Inspiration fra den anden side af Atlanterhavet. Inger Støjbergs brug af Trump-lignende retorik er næppe tilfældig. Illustration: Anton Moss / Solidaritet
5 min. læsetid

“Dræn sumpen”. Er Trump nu også kommet til Danmark som kvinde? Noget kunne tyde på det, mener Pernille Frahm.


Af Pernille Frahm

Jeg kan huske, da min far kom hjem fra et besøg i New York engang i starten af 1970èrne. Han fortalte om en totalt skør og spændende ny kunstform, som de unge praktiserede: Spraymaling af subway-vogne! – Og som så mange andre amerikanske trends kom den med nogen forsinkelse til Danmark, hvor S-tog snart ikke var til at genkende, men svævede gennem byen og forstæderne bærende på ufattelig skønhed eller det modsatte.

Ikke bare kunst og kultur bringes over Atlanten. Også politiske retninger præger os, selvom vi tror, vi har opdaget og opfundet det hele selv. Der har altid været rum for selvstændighed, men som PH siger: ”Det vi forsvar’er vores uselvstændighed, så der er ikke noget særligt blænd´ne ved’t”. Oftest følger en række europæiske lande blindt i USA-hjulsporet, og især Danmark glimrer med sin følgagtighed.

Derfor er det vel på sin plads at begynde at spekulere over, hvornår den seneste amerikanske kulturrevolution slår igennem her til lands. Mit bud er, at startskuddet har lydt.

Minkraseri

Der kan kun være én mening om regeringens håndtering af minkproduktionen her tillands. Det står til dumpekarakter, men det er ikke helt klart, hvem der har det overordnede ansvar for præstationen. Formentligt nogle embedsmænd, som ikke forstår at klæde deres ministre på, men i stedet har ladet dem stå afklædt. Det giver rum for fortolkning, når regeringen ikke kan gøre rede for, hvem der gjorde hvad, og hvorfor. Begrænsninger i offentlighedens adgang til information er ikke kun til fordel for en siddende regering.

Alle de nuttede dyr, som skulle lade livet et par måneder for tidligt, har rejst en raseribølge. Opsparet vrede fra den primære produktion slår ud i lys lue. Vrede over det skæve Danmark, over usikkerheden for fremtiden, over skrivebordsgeneraler i ministerierne … kobles sammen med angst for fremtiden. Flere generationers indsats kastes overbord af udviklingen, som ingen tilsyneladende kan gøre indtryk på eller får et klart svar fra. Franskmændene er vant til at se traktorer på gaderne, og jeg husker, hvordan selv den franske venstrefløj havde svært ved at gå imod de sindssyge tilskud til vin og oliven, som EU hvert år fordeler. ”Det er kultur,” sagde min daværende gruppeformand i EU-parlamentet, Francis Würtz til mig, da jeg forsøgte på tomandshånd at overbevise ham om, at gruppen skulle kunne støtte krav om reduceret og grøn landbrugsstøtte.

Fjendebilleder

Men nu er der gang i den også her tillands. Og når der er gang i den, bliver der plads til store taler. De behøver ikke at være saglige. De behøver ikke engang at være sandfærdige. De skal først og fremmest skabe og bekræfte fjendebilleder. Og i disse rørte vande ses især to politiske profiler at stortrives: Pernille Vermund, som formentlig leder efter et racistisk aspekt på sagen, og Inger Støjbjerg, som leder efter – ja, hvad leder Venstres næstformand egentlig efter, bortset fra noget der kan flytte fokus?

“I modsætning til venstrefløjens oprør i tidligere tider, er de ikke tynget af ansvaret for at opstille et alternativ. For de ønsker ikke et alternativ. De ønsker, at staten visner bort”

Inger Støjbjerg har allerede udmærket sig med manglende respekt for lovgivning og facts. Hun har forsøgt med delvis succes at manipulere offentligheden til at tro, at hun er under angreb for at ville beskytte børn mod seksuelle overgreb, når sandheden er, at hun er mistænkt for at være en gemen lovbryder. Hun har trukket Venstre langt væk fra det liberale – forstået som frisind, og hun flirter åbenlyst med vælgere fra DF og NB.

Nu stiller hun op i sumpen af nazi-beskyldninger og obskøne anklager mod Mette Frederiksen. De vande, hun fisker i, svarer til dem, der skaffede Trump til magten – og som kræver et opgør med en stat, de synes, stjæler deres livsgrundlag og deres værdier. Og i modsætning til venstrefløjens oprør i tidligere tider, er de ikke tynget af ansvaret for at opstille et alternativ. For de ønsker ikke et alternativ. De ønsker, at staten visner bort.

Læs også: Dansk tryghed er en kamphund med læbestift på

Inger Støjbjergs krav om at ”dræne sumpen” er et tydeligt signal om, hvilken vej Venstres næstformand vil. Spørgsmålet er, hvor længe der vil gå, før Ellemann vågner op af tornerosesøvnen og erkender, at han må vælge side. Skal han følge i sporet på det foreløbigt bedste skud på en dansk Donald Trump – eller evner han at tage den relativt store opgave på sig at udvikle en ny, liberal borgerlighed?

Skal Danmarks Donald Trump være en kvinde?


Pernille Frahm

Pernille Frahm er uddannet folkeskolelærer, og er tidligere medlem af Folketinget for SF.

Læs mere af Pernille Frahm