Afrika på Venedig-biennalen. Ugandiske stofskulpturer af bark

Kunstneren José Hendo fortæller, at hendes værker er fuldt ud miljøbevidste og klimarigtige. Vi møder hende i Ugandas Pavillion gemt i en af Venedig snævre gader. Hun beskriver dem som ”soft sculptures”, men de ligner storskrydende rober, der sender tankerne i retning af bryllupskjoler med et tvist.

Økologiske stoffer lavet af barken fra træ

Værkerne er fortrinsvist lavet af bark fra Matuba-træet (Ficus Natalensis). Det bearbejdes ved en længere proces. Først tages den ydre bark af træet, hvorefter den indre bark kan tages af træet i et stykke. For at træet kan gro ny bark, smøres træstammen ind i komøg og beklædes med bananblade. På den måde kan træet høstes for bark hvert år i regntiden, uden at det beskadiger selve træet.

Efter høsten blødgøres barken i kogende vand, og så banker man på barken med træredskaber for at gøre den blød, fleksibel og harmonisk. Barkstoffet kan ligne ruskind på afstand, men bør nærmere sammenlignes med en slags filt af udseende. Den oprindelige farve er rødbrunlig, okkerbrun eller terrakotta.

I Uganda har barkstoffet særligt været brugt som beklædning af Buganda-folket bosiddende i den sydlige del af landet i regionen rundt om hovedstaden Kampala. Bark ses også brugt mange andre steder i verden som beklædning; fx Indonesien, Fijiøerne og Hawaii. Bark som beklædning daterer sig tilbage før udviklingen af vævede tekstiler.

Fleksibel skulpturkunst

“Det er hverken mode eller tøj, man skal tage på – jeg kalder dem bløde skulpturer. De bliver anderledes, hver gang jeg sætter dem op i en udstilling. Det kommer an på, hvor god plads der er til dem. Flydende og fleksible reagerer de på deres omgivelser. Ligesom vi mennesker burde gøre i forhold til miljøet og naturen.” Sådan har José Hendo forklaret sin kunst.

Det er gennemgående for hendes måde at tænke på, at hendes kunst er en del af noget større, og alle materialer er enten organiske eller genanvendte. Flere gange i vores samtale vender José Hendo tilbage til vores forhold til miljøet, naturen og klimakrise. Hun pointerer vigtigheden af, at vi forholder os til de materialer og stoffer, vi iklæder os – og at vi respekterer omgivelserne, som vi er en del af. Naturen passer på os, og derfor skal vi også passe på den. 

Tekstil, stoffer og klædedragt indtager kunstens centrum

Inden for moderne kunst er det en større bevægelse, at tekstil og stof indtager en mere central rolle. På dette års Venedig-biennale er der derfor også rigtig meget tekstil. Der er vævede vægtæpper, tyndt flagrende farvede silkestoffer hængende ned fra loftet og som i José Hendos tilfælde bløde skulpturer. Nogle af værkerne refererer tilbage til århundreder gamle traditioner for kunsthåndværk, mens andre antager form af collage og installation.

Tekstil har en helt anden taktil og stoflig karakter end maleri og sten. Det påvirker vores forhold og opfattelse af samtidskunsten. Værkerne minder os om det, vi bærer på kroppen, og derved føler publikum sig mere intimt og kropsligt forbundet med kunsten. Vi er måske hermed ved at genopfinde forbindelsen mellem kunst og (kunst)håndværk.

José Hendos værker er et godt eksempel på det intime og kropslige, men også på forbindelsen til traditionen. De henter et materiale fra fortiden, men indsætter det i en nutidig kunstnerisk kontekst.

Invitation til et fællesskab hvor end du befinder dig

Titlen for den ugandiske udstilling – der omfatter en gruppe af forskellige kunstnere – er Wan Acel. Det betyder We Are One eller på dansk Vi er den samme. Dermed inviteres vi ind i et fælleskab, hvor alle er velkomne og hører hjemme.

Den ugandiske kurator Acaye Kerunen vender hermed titlen for årets Venedig-biennale (Foreigners Everywhere – Stranieri Ovunque) på hovedet ved at sige, at vi er ikke fremmede, men vi hører hjemme.