Ernest Moniz: Joe Biden-rådgiveren, som giver klima-aktivister mareridt

Ernest Moniz arbejdede som Obamas energiminister. Hans forbindelser til fossil-industrien er kun blevet stærkere siden dengang. Har Joe Biden tænkt sig at genansætte ham i den samme stilling?

Oversat af Benjamin Kjærgaard Clausen og Morten Hammeken fra New Republic

---

Af Kate Aronoff, The New Republic

Hvis du ikke har hørt om tidligere energiminister Ernest ”Ernie” Moniz, er der en god chance for, du heller ikke har set et billede af ham. Den 75-årige atomfysiker, MIT-professor, mangemillionær og tidligere energiminister under Obama har langt sølvfarvet hår, der får ham til at ligne noget fra et gammelt foto. Hans karakteristiske udseende har gjort ham til et elskeligt meme blandt energi-nørder, som for det meste anser ham for en lidt mærkelig, men utrolig kompetent og kløgtig teknokrat, og som hyldes for at være en central figur i forhandlingerne om den iranske atomaftale.

I de seneste par uger er denne kontroversielle figur blevet et symbol på, hvor meget klimapolitikken har ændret sig siden Obama – en skillevej i en intensiveret kamp om, hvordan energipolitikken bør se ud i en potentiel post-Trump regering. Det handler ikke kun om genetableringen af den regulering og de programmer, han saboterede – men er en kamp om at omlægge landets energisystem i tide for at undgå en klimakatastrofe.

Joe Bidens ”gode ven” Moniz har uformelt rådgivet Biden under hans kampagne i hvert fald siden sidst i maj, og hans ‘Energy Futures Initiatives’-partnerskab med visse fagforeninger har været en indflydelsesrig stemme på den tidligere vicepræsidents og partiets tilgang til klimaet. Kilder – der opsporer samtaler om overgangsprogrammer – siger, han endda kunne være i opløbet til at få sin tidligere stilling som energiminister tilbage.

Den prognose bekymrer miljøforkæmpere. Tidligere denne måned sendte 145 progressive grupper et brev til Joe Bidens kampagne. Her opfordrede de til at ”forbyde alle fossile (kul- og olieindustri) direktører, lobbyister og repræsentanter at få enhver rådgivende eller officiel stilling i din kampagne, overgangshold, ministerliste og administration.” Mange af dem sagde, at Moniz passede ind i de kriterier.

Normaliseringen af politikeres private økonomiske interesser

Moniz har haft adskillige profitable relationer med fossil-industrien gennem sin karriere, inklusiv som rådgiver for BP (British Petroleum, red.). MIT’s Energy Initiative, som han grundlagde – der ligesom mange lignende initiativer i  akademiker-kredse gik stille med, at det var finansieret af oliepenge – indsamlede store donationer fra nogle af verdens største producenter af fossile brændstoffer, og lavede forskning der retfærdiggjorde kul- og olie–industriens vækst.

Han udleverede sine finansielle aktiver og industriforbindelser, da han i sin tid blev overvejet til stillingen som minister i Department of Energy i 2013, og han trak alle poster tilbage, der kunne indebære interessekonflikter. Siden han forlod regeringen i 2017, har han dog accepteret en lønnet stilling hos en fossil-drevet forsyningsvirksomhed, som han også støttede under sin stilling i energiministeriet. Hele vejen igennem har han stolt fastholdt en forpligtelse til Obama-æraens energistrategi, som klimakæmpere siger hører til i fortiden: ”Alt-det-ovenstående”-tilgangen først opridset i en tale i 2012, som sammenkobler bæredygtighed med vækst i fossile brændstoffer. En repræsentant for Moniz har udtalt, at han ikke ønsker at kommentere den historie.

“At modtage penge fra fossilindustrien var et valg, sagde Rees – som både Moniz – såvel som andre fra Obamas regering traf. Den liste omfatter Amos Hochstein, Jason Bordoff og Heather Zichal, som alle har fået stillinger, løn eller forskningspenge fra fossilindustrien efter at være trådt ud af regeringen.”

Den typiske måde at forsvare en forhenværende-og-fremtidig politisk kandidats skumle arbejde mellem regeringsperioder er, at normalisere det. ”Det er ikke sandt, at alle gik af og arbejdede for fossilindustrien, eller at der ikke er klimaeksperter uden relationer til fossilindustrien,” sagde Collin Rees fra Oil Change International, en af de grupper der underskrev brevet til Joe Biden, og som var imod hans valg af kandidater fra fossilindustrien. At modtage penge fra fossilindustrien var et valg, sagde Rees – som både Moniz, såvel som andre fra Obamas regering traf. Den liste omfatter Amos Hochstein, Jason Bordoff og Heather Zichal, som alle har fået stillinger, løn eller forskningspenge fra fossilindustrien efter at være trådt ud af regeringen. Det var dog ikke et valg, alle har truffet: ”Det her er ikke en anklage mod alle medlemmer af Obamas stab,” tilføjede han.

”Grønt kul”

En af Moniz’ forbindelser, som er kommet under luppen, er Southern Company – en kæmpestor, integreret elforsyningsvirksomhed, som fik 407 millioner dollars af Department of Energy, mens Moniz var ansat. De mange millioner gik til et ”grønt” kulkraftværk, som aldrig blev bygget færdigt. Efter at have droppet det dødsdømte projekt og fratrådt sin stilling, blev Moniz medlem af virksomhedens bestyrelse i marts 2018. Ifølge udtalelser fra ledere i Southern Company takkede han ja til 486.668 dollars i honorarer og aktier fra Southern Company i 2018 og 2019.

Southern Company var blandt de første virksomheder, der sagsøgte Environmental Protection Agency i Obama-årene for den daværende ‘Clean Power Plan’. De påstod, at fristen for at efterleve kravene i den var for kort og ville komme til at koste dem for mange penge. Southern Company’s datterselskaber har brugt betydelige summer på at drive lobby mod klimavenlig politik på statsniveau, og med meget lidt gennemsigtighed.

Som mange andre forsyningsvirksomheder hjalp Southern Company med at finansiere decideret klimabenægtelse, også som medlem af Edison Electric Institute (EEI) og Global Climate Coalition. I 1991 gik Southern Company sammen med EEI om at danne ‘Information Council on the Environment’, en reklamekampagne med det formål at ”ompositionere global opvarmning som en teori (og ikke et faktum)”.

“Forestillingen om, at forsyningsvirksomheder åbenbart ikke er fossilvirksomheder – fordi den strøm, de bidrager med, teoretisk set kan komme hvor som helst fra – er ikke særligt overbevisende i Southern Company’s tilfælde. Kun 12 procent af den strøm, de genererer, kommer fra bæredygtige kilder”

Gennem aktindsigt fandt Greenpeace og Climate Investigations Center ud af, at Southern Company mellem 2006 – 2015 brugte 400.000 dollars på at finansiere den ulødige forskning, som blev lavet af klimaskeptikeren Wei-Hock ”Willie” Soon, sammen med donationer fra ExxonMobil og American Petroleum Institute. Til gengæld tillod Soon, at Southern Company gennemgik hans arbejde, hvis fokus primært handler om, at solen –  ikke drivhusgas – er skyld i den globale opvarmning.

Southern Company’s administrerende direktør, Tom Fanning har gentaget benægtelsen af menneskeskabt global opvarmning de seneste år. ”Foregår der klimaforandringer? Bestemt. De har været i gang i årtusinder,” fortalte Fanning til CNBC i 2017. Da begge talte til ‘Bipartisan Policy Institute’ i 2016, sagde Fanning, at han og Moniz var ”en slags holdkammerater,” og de rejste sammen ved forskellige anledninger i  Moniz’ tid som energiminister.

Moniz forsvarede sine forbindelser til Southern Company i sidste uge, efter han blev udspurgt om kritikken. ”Jeg er ikke enig i karakteriseringen af Southern Company som en fossilvirksomhed,” fortalte han Axios’ journalist Amy Harder. Moniz mente, udtalelsen var sammenlignelig med idéen om, at ”enhver, der kører en bil med en forbrændingsmotor, er en fossilvirksomhed, fordi de bruger dem.”

Forestillingen om, at forsyningsvirksomheder åbenbart ikke er fossilvirksomheder – fordi den strøm, de bidrager med, teoretisk set kan komme hvor som helst fra – er ikke særligt overbevisende i Southern Company’s tilfælde. Kun 12 procent af den strøm, de genererer, kommer fra bæredygtige kilder, og de får mere af selskabets strøm fra fossile brændstoffer (72 procent) end det amerikanske gennemsnit (63 procent). Datterselskabet Georgi Power genererer kun 3 procent af sin strøm fra bæredygtige kilder.

Men Moniz har også forbindelser til deciderede fossilvirksomheder. Og for at få et overordnet overblik over dem, er man nødt til at vende tilbage til tiden, før han blev en del af Obamas regering.

Moniz er dybt involveret i klima-katastrofale organisationer

Fra 2005 – 2011 sad Moniz i BP’s Technology rådgivningsudvalg. Selvom det er uklart, om Moniz blev lønnet for sin stilling, modtog mindst ét medlem en sum på 6.200 $ for sin stilling. Tidligere administrerende direktør for BP, Lord John Browne, er formand for den nonprofit-gruppe, som Moniz grundlagde efter at have forladt stillingen, Energy Futures Initiative. Den blev søsat samme dag som Moniz’s firma, EJM Associates, Inc. EJM – et “strategisk konsulentfirma, der hjælper kunderne med at navigere i overgangen til en global grøn energi-økonomi ved at rådgive om en række energipolitikker, innovation og sikkerhedsspørgsmål,” ifølge én jobbeskrivelse. EJM samarbejder med G2 Net-Zero LNG, et gas-eksportselskab, som Moniz’ energiministerium godkendte til at eksportere naturgas i 30 år i 2015, da virksomheden hed “G2 LNG”.

Energy Initiative, som Moniz grundlagde på MIT (Massachussetts Institute of Technology, red.), havde ExxonMobil, Shell, og Eni blandt sine stiftende medlemmer. Med i posen fulgte mindst 5 millioner dollars, som var øremærket til at “støtte sponsorerede forskningsprojekter på linje med deres strategiske interesser.” Fra 2012 – året før Moniz forlod MIT for at blive energiminister – havde BP bevilget 50 millioner dollars til Energy Institute. Moniz var også medstifter af bl.a. det saudiarabiske, Aramco-støttede “King Abdullah Petroleum Studies and Research Center”. Det var én af adskillige poster i fossilindustrien, som han trak sig fra forud for sin udnævnelse til energiminister.

Fracking-forkæmper

Kritikere er særligt bekymrede for Moniz’ rolle som forkæmper for naturgas og fracking, som nu menes at stå bag en stigning i atmosfære-opvarmende udledninger af metan. Før han blev del af Obama-regeringen i 2013, stod Moniz i spidsen for en indflydelsesrig undersøgelse i 2011  fra MIT’s Energy Initiative med titlen “The Future of Natural Gas,” som kortlagde en omfattende rolle for naturgas i at reducere landets udledninger.” Naturgas er virkelig en bro til en kulstof-fattig fremtid,” sagde Moniz på en pressekonference, der annoncerede rapporten. Undersøgelsen hævder grundlæggende, at gas er en vigtig overgang, som kan bruges, mens atomkraft, kulstof-opsamling og vedvarende energi bliver mere økonomisk dueligt i de kommende årtier.

Selv om det blev præsenteret som uafhængig forskning, var rapporten sponseret af flere fossile brændstofselskaber og frontgrupper. Blandt de mest generøse var ‘American Clean Skies Foundation’, grundlagt i 2007 af den afdøde Chesapeake Energy-direktør, Aubrey McClendon, der medvirkede til at sælge idéen om fracking til Wall Street-investorer. Rapporten kaldte de miljømæssige konsekvenser af fracking – herunder udledning af metan, som har kortere levetid, men som er 84 gange mere potent end kuldioxid – “udfordrende, men håndterbare.”

Mens mange i hans parti har rykket sig væk fra Obama-æraens belejlige holdninger til fossile brændstoffer, synes Moniz at have intensiveret sin holdning.

“Det er svært at undervurdere betydningen af Moniz’ og Deutch’s rapport… Udover at designe ramnmerne for Obama-regeringens gaseksport, blev den i medierne og i Kongressen brugt til bekæmpe den folkelige modstand mod fracking i USA”

Undersøgelsens medformand, Anthony Meggs, sluttede sig til gasselskabet Talismen Energy, før rapporten blev frigivet, ligesom Moniz tog imod en betalt stilling hos ICF International, en konsulentvirksomhed med fokus på energi, som ‘American Petroleum Institute’ hyrede til at undersøge de økonomiske fordele ved at eksportere flydende naturgas. Da han trådte tilbage fra ICF og andre industri-stillinger for at blive energiminister, havde Moniz modtaget 305.648 $ i kompensation fra ICF. En anden af undersøgelsens gruppemedlemmer, tidligere CIA-direktør John Deutch, var på det tidspunkt medlem af bestyrelsen for ‘Cheniere Energy’. Samme år som rapporten blev udgivet, blev Cheniere – som det første selskab fra stater uden for Alaska – godkendt til at eksportere flydende naturgas, efter at have modtaget et endeligt grønt lys fra energiministeriet.

”Det er svært at undervurdere betydningen af Moniz’ og Deutch’s rapport,” tweetede Rob Galbraith fra Public Accountability Institute, som forfattede en ekstensiv rapport om MIT-undersøgelsen. ”Udover at designe rammerne for Obama-regeringens gaseksport, blev den i medierne og i Kongressen brugt til bekæmpe den folkelige modstand mod fracking i USA.”

Mens han var del af regeringen, fortsatte Moniz med tale for naturgas. Den skæbnesvangre fracking-undersøgelse fra 2010 var endda med i hans officielle portræt til det Hvide Hus. Kort efter at være trådt til i sin stilling, lovede Moniz at ”fremskynde” tilladelser til eksport af flydende naturgas. Hans embede åbnede centrale markeder for de amerikanske producenter af fossilbrændstof, og godkendte endnu en eksportterminal kort efter sin udnævnelse i maj 2013. Moniz udnævnte Paula Gant fra American Gas Association til at være næstformand for energi, olie og naturgas.

Forurenernes talerør

Når han er blevet udspurgt af journalister gennem årene, har Moniz forsvaret sine forskellige forbindelser til industrien med, at ”industrien er en essentiel del af klimaløsningen,” som hans talsperson fortalte til Jie Jenny Zou fra Center for Public Integrity. Den holdning var langt mere accepteret under Obamas regering, hvis fejlslåede, lovgivningsmæssige kamp på klimaområdet netop byggede på et kompromis med forurenerne. Efterhånden som et mere dækkende overblik over udledninger er kommet frem, og i takt med at klimakrisen er blevet mere uundgåelig, har disse attituder ændret sig, særligt med krav fra en voksende klima- og anti-kapitalistisk bevægelse.

Jeff Hauser, som er direktør for ‘Revolving Door Project’ – der undersøger forbindelser mellem virksomheder og politikere – er bekymret over, at Moniz’ forbindelser til industrien gør ham til en særligt ringe kandidat til en plads i regeringen. ”Moniz er venner med ledere i en industri, som skal udryddes, hvis planeten skal reddes. Vi har ikke tid til at sætte elskværdige personer, som har et godt forhold til alle, på posten. Det gælder særligt i den udøvende magt, hvor vi har brug for nogen, der er forpligtet til at bruge al eksisterende magt, inklusive små sager, til at undgå klimakrisen,” sagde Hauser.

“Kollegialitet og kompromiser er muligvis nødvendige i Kongressen. Men hos den udøvende magt har man brug for nogle, der presser advokater, forskere og professionelle politikere til at få enhver reduktion af kuldioxid og metan så meget som muligt ud af systemet under den nuværende lovgivning.”

“Ernest Moniz har forsvaret sine forskellige forbindelser til industrien med, at ”industrien er en essentiel del af klimaløsningen. Den holdning var langt mere accepteret under Obamas regering, hvis fejlslåede lovgivningsmæssige kamp på klimaområdet netop byggede på et kompromis med forurenerne.”

Mens mange i demokraternes parti er gået væk fra Obama-tidens eftergivende indstilling til fossile brændstoffer, lader Moniz til at have intensiveret sin holdning. I april annoncerede EFI dannelsen af et partnerskab med AFL-CIO Energy Committee, kendt som Labor Energy Partnership (LEP), hvis repræsentant Austin Keyser fik en længerevarende taleplatform under årets DNC (Democratic National Convention, Demokraternes årsmøde, hvor partiets præsidentkandidat blandt andet vælges, red.).

Lonnie Stephenson, som er præsident for International Brotherhood of Electrical Workers (IBEW), blev for nyligt tilføjet Joe Biden’s overgangsgruppe, og var i forvejen medlem af kampagnens Climate Engagement Advisory Council. IBEW og særligt Stephenson har været modstandere af enhver udfasning af fossile brændstoffer som del af en klimaplan.

‘Green Real Deal’ imod klimavidenskaben

Det kan på den baggrund ikke komme som nogen overraskelse, at en del af energisamarbejdet i LEP’s principper er, at klimapolitikken ”skal være baseret på en bred strategi, i stedet for at målrette sig på at udfase en specifik energikilde. Den holdning strider med nutidens videnskabelige konsensus om, hvilke nødvendige skridt, der skal tages for at undgå en katastrofal global opvarmning. Ifølge 2019 Production Gap Report er verdens regeringer på vej til at producere 50 procent mere kul, olie og gas, end hvad der kan holde opvarmningen under 2 grader – og 120 procent mere, end tærsklen fra Paris-aftalen på 1,5 grader. Brugen af fossile brændstoffer er med andre ord  nødt til at blive udfaset, og det kan kun gå for langsomt.

I mellemtiden er Moniz fortsat med at udbrede historien om, at gas er ”et kritisk element” i forbindelse med at ændre landets energikilder, og han hyldede det, ved en tale på Tulane University sidste oktober, for at have ”skabt en revolution, der har ledt til størstedelen af reduktionen af CO₂“.

”Overgangen til en kul-fri økonomi behøver ikke nødvendigvis betyde udryddelsen af fossile brændstoffer,” som der står i en rapport fra EFI i forlængelse af den såkaldte ‘Green Real Deal’. Den blev udgivet af Moniz som et modsvar til Green New Deal. ”Særligt naturgas vil fortsætte med at have en vigtig rolle med at forsyne strøm og industrielle processer, der kræver høje temperaturer – en anvendelighed, der er ikke lige så nem at finde ved bæredygtige muligheder.”

”[De personer] vi stiller i magtpositioner, kommer til at have stor indflydelse på, hvorvidt vi kommer til at undgå de værste elementer af klimakrisen. Vi kan simpelthen ikke have folk ombord, som har en økonomisk interesse i at fortsætte vores afhængighed af fossile brændstoffer.”

Michelle Deatrick, Council on the Environment and Climate Crisis

Moniz’ kontroversielle rolle i Bidens kampagne kommer frem i lyset samtidigt med, at kampagnen forsøger at vise, den er seriøs i forhold til klimaforandringer. I de seneste måneder har kampagnen inkorporeret både forslag og ansatte fra venstrefløjen og klima-ambitiøse kampagner fra Bernie Sanders, Jay Inslee og Elizabeth Warren.

Michelle Deatrick, som er bestyrelsesmedlem for det demokratiske partis ‘Council on the Environment and Climate Crisis’, og som støtter Bernie Sanders, sagde, hun har været ”meget opmuntret” over hendes snakker med Bidens kampagne under og siden det demokratiske partis platform blev bestemt i august. ”Der er blevet lyttet meget, og vi er ved at bevæge os hen mod en mere dristig plan, der nærmer sig dét, vi er nødt til at gøre,” fortalte hun mig.

Moniz’ tætte forbindelse til Bidens kampagne gør hende dog nervøs. ”USA står i brand,” sagde Deatrick. ”[De personer] vi stiller i magtpositioner, kommer til at have stor indflydelse på, hvorvidt vi kommer til at undgå de værste elementer af klimakrisen. Vi kan simpelthen ikke have folk ombord, som har en økonomisk interesse i at fortsætte vores afhængighed af fossile brændstoffer.”

Teknologiske fantasifostre

I sin tale til det demokratiske partikonvent i juli lagde Moniz igen vægt på behovet for en ”alt-inklusive” tilgang. Det første mål for LEP er at ”skabe en national aktionsplan for at igangsætte teknologi til kulstof-opsamling, anvendelse og tvangsforvaltning.” Den strategi minder om den, Southern Company annoncerede i maj måned for at nå målet om at blive CO₂ neutral i 2050 – hovedsageligt gennem teknologi rettet mod negativ udledning, så man dermed kan vedligeholde investeringer i gas og kul.

”Det er utroligt vigtigt for fossilindustrien, at de kan vedligeholde en facade om, at de gør noget socialt godt. Det økonomiske aspekt er stort set ikke holdbart i nogen som helst situation,” siger Collin Rees, som er aktivist i Oil Change International. Han er meget kritisk over for teknologi baseret på kulstof-opsamling: ”Den eneste måde, det kan fungere på, er hvis det er massivt støttet af regeringen.”

I mellemtiden forklarede Lonnie Stephenson fordelene ved ”grønt kul” ved en virtuel kampagne sidste uge. Hun citerede sin fagforenings samarbejde med Moniz om en energipolitisk strategi. At grønt kul vil bane vej for uafhængighed af kul har været en typisk salgstale brugt af fossilindustrien uden meget belæg at komme efter, og klimaforskere har advaret om, hvor farligt det er at være for afhængig af netop disse og andre dyre, hovedsageligt ubekendte teknologier til kulstof-opsamling som middel mod klimakrisen.

Opgør med fortidens politiske kurs

Som bestyrelsesmedlem i Southern Company og som tidligere energiminister burde Moniz være bedre bekendt med begrænsningerne ved kulstof-opsamling end de fleste. Forsyningsvirksomhedens Kemper Project havde til formål at udstille dets potentiale, om hvordan det kunne konvertere kul til gas og fjerne størstedelen af kraftværkernes udledninger af kuldioxid. Da han som energiminister i 2013 besøgte Kemper, sagde Moniz, at hans administration var ”forpligtet på at fremme teknologi, der gør kul mere effektivt, økonomisk og bæredygtigt – og ville sikre kullets plads i Amerikas grønne energi-fremtid, og samtidig bekæmpe konsekvenserne af klimakrisen.”

Kemper Project har siden opstarten i 2010 modtaget gavmild støtte fra energiministeriet. Efter en årrække med voksende budgetter, dårlig ledelse og beskyldninger om svindel, annoncerede Southern Company i 2018, at kraftværket ville fortsætte med konventionel naturgas. I mellemtiden var udgifterne eksploderet fra 2,4 milliarder $ til 7,5 milliarder $. Som Steve Horn har skrevet om, driver Southern Company også et National Carbon Capture Center støttet af energiministeriet, som muligvis kan komme til at få yderligere statslig støtte.

”For Moniz er det ikke rart at tænke på, at han har fejlet i at målrette statens arbejde på en måde, som ville kunne have undgået katastrofe,” sagde Jeff Hauser, som argumenterede for nye stemmer i regeringen. ”Det er man meget mindre tilbøjelig til at tro, hvis man kommer ind som ny i regeringen og uden en følelsesmæssig tilknytning til den tidligere førte politik. En klarsynet, videnskabelig tilgang til, hvad der sker, ville også betyde en erkendelse af, at den tidligere politiske kurs har været utilstrækkelig.”

I sin ministerperiode oplevede Ernest Moniz ikke meget modstand fra politikerne, da han skulle godkendes i Senatet, og han blev enstemmigt valgt med 97 stemmer mod 0. Bliver han godkendt denne gang, håber de progressive på et andet scenarie. ”Hvis du er (Jeff) Merkley eller (Ed) Markey eller (Sheldon) Whitehouse, og du gerne vil fastholde din troværdighed på klimaspørgsmålet – og én som Moniz så bliver stillet foran dig – så er du nødt til at være imod at godkende ham.”, sagde David Segel, direktør for Demand Progress med henvisning til de demokratiske senatorer fra hhv. Oregon, Massachusetts og Rhode Island.

Den nemmere løsning – og den løsning de progressive brevunderskrivere håber på – er, at Joe Biden fuldstændig vil undgå Moniz og lignende fortalere for den fossile kulstof- og brint-industri.

Oprindeligt bragt på New Republic: The Biden Adviser Who Gives Climate Activists Nightmares

---