Retssagen mod Julian Assange er gået i gang. Mange frygter, at konklusionen er givet på forhånd af en partisk dommer, og at han vil blive udleveret til USA. Foto: Henry Nicholls
15 min. læsetid

John Pilger har bevidnet Julian Assange’s udleveringsretssag fra de offentlige sæder i det historiske Old Bailey i London. Han har i den forbindelse talt med Timothy Erik Ström fra australske Arena om det, han kalder “skamfuldt og skandaløst”.

Oversat af Kenny P. Christiansen


Af John Pilger, Counterpunch

John Pilger: – Du har direkte bevidnet Julian Assanges retssag. Kan du beskrive den fremherskende atmosfære i retssalen?

Timothy Erik Ström: Den fremherskende atmosfære har været chokerende. Det siger jeg uden tøven; jeg har været i mange domhuse, men sjældent set en sådan korruption af den juridiske proces. Det her  er hævn. Hvis vi ser bort fra det ritual, vi kan kalde “britisk retfærdighed”, har det sommetider haft en stemning af en stalinistisk skueproces.

Én forskel er, at i skueprocesserne stod den anklagede dog værdigt i retten. I Assange-retssagen var den anklagede buret inde bag tykt glas, og han var derfor nødt til at glide igennem en lille spalte i glasburet, overvåget af sin vagt – bare for at kunne komme i kontakt med sine advokater.

Hviskende lavmælt gennem et mundbind, blev hans budskab viderebragt via Post-It’s, tværs igennem lokalet – hen til hvor hans advokater sad og argumenterede for sagen mod hans udlevering til et amerikansk ‘helvedeshul’.

Torturlignende dagligdag

Overvej for en stund Julian Assange’s dagligdag under retssagen, denne australier anklaget for sandhedsafalørende journalistik. Han bliver vækket klokken fem i sin celle i Belmarsh-fængslet, i den dystre, sydlige del af London. Første gang jeg mødte Julian i Belmarsh – efter at have gennemgået en halv times “sikkerhedskontrol”, der inkluderede en hundesnude bagi – fandt jeg en smerteplGET,  tynd figur, der sad alene iført et gult armbånd. Han havde tabt mere end 10 kilo i løbet af få måneder; hans arme havde ingen muskler. Hans første ord var: “Jeg tror, ​​jeg mister forstanden”.

Jeg prøvede at forsikre ham om, at det ikke var tilfældet, hans mod og modstand er uden sidestykke. Men der er en grænse… Det er mere end et år siden. I de seneste tre uger er han blevet vækket før daggry, strip-undersøgt, lænket, og klargjort til transport mod den centrale strafferet, ‘Old Bailey’, i en lastbil – som hans partner, Stella Moris, betragtede som en ophøjet kiste.

Lastbilen havde et lille vindue; hvor han måtte stå usikkert for at kigge ud. Lastbilen og dens vagter blev betjent af Serco, en af ​​mange politisk forbundne virksomheder, der driver store dele af Boris Johnson’s Storbritannien.

“Den overvældende partiskhed i de domstole, jeg har siddet i – i år og sidste år – hvor Julian har været på anklagebænken, ødelægger enhver forestilling om britisk retfærdighed.”

+

Rejsen til Old Bailey tog mindst halvanden time. De giver mindst tre timers sneglende trafik hver dag. Han blev ført ind i sit smalle bur bagerst i retssalen og kiggede op, blinkede og forsøgte at genkende ansigter på de offentlige rækker igennem reflekterende glas. Han så sin far John Shipton’s venlige skikkelse og mig – og vi løftede begge vores  knyttede næver . Gennem glasset rakte han ud for at røre Stellas fingre. Hun er advokat og har plads i retten. 

Wikileaks kaster lys på hemmelighedskræmmeriet

Vi er til stede til sidste del af det, filosoffen Guy Debord har kaldt “skuespilsamfundet”. Vi er vidner til en mand, som kæmper for sit liv. Hans forbrydelse er at have leveret public service af episke proportioner: At afsløre dét, som vi har ret til at vide – nemlig omfanget af vores regerings løgne, og de ulovligheder de begår i vores navn.

Skabelsen af WikiLeaks og dets fejlsikre beskyttelse af kilder, revolutionerede journalistikken og genoprettede i idealisternes øjne konceptet. Edmund Burke’s (irsk konservativ filosof, red.) opfattelse af den frie journalistik som en fjerde magt er nu en femte magt, der kaster lys over de – der sætter demokratiets lys under en skæppe, med deres kriminelle hemmelighedskræmmeri. Derfor er hans straf så hård! 

Den overvældende partiskhed i de domstole, jeg har siddet i – i år og sidste år – hvor Julian har været på anklagebænken, ødelægger enhver forestilling om britisk retfærdighed. Da politibøller trak ham væk fra sit helle på den ecuadorianske ambassade, kunne man se, hvis man nærstuderede fotografierne, at han klamrede sig til en bog af Gore Vidal. Assange har en politisk humor, der minder meget om Gore Vidal’s – en dommer gav ham en uhyrlig 50-ugers dom i et topsikret fængsel for at overtræde sin kaution.

I månedsvis blev han nægtet adgang til motion, og blev holdt i isolation under påskud af “sundhedspleje.” Han fortalte mig engang, at han vandrede rundt i sin celle, frem og tilbage, frem og tilbage i sit eget halvmaraton. I cellen ved siden af skreg den indsatte hele natten. Først blev han nægtet sine læsebriller, der var blevet efterladt under ambassadepostyret. Han blev derefter nægtet adgang til de juridiske dokumenter, han kunne forberede sin sag med, adgang til fængselsbiblioteket og brugen af ​​en almindelig bærbar computer.

Bøger som blev sendt til ham af en ven, journalisten Charles Glass, der selv har overlevet engidseltagning i Beirut, blev returneret. Han kunne ikke få lov til at ringe til sine amerikanske advokater. Han er konstant blevet medicineret af fængselsmyndighederne. Han kunne ikke svare mig på, hvad det var de gav ham da jeg spurgte. Fængselsinspektøren i Belmarsh er senere blevet tildelt “the Order of the British Empire”.

Det topsikrede fængsel Belmarsh i det sydlige London er berygtet for at være blandt landets hårdeste. Det er blevet kaldt ‘Storbritanniens Guantanamo Bay’, og har tidligere huset bl.a. den terrordømte imam, Abu Hamza. Nu er det også blevet Julian Assange’s hjem. Billede fra dokumentar om fængslet.

Psykisk tortur

I Old Bailey beskrev et af de sagkyndige medicinske vidner, Dr. Kate Humphrey – en klinisk neuropsykolog ved Imperial College, London – den skade, han havde taget: Julians intellekt var gået fra at være “i det overlegne, eller mere sandsynligt meget overlegne område”, til “betydeligt under” dette optimale niveau, til det punkt, hvor han kæmpede for at absorbere information og derfor “rangerer i det lave gennemsnitlige interval”.

FN torturekspert, professor Nils Melzer, kalder det for “psykisk tortur”, hvilket er resultatet af en bande-lignende ‘mobning’ fra regeringer og deres håndlangere i medierne. Nogle af de ekspertmedicinske beviser er så chokerende, at jeg ønsker at gentage dem her. Det må være nok at nævne, at Assange er diagnosticeret med autisme og Aspergers syndrom og ifølge professor Michael Kopelman, en af ​​verdens førende neuropsykiatere, lider han af “selvmordsbesvær”, og vil sandsynligvis finde en måde at tage sit liv på, hvis han udleveres til Amerika.

James Lewis, USA’s britiske anklager, brugte hovedparten af sit krydsforhør af professor Kopelman til at afvise psykisk sygdom, mente de fremførte risici var ‘selvopfundne’. Jeg har aldrig set et så primitivt syn på menneskelig svaghed og sårbarhed i den moderne verden. Hvis Assange bliver frifundet, vil han efter min vurdering være i stand til at få sit liv tilbage i store træk. Han har en kærlig partner, hengivne venner og allierede og en indædt styrke som en principfast politisk fange. Ydermere har han en sort form for humor. 

Hemmeligt samarbejde mellem dommer og anklagemyndighed

Men det har lange udsigter. Sammensværgelsen mellem dommeren, den dystert udseende Vanessa Baraitser, om hvem vi ikke ved meget, og anklagemyndigheden, som arbejder på Trump-regimets vegne, har været tydelig. Indtil de seneste par dage er forsvarets argumenter gennemgående blevet afvist.

Hovedanklageren, James Lewis er tidligere SAS-soldat (Special Air Service, det britiske militærs specialstyrker, red.) og er den pt højeste myndighed på Falklandsøerne. Han får stort set, hvad han beder om, blandt andet op mod 4 timer til at nedgøre ekspertvidneudsagn, imens forsvarets undersøgelser guillotineres på en halv time. Jeg tvivler ikke på, at havde der været en jury til stede, ville hans frihed være garanteret.

Den systemkritiske kunstner, Ai Weiwei, sluttede sig til os en morgen på de offentlige sæder. Han bemærkede, at dommerens beslutning allerede ville være blevet proklameret, hvis det foregik i Kina, hvilket medførte lettere mørke og ironiske spøgefuldheder. Min anden ledsager var den kendte dagbogsforfatter og tidligere britiske ambassadør, Craig Murray. Han skrev:

Jeg er bange for, at der overalt i London falder en meget ‘hård regn’ på dem, der i en levetid har arbejdet inden for institutioner med liberalt demokrati, som i det mindste bredt og normalt plejede at fungere i styringen af ​​deres egne påståede principper. ”Det har stået klart for mig, siden første dag, at jeg ser et dukkespil udspille sig foran mine øjne. Det er ikke ligefrem chokerende, at Baraitser ikke mener andet, end de skriftlige indledende argumenter betyder noget. Jeg har igen og igen berettet om, at hun i domsafsigelser har dømt folk på forhånd, inden retssagen overhovedet er gået i gang.

Mørklægning i mainstream-medierne

I Assange-retssagen forventer jeg, at den endelige afgørelse blev truffet, allerede før de indledende argumenter blev givet. USA-regeringens plan har hele tiden været at begrænse mængden af information, som offentligheden har til rådighed. Derfor har både fysiske beviser og videoadgang været stærkt begrænset. Mainstream-medierne har samarbejdet om at sørge for, at meget få mennesker i offentligheden ved, der faktisk foregår.

Der er få optegnelser over retsforløbet. Der er Craig Murrays personlige blog, Binoy Kampmark fra CounterPunch, Joe Lauria‘s livereportager på Consortium News og The World Socialist Website. Den amerikanske journalist, Kevin Gosztola har på sin selvfinansierede blog, Shadowproof sammenlagt rapporteret mere fra retssagen end de store amerikanske medier, inklusive CNN.

“Fraværet af en seriøs dækning af sagen i mainstreampressen, er mildest talt selvdestruktiv. Journalister burde spørge sig selv: “Hvis tur er det næste gang”?”

+

I Australien, Assanges hjemland, følger medierne en bestemt skabelon for “nyhedsdækningen”. London-korrespondenten fra Sydney Morning Herald, Latika Bourka, skrev for nyligt“Retten havde hørt, at Assange var blevet deprimeret, i løbet af de 7 år han befandt sig på den ecuadorianske ambassade hvorfra han søgte politisk asyl, for at undgå udlevering til Sverige for voldtægts og seksuelle overfaldsanklager.”

Der var ingen “voldtægts og seksuelle overfaldsanklager” i Sverige. Bourke’s dovne blændværk er ikke unormalt. Hvis Assange’s rettergang er århundredets retssag, hvilket jeg tror, den er, vil dets udfald ikke bare forsegle journalisters skæbne i deres muligheder for at arbejde, men true selve grundprincipperne i den frie journalistik og ytringsfriheden. Fraværet af en seriøs dækning af sagen i mainstreampressen, er mildest talt selvdestruktiv. Journalister burde spørge sig selv: “Hvis tur er det næste gang”? 

The Guardian’s hykleri

Hele affæren er skammelig. For et årti siden udnyttede The Guardian Assange’s arbejde, overtog udbyttet og priserne, såvel som en lukrativ aftale med Hollywood, hvorefter de giftigt vendte sig imod ham. Igennem hele Old Bailey-rettergangen er to navne blevet nævnt af anklagemyndighederne: The Guardian’s David Leigh, der nu er pensioneret som “redaktør for undersøgende journalistik”, og Luke Harding, den russofobiske forfatter til det fiktive scoop i avisen, som hævdede, at Trump-rådgiveren Paul Manafort sammen med en gruppe russere besøgte Assange på den ecuadorianske ambassade. Det skete ikke, men The Guardian har endnu ikke undskyldt.

Harding og Leighs bog om Assange er skrevet bag om hans ryg, og indeholdt en hemmelig adgangskode til en WikiLeaks-fil, Assange havde betroet Leigh, under det såkaldte ‘partnerskab’ med The Guardian. Det er svært at forstå, hvorfor forsvaret endnu ikke har indkaldt dem som vidner.

I bogen bliver Assange blandt andet citeret for – under en middag på en restaurant i London – at erklære sig ligeglad med, om navngivne informanter i de lækkede dokumenter blev skadet. Hverken Harding eller Leigh var til stede under middagen. John Goetz, en undersøgende journalist ved tyske Der Spiegel, var til stede ved middagen og bevidnede, at Assange ikke sagde noget i den retning. Utroligt nok stoppede dommer Baraitser Goetz fra faktisk at nævne dette i retten.

Forsvaret har imidlertid formået at demonstrere, i hvilket omfang Assange forsøgte at beskytte og usynliggøre navne i de filer, som blev frigivet af WikiLeaks, og at der ikke eksisterede troværdige beviser for, at nogle personer skulle være blevet skadet af lækagerne. Den kendte whistle-blower Daniel Ellsberg sagde, at Assange personligt havde sørget for at navnene i 15,000 filer var blevet gjort hemmelige. Den anerkendte newzealandske efterforskningsreporter, Nicky Hager, som arbejdede med Assange på lækagerne af krigene i Afghanistan og Irak, har desuden beskrevet, hvordan Assange tog “ekstraordinære forholdsregler for at hemmeligholde  informanters navne.

Civile irakere bliver dræbt af en amerikansk kamphelikopter. Det er afslørende videoer som denne, der har har gjort WikiLeaks og Julian Assange til genstand for vrede fra den amerikanske regering. De kræver ham udleveret til USA, hvor han skal dømmes for spionage.

John Pilger: Hvad er konsekvenserne af denne retssags dom for journalistik bredere sagt – er det et varsel på de ting der må komme?

“Assange-effekten” kan allerede mærkes over hele verden. Falder man i unåde hos regimet i Washington, kan efterforskningsjournalisterne retsforfølges, i henhold til den amerikanske spionagelov fra 1917; præcedens er tydelig. Det betyder intet, hvor du befinder dig. For Washington har nationalitet og selvbestemmelsesret sjældent betydet noget; nu eksisterer det slet ikke. England har kort fortalt overgivet sin jurisdiktion til Trumps korrupte justitsministerium.

I Australien lover National Security Information Act Kafka-agtige rettergange for overtrædere. Det australske TV-selskab, The Australian Broadcasting Corporation, er blevet ransaget af politiet, og journalisters computere er blevet konfiskeret. Regeringen har givet hidtil usete beføjelser til efterretnings-embedsmænd, hvilket gør journalistisk whistle-blowing nærmest umuligt. Statsminister Scott Morrison siger, at Assange må tage konsekvenserne. Den lidenskabelige grusomhed i hans erklæring forstærkes af dens banalitet.

“Det betyder intet hvor du befinder dig. For Washington har nationalitet og selvbestemmelsesret sjældent betydet noget; nu eksisterer det slet ikke. England har kort fortalt overgivet sin jurisdiktion til Trumps korrupte justitsministerium.”

+

“Ondskab”, skrev Hannah Arendt, “kommer af et forfejlet forsøg på tænkning. Den trodser tanke, for så snart tanke forsøger at engagere sig med ondskab og undersøge præmisserne og principperne, hvorfra den kommer, frustreres den, da den der intet finder. Dette er ondskabens banalitet”.

JP: Efter at have fulgt historien om WikiLeaks nøje i et årti, hvordan har denne øjenvidne-oplevelse så ændret din forståelse af, hvad der er på spil i Assange’s retssag?

Jeg har længe været kritisk over for tendensen til, at journalistik bare er et ekko af magtens stemme, og har forsvaret dem, som har kastet lys over land. Så for mig var WikiLeaks’ opdukken  spændende; jeg beundrede Assange’s respektfulde syn på offentligheden, og at han var klar til at dele sit arbejde med mainstream-journalister, men uden at slutte sig til deres lille skumle, indforståede klub. Det skaffede ham – foruden den tydelige jalousi – fjender blandt de overbetalte og talentløse journalister – som skjulte deres usikkerhed bag et slør af uafhængighed og upartiskhed.

Jeg beundrede det moralske aspekt ved WikiLeaks. Assange blev sjældent spurgt ind til dette, men meget af hans bemærkelsesværdige overskud stammer fra en stærk moralfølelse, og et stærkt princip om, at regeringer og andre med en dagsorden ikke burde arbejde bag lukkede døre. Han er demokrat ind til benet, som han også forklarede mig i et af vores første interviews i mit hjem i 2010.

Det, der er på spil for os andre, har været på spil i lang tid: Friheden til at holde autoriteter ansvarlige, friheden til at udfordre, at udstille hykleriet og til at være uenig. Forskellen i dag er, at verdens imperiemagt, USA, aldrig har været mere usikker på sin svulst-agtige opførsel, som den er nu. Som en desperat skurk drejer den os i retning af en verdenskrig, hvis vi tillader det. Den enorme trussel bliver slet ikke afspejlet i mediernes dækning.

WikiLeaks har omvendt givet os et glimt af denne voldsomme imperie-march gennem hele samfund. Tænk bare på blodbadene i Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien og Yemen, for nu at nævne få. Fratagelsen af 37 millioner menneskers rettigheder, og de 12 millioner døde mænd, kvinder og børn i ‘krigen mod terror’, foregik bag et tyndt slør af bedrag. Julian Assange er en trussel imod disse tilbagevendende rædsler. Derfor bliver han forfulgt; og det er derfor domstolen er blevet et undertrykkelsens instrument. Julian Assange burde være vores kollektive samvittighed, og derfor burde vi alle være en trussel mod dem.

Dommen i retssagen mod Julian Assange falder 4. januar.

Denne artikel er oprindelig bragt i Counterpunch: Eyewitness to the agony of Julian Assange.


John Pilger

Australsk journalist, forfatter og dokumentarist.

Læs mere af John Pilger