Et fyrtårn i europæisk filosofi: Mindeord om Jürgen Habermas

Jürgen Habermas var et fyrtårn i efterkrigstidens europæiske filosofi og politiske samtale.

Habermas’ død markerer et vendepunkt i den europæiske kulturhistorie: Med ham slukkes de sidste lysstråler fra en periode i tysk og europæisk historie, som var defineret af social, politisk, fysisk og moralsk genopbygning, efter ”Det gamle Europa” var blevet begravet i ruinerne fra to verdenskrige.

Habermas forblev lige indflydelsesrig og kontroversiel. Hverken det politiske liv i nutidens Tyskland eller Tysklands akademiske verden ville være det samme uden Habermas. I disse dage bliver han hyldet i mindeord over hele verden, men i de senere år var han også genstand for vrede og protestbreve fra både borgere og kolleger på grund af hans holdninger til Tysklands forhold til jøderne og Israel.

Han har betydet mange ting for mange forskellige mennesker. Her er, hvad han betød for mig.

Habermas’ ånd

Habermas er uden tvivl den største intellektuelle figur i mit liv. Ingen har haft større indflydelse på mine egne tanker om politik og filosofi. Det føles som om, jeg har brugt mere end et årti af mit liv i akademiske og sociale kredse i Frankfurt, Berlin og København, hvor Habermas’ Geist var en del af det, der bandt det hele sammen – også selvom han selv befandt sig langt væk i Bauhaus-villaen i Starnberg.

Habermas’ tanker var et gennemgående tema i både min kandidateksamen i Oxford og min Ph.d.-afhandling i Frankfurt. Størstedelen af mine akademiske udgivelser beskæftiger sig direkte med aspekter af Habermas’ tænkning – eller er indirekte inspireret af den indsigt og de frustrationer, jeg har taget med mig ved at beskæftige mig med hans værk.

Da jeg skrev min Ph.d.-afhandling i Frankfurt i begyndelsen af forrige årti, havde jeg flere ad hoc vejledninger med ham, når han besøgte sin intellektuelle Heimatstadt. Allerede dengang var han en gammel mand – tydeligt fysisk svækket, men med hele sit formidable intellekt intakt. Jeg oplevede ham som en mild, lattermild og nysgerrig person. Han var berømt og berygtet for sin nærmest overmenneskelige belæsthed, og han kunne være syleskarp, hvis han oplevede, man ikke var hjemme i sit stof, eller hvis han var uenig med én om noget, han opfattede som væsentligt.

Til vejledningerne havde jeg altid forberedt en række teoretiske spørgsmål på baggrund af de kapitler i min afhandling – og senere bog – som jeg bl.a. skrev om hans tænkning. Men det endte flere gange med, at jeg sad tryllebundet og lyttede til anekdoter om Adorno, Heidegger, Foucault og andre skikkelser fra hans magiske liv, der som ingen andre bandt den tyske og europæiske filosofihistorie, samfundsudvikling og politiske udvikling i det 20. og 21. århundrede sammen i én livserfaring.

Et sort får

For mange på venstrefløjen var Habermas et sort får. Han ”ødelagde Frankfurter-skolen”, forrådte marxismen (eller måske endda Marx selv), var en naiv rationalistisk modernist, en apologet for kolonialisme og så videre.

I mine ører misser alle disse reduktive beskyldninger deres mål. Jeg har altid anset dem for at være overfladiske eller udtryk for manglende evne eller vilje til at gå i dybden med Habermas’ tanker og værk.

Selvom jeg ofte har været enig i kritik af Habermas – og nogle gange selv er blevet frustreret over hans arbejde eller offentlige interventioner – har jeg altid kunnet finde noget i hans tanker, som hjalp mig med at komme ud over det, jeg ikke brød mig om.

Det er for mig at se netop kendetegnende for en virkelig stor filosof og inspirerende tænker: At deres værk indeholder åbninger og muligheder for at bevæge sig ud over ophavsmandens svagheder og blinde vinkler.

Demokrati og marxisme

Man kan forstå Habermas som den figur, der for alvor demokratiserede venstrefløjens tankegrundlag. Marxismens arv indeholder en radikalt frigørende impuls og en kompromisløs demokratisk drivkraft. Men den rummer også potentialet for teknokratiske dystopier om totalitær natur- og samfundsbeherskelse og social planlægning.

Allerede fra sine yngste år var Habermas opmærksom på dette totalitære potentiale, der lå på lur i den intellektuelle og filosofiske tradition, som han følte sig forpligtet på. Han gav sig i kast med at gentænke og genordne det marxistiske projekt på en måde, der gjorde demokrati til marxismens altgennemsyrende princip.

Efter min mening gik dele af marxismens tradition tabt i den proces. Dele – såsom økonomi-kritikken – der stadig har stor teoretisk og politisk værdi, og som er fuldt forenelige med præmissen om demokratiets absolutte forrang.

Samtidig siger det noget væsentligt om, hvor enestående Jürgen Habermas var som tænker i vores samtid. Han forsøgte virkelig at gentænke og omforme Karl Marx’ projekt – ikke som kustode eller forvalter af hans idéer, men som Marx’ intellektuelle og filosofiske ligemand.

Hvis man vil forandre verden, må man forstå verden

Dér, hvor Habermas som samfundstænker føles mest relevant for mig i dag, er hans insisteren på, at en dyb forståelse af samfundet og et ønske om at forandre og forbedre samfundet er hinandens nødvendige forudsætninger. Vi kan ikke engang begynde at forstå den sociale verden omkring os, hvis vi ikke er opmærksomme på dens ”revner og sprækker” (som Adorno formulerede det). Og vi kan slet ikke håbe på at forandre verden, hvis vi ikke forstår dens dybe strukturer og dynamikker.

For oplysning og frigørelse hænger uløseligt sammen: Det er lige så sandt for vores nuværende, stadig mørkere historiske øjeblik, som det var for det virkeligt mørke historiske øjeblik, hvorfra Jürgen Habermas’ tænkning udsprang.

Det er disse animerende tanker, som han overtog fra Horkheimer og Adorno – hans egne intellektuelle fædre – og bragte ind i vores nutid i en kompromisløst demokratisk form. Og det er også den arv, han nu har efterladt til os, som vi skal tage til os, forme og føre videre.

Det demokratiske projekt

Habermas’ død føles, som om noget grundlæggende er forandret i vores fælles kulturhistorie. Og som en venstre-hegelianer i hjertet ville Habermas nok være enig i, at det vil tage en rum tid, før vi kan forstå, hvad denne forandring kommer til at betyde.

Som jeg skrev i forordet til min bog fra 2023, vil Habermas altid være mit store intellektuelle forbillede – som filosof, som samfundstænker, og som engageret demokrat og offentlig intellektuel.

For Habermas praktiserede sin egen filosofiske indsigt: I en tid, hvor demokratier svækkes og dør verden over, minder Habermas os om, at demokratiet kun lever og ånder, så længe vi selv trækker vejret gennem det.