Er det nok? Enhedslisten v.2.0 – et centrum-venstre folkeparti

Hovedbudskabet i Dragsteds udmeldinger er, at elefanten i rummet stadig er Socialdemokratiet, men at en ’Håbets akse’ anført af en Enhedsliste 2.0 som centrum-venstre folkeparti skal være alternativet til det socialdemokratiske svigt. Det har i over ti år været Pelle Dragsteds kongstanke. Så først og fremmest tillykke til Pelle – og så til nogle kritiske dråber malurt fra en sur, gammel, hvid mand. Mig.

Tirsdag 22. august modtog Enhedslistens medlemmer en video fra Pelle Dragsted, hvor han fortalte om sit valg til politisk ordfører for partiet. Her fremlagde han en analyse af den politiske situation og nogle politiske programpunkter. Lidt senere holdt partiet pressemøde, hvor han gentog hovedpunkterne i medlemsvideoen. De var omtrent, som følger:

Fordi

• Socialdemokratiet har truffet et ’ufornuftigt’ valg og ’svigtet’ både kampen mod uligheden og klimaet ved at gå mod højre
• Mange socialdemokratiske vælgere ikke bare i Danmark, men over hele Europa enten ikke stemmer eller søger mod højre
• En ambitiøs og socialt retfærdig grøn omstilling ’sagtens’ kan lade sig gøre
• ’Politik handler om at vælge side i klassesamfundet’.

Vil Enhedslisten

• Samle de skuffede socialdemokratiske vælgere op
• ’Række ud’ til alle ’almindelige mennesker’, herunder små selvstændige og freelancere
• Være et bredt folkeligt parti

Så

• Der skal ingen tvivl være om, hvis side Enhedslisten står på, nemlig ’almindelige menneskers’

Redskabet skal være

• En ’Håbets akse’ bestående af SF, Alternativet og Enhedslisten, der skal tage over, hvor Socialdemokratiet har svigtet og udgøre et alternativ til den asociale klimanølen og videreudvikle ’vores fantastiske samfund’

Der var naturligvis små forskelle i budskaberne i medlemsvideoen og udtalelserne på pressemødet. F.eks. var Enhedslisten i medlemsvideoen ud over et bredt folkeligt parti også et socialistisk parti, og der blev også i videoen udtrykt tak til ’dem, der får partiet til at fungere’: afdelingernes kontaktpersoner, de folkevalgte i by- og regionalråd. Også selvom partimedlemmerne var ’gode venner’ og ikke ’kammerater’. Men grundlæggende var budskaberne de samme.

Punkterne uddybes delvist i et interview med Maria Høy Hansen i Information dagen efter og i Politiken 24. august. På Enhedslistens sommergruppemøde blev budskaberne yderligere udbygget.

‘Håbets akse’ skal erstatte et socialdemokrati, der har ‘svigtet’

Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten med valget af Pelle Dragsted har fået en kompetent og dygtig politisk ordfører. Man kan med ham vente sig en langt skarpere strategisk og oratorisk klarhed, end den Mai Villadsens har kunnet præstere – hos hende blev det ofte til meget moralistiske udsagn.

Men den skematiske gennemgang ovenfor af udtalelserne peger også i en bestemt retning, nemlig at opbygge et parti, der er i stand til at erstatte eller i det mindste at gøre Socialdemokratiet rangen stridig som landets store centrum-venstre folkeparti. Det er det strategiske mål, fornyerfløjen i Enhedslisten – også kaldet ’Christianborg’-fløjen – med Pelle Dragsted i spidsen for lang tid siden har sat sig.

Instrumentet til at nå dette strategiske mål skal være et bredt folkeparti, Enhedslisten v.2.0, der skal være kernen i en alliance – ’Håbets akse’ – som skal erstatte et socialdemokrati, der har svigtet.

Valget af Pelle Dragsted retter også lyset mod de problemer, som Enhedslisten står over for. Partiet har siden folketingsvalget i november 2022 stået afventende og været rådvildt, hvilket især skyldes den fremherskende opfattelse i flertalsfløjens top af, at ’rigtig’ politik er parlamentarisk politik. Når man ikke længere er støtteparti for en socialdemokratisk regering og dermed mister sin parlamentariske indflydelse, er gode råd dyre.

Det kan også mærkes på partiets aktivitetsniveau, selvom kampen mod Bededagstyveriet gav en hårdt tiltrængt vitaminindsprøjtning. Krisen i partiet har imidlertid dybere årsager, der handler om grundlæggende forskelle i opfattelsen af politik, samfundets mekanismer, statens rolle, klassernes natur og forholdet til Socialdemokratiet. På disse områder repræsenterer Pelle Dragsted formentlig flertalslinjen i partiet.

Ruslands overfald på Ukraine har også sat partiet på en hård prøve, og selvom et flertal i partiet går ind for at støtte Ukraines ret til selvbestemmelse, så er der et mindretal, der har en anden opfattelse og som er i færd med at undersøge om en mere formel organisationsform end det uformelle netværk, Græsrodsnetværket, kan skaffe denne fløj et bedre udgangspunkt for at skaffe sig indflydelse for sine synspunkter.

Faren for afskalninger kan ikke helt afvises – men det kunne naturligvis tænkes, at partiets flertalsfløj ikke ville være så utilfreds med det.

Græsrodsnetværkets konference 23. september vil måske kunne give et fingerpeg om, hvor oppositionen vil hen. Indtil videre har den ikke været særlig synlig som fløj ude i partiets afdelinger, og man ser en tendens til en opfattelse af, at man populært sagt kan ’programmere’ sig til sejr.

Det meste af tiden og debatterne er gået med at kritisere flertalslinjen, hvorimod det har skortet på positive bud på, hvad man vil i stedet. Og det bliver op ad bakke at skabe fremdrift for sine synspunkter, hvis man af partiets medlemmer kommer til nærmest at opfattes som brokkehoveder.

Staten som programmerbart instrument

Hvis den nye politiske ordførers bog ”Nordisk socialisme” kan regnes for en slags programskrift for fornyer- og moderniseringsfløjen i EL, så vil den gradvise udvikling, som skal bane vejen for socialismen være afhængig af udviklingen i det, Dragsted kalder den ’demokratiske sektor’, der er defineret som graden af demokratisk styring i offentlige og private (medarbejderejede) virksomheder.

Men kan en udvidelse af den ’demokratiske sektor’ virkelig overskride den kapitalistiske markedsøkonomi og føre videre mod et andet samfund?

Christian Gorm Hansen og Reinout Bosch skriver i deres ”Kritik af Nordisk socialisme”, at resultatet er, at vægten lægges på demokratiet og ikke på kapitalismens strukturelle forhold. Disse træder i baggrunden til fordel for viljen hos personerne, når det gælder politiske forandringer. Derfor bliver det parlamentariske arbejde også det vigtigste, når staten opfattes som et neutralt skelet, man parlamentarisk kan hænge forskellige slags politisk ’kød’ på.

Hvis dette bliver ledestjernen for EL politiske arbejde, ender man let med at blive den kampagneorganisation for folketingsgruppens og dens sekretariats mere eller mindre brillante ideer, som Pernille Skipper i en afskedsartikel i Politiken beskrev som Enhedslisten v.2.0.

Og noget i ordvalget i medlemsvideoen og på pressemødet peger i den retning. For eksempel de mange trosbekendelser til velfærdssamfundet uden samtidig at gøre opmærksom på, hvorfor dette samfund opstod, hvad dets begrænsninger og statens rolle er.

En ‘retfærdig’ grøn omstilling kan ‘sagtens’ lade sig gøre. Eller kan den?

Den grønne omstilling optog naturligvis en hel del af de to indslag, og Dragsted slog meget fint fast, at klimaforandringerne er en krise af en helt anden karakter end alle andre kriser. At den er eksistentiel. Samtidig slog han også fast, at omstillingen ikke skal betales af ’almindelige mennesker’, og at det nærmest var forræderi, at regeringen nu synes, at den skal have opbakning fra 80 procent af befolkningen, før den gør noget radikalt.

Men samtidig bevægede han sig ud på tynd is, da han flere gange slog fast, at den grønne omstilling sagtens kan finde sted og være retfærdig samtidigt. Desværre undlod Pelle at fortælle os, hvad der gemmer sig under et ’sagtens’ og ’retfærdigt’.

Enhedslisten er nødt til at slå fast, at klimaforandringerne ikke kan løses med nogen som helst form for grøn vækst eller teknologisk fix, men at det er grøn skrump, der står på dagsordenen med tilhørende grundlæggende forandringer af levevis, transportformer og produktion – dvs. et frontalangreb på væksten, der er motoren i kapitalismen.

Det er ikke nogen nem opgave, men den er ikke til at komme udenom for et parti, der ved, at det grønne og det røde er uadskillelige. Her kunne Pelle og Enhedslisten få gode ideer i Ulrike Hermanns ”Kapitalismens afslutning”.

Det er så naturligvis op til Enhedslistens politiske tæft at kæmpe for, at der inden for den ramme hersker social retfærdighed. Ellers er faren stor for, at højrepopulistiske strømninger som den hollandske BondeBorgerBevægelse får rigtig vind i sejlene. Jonas Gielfeldt har fint i to artikler på Solidaritet beskrevet, hvor pengene i form af 100 mia. kr. til at begynde omstillingen kunne komme fra.

En anden central problemstilling i Pelles analyse af den europæiske, politiske virkelighed er, at hvis ikke venstrefløjen kender sin besøgelsestid – på baggrund af de socialdemokratiske partiers svigt, så sender man arbejderklassen – hvordan den så end defineres – i armene på højrepopulisterne. Det kan blive svært, når Enhedslisten i høj grad er et bybaseret parti for de veluddannede.

Socialdemokratiet er stadig elefanten i rummet

Socialdemokratiet er fortsat elefanten i rummet for Enhedslisten – nogen kalder det ulykkelig kærlighed. På trods af alle vedtagelser og udtalelser om at være et parti i egen ret handler politisk indflydelse i meget høj grad om parlamentarisk indflydelse og især indflydelse på Socialdemokratiet.

Det er også den opfattelse, man må formode ligger bag bejleriet til SF og Alternativet under den smukke og velturnerede parafrase ’Håbets akse’ over præsident Bush’ ’Ondskabens akse’ (som man ondskabsfuldt kunne opfatte som SVM-regeringen). Denne håbets akse skal skaffe Enhedslisten pladsen tilbage som indflydelsesparti på Christiansborg.

Men er ’Håbets akse’ ikke blot en anden udgave af det tidligere forsøg på at samle SF og Alternativet, ’Forandringens blok’, der fes ud i sandet, fordi de to andre partier ingen reel interesse havde i at lade sig spænde for noget, som de opfattede som Enhedslistens vogn? 

Spørgsmålet er om Enhedslistens top har lært noget af årene som støtteparti for diverse S-regeringer. Med at lære noget mener jeg, om man til bunds har forstået Socialdemokratiets natur som forvalter af en moderne kapitalisme: Så længe man søger reformer inden for kapitalismen, er der muligheder for resultater, men så snart kapitalismen kommer i krise eller kravene bevæger sig uden for kapitalismen, så stopper samarbejdet – og S vælger kapitalismen.

Den venstresocialdemokratiske politik – som i adskillige år har været Enhedslistens – vil først lægges i graven, når der indtræder en parlamentarisk katastrofe, f.eks. ved at Enhedslisten afvises, hvis man som betingelse for et samarbejde stiller systemoverskridende krav. For eksempel at både offentlige og private virksomheder demokratiseres, så de ansatte får magtpositioner i form af vetoret.

I forlængelse af dette er det værd at nævne, at der i DR P1s ”Ugens gæst” 25. august med Pelle Dragsted er et par lydklip med Preben Wilhjelm, hvor han indirekte kritiserer Enhedslistens tops stirren sig blind på Socialdemokratiet, når han siger, at Socialdemokratiet allerede i 60’erne og 70’erne havde udtømt sin visionære kraft, som afløstes af principløshed. Dette synspunkt understreger, at kun med en klar forståelse af Socialdemokratiet kommer man videre.

Er de andre ‘aksepartier’ klar på ‘håbets akse’?

Hvordan man vil overtale et SF, der – på trods af at have steppet sin retorik op i takt med, at partiet i meningsmålinger har taget bjørnens part af de utilfredse socialdemokrater til sig – har blikket stift rettet mod regeringsmagten, og som ikke har Enhedslistens modstand mod en decideret oprustningsbølge i NATO i kølvandet på Ruslands overfald på Ukraine.

Hvordan vil man overtale Alternativet, der ikke er et socialistisk parti, til at bakke op om ’Håbets akse’ som andet end en måde lejlighedsvis at lægge pres på S på. Det står endnu ikke klart.

Hvor holder Enhedslisten op, og hvor begynder SF i en sådan alliance? Det systemoverskridende kunne – hvis man ikke passer godt på – blive det første offer for en sådan ’enhedsfront’. Og her vil oppositionen i partiet gøre modstand.

Hvor blev medlemmerne af i Enhedslisten v.2.0?

Det er måske her, folketingsgruppen og flertallet i partiets hovedbestyrelse kan rende sig staver i livet, hvis man fortsætter i det nuværende spor. Forbindelsen mellem top og bund, mellem centrum og periferi i partiet er stort set ikke-eksisterende, og stort set al politikudvikling er centraliseret omkring folketingsgruppen og dens sekretariat.

Sammen med den manglende partioffentlighed er det noget, der hænger sammen med den opfattelse af politiks væsen, som har været kernen i partiets ’moderniseringsproces’. Formår man ikke at ændre på dette, kan man risikere, at der ingen fodsoldater vil være til at udføre de smukke planer. For det var bemærkelsesværdigt, at disse fodsoldater kun ganske kort blev nævnt.

Derimod var der ikke så overraskende tak til Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper – hoveddrivkræfter på topniveau for moderniseringsprocessen i partiet, der skulle gøre det til et ’normalt’ indflydelsesparti. Og der er tilsyneladende en hel del menige partimedlemmer, der har noget svært ved at genkende det demokratiske billede, når Pelle Dragsted flere gange slog fast, at partiets udvikling var forankret i en debat i partiet. En bred debat har der i hvert fald ikke været tale om.

Den politiske ’modernisering’ af Enhedslisten er på det organisatoriske plan fulgt op med en tiltagende centralisering af politikudviklingen omkring folketingsgruppen og dens sekretariat. Den hovedkuldse og svagt funderede flytning af partikontoret fra sine egne lokaliteter til at dele kontorer med folketingsgruppens sekretariat på et Christiansborg, der efterhånden nærmer sig Fort Knox i tilnærmelsesgrad for almindelige mennesker, ses af mange som et led i denne centralisering. Formålet ses som et forsøg på at bringe en selvstændig partiorganisation ind under folketingsgruppens kontrol. Det kan medføre en yderligere isolation af den parlamentariske politik fra partiets medlemmer.

Partiets største klenodie, rotationsprincippet, der betyder at både valgte og ansatte kun kan sidde i en vis periode, er for flere i Christiansborg-fløjen nærmere en hellig ko, som man adskillige gange har forsøgt at udvande, så det nu er temmelig gennemhullet, som Preben Wilhjelm gør opmærksom på i det omtalte lydklip i ”Ugens gæst”.

For der er naturligvis omkostninger ved at skifte ledelse så relativt tit, men som Wilhjelm gjorde opmærksom på, bliver man miljøskadet, hvis man sidder for længe på tinge. Ikke desto mindre er det sidste angreb på rotationsprincippet nok ikke set endnu. Selvom Pelle Dragsted som politisk ordfører formentlig og i hvert fald åbent vil holde en vis afstand til partiorganisationen, hvor han til gengæld i høj grad kan læne sig til flertallet i partiets hovedbestyrelse.

Modstanden vil først og fremmest komme fra den stadigvæk relativt store gruppe af menige partimedlemmer, der ikke mener, at parlamentet er al politiks moder, men at det derimod er det, der foregår i samfundet, som er politiks egentlige brændstof. Og som har meldt sig ind i EL for at få reel indflydelse på partiets politik.

Lige nu taber Enhedslisten nemlig medlemmer. Og det er ikke bare dem, der har fantomsmerter i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine, men også de mange, der er på gæstevisit i partiet og bliver der et eller halvandet år og derefter melder sig ud igen.

Måske vil Enhedslisten være i stand til at skaffe sig fodfæste i fagbevægelsen og til en vis grad hos frafaldne socialdemokrater, selvom det er en flyvsk flok, der egentlig hellere vil stemme socialdemokratisk.

Tilsyneladende har kampen om store bededag givet Enhedslisten en vis street cred i dele af fagbevægelsen, og det kan man måske forstå at udnytte. I givet fald er man nødt til at prioritere de problemer, der optager ’almindelige mennesker’ ved eksplicit at gøre Enhedslisten til lav- og mellemindkomsternes parti. Men hvad så med ’folkepartiet’?

Måske kan man komme ud af den klemme ved at udbygge Pelles forsøg i de seneste dages udtalelser på at udvide opfattelsen af hvem, der udgør arbejderklassen? I hvert fald vil det betyde, at man på et tidspunkt bliver nødt til at sætte den traditionelle og universelle venstrefløjspolitik over identitetspolitikkens stammeorienterede politik og modernisere eller forny klasseanalysen.

Ukraine har ret til at forsvare sig

På pressemødet blev Pelle Dragsted naturligvis også forhørt om Enhedslistens forsvarspolitik, som jo har drejet sig væk fra at gå ind for udmeldelse af NATO og nedlæggelse af forsvaret. Han forklarede, at krig er slemt og altid er sidste udvej, og at det ikke har været let for partiet at ændre politik på forsvarsområdet, men at man stillet over for Ruslands imperialistiske aggression mod Ukraine, har gjort det.

Nu støtter man både at sende våben – herunder F-16-fly – til Ukraine på den betingelse, at disse våben kun anvendes på Ukraines territorium. Man støtter ikke en oprustning, men en omrustning af det danske forsvar til at blive et territorialforsvar, og man ønsker ikke at forlade NATO, før der er opstået et troværdigt europæisk alternativ. Det har formentlig lange udsigter, og så kræver det nok også en helt anden politisk udvikling i Rusland.

Men oprustning er Enhedslisten imod, og man mener ikke, at NATO-vedtagelsen om 2 procent af BNP til forsvaret giver mening uden først at diskutere, hvad disse penge skal bruges til. Så der er nok et stykke vej at gå, før Enhedslisten deltager i et forsvarsforlig.

Flertallet i partiet er enig med Pelle i ændringerne i partiets forsvars- og sikkerhedspolitik. Det er jo ikke ændringer i retning af forelskelse i NATO eller rent ud militarisme. Partiet er stadigvæk krigsfjendtligt og mener, at krig altid er sidste udvej.

Problemet for Enhedslisten kommer her til at ligge i, hvad man skal stille op, hvis Ukraine udvider sit forsvar til at omfatte angreb på de opmarchområder i Rusland, hvor de russiske styrker i ro og fred har kunnet forberede angrebene på Ukraine – eller de baser eller skibe i Sortehavet, hvorfra Rusland lader missiler og raketter regne ned over civile mål i Ukraine. En ændring, man faktisk nu kan se udspille sig for øjnene af os. Enhedslisten må gøre sig klart, at krigen har sin egen dynamik, når den først er sluppet løs

I dette spørgsmål kunne Enhedslisten imidlertid udnytte den kendsgerning, at samtlige skandinaviske lande – hvis Vorherre og Erdogan vil – snart er medlemmer af NATO til at forsøge at opbygge en fælles holdning blandt disse landes socialistiske og venstreorienterede partier til medlemskabet af NATO og til en troværdig, venstreorienteret forsvars- og sikkerhedspolitik.

Disse partier kan forsøge at udfordre grænserne – især USA’s – med hensyn til dannelsen af en skandinavisk blok i NATO, der bl.a. skulle forhindre, at skandinaviske soldater ender som kanonføde for imperialistiske krige. Formentlig noget som partiets nye og dygtige ordfører på området, Trine Pertou Mach kunne tage op.

Inspiration til en sådan fælles politik kan f.eks. hentes i bogen ”Er NATO sikker?”, der netop er udkommet på Solidaritets Forlag, og som udførligt dokumenterer de skandinaviske socialistpartiers forsvars- og sikkerhedspolitik.

Ikke desto mindre har denne drejning i partiets forsvars- og sikkerhedspolitik, der med ret små flertal blev vedtaget på årsmødet, fået en hel del af medlemmerne til at rejse børster, så den kamp er ikke forbi endnu. Også fordi der mellem tilhængerne af den nye forsvars- og sikkerhedspolitik ikke hersker fuld enighed om, f.eks. hvornår og på hvilke betingelser der skal forhandles en fred i Ukraine.

Men anerkendelsen af Ukraines ret til selvbestemmelse og til at eksistere og dermed at forsvare sig, må nødvendigvis også indebære, at det må være Ukraine, der bestemmer, hvornår der skal forhandles og om hvad.

Et centrum-venstre folkeparti?

Som sagt er der nok ringe tvivl om, at Pelle Dragsted som politisk ordfører sammenlignet med Mai Villadsen vil være langt mere skarp både ideologisk og oratorisk. Man kan forvente sig, at det igen bliver ’tilladt’ i Enhedslisten at bruge ord som ’arbejderklasse’, ’klassesamfund’, ’socialisme’ og ’kapitalisme’.

Men spørgsmålet er, om ord er nok til, at partiet som helhed genopdager den sandhed, der gælder for alle socialistiske partier: At man er nødt til at gå på to ben. Nemlig en solid og levende forankring uden for parlamentet og en stærk parlamentarisk optræden, hvor man ikke er bange for at skære tingene ud i pap, stille systemoverskridende forslag og ikke være bange for at vise, at det er et helt andet samfund, man ønsker.

Enhedslisten er i stigende grad blevet et parti for de veluddannede, der bor i landets større byer. Det blev klart illustreret ved det seneste kommunalvalg, hvor Enhedslisten overgik Socialdemokratiet som Københavns største parti. Men det kan meget vel vise sig at være en pyrrhussejr.

Enhedslistens kommunalpolitiske sejr hvilede i høj grad på, at Socialdemokratiet havde indledt en massiv bybashing for at dæmme op for arbejdervælgeres flugt til DF, så de unge veluddannede, der tidligere havde stemt S nu gik til Ø. Men det principløse Socialdemokrati er nu i gang med at gøre hoserne grønne sammen med Venstre og Moderaterne, og skifter Socialdemokratiet igen kurs får Enhedslisten en stor del af de vundne kommunale stemmer i nakken.

Pelle Dragsted er i høj grad klar over denne skævvridning i partiets base, og det er i den sammenhæng, at brugen af ord som ’klassesamfund’, ’klassekamp’ og ’arbejderklasse’ skal ses.

‘Moderniseringsfløjen’ har fået overtaget

Med valget af Pelle Dragsted som politisk ordfører ser det ud til, at ’moderniserings- og fornyelses’-politikken langt om længe har fået overtaget i Enhedslisten.

Det næste trin vil formentligt være at konsolidere den parlamentaristiske opfattelse af politik, yderligere at nedtone det systemoverskridende og gøre partiet endnu mere til et ’indflydelsesparti’ med god hjælp fra stemmeoptimering.

Men er det nok at holde sig på den socialdemokratiske banehalvdel? Som Lise Lotte Rahbek spørger i en kommentar: ”… er det virkelig mere klassisk socialdemokratisme, der er brug for?” Besvarelsen af de spørgsmål er centrale, for som vi lærte vore børn, så ”bliver man, hvad man spiser”.

Naturligvis kan man leve med, at Enhedslisten er det mindst ringe parti, men er det nok, når vi med en omskrivning af Rosa Luxemburgs ’socialisme eller barbari’ står ved en korsvej mellem ’økosocialisme eller økofascisme’?