foreslåede strategi ikke i højere grad skulle anvendes af SF. Endda med større succes.

I sidste ende vil mulighederne for forbedringer være bundet op – ikke på den danske politiske situation – men på den internationale udvikling og den økonomiske konjunktur. Her kan vi ikke overhøre økonomernes advarsler, når de advarer mod en recession, der med al sandsynlighed vil falde i den kommende regeringsperiode. Ingen seriøs strategisk diskussion kan finde sted, der ikke tager udgangspunkt i den risiko.

En strategi for fremtiden

Kommer krisen – og alt andet ville være historisk exceptionelt – vil det bestående system endnu en gang miste legitimitet. Til venstre – men især til højre for de nuværende europæiske magtpartier – er man klar til at fylde et muligt vakuum. Enhedslisten må i forventning om det holde en afstand til den socialdemokratiske regering, hvis politiske projekt vil lide nederlag.

Som tidligere set, senest med krisen i 2008, leder systemets legitimitets-krise over i en søgen efter alternativer. Hvad der i højkonjunkturer kun er enkeltpersoner, kan i kriseperioder vokse til hele lag af samfundet, der leder efter en anden måde at indrette verden på.

I den situation – men i virkeligheden også op til krisen ønsker man ikke at fremstå som de rene opportunister – så skal Enhedslisten kunne tilbyde det sammenhængende og realistiske alternativ, der efterspørges. Med andre ord skal vi altid skitsere et alternativ til den nuværende udvikling.

Det er ikke det samme som at sige, at vi kun skal tegne alternativer til den nuværende udvikling op, eller at vi skal råbe socialisme hver gang, partiet får ordet. Kritikken går jo på det modsatte. Aldrig løftes diskussionen op til at handle om, hvordan samfundet kan indrettes anderledes. Aldrig fremgår det af Enhedslistens propaganda og agitation, at dét partiet arbejder for, er den nuværende produktionsmådes afskaffelse, og dens erstatning med et demokratisk system.

Når lortet ramler sammen om ørerne på nogle befolkningsgrupper, véd de måske godt, at Enhedslisten er et socialistisk parti, men de ved ikke, hvad det betyder, hvilken rolle de kan spille, eller hvad de kan gøre. Og så kunne det være, at det var lettere, hvis det var indvandrernes, russernes eller akademikernes skyld det hele.

Det vi snakker om

Det er det, som ligger i mit tidligere ønske om, at arbejde med en strategi der satser på at ændre den offentlige diskurs, samfundsdebat.

Det er klart, at Enhedslisten med sin nuværende politik allerede påvirker den politiske diskurs. Partiet har været med til at ændre det parlamentariske flertals syn på 70 % reduktion af CO₂ udledningen og Socialdemokraternes umiddelbare accept af minimumsnormeringer. Det begrænser sig heldigvis ikke kun til diskursen, men det er også i de politiske løfter i forståelsespapiret, at vi genfinder Enhedslistens indflydelse.

Det er ikke, fordi Enhedslisten er ude af stand til at ændre den offentlige diskurs. For det er netop muligt at ændre diskursen – men det gøres ikke på baggrund af de analyser, som Enhedslistens medlemmer har frembragt. Deres stemme gøres tavse, mens forældede kommunikationsstrategier fra Christiansborg-sekretariatet udgør Enhedslistens offentlige propaganda.

Derved begrænser partiet sig i offentligheden til at foreslå mindre reformer. En restrukturering af banksektoren og en frivillig statsejet bank, i en situation hvor kriminelle bankfolk snyder os på daglig basis. En situation hvor Lars Larsen angiveligt var den sidste rigmand, der havde interesse i at opbygge nationalstaten, mens hans nutidige arvtagere sender deres kapital med ruteekspressen til Cayman. En forkortelse af skoledagen, i en situation hvor utallige børn mistrives i vores skoler. Hvor institutionaliseringen gør dem syge. Og hvor den stress-epidemi, som de senere rammes af, foreslås løst ved en større investering i psykiatrien. Alle kravene er selvfølgelig gode. Langt bedre end hvad nogen andre kræver. Men alligevel ikke tilsvarende situationens alvor.

Fra mit perspektiv er det denne uenighed, som ligger til grund for den kritik, der her på Solidaritet er blevet rejst af valgkampen, og som afspejler sig i mange evalueringer rundt om i Enhedslisten. Det handler både om, hvorvidt Enhedslisten i valgkampen i for høj grad tilpassede sig den almene diskussion, og hvorvidt der lå et politisk mandat til denne tilpasning. Diskussioner der er koblede, og som vi heldigvis får mere tid til at tage dette efterår.

Tænketanke, tidsskrifter og magasiner

Men så skal det hele heller ikke handle om parti-fetichisme. Esben Bøgh udtrykker behovet for at bygge intellektuelle netværk, der kan støtte op om venstrefløjen i sin politikudvikling. Mens jeg ovenfor har skitseret nogle muligheder for en anden tilgang i det strategiske arbejde, er det ingen færdig strategi. Den skal selvfølgeligt udvikles af partiets aktive medlemmer, men jeg er enig i, at det kan være behjælpeligt med noget begrebsafklaring og teoriudvikling fra anden side.

Her kan vi glædes over Solidaritet, Konfront og Radioaktiv som nye medier. Som Esben Bøgh Sørensen véd, er både han og vi i gang med det mere teoretiske arbejde, hvorfor det også forvirrer mig lidt, at det efterspørges. Lad mig derfor afslutte med både at henvise til mit eget initiativ Institut for Marxistisk Analyse, der holder en række foredrag og saloner i efteråret, og Esben Bøghs eget initiativ Selskabet for Marxistiske Studier, der i starten af oktober inviterer til 3. udgave af de tidligere så vellykkede Marx Nu! konferencer.