Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
2. juni. 2019

Jan Hoby: Et folketingsvalg mellem social kamp og nyfascisme

Valget den 5. juni er historisk, men af andre grunde end de fleste meningsdannere siger. Det er først og fremmest af to afgørende årsager, som peger i hver sin retning, men som er et resultat af samme proces: den sociale klassekamp og nyfascismens indtog.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.


Valget den 5. juni er historisk, men af andre grunde end de fleste meningsdannere siger. Det er først og fremmest af to afgørende årsager, som peger i hver sin retning, men som er et resultat af samme proces: den sociale klassekamp og nyfascismens indtog.


Af Jan Hoby

Det forestående folketingsvalg er blevet udråbt som det vigtigste siden jordskredsvalget i 1973, hvor de tre nye partier Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti pludseligt blev repræsenteret i Folketinget, og totalt forrykkede den traditionelle balance.

Men valget den 5. juni er mere end det. Det er historisk, men af andre grunde end de fleste meningsdannere siger. Valget den 5. juni er først og fremmest historisk af to afgørende årsager, som peger i hver sin retning, men som er et resultat af samme proces. Nemlig den sociale klassekamp og nyfascismens indtog.  

Følg folketingsvalget på Solidaritet

Normaliseringen af fremmedhadet hævner sig

Den 5. juni står åbenlyst racistiske og nyfascistiske partier til at blive valgt ind i Folketinget. Nye Borgerlige er en ekstrem sammensmeltning af Fremskridtspartiet og Liberal Alliance, og Stram Kurs er et nyfascistisk parti i bredeste forstand, bortset fra manglen på fysisk voldelige tæskehold. Dermed bliver Danmark normaliseret med resten af verden og i særdeleshed Europa. Den politiske og klassemæssige polarisering, som har ramt det europæiske kontinent, har nu indhentet Danmark.

Nye Borgerlige er en ekstrem sammensmeltning af Fremskridtspartiet og Liberal Alliance, og Stram Kurs er et nyfascistisk parti i bredeste forstand, bortset fra manglen på fysisk voldelige tæskehold.

For hvem havde troet i deres vildeste fantasi, at der i verdens såkaldt lykkeligste land skulle opstå to alternativer til højre for Dansk Folkeparti? Men tingene er ikke så stillestående, som mange gerne vil tro. Den europæiske syge: Højreekstremisme og nyfascisme stikker sit infame, menneskefjendske og hadefulde ansigt frem igen. Europa går til valg den 26. maj i en periode, hvor man føler, at man lever i en gyserfilm, bygget på 30’erne. I hovedrollerne ser vi anden generation af højreekstremistiske partier, som i hele Europa overhaler de gamle, første generations-højrepopulistiske partier højre om. Det har vi set i Holland, hvor det ultranationalistiske Forum voor Democratie (FvD) fik en jordskredssejr ved provinsvalgene i marts 2019, og ved det spanske parlamentsvalg i april, hvor det nyfascistiske parti VOX stormede frem. Hvis femøren ikke er faldet før, så skulle den gerne være det nu. Fascismens og dermed racismens spøgelse går gennem Europa.

I hele Europa ser vi anden generation af højreekstremistiske partier, som overhaler de gamle første generations-højrepopulistiske partier højre om. “Danmark er ikke en øde ø, der er blot en længere inkubationstid” ifølge Jan Hoby. Illustration: itsgoingdown.org

Danmark er ikke en øde ø eller isoleret fra resten af verden. Der er blot en længere inkubationstid. Det er de såkaldte moderate racistiske, islamofobiske og fremmedfjendske partier og deres politik, der i land efter land er årsagen til de højreekstremistiske partiers vælgeropbakning. Det er ikke flygtning, indvandrere og muslimer, der er årsagen, selv om det er det fremherskende narrativ. Jo mere de gamle magtpartier fører benhård indvandrings- og flygtningepolitik, jo bedre går det for racistiske, islamofobiske og nyfascistiske partier. Og jo mere medierne skriver om flygtninge, indvandrere og muslimer, jo bedre går det for racistiske, islamofobiske og nyfascistiske partier. Overalt i Europa.

Det er ikke overraskende, at de førerende meningsdannere i Danmark igen og igen fejlanalyserer den politiske udvikling, som de også gjorde med Trump, Brexit, siden Nye Borgerlige og, sidst men ikke mindst, Stram kurs. Udviklingen er ikke overraskende, hvis man interesserer sig for og anerkender, at vi lever i et klassesamfund.  Men hvad den gennemsnitlige meningsdanner heller ikke forstår er, at ligesom kapitalisme uden konkurs, er kapitalisme uden racisme og fascisme lige så usandsynlig, som kristendom uden helvede. Fascisme og racisme er følgesvend til kapitalisme, og det forstærkes under kriser. Den nyliberale krisepolitik, som føres overalt i Europa, forstærker politikerleden og understøtter racistiske og fascistiske strømninger. Det er derfor, man med rette kan tale om 30’erne i slowmotion. Rasmus Paludan og Pernille Vermund er selve symbolet på udviklingen.

… hvad den gennemsnitlige meningsdanner heller ikke forstår er, at ligesom kapitalisme uden konkurs, er kapitalisme uden racisme og fascisme lige så usandsynlig, som kristendom uden helvede

Arbejderbevægelsens svigt – loyaliteten overfor socialdemokratiet

Vi lever i en omfordelingstid. Konkurrencepresset øges i skole-, arbejds- og samfundslivet. Stadig flere og flere oplever utryghed, uvished, usikkerhed og en uro for fremtiden. Desværre er der ikke meget håb at hente hos arbejderbevægelsen. For fag- og arbejderbevægelsen er i defensiven samt i ideologisk og politisk krise. Højrepopulismens succes er et resultat af, at de europæiske socialdemokratier har omfavnet nyliberalismen og givet op overfor arbejderklassen. Og det har haft store konsekvenser – løbske klasseforskelle, stigende ulighed og erodering af velfærdsstaten.

Det er i den situation, som er et europæisk fænomen, at højrepopulismen og endnu mere yderliggående højrekræfter, har kunnet samle den frustration og indignation op, som forståeligt har spredt sig som en steppebrand i en verden med omfattende kriser, stadig større ulighed, afdemokratisering og magtesløshed, og dreje det i en perverteret retning. Folkets og arbejderklassens utilfredshed og sociale uro er desværre ikke taget alvorligt af arbejderbevægelsen og venstrefløjen. Det har forstærket udviklingen, at Socialdemokratiet har omfavnet nyliberalismen og givet op overfor arbejderklassen.

I hele Europa har vi ifølge Jan Hoby set en socialdemokratisk omfavnelse af neoliberalismen – godt illustreret af Tony Blairs tidligere rådgiver Alastair Campbell (tv.), der for nyligt blev ekskluderet fra det engelske Labour Party, da han proklamerede at han til EU-valget havde stemt på The Liberal Democrats. Foto: Wiki Commons

Men ikke nok med det, så har Socialdemokratiet også lavet knæfald for højrepopulismens fremmedfjendske flygtninge- og indvandringspolitik, og har bevæget sig så langt til højre værdipolitisk, at de stemte for regeringens og Dansk Folkepartis paradigmeskifte. Det har været med til at normalisere den racistiske, islamofobiske og umenneskelige politik i forhold til indvandrere, flygtninge og muslimer, og det har haft den konsekvens, at fagbevægelsens top stort har været tavse i spørgsmålet om den uværdige behandling af mennesker på flugt fra krig, nød og elendighed. Først og fremmest fordi fagbevægelsens top udviser større loyalitet overfor Socialdemokratiets ledelse end over for deres medlemmer og medmennesker. I dag er den antiracistiske kamp isoleret til venstrefløjen og andre humanistiske kræfter.

Det er altså først og fremmest arbejderbevægelsen og venstrefløjens svagheder, der har styrker den yderste højrefløj. Hvis arbejderbevægelsen og venstrefløjen ikke er i stand til at udvikle et troværdigt alternativ til nyliberalismen, som har undergravet velfærdsstaten og trygheden, så kommer den yderste højrefløj med et svar. Det er desværre en dyrekøbt historisk erfaring, at arbejderbevægelsen ikke kan bekæmpe fremvæksten af fascistiske bevægelser ved at kaste sig i armene på de borgerlige og overklassen – og sammen med dem erklære sig forargede eller prøve at “tie fascismen ihjel”, mens man sammen lovpriser og står vagt om det bestående system.

Så det er ikke det sidste, vi ser til en stærkt bekymrende udvikling, det er blot begyndelsen på det, der er i vente, for Europas demokratisk tradition kan meget vel lide Weimarrepublikkens skæbne med lige så katastrofale resultater. Der er ikke tale om en flygtninge- eller indvandringskrise i Europa. Men en solidaritets- og racismekrise.

Den sociale massekamp og valgkampen

Men alt er ikke uden håb. For den gode nyhed er, at den sociale massekamp er tilbage for fuld skrue. Og for første gang ser vi et folketingsvalg med et utal af folkelige protester, demonstrationer og markeringer landet over. Det er aldrig set før i det omfang og størrelse. Det er udtryk for en hel særlig udvikling, som meningsdannerne heller ikke har blik for. Meningsdannerne og medierne har for længst lagt klassekampen i graven; de eneste kampe, der officielt udkæmpes, finder sted på Facebook og Twitter samt på Christiansborg op til et folketingsvalg. Men 2019 er og bliver helt anderledes.

Det skyldes først og fremmest, at klassekampspendulet svinger mod venstre og social kamp. Lønmodtagersiden er ved at ryste granatchokket fra finanskrisen 2008-2016 af sig og finder langsomt, men sikkert modet, viljen og styrken til at give arbejdsgiverne og overklassens repræsentanter kvalificeret modspil. I tredje og fjerde kvartal af 2017 så vi de uofficielle og overenskomststridige strejker vende tilbage efter mange års totale nulpunkt, og den gode nyhed har siden været, at det er arbejdstagerne, der vinder. Det har vi set hos både strejkende lastvognschauffører, buschauffører, stilladsarbejdere, slagteriarbejdere, catering-arbejdere, skraldemænd og bygningsarbejdere. Antallet af strejker stiger, og fælles for dem er, at selvtilliden er tilbage hos de strejkende, og at arbejdsgivernes diktater ikke længere accepteres. Seneste understreget med SAS piloternes entydige sejre over SAS-ledelsen. 

Antallet af strejker stiger, og fælles for dem er, at selvtilliden er tilbage hos de strejkende, og at arbejdsgivernes diktater ikke længere accepteres

Klassekampspendulets svingninger

Styrkeforholdet mellem de forskellige klasser har fungeret som et pendul, lige så længe som klassesamfundet har eksisteret. Fra den ene yderposition til den anden – og så tilbage igen. Kampen har altid handlet om at sikre, at pendulet aldrig når hele vejen tilbage til modstanderens yderposition for at fastholde så meget som muligt af de tilkæmpede positioner, forbedringer og rettigheder. Desværre har klassekampspendulet svunget længst over på højrefløjen, arbejdsgivernes og kapitalens side, siden nyliberalismen for alvor blev introduceret af Nyrupregeringen i 1993. Et enkelt lyspunkt var overenskomststrejken i 1998, som sikrede alle lønarbejdere den 6.ferieuge.

Ser vi på de to seneste penduludsving, hvor henholdsvis lønmodtagersiden og arbejdsgiversiden har haft fordelen, er resultaterne markant forskellige. Fra 2003 til sommeren 2008 svingede pendulet mod venstre. Faglige og sociale bevægelser havde fat i den lange ende med antikrigs-demonstrationerne i 2003, de store velfærdsdemonstrationer og de socialistiske ballademagere i 2006, de vilde SOSU-strejker i 2007 og sluttelig den succesfulde overenskomststrejke i 2008 med kravet om 5000 kroner mere om måneden. Kendetegnende for perioden var, at den ikke på noget tidspunkt bød på et grundlæggende opgør med den nyliberalistiske krisepolitik, men blot udtrykte spirende frustration over dansk krigsdeltagelse og over stigende ulighed. I denne periode var der masseopbakning til masseaktivisme, men aktivismen voksede aldrig over i en massemobilisering af den slags, hvor de koncentriske cirkler for alvor kommer i bevægelse, og hvor tusindvis af mennesker gennem selvstændige aktiviteter, mobilisering og kollektiv handling får ændret det politiske billede grundlæggende, som man eksempelvis så i en række arabiske lande i 2010-2011.

Tahrir-pladsen i Egypten dannede i 2011 ramme for massemobiliseringer, og var en vigtig del af Det Arabiske Forår. I Danmark voksede de store velfærdsdemonstrationer aldrig over i voksede aldrig over i en massemobilisering af den slags man så der i sidste store mobiliseringsperiode ifølge Jan Hoby. Foto: Mohamed Azazy / Flickr

Lys for enden af tunnelen

OK 2018 var bekræftelsen på, at klassekampspendulet svingede mod lønarbejdernes og den sociale massekamps side. Aldrig før havde der været så stort et sammenhold mellem fagforbund, fagforeninger og de 650.000 offentlige ansatte. For en stund var fagchauvinisme, selvtilstrækkelighed og egennyttighed erstattet af, at ”ingen kan vinde alene”. Det understregede endnu engang, at der er intet som kollektiv handling og fællesskabets styrke, der flytter holdninger, værdier og stemmer.

Men det store spørgsmål var, om stemningen og ånden fra OK18 var en engangsforestilling. Svaret kom den 6. april 2019, hvor vi så de største folkelige protester i mere end 57 byer og med mellem 50.000 til 70.000 deltagere, nemlig forældreoprøret imod de kummerlige forhold i landets daginstitutioner. Det var den berømte ketchupeffekt, som viste sig på smukkeste vis, og som for første gang nogensinde satte børns hverdagsliv og daginstitutioner allerøverst på den politiske dagsorden. Højere end det nogensinde er sket ved et kommunalvalg – og det skete, fordi folk viste sig i mandtal på gader, stræde og rådhusspladser landet over.

Op til valget står folkelige demonstrationer, protester og aktioner i kø for at påvirke både folketingsvalget den 5. juni og EU-valget den 26.maj. Tirsdag den 14. maj afholdte græsrodsinitiativet Skrot Budgetloven demonstration på Christiansborg Slotsplads imod budgetlovens velfærdsødelæggende effekt på kommuner, regioner og statslige uddannelsesinstitutioner. Den 19. maj var der landsdækkende aktionsdag mod diskrimination, racisme og fascisme

Den 24. maj deltog titusinder af klimastrejkende danske skoleelever, gymnasieelever og universitetsstuderende i den globale klimastrejkedag. Det fantastiske ved den globale klimastrejkebevægelse, er at en hel generation lære at strejke og gjort har strejke til et ord og en handling der forbindes med forvandling og forandring.

Den 25.maj blev folkets klimamarch med Greta Thunberg som hovedtaler, en magtdemonstration, der satte en fred streng under, at klimakamp er social kamp, og social kamp er klimakamp. Søndag den 2. juni gentager forældredemonstrationerne fra den 6. april succesen med demonstrationer i over 30 byer landet over med kravet om minimumsnormeringer. Denne gang med aktiv deltagelse, opbakning og støtte fra BUPL, FOA, og LFS, lokale fagforeninger og medlemmer.  Aldrig før har børns hverdagsliv været så højt på den politiske dagsorden, hverken til kommunalvalg eller folketingsvalg. Det er alene fællesskabets styrke og kollektiv handling, der har sikret det. Derfor er det ikke overraskende, at blandt hovedtalerne på demonstrationen finder vi Mette Frederiksen, Pernille Skipper og Pia Olsen Dyhr. Det siger noget om det massiv pres der er på den kommende socialdemokratiske statsminister.

Som rosinen i enden, afholdes der antiracistisk demonstration den 4.juni, dagen før valget, på Rådhuspladsen i København.

Et stort hoved på en lille krop

Valget kommer for en stor del af danskerne til at handle om, at de vil vise deres holdninger til velfærd, klima og racisme og fascisme. Det kan og vil kun gavne venstrefløjen, og både SF og Enhedslisten har stor fremgang. Men skal det virkelig rykke, så skal der helt andre boller på suppen, hos fagbevægelsen, venstrefløjen, og i særdeleshed den faglige venstrefløj. Venstrefløjens allerstørste udfordring, i Danmark og Europa, er, at det parlamentariske hoved er blevet megastort, kompetent, seriøst og troværdigt. Problemet er, at dets udenomsparlamentariske krop og muskelkræft aldrig har været svagere. En situation der er præcis det modsatte af tilstanden i det 20. århundrede. Hvad hjælper det, man stræber efter magten, hvis venstrefløjspartiernes organisationer ikke er netværk af socialister, der kan handle kollektiv sammen? Eller har en massiv forankring i arbejderklassens organisationer? Hvad hjælper det, hvis partiafdelinger befolkes af mennesker der har hjertet til venstre, men er total afkoblet fra enhver form for social bevægelse og klassekamp? Hvad hjælper det, at faglige tillidsfolk er skabssocialister og er ved at skide grønne grise ved tanken om at deres medlemmer skulle opdage, at de var medlem af f.eks. Enhedslisten?

Skal pendulet for alvor svinge arbejderklassens vej, så kræver det både opbygning af netværk af tillidsfolk og faglige aktive samt en faglig venstrefløj, der kan og vil udvikle stærke, bæredygtige handlingsfællesskaber. Der er desværre intet quick fix. Men optakten til folketingsvalget den 5. juni er den bedste gave, som venstrefløjen, fagbevægelsen og alle andre, der ønsker sig en bedre verden, kan ønske sig. For der intet alternativ til kollektiv handling. Klassekamp flytter holdninger, værdier og politik mere end alt andet.  Og der venter seriøse arbejdskampe lige rundt om hjørnet, nemlig de kommende overenskomstforhandlinger i 2020 på det private arbejdsmarked. Så der er grund til optimisme i de fremadrettede aktiviteter.

Der er desværre intet quick fix. Men optakten til folketingsvalget den 5. juni er den bedste gave, som venstrefløjen, fagbevægelsen og alle andre, der ønsker sig en bedre verden, kan ønske sig

Mange siger demonstrationer, aktioner, civil ulydighed, strejker, generalstrejker og sociale massebevægelse ikke nytter, lige indtil det virker, som nu. Det er det, der er det historiske og håbet ved valget den 5. juni.


Jan Hoby er Næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger.


Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER