Er Ukraine på afgrundens rand?

Den polske journalist Zbigniew Parafianowicz fremhæver lighederne mellem Polens Lech Walesa og Ukraines Volodymyr Zelensky. Walesa var et ikon og en helt i Vesten i kampen mod Sovjetunionen/Rusland. Begge har ikke-akademisk baggrund og har måske derfor optrådt ret impulsivt og ikke-diplomatisk både indadtil og udadtil. Begge havde og har haft konflikter med nære medarbejdere og har i rollen som præsident optrådt ret diktatorisk. Men forståelsen for magtens mekanismer har de bestemt ikke manglet.

Walesa var i sin tid en dygtig forhandler, hvilket tydeligt kom til udtryk under forhandlingerne i 1980, der førte til Gdansk-aftalerne, og i 1988-89, hvor Walesa i højeste grad bidrog til den fredelige overgang til demokrati. Walesa oplevede op til 1989 ikke udbredt “Polen-træthed” i vestlige lande, tværtimod.

Zelensky derimod må sande, at “Ukraine-trætheden” er begyndt at brede sig i Europa og i USA. Krigen mellem Israel og Hamas har ledt opmærksomheden bort fra Ukraine. Joe Biden har som bekendt store problemer med at få hjælpepakken til Ukraine på 61 mia. dollars igennem Kongressen. EU har godt nok åbnet for forhandlinger om ukrainsk medlemskab, men de vil vare i mange år.

Opbakningen til krigen daler

EU kunne ikke vedtage en hjælpepakke til Ukraine ved topmødet 14.-15. december. Uden hjælpepakker vil den ukrainske økonomi gå helt bankerot, og krigen mod Rusland vil være tabt. Ikke kun Ungarn er skeptisk. Frankrig og Italien mener også, at støtte til Ukraine bør kædes sammen med en større indsats i EU for at standse flygtningestrømmen til Europa.

I Ukraine vokser modstanden mod krigen. For et år siden gik 60 procent ifølge meningsmålinger ind for at fortsætte krigen helt til den bitre ende. I dag er tallet lavere, på 48 procent. 44 procent støtter i nogle målinger, at krigen afsluttes med en eller anden form for aftale, et kompromis.

Kritikken af Zelensky kommer åbent til udtryk, også blandt nuværende eller tidligere nære medarbejdere, eksempelvis Zelenskys tidligere rådgiver Oleksei Aresztowycz og Valerij Zaluzny, sidstnævnte i et opsigtvækkende interview i det britiske “Economist”. Zaluzny kan meget vel være en alvorlig konkurrent for Zelensky ved et kommende præsidentvalg. Meningsmålinger giver Zelensky og Zaluzny næsten lige mange stemmer i en anden valgrunde.

Aresztowycz har sagt, at den raket, der ødelagde en boligblok i Dniepr, stammede fra det ukrainske luftvåben. Han blev efterfølgende anklaget for at sprede disinformation. Zaluzny erkendte i det omtalte interview til “Economist” åbent, at forårets og sommerens militære offesiv er slået fejl. Situationen på slagmarken er “patetisk”.

Partier forbydes. Politiske modstandere forsvinder

Demokratiet halter. Adskillige politiske partier er blevet forbudt og anklaget for at være “pro-russiske”. Det gælder Oppositionsplatformen, der havde 10 procent af sæderne i parlamentet, og det har også ramt Socialistpartiet, Ukraines Progressive Socialistparti, Unionen af Venstrekræfter og det kommunistiske parti.

Politikere og embedsfolk kan ikke rejse ud af landet, højst på korttidsophold. Det gælder også tidligere ministerpræsident Julia Tymosjenko og tidligere præsident Pedro Porosjenko. Sidstnævnte blev for nylig standset ved grænsen på vej til et møde i USA. I et forsøg på at give Vesten indtryk af at bekæmpe korruption er flere oligarker blevet arresteret eller tvunget i eksil. Måske er de helt forsvundet.

Efter den russiske invasion kom elektroniske medier under statens kontrol, fx mediet “Telemaraton”. En del journalister er rejst til udlandet, hvor de har søgt og i en del tilfælde også fået asyl. Herfra forsøger de, hvis det er muligt, at informere via internettet. Listen over populære kanaler fra udlandet er lang. YouTube-kanalen “Fabryka Wiadomosci” har ikke mindre end 3,5 millioner følgere.

Hjemme er mediemarkedet ramt af “krigscensur”. “Kiev Independent” skriver, at pressefriheden er “dismantled”. Det er fx gået ud over “Ukrainska Pravda”, der før åbent kunne skrive om korruption og om de voksende problemer på slagmarken.

Krigen går ikke Ukraines vej

Problemerne på slagmarken, herunder den mislykkede kontraoffensiv, skyldes i højeste grad den udbredte korruption. Den rammer også rekruttering af nye soldater. For nogle tusinde dollar kan indkaldte købe sig fri. I Vesteuropa befinder sig skønsmæssigt 650.000 personer, som unddrager sig militærtjeneste. Det tyske magasin “Bild” har talt med ukrainske soldater, der beklager sig over, at de af egen lomme skal betale for mad, transport og endda overnatning.

Svindel og korruption har også hærget forsvarsministeriet, fx i forbindelse med indkøb af mad til soldaterne i felten. Den sag førte til Oleksei Reznikov’s afgang som forsvarsminister. I dag bor han i London. Korruption og uregelmæssigheder har også kendetegnet udbetalingerne af erstatninger til familie, hvis medlemmer er døde i kamp.

Løfter fra regeringen om at omkring 30.000 soldater efter lang tjeneste skal kunne vende tilbage til det civile liv, er ikke altid blevet overholdt. Mangel på mandskab har betydet, at gennemsnitsalderen for soldater, der kæmper nær Bakhmut og Zaporizjzja nu er på over 50 år!

I august i år skrev “The New York Times”, at Ukraine har mistet i alt 150.000 soldater under krigen. Det helt store problem er er at mobilisere og motivere unge til at gøre militærtjeneste. De demografiske problemer forværrer situationen. Da Sovjetunionen i 1991 blev opløst var Ukraines indbyggertal på 51,5 millioner. I 2019 var det tal faldet til 37 millioner. Heraf bor flere millioner i de områder, som Rusland holder besat.

Prognoserne er nedtrykkende. Befolkningsantallet kan i 2030 meget vel være faldet til blot 20 millioner. Hertil kommer det voksende antal af ældre og ikke at forglemme personer med alvorlige psykiske lidelser. Blot 20 procent af ukrainere i eksil erklærer ifølge interviews, at de agter at vende hjem til Ukraine efter krigen.

Udfordringerne er mange. Om Ukraine kan overvinde dem er endnu uvist. En afslutning af krigen er en ultimativ betingelse for, at genopbygningen af landet kan begynde.