Erdoğans diktatoriske MODKUP
Ikke mange statsledere drømmer om et militærkup. Men Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, var hurtig til at…


Ikke mange statsledere drømmer om et militærkup. Men Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, var hurtig til at beskrive sidste sommers mislykkede kup som »en gave fra gud«. Han har aggressivt brugt kuppet til at slå ned på alle modstandere. Med autokratiske tiltag er han i færd med at koncentrere magten på sine hænder.
Af Bertil Videt
Det kom som et lyn fra en klar himmel, da soldater blokerede vigtige broer og luft-havne i løbet af aftenen den 15. juli 2016. Senere på natten åbnede kampvogne ild mod Tyrkiets parlament i Ankara, som også blev bombarderet fra luften. Et godt gammeldags militærkup, som Tyrkiet har haft rigeligt af i sin historie, fandt sted. Men denne gang var det fuldstændig uventet.
Da denne ekstraordinære nat langsomt blev til dag, stod det klart, at kuppet havde lidt et komplet nederlag. TV-billederne fra natten efterlod det indtryk, at almindelige mennesker gik på gaderne og stoppede kampvognene. Men det forbliver uklart, hvad der egentlig skete. Nogle tror, at regeringen var blevet tippet om kuppet, men lod det ske for at kunne drage fordel af det.
Kupmagerne var i hvert fald for fåtallige og for dårligt organiserede til at kunne overtage magten over landet. Over 200 mennesker blev dræbt under sammenstødene og mere end 2.000 blev såret.
Præsident Erdoğan, som i forskellige roller har domineret tyrkisk politik siden 2002, var hurtig til at gribe denne chance til at slå ned på sine modstandere – og til at bruge den sympati, kupforsøget gav ham, til at stramme grebet om magten.
Da denne ekstraordinære nat langsomt blev til dag, stod det klart, at kuppet havde lidt et komplet nederlag. TV-billederne fra natten efterlod det indtryk, at almindelige mennesker gik på gaderne og stoppede kampvognene. Men det forbliver uklart, hvad der egentlig skete. Nogle tror, at regeringen var blevet tippet om kuppet, men lod det ske for at kunne drage fordel af det.
Kupmagerne var i hvert fald for fåtallige og for dårligt organiserede til at kunne overtage magten over landet. Over 200 mennesker blev dræbt under sammenstødene og mere end 2.000 blev såret.
Præsident Erdoğan, som i forskellige roller har domineret tyrkisk politik siden 2002, var hurtig til at gribe denne chance til at slå ned på sine modstandere – og til at bruge den sympati, kupforsøget gav ham, til at stramme grebet om magten.
Gülen: Før allieret, nu rival
De første, der blev slået ned på, var tilhængere af den USA-baserede gejstlige leder Fetullah Gülen, en af Erdoğans tidligere allierede, som blev udpeget som hjernen bag kuppet. Der har fundet en total udrensning af alle påståede Gülen-støtter sted på alle niveauer af det tyrkiske statsapparat. På dagen efter kuppet blev 2.745 afskediget og anholdt. Siden da er mere end 125.000 embedsmænd blevet fyret, anholdt eller suspenderet.
Der var rigtig nok mange Gülen-tilhængere centralt placeret i statsapparatet. De var nemlig placeret der, da Erdoğans folk så dem som allierede. Men udrensningerne rammer ikke kun Gülen-tilhængere. Ud af de mere end 15.000 lærere, der er blevet suspenderet, er mange medlemmer af den venstreorienterede fagforening Eğitim-Sen.
Gülen-bevægelsen udbreder en moderat udgave af islam, som er åben overfor videnskab og støtter flerparti-demokrati. Bevægelsen er også generelt tættere på Vesten end Erdoğan. Blandt de højtstående militærfolk, der er blevet anholdt for at have været involveret i kuppet, er primært folk fra det tyrkiske militærs pro-NATO-fløj. Der er dog ingen beviser, der støtter vedholdende rygter i Tyrkiet om, at USA havde forudgående viden om eller var direkte involveret i kuppet.
Selvom tingene ser dystre ud i Tyrkiet, er der ingen tvivl om, at tingene ville have været endnu værre, hvis militærkuppet var lykkedes. Med Erdoğans store base af tilhængere, også i militæret, kunne et vellykket kup vel have ført landet ud i en decideret borgerkrig. Udenfor Tyrkiets grænser kunne det også have fået vidtrækkende konsekvenser ved at bekræfte, hvad mange religiøse muslimer føler efter militærkuppene i Algeriet og Egypten: at de er udelukkede fra et liberalt demokratis velsignelser.
Lukning af medier
Gülen-støtterne er langt fra de eneste ofre for den udrensning, der begyndte før, men er blevet intensiveret af, kuppet. I sit forsøg på at koncentrere magten lukker Erdoğan munden på alle, der står i vejen for ham. Det har f.eks. omfattet en 16-årig, der blev anholdt for at have fornærmet præsidenten, og en tidligere Miss Turkey, der blev dømt for at dele et digt, der indeholdt kritik af præsidenten. Tyrkiet har verdensrekorden i censur af Twitter – et medie, som Erdoğan har betegnet som »den største trussel mod vores samfund«. Tyrkiet har for nylig overhalet Kina som det land, der holder flest journalister fængslet.
Over de seneste år har der været systematiske angreb på kritiske medier. I oktober lukkede Tyrkiet 15 medier og arresterede redaktøren af det højt respekterede sekulære dagblad Cumhuriyet på absurde anklager om at støtte både kurdiske militante og Gülen-bevægelsen. Som hovedregel har anholdte journalister ikke adgang til at se bevismaterialet mod dem. Ikke et eneste kurdisk nyhedsmedie har overlevet angrebene, og der er praktisk talt ingen oppositionelle aviser tilbage.
Da 1.128 »Akademikere for fred« satte deres navn på en underskriftsindsamling for en genoptagelse af fredsprocessen med PKK (Kurdistans Arbejderparti), erklærede Erdoğan dem alle sammen for fjender af staten. Mindst 21 af dem er blevet an-holdt, og mange flere har mistet deres jobs. Nogle af underskriverne er gået tidligt på pension for at undgå en fyring – og står dermed uden løn og forsikring.
På mange måder ser vi nu en autoritær omstrukturering af staten, som svarer til, hvad der skete i kølvandet på tidligere militærkup i Tyrkiet (1960, 1971 og 1980). Bortset fra, at denne gang er det ofrene for det mislykkede kup, og ikke kupmage-ren, der står bag og nyder godt af de anti-demokratiske tiltag.
Statens hovedfjende
Erdoğans politiske mål står klart: Han ønsker at udskifte Tyrkiets parlamentariske system med et præsidentielt system, som vil give ham fuld kontrol over staten på alle niveauer.
I parlamentet er det kun det venstreorienterede HDP (Folkets Demokratiske Parti), der udgør en reel opposition mod det regerende AKP’s (Retfærdigheds- og Udviklingspartiets) autokratiske tiltag – og de betaler en høj pris for det. HDP har sine rødder i den kurdiske befrielsesbevægelse og har formået at opnå en markant bredere appel end nogen af de tidligere pro-kurdiske partier ved at alliere sig med tyrkiske progressive kræfter og identificere sig som partiet for alle undertrykte folk i Tyrkiet. HDP er det eneste parti, der går i brechen for kvinderettigheder, LGBT-rettigheder og landets mange etniske og religiøse mindretal.
Tidligere pro-kurdiske partier har opstillet kandidater som løsgængere for at kunne få folk valgt uden at komme over Tyrkiets tårnhøje spærregrænse på 10%. HDP satsede højt ved at gå efter et landsdækkende resultat på over 10%, da de besluttede at stille op som parti, og ikke med løsgængere, ved valget i juni 2015. Det lykkedes HDP over alle forventninger, idet de opnåede et landsdækkende resultat på 13%. Denne succes markerede en ny alliance mellem den kurdiske bevægelse og andre progressive bevægelser i Tyrkiet.
Dette valg var et slag i hovedet på Erdoğan og hans AKP, som tabte sit flertal. Det lykkedes dem ikke at forhandle sig frem til en koalitionsregering – faktisk så det ud, som om de slet ikke havde lyst til at prøve med et så besværligt parlament. Der blev derfor udskrevet nyt valg, som blev afholdt den 1. november 2015.
I løbet af de fem måneder mellem de to valg gik tingene fra slemt til værre. Ligesom så mange andre statsledere under pres brugte Erdoğan den effektive strategi at føre krig og oppiske nationalistiske følelser. Den kurdisk-tyrkiske fredsproces og våbenhvilen, der havde bragt håb om fred til de kurdiske områder, brød sammen i juli. Dette førte umiddelbart til total krig, med luftbombardementer og belejring af flere kurdiske byer. Imens krigen rasede i det sydøstlige Tyrkiet, førte AKP og deres medier sig frem med ophidsende retorik mod HDP. Over hele landet blev HDP-kontorer angrebet og nedbrændt af nationalistiske folkemængder – ofte mens politiet i bedste fald så passivt til. Volden kulminerede med et bombeangreb på en fredsdemonstration i Ankara, som dræbte mere end 100 og sårede mere end 500 mennesker.
I denne atmosfære præget af krig, vold og intimideringer lykkedes det Erdoğan at vende stemningen og fremstå som en stærk leder efter sit relative nederlag ved valget i juni 2015. Efter en udpræget hadsk kampagne, hvor HDP konstant blev tilsværtet og fysisk angrebet, fik HDP 10,8% af stemmerne ved valget i november og kom dermed på et hængende hår over spærregrænsen. Erdoğans AKP fik 49,5% af stemmerne – og opnåede flertal i parlamentet. Selvom regeringspartiet ikke har det to tredjedeles flertal, som det har brug for for at gennemføre forfatningsændringer uden at skulle samarbejde med andre partier, var valgresultatet en sejr for Erdoğan – og det gjorde det klart, at hans nederlag i junivalget var kortvarigt.
Autokratisk forfatning
De to øvrige oppositionspartier i parlamentet, det fascistoide MHP på den yderste højrefløj og det sekularistiske socialdemokratiske CPH, yder ikke meget modstand mod AKP’s forsøg på at indføre et præsidentielt system og trække landet i en mere autokratisk retning.
Som det eneste parti, der klart modsætter sig Erdoğans præsidentielle ambitioner, betaler HDP stadig en høj pris. Alle vidste, hvad der ville komme, efter at parlamentet i maj 2016 vedtog en lov, der ophævede immuniteten for 138 parlamentsmedlemmer, efter endnu en debat, der tilsværtede HDP. AKP-medlemmer, der er involverede i korruptionsskandaler, er stadig beskyttede af deres parlamentariske immunitet.
I de tidlige timer den 4. november 2016 skete det så. HDP’s to ledere, Selahattin Demirtaş og Figen Yüksekdağ, blev arresteret under husransagninger sammen med ni andre HDP-parlamentsmedlemmer. Begge ledere bliver holdt isolations-fængslede, og der er nu seriøse bekymringer for Demirtaş’ helbred.
Endvidere er mindst 45 folkevalgte borgmestre i kurdiske byer og mere end 100 tillidspersoner i HDP blevet anholdt. Enhver, der er kritisk overfor Erdoğan, lever nu i konstant frygt. Mange fortæller, at de har en taske pakket, så de er forberedte, hvis de skulle blive hentet om natten. Disse historier lyder som Stalins store terrorperiode i Sovjetunionen.
Tilbage i Ankara har AKP præsenteret et udkast til en ny forfatning, som nu bliver diskuteret mellem AKP, CHP og MHP. HDP har konstant været udelukket fra parlamentariske forhandlinger – og i kølvandet på arrestationen af partiets ledere har det stoppet sit parlamentariske arbejde.
CHP’s ledere bruger forsigtigt afvejede ord til mildt at kritisere den øgede magtkoncentration. MHP siger, at de vil støtte en folkeafstemning om en ny forfatning, hvis deres »ømme punkter« bliver imødekommet. Et sådant ømt punkt er genind-førelsen af dødsstraffen – noget, der er blevet diskuteret efter kuppet.
Dødsstraffen blev afskaffet i 2014 som en del af en reformrække, der havde til formål at bane vejen for et tyrkisk EU-medlemskab. Genindførelse af dødsstraffen ville medføre en endegyldig afslutning af alle tiltrædelsesforhandlinger for Tyrkiet. Men på den anden side står det også klart for enhver, at tyrkisk EU-medlemskab reelt er udenfor rækkevidde. Den mulighed blev formentlig begravet for 10 år siden, da Nicolas Sarkozy blev fransk præsident og Angela Merkel blev kansler i Tyskland – efter at de begge havde markeret sig som modstandere af tyrkisk EU-medlemskab i deres valgkampe.
Tiltagende polarisering
Sammenbruddet af fredsprocessen og angrebene på HDP sender et uheldigt budskab til unge radikale kurdere, der mister deres fremtidsudsigter og deres tålmodighed: et budskab om, at der i Tyrkiet ikke er plads til lovlig politisk kamp. Som reaktion på den tyrkiske stats grusomheder i de kurdiske områder. har der været flere morderiske angreb på soldater og politifolk i Ankara, Istanbul og andre steder. Disse angreb, som Kurdistans Frihedshøge (TAK), en yderligtgående udbryder-gruppe fra PKK, har taget ansvaret for, er alle blevet fordømt af HDP – og de tjener åbenlyst Erdoğans del-og-hersk-taktik.
I løbet af det sidste årti har AKP forårsaget en øget polarisering. Men Erdoğan er stadig meget populær i væsentlige segmenter af samfundet. Ved de fleste valg får han omkring 50% af stemmerne. I kølvandet på kuppet viste meningsmålinger, at hele 68% støttede Erdoğan. Med det nuværende klima af nationalisme vil han formentlig let kunne vinde en folkeafstemning, der giver ham yderligere magt. Vi er nu i en situation, hvor det ikke længere forekommer overdrevet at omtale Er-doğan som en diktator.
Samtidig forbliver Erdoğan enormt upopulær blandt venstreorienterede, sekularister og liberale.
Regimet har flere gange følt vreden fra den organiserede del af arbejderklassen, fordi det har skubbet på for neoliberale reformer og privatiseringer. Økonomien er blevet mere ustabil, og arbejdsløsheden er nu på 11% – med en ungdomsarbejdsløshed på 19%.
Små tegn på håb
På trods af de dystre udsigter for progressive i Tyrkiet er der små tegn på håb. I 2013 voksede forsvaret for Gezi-parken i Istanbul til enorme landsdækkende protester mod Erdoğans tiltagende magtfuldkommenhed. Protesterne blev så brutalt nedkæmpet, at det efterlod 11 døde og mere end 8.000 sårede. Gezi-bevægelsen var formentlig den mest udfordrende begivenhed for Erdoğan, da den forenede meget forskellige folk, der alle var utilfredse med hans ledelse. Det var i kølvandet på Gezi-protesterne, at HDP fik sit rigtige gennembrud, da Demirtaş fik næsten 10% af stemmerne ved præsidentvalget i 2014.
Mere nyligt har kvindebevægelsen vist sin styrke. I november 2016 kom AKP med et lovforslag, der ville undtage mænd, der har misbrugt piger under 15 år seksuelt, fra retsforfølgelse, hvis de gifter sig med offeret. Justitsminister Bozdağ brugte anti-roma-racisme til at forsvare lovforslaget ved at hævde, at seksuelt misbrug af piger specielt er et problem blandt romaer. Efter at tusinder af mennesker, især kvinder, gik på gaden for at protestere mod denne lov, der reelt set ville legalisere børnevoldtægt, trak regeringen lovforslaget tilbage.
Udviklingen i Tyrkiet er ekstremt bekymrende. Landet tager nu hastige skridt væk fra et borgerligt demokrati til et reaktionært islamo-nationalistisk diktatur. Alle progressive i Tyrkiet er i risikozonen og fortjener fuld solidaritet fra resten af verden.
Kræfter som HDP, Gezi-bevægelsen og kvindebevægelsen viser, at der stadig er sprækker af håb. ■
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER