Er folkestyret angrebet af borebiller?

Efterretningsskandalen er farligere for Mette Frederiksen end minkskandalen. Det skyldes, at tilladelsen til, at PET skulle rumaflytte FE-chefens privatbolig m.v., ifølge højtplacerede embedsmænd og ministre ikke kan gives, uden det har været over statsministerens skrivebord.

Her er ingen Mogens Jensen, der kan ofres. Det samme gælder beslutningen om at rejse sigtelser mod FE-chefen og en tidligere forsvarsminister for at begå landsforræderi. For slet ikke at tale om hjemsendelsen af fem højtplacerede efterretningsfolk fra FE, som senere viste sig at være totalt ubegrundet! I hvert fald ifølge en hemmelig landsdommerundersøgelse.

Denne beslutning må have svækket FE alvorligt i den periode, ligesom tjenestens anseelse i forhold til fremmede magter må have lidt et knæk.

Kriser i lag – overser vi den politiske krise?

Overser vi – på grund af klimakrise, social ulighedskrise, biodiversitetskrise og blodige krige – landets politiske krise? Går den lidt under radaren? Det vil givetvis øge mistilliden mellem politikere og folket, hvis regeringen får lov til at undersøge sig selv i efterretningsskandalen.

Allerede nu spørger folk med rette: Hvorfor er det regeringen så magtpåliggende, at den sag ikke undersøges af Folketinget? Hvad skal ikke frem i offentlighedens lys? Hvem traf beslutningerne, hvornår og på hvilket grundlag?

Er det vitterligt meningen, at landets øverste magthavere – i lighed med minkskandalen – frikender sig selv hele banden? Skal vi have en mørkelagt dacapo-forestilling – i mangel af slettede sms’er?

Tilliden til de folkevalgte smuldrer

Tilliden til samfundets institutioner, herunder politikerne, er faldende. Det viser en ny Voxmeter måling, som er lavet med 1.003 respondenter, og som er omtalt i en artikel i Politiken 12. november 2023:

”56,9 procent har tillid til institutionerne. 21,3 procent har mistillid. Et tal, som sidste år var 16,7 procent.  51,6 af deltagerne svarer i målingen, at deres tillid er blevet mindre det seneste år. Hvad skyldes det?”  ”Det indikerer, at der i øjeblikket er en stemning af, at tingene går i den forkerte retning. Der har dels været fokus på en række skandaler i det politiske system. Vi har haft Mink-sagen, FE-sagen og rigsretssagen mod Inger Støjberg. Det er alle markante sager”, siger Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet… Fra 2007 til 2015 faldt tilliden til politikerne med 20 procentpoint. ”Det er meget, meget markant”, siger Bang Petersen.” 

Tillid er samfundets smøreolie

Danmark har hidtil været kendt for sin høje grad af tillid til institutioner og politikere. Meget kan lade sig gøre, hvis man har tillid mellem mennesker, i institutioner, virksomheder og foreninger. Mistillid er gift for samarbejde. Bare spørg Jakob Ellemann-Jensen.

Vi har historisk mange partier i folketinget: 12 styks. Det tyder ikke just på høj tillid til de etablerede partier. Borgerligheden er splittet op i småfraktioner. Allerede få måneder inde i valgperioden var to folketingsmedlemmer ekskluderet af deres partier, herunder en partiformand. To medlemmer havde skiftet parti, og endnu en partiformand trådte tilbage og helt ud af politik!

En tidligere næstformand og minister i Venstre blev efter en vanærende rigsretsdom smidt ud af folketinget – men denne kriminelle person kunne efterfølgende danne et nyt parti uden megen politik på hylderne og få 14 mandater ved sidste folketingsvalg.

”Hun er en gæv pige,” lyder det fra hendes overordentligt nøjsomme vælgere. Disse borgere gav ’systemet’ en omvandrende rødhåret fuckfinger. Signalet om mistillid var øjensynligt vigtigere at få afsendt end politisk substans. En sejr for højrepopulismen, der heldigvis er endt i en blindgyde, hvor der lugter fælt af gylle fra for mange svine- og kvægbesætninger.

Partier i en sandflugtstid

Denne udvikling sker i en tid, hvor partiernes kernevælgergrupper er historisk små. Vælgerne flyver hid og did som sandkorn i en sandflugt. Bare se på Søren Papes sidste valgkamp for de konservative. Højt at flyve – dybt at falde.

Eller modsat: Tiktok-kongen i dansk politik: Daddy Vanopslagh. Han har forstået at fange de helt unge ind med nogle små selvironiske videoer uden det store politiske indhold, der hæver sig over sloganniveauet. Det falder de helt unge for. Stil frem for indhold. Kan man i øvrigt tænke sig noget bedre argument for ikke at sætte valgretsalderen ned?

Under sidste valgkamp øgedes vælgernes vildrede ligefrem. De plejer at blive mere afklarede under en valgkamp, men den tid er øjensynligt også forbi.   

Nogle vil nok synes, at mine bemærkninger er usædvanlige. Men det er blevet alt for god tone, at man ikke må kritisere vælgerne, de har jo altid ret. Det vil jeg gerne udfordre. Som borgere i et demokrati kræves der et vist oplysningsniveau.

Man har som borger et ansvar for vores folkestyre. Man kan ikke kun give politikerne skylden, når de ikke kan få kludetæppet til at hænge sammen med fx 12 partier, hvor den yderste højrefløjs partier er kloner af hinanden. Et flertal af vælgerne har ikke altid ret. De får bare ret.

Dårligt politisk håndværk

Det øger heller ikke folks tillid til folkestyret, at vi efter mange års venten – og milliardtilskud til ineffektive it-systemer – endnu ikke er i stand til at opkræve en retvisende ejendomsskat her i landet.

Eller hvad med kvaliteten i vores daginstitutioner, hvor en undersøgelse for Børne- og Undervisningsministeriet fra maj i år viser, at kvaliteten er alt for ringe på 4 ud af 10 stuer for de helt små børn. Fire ud af ti! Det er jo helt vildt! Er der noget at sige til, at nogle forældre vælger at gå ned i tid for at passe deres helt små børn selv – ivrigt assisteret af bedsteforældrene?

Denne graverende nationale undersøgelse af kvaliteten i dagtilbud for 0-2-årige børn gør naturligvis eksperter, forældre og pædagoger dybt bekymrede. Ministeren var nødt til at indskærpe over for kommunerne, at loven skal overholdes. Ja, mon ikke!

Det er tankevækkende, at det var den første landsdækkende undersøgelse af kvaliteten af vores daginstitutioner. Tænk, at vi øjensynligt ikke har været mere interesseret i at undersøge, hvordan børnenes liv har været i deres mest formative år?

Politikerne skaber bevidst børnefattigdom

Senest har Altinget afdækket, at: ”11.000 børn risikerer fremover at opleve, at deres forældre får færre penge til blandt andet mad, tøj og udflugter.

Det er konsekvensen af, at et flertal i Folketinget er blevet enige om at skærpe beskæftigelseskravet til 10.000 primært ikke-vestlige indvandrere, hvilket sender deres kontanthjælpsydelse ned på det laveste niveau efter 1. juli 2025.

Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, som ikke blev lagt offentligt frem, da kontanthjælpsaftalerne blev indgået. Først en måned efter Altinget spurgte om tallet, har ministeriet udregnet det.”

I forvejen har vi ifølge de sociale hjælpeorganisationer som Mødrehjælpen, Kirkens Korshær og Red Barnet ca. 53.000 decideret fattige børn i Danmark. I en tid hvor man giver milliarder i skattelettelser til de rige!

Læg i øvrigt mærke til, at de relevante beregninger angiveligt ikke blev forelagt politikerne, inden de lavede forliget. Det er jo skræmmende dårligt politisk håndværk! Er der slet ingen af forligspartierne, der føler sig bondefanget?

De politiske borebiller

Vi ved, hvad der sker, hvis flere og flere ikke mener, at folkestyret kan bidrage til at løse vores fælles problemer: Politisk polarisering og trykprøvning af folkestyret. Er det dér, vi er på vej hen?

Det må man ikke håbe, når man betænker, hvor vigtige samfundsproblemer der skal løses i disse år, alt imens opbakningen til flertalsregeringen heldigvis støt og roligt smuldrer. Mette Frederiksens højreregering var ikke et folkeligt ønske. Tværtimod.

I øvrigt er borebillens kendetegn følgende: Den er brunfarvet med sorte punktstriber ned langs dækvingerne, og den er et skadedyr – i lighed med de politiske borebiller.