Et brevs poetiske intimitet – anmeldelse af “Hvor end havet skyller dig op”

Brevet er der, hvor litteraturen begynder og slutter. Det er det første, et menneske skriver, og mange forfattere vender også senere i livet tilbage til brevet, fordi brevet tilbyder en frihed fra de andre litterære genrers snærende bånd og konventioner.

I et brev er alt muligt, her kan alt siges – og intet. Brevet betjener sig af privatlivets intimitet, hvor et ”jeg” henvender sig til et ”du” med en forventning om at blive hørt og få et svar. Det offentligt publicerede brev er selvfølgelig bevidst om, at også andre læser med, men det personlige brevs energi bliver fastholdt.

Udvekslinger af personlige forhold

I digtsamlingen ”Hvor end havet skyller dig op”, som er udgivet af Forlaget Silkefyret, møder vi to meget forskellige forfattere. Der står digte på bogens omslag, men det er måske mest af kommercielle årsager, fordi enhver bog skal tilhøre en veletableret genre.

Måske er der ikke tale om digte, men om breve der bevæger sig mellem personlige forhold og århundreders historie om det, der er blevet fragtet over havet – krydret med en stilfærdig rytme, som godt kunne minde om et digts sang.

Anne Green Munk er dansk forfatter og litteraturforsker. Hendes personlige historie er forbundet med Dansk Vestinden og slaveriet. Slaverne kom fra det nuværende Ghana i den vestlige del af det afrikanske kontinent. Hun skriver breve til Gabriel Awuah Mainoo, og han skriver til hende.

Han er fra Ghana – og er digter og forfatter, redaktør og dramaturg. Også han er knyttet til slaveriet. Hans forfædre var blandt de mange, der blev fragtet over havet for at indgå i danskernes bestialske maskine for at opnå mere af alting. Ikke kun danskerne, men mange nationers forfædre blev badet i sukker og klædt i bomuld. Noget hverken de eller vi næppe nogensinde vil komme os over.

De to forfattere skriver breve til hinanden, og på den måde inviterer de læseren indenfor. Ligesom i mange andre offentliggjorte breve får vi lov til at læse med over skulderen på et menneske. Det giver mulighed for at få en nænsom forståelse af noget, som måske ellers kun kunne have været sagt på en uforsonlig måde.

De første breve bærer deres navne som titler, og de er skrevet med den konkrete henvendelse for øje. Anne skriver ”Kære Gabriel”, og han skriver tilbage til hende med et ”Kære Anne”, og sådan fortsætter de på de første 5-6 sider i begge af bogens to dele.

Slaveriets uforglemmelige efterveer

Meget hurtigt forsvinder brevene – i hvert fald forlader vi deres navne og henvendelsen til en konkret anden. Teksterne ligner meget hurtigt alle mulige andre digte med abstrakte titler, hvormed vi bevidst bliver sendt ind i fortællinger om kolonialisme, slaveriets koordinater og moderne eksempler på den samme historie.

Måske er det heller ikke digte. Hvad er overhovedet et digt? Vi har endnu ikke talt om, hvad et digt er, men enhver tekst kan vel være et digt – eller ikke et digt. Vi har kun fortalt om brevets rytme og energi.        

Det er med skuffelse, at vi forlader brevene med den navngivne henvendelse. Herefter overlades vi til tekster, der ikke indeholder tvivlen. De fastholder deres indhold, som vi fornemmer, er bestemt på forhånd, og de er ikke påvirket af noget andet. Bogen lover to digtere, der skaber fælles sprog, men vi bliver udsat for koloniale konstateringer.     

I indledningen til bogens anden del bliver vi glade, fordi den personlige brevveksling vender tilbage, men det er desværre kun en kortvarig trøst, inden vi igen bliver efterladt med golde notater fra St. Croix, havet og imperiets dominans.  

Skuffelserne er størst, når mennesker forventer noget andet

Der er ikke noget i vejen med bogen. Det er en fin samling af tekster udvekslet mellem to forfattere med meget forskellige baggrunde på tværs af verden med de bedste intentioner om gensidig forståelse, men jeg forventede noget lidt andet – og jeg mener, at forlaget utilsigtet leder os på afveje.

Måske begynder og slutter litteraturen ikke med et brev. Litteraturen ødelægger derimod brevet. Det er litteraturens insisterende vilje til offentliggørelse, der forhindrer brevets sans for det personlige.

Derfor kan brevet kun bevare sin særlige energi og sprøde omtanke, hvis alene det menneske, brevet henvender sig til, læser det skjult fra de andres overvågning.

Brevet lever kun, hvis vi beskytter det private fra indtrængende krigere.

”Hvor end havet skyller dig op”
Anne Green Munk & Gabriel Awuah Mainoo
Forlaget Silkefyret, 2024. 76 sider.
200 kr.