Er den nye EU-kommission klar til kamp mod skattefusk?
I december tager den nye EU-Kommission over med Ursula von der Leyen i spidsen. Så skal kommissionen vise, om den for alvor kan – og vil – sætte turbo på kampen mod international skattefusk.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
I december tager den nye EU-Kommission over med Ursula von der Leyen i spidsen. Så skal kommissionen vise, om den for alvor kan – og vil – sætte turbo på kampen mod international skattefusk.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.
Af Hannah Brejnholt og Philipa Olivia Dige, Mellemfolkeligt Samvirke
Går det planmæssigt, er EU’s nye hold af kommissærer om et par uger klar til start. Fra december indtager den nye Europa-Kommission med Ursula von der Leyen i spidsen pladserne – så kan den begynde at virkeliggøre løfterne om kamp mod international skattefusk.
Det var i hvert fald et af de helt store emner op til valget til Europa-Parlamentet 26. maj. Ifølge en undersøgelse Mellemfolkeligt Samvirke og syv andre civilsamfunds-organisationer lavede op til valget – er der massiv opbakning fra de danske politikere i Bruxelles til, at EU skal sikre en retfærdig beskatning af de multinationale selskaber.
Konkret støtter politikerne en fælles mindstesats for selskabsskatten i hele EU. På den måde skal lande som Irland, Luxembourg, Holland, Ungarn og andre ikke længere kunne lokke selskaber til – ved underbyde andre EU-lande med meget lave skatterater.
Forhindre overskud havner i skattely
Politikerne er også med på at forhindre, at overskud havner i skattely – ved at indføre en fælles fordelingsnøgle for beskatning af selskaber i de lande, hvor selskabet opererer.
Desuden bør alle store multinationale selskaber – på samme måde som de store banker skal i dag – ifølge politikerne offentliggøre deres regnskaber for hvert land, de opererer i – på EU-sprog kaldet offentlige land-for-land regnskaber. – For så kan offentligheden også i udviklingslandene holde øje med, om der bedrives skattefusk.
Spørgsmålet er nu, om de nye kommissærer så er klar-parat-start til at løfte denne dagsorden ved at fremsætte konkrete forslag til at bekæmpe skattesnyd.
Vores allesammens Vestager
Med sin nye magtfulde position som næstformand i Kommissionen og med det nye ansvarsområde for den digitale økonomi har Margrethe Vestager fået en styrket position til at løfte kampen mod skattefifleri til nye højder, når der skal udarbejdes tidssvarende skatteregler til den digitale økonomi.
Heri ligger en kæmpe chance for ikke kun at føre sag mod enkelte virksomheder – men at gå til problemets rod og få ændret de regler, som muliggør skattely og skattetricks.
Under eksaminationen i EP-Parlamentet fortsatte Vestager den progressive linje, som hun fulgte som konkurrencekommissær.
Hun erkendte dog, at det er svært at være optimistisk, fordi kampen for retfærdige skatteregler i EU er lang og hård. Men hun tilkendegav klar og tydelig støtte til det fortsatte arbejde. Det indebærer, ifølge Vestager, at kæmpe for offentlige, land-for-land regnskaber fra de store multinationale virksomheder – og en fælles mindstesats på selskabsskatten.
Skattekommissær med uld i mund
Den ny økonomi- og hermed også skatte-kommissær i EU, italienske Paolo Gentiloni, har også bestået eksamen. Han skal tage teten på retfærdig skattepolitik i EU, men desværre var hans svar temmeligt ukonkrete – eksempelvis da han blev spurgt ind til, hvordan skattely skal bekæmpes.
Man kan håbe, at det næste, vi ser fra ham, er stærke og klare udmeldinger, der leder til handling mod aggressiv skatteplanlægning og den indbyrdes konkurrence, der er mellem EU-landene – hvor medlemslandene underbyder hinanden på skattesatser.
Skat fyldte også meget, da EU-parlamentet udspurgte den lettiske kommissær-kandidat Valdis Dombrovskis. Hans brede portefølje indeholder bl.a. ansvaret for regnskabsstandarder – og dermed et af de mest omdiskuterede og vigtigste tiltag i kampen mod skattely: Idéen om offentlige land-for- land regnskaber.
Derfor er det glædeligt, at Dombrovski til sin eksamen udmeldte velvillighed til at kæmpe for offentliggørelse af land-for-land regnskaber fra store virksomheder, ligesom Vestager.
Nu ser vi så frem til, at danske MEP’er og deres kolleger i Europa-Parlamentet vil holde kommissærerne til ilden omkring retfærdig skattepolitik i EU. Mellemfolkeligt Samvirke vil gøre, hvad vi kan, for at presse på.
Hannah Brejnholt er tidligere ‘tax programme & policy manager’ hos Mellemfolkeligt Samvirke, og arbejder hos Oxfam Ibis som ‘senior financing for development advisor’.
Philipa Olivia Dige er ‘policy assistent’ hos Mellemfolkeligt Samvirke.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER