Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. december. 2021

Et sygt sundhedsvæsen

Det danske sundhedsvæsen er sygt. Sygeplejerskernes utilfredshed og aktioner er et symptom, men de er langt fra de eneste utilfredse. Andre faggrupper som blandt andet jordemødre og ambulancereddere er dybt frustrerede og truer med enten at lade være med at søge stillinger eller med at sige op. Det samme gælder en hel del læger. En række patientorganisationer er også utilfredse og dybt bekymrede over tilstandene i sundhedssektoren. Regeringen og fagbevægelsen har grund til bekymring.

 

 

Af Niels Frølich og Peter Raben, medlemmer af Kritisk Revys redaktion

 

Sygeplejersker i flok

volder Mette kvaler.

Hun syn’s, det må være nok

med lidt ros i taler.

Vrede over Mettes stil,

si’r de op. Og Gallups pil

får nok Mettes drenge

til at finde penge.(1)

 

Krisen i sundhedsvæsenet kan blive en katastrofe, hvis der ikke hurtigt gøres noget markant for at rette op på tingene, selv om den optimale løsning ikke kan nås fra den ene dag til den anden; men seriøse skridt i den rigtige retning må snarest besluttes politisk. Når hjælpepakker på milliarder af kroner til erhvervslivet i flere omgange har kunnet besluttes og bevilges på kort tid - må og skal det også kunne ske i forhold til sundhedsområdet. Et skridt i den rigtige retning er den såkaldte Corona-vinterpakke, der indgår som en delaftale til finansloven for 2022 (2) med henblik på at løse nogle akutte problemer på personalefronten i form af midlertidige tillæg til fastholdelse og rekruttering af personale, hvilket dog ikke vil efterkomme sygeplejerskernes krav om en forhøjelse af grundlønnen med 5.000 kr. om måneden. Men hjælpepakken forslår som en skrædder i helvede på de strukturelle problemer, der er ved at lægge sundhedssystemet i ruiner.

 

Fagbevægelsen og sygeplejerske-uroen

Det er derfor et relevant spørgsmål at rejse: Hvad foregår der i fagbevægelsen i forhold til sygeplejerske-situationen? Fagbevægelsen har ikke noget enkelt svar på, hvad der bør gøres, bl.a. fordi problemstillingen ikke bare er kompleks, men også fordi fagbevægelsen ikke i lang tid har stået over for en græsrodsbevægelse, der ikke umiddelbart ser ud til at kunne styres eller splittes.

 

Hvis der alene gives markante lønforhøjelser til sygeplejerskerne begrundet i deres meget store arbejdspres, vil andre af sundhedssektorens faggrupper med rimelig ret føle sig overset og snydt. Det vil nok ikke fremme trivsel og sammenhold. Derfor bør en hjælpepakke til sygehusene være rettet mod alle faggrupper og fordeles ud fra en forhandling mellem de faglige organisationer og regionerne. Det er også den holdning, som flere partier har talt for, især EL og SF, tilsyneladende også De Konservative og DF - men vil næppe stille sygeplejerskerne tilfreds.

 

Hvis én lidt større gruppe som de 40.000 sygeplejersker i regionerne får et betydeligt varigt lønløft, vil det kunne give en negativ udmøntning af reguleringsordningen i sin nuværende form afhængigt af, hvor stor lønudviklingen på det private arbejdsmarked vil være. Hvis der bredt gives større lønforbedringer til faggrupperne, vil det kunne få samme effekt; men så har alle eller i alt fald flere fået del i lønforbedringerne - med mindre der ændres på eller dispenseres fra reguleringsordningen. Netop en dispensation er aftalt i vinterpakken, hvor det hedder, at de "midlertidige tillæg skal kunne holdes ude af reguleringsordningen efter de gældende regler", ligesom det fremgår, at "anvendelsen af midlerne kan tilgodese alle faggrupper i sygehusvæsenet" (se artiklen Den danske model i krise i dette nummer af Kritisk Revy).

 

Det offentlige lønsystem er den blokerende faktor

Hvis sygeplejerskerne nu særskilt får et markant løft af grundlønnen, vil det kunne give udfordringer i forhold til flere andre faggrupper, der også opfatter sig som for lavt lønindplaceret. Der er i den offentlige sektor sket meget siden tjenestemandsreformen i 1969 med mange nye faggrupper, der via deres grunduddannelser eller videreuddannelse ligesom sygeplejerskerne er på professionsbachelor-niveau. Men der er også faggrupper med kortere uddannelser, som føler sig for lavtlønnede, bl.a. SOSU-assistenter og fængselsbetjente.

​​ 

En forhøjelse af sygeplejerskernes grundløn kan ses som en løftestang for andre faggrupper, men kan også føre til et større slagsmål mellem forskellige faggrupper om at få størst mulig del af en pulje til løsning af lavt- og ligeløns-problematikken. Udover at blive ramt af reguleringsordningen vil der også kunne blive problemer med lønforbedringer i procent frem for i kroner. Hvis disse barrierer skal nedbrydes, vil det kræve en enighed i fagbevægelsen, hvilket i sig selv kan blive svært nok med risikoen for, at nogle fagforeninger vil gå efter snævre løsninger, der kun er til gavn for deres egne medlemmer. Her ligger kimen til en splittelse - som de offentlige arbejdsgivere helt givet vil udnytte.

 

Lønstrukturkomiteen en syltekrukke?

Sammenhold giver som bekendt styrke, og derfor er det afgørende at finde fælles veje til en god løsning, der ikke kommer i morgen, men kan kræve lidt tålmodighed med et vedholdende pres på regering og politikere for at få løst de lønproblemer, der findes i store dele af den offentlige sektor - så lønstruktur-komiteen ikke bare bliver endnu en syltekrukke. Derfor er et vedholdende pres på komiteen og politikerne vigtigt, så det hele ikke endnu en gang ender i en sølle lappeløsning. Det pres kan opbygges på den græsrodsaktivitet, som menige sygeplejersker har igangsat med støtte fra kolleger fra andre fagforeninger, og som vil være centralt at udbygge.

 

Potentialet i uroen

Sygeplejestrejken og de videre aktioner har et stort potentiale og skaber uro både i fagtoppene, FH og formodentligt også i regeringen og regionsledelserne:

 

1. Oprettelsen af Foreningen af Danske Sygeplejersker er en nyskabelse som græsrodsorganisation, og det samme er dens massive brug af sociale medier. Det truer fagtoppens magt.


2. De oprørskes insisteren på, at det ikke ALENE drejer sig om løn, men om hele sundhedssektorens funktion samt deres insisteren på, at deres krav er en løsning for ALLE personalegrupper er strategisk rigtigt; det undsiger hele konstruktionen i sundhedssektoren med dens absurditet i form af et politisk niveau (regionerne), der ikke selv kan udskrive skatter, men må leve på nådsensbrød fra Christiansborg - og et lønsystem, der for de traditionelle kvindefag grundlæggende er en forlængelse af det ubetalte reproduktionsarbejde - og et overenskomstsystem, der giver fra den ene, men tager fra den anden og som derfor er totalt fastlåst. Det truer regeringen.


3. Faglige møder, demonstrationer, punktstrejker og nej til at tage ekstra vagter er gode kampmidler, hvorimod kollektive opsigelser er en tvivlsom aktionsform – hvis de mest aktive forlader arbejdspladserne, hvem skal så holde presset oppe? Så hvorfor ikke bare deponere opsigelserne? Det truer græsrodsorganisationen.


Sygeplejerskernes lønefterslæb viser også, at den danske model ikke i sin nuværende udformning passer til den offentlige sektor og må ændres, hvis sygeplejersker og andre med et lavt- og ligeløns-problem skal have en holdbar løsning, der ikke bare er kortsigtet lapperi, og som ikke stiller nogen tilfreds, men i værste fald skaber splid mellem faggrupperne. Og heller ikke løser den krise, som især sundhedssektoren, men også andre dele af den offentlige sektor er i.

 

Både ledelsen i Dansk Sygeplejeråd (DSR) og i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) havde klart undervurderet den utilfredshed, der er blandt sygeplejerskerne og latent også hos flere andre faggrupper. Derfor er de faglige lederes legitimitet også på spil, og de vil være under et stort forventningspres om at finde løsninger på problemer, der har fået lov til at vokse sig alt for store - måske fordi der er for lang afstand mellem toppen af fagbevægelsen og medlemmerne på gulvet. Kunsten bliver både i lønstrukturkomiteen og ved overenskomstforhandlingerne i 2024 at finde en løsning for alle, som parolen lød ved OK18 (se Til kamp for den faglige organisering, Kritisk Revy, nr. 6, 2021). Derfor kan man være skeptisk over for Jan Hobys forestillinger om en generalstrejke, som en løsning.

 

For en milliard ’honninghjerter’

Regeringen er pinligt klar over, at den langstrakte og vedvarende krise i sundhedsvæsenet ikke går væk af sig selv og faktisk truer regeringen - især hvis nye corona-varianter sætter sundhedssystemet under et sådant pres, at det er i fare for at bryde sammen.

 

Det er i det lys, man skal se aftalen på Christiansborg om en ekstra milliard til sundhedsvæsenet. For nu er den nye finanslov ude og allerede før den omtalte aftale – ’vinterpakken’ - der nok ikke lige er den julegave, som sygeplejerskerne ønsker sig. Det blev ikke som EL havde ønsket to milliarder til sygehusene, men som krævet af SF en milliard, hvilket naturligvis på ingen måde løser det strukturelle problem i sundhedssektoren, som Pia Olsen Dyhr sagde, men skal løse de akutte problemer. I hvilket omfang det så bliver tilfældet, må fremtiden vise. For set i forhold til de samlede udgifter til sundhedsvæsenet og til den samlede finanslov er en milliard ikke meget i et sundhedsvæsen med over 100.000 medarbejdere, fordelt på over 40 faggrupper - det vil ligelig fordelt kunne blive 10.000 kr. til hver.

 

Det afgørende bliver derfor, hvordan milliarden fordeles blandt medarbejderne, da forligskredsen ikke centralt fra har øremærket, hvordan og til hvem pengene skal bruges. Det bliver op til regionspolitikerne i forhandling med de faglige organisationer at fordele pengene. Det har den fordel, at fordelingen og brugen af milliarden kan tage sig af de konkrete forhold og problemer, der kan være i hver af regionerne og på det enkelte hospital frem for at presse én bestemt udmøntning ned over hovedet på alle. Ulempen er, at det kan blive en meget uensartet udmøntning, så det kan blive meget forskelligt fra region til region, hvem der får hvad og hvor meget.

 

Selv om der kan være en vis ræson i at overlade udmøntningen af vinterpakken til regionerne, har regeringen og forligskredsen også behændigt fået ansvaret for den konkrete fordeling skubbet fra sig. Og det bliver nok ikke nogen nem sag for de regionale arbejdsgivere og de faglige organisationer at blive enige om, hvordan pengene skal fordeles. Det bliver langt fra alle i sundhedssektoren, som med vinterpakken får en ekstra julegave.

 

Åben dør til privatisering?

Krisen i det trængte sundhedsvæsen kan også åbne en dør for øget privatisering. Dels forlægges nogle behandlinger og mindre komplicerede operationer til privathospitaler og klinikker som følge af især behandlingsgarantien, ligesom vi ser, at først test og siden vaccinationer i forbindelse med Corona i stigende grad varetages af private firmaer. Dels anvender nogle sygeplejersker og jordemødre det som en slags individuel aktionsform at søge over til privathospitaler og klinikker og privat drevne vikarbureauer, hvilket lænser regionerne for penge - og dermed gør den økonomiske udfordring større.

 

Et vigtigt aspekt af sundhedsvæsenets krise må derfor for både SF og EL og vel også Socialdemokratiet og fagbevægelsen være, at få bremset en yderligere privatisering, som de borgerlige partier og erhvervsorganisationerne DE og DI med afsæt i problemerne i det offentlige sundhedsvæsen plæderer for. Målet skal være gennem tildeling af flere ressourcer og en mere gennemgribende omstrukturering at gøre det samlede offentlige sundhedssystem så effektivt, veldrevet og tiltrækkende for personale og patienter, at privatisering hverken på kort eller lang sigt bliver en del af løsningen i en eventuelt kommende sundhedsreform, der måtte komme på den politiske dagsorden.

 

Regeringens bekymringer

Regeringen ser bekymret til, velvidende at det er uforståeligt, at man i ekspresfart kunne fyre utalte milliarder af for at holde hånden under dansk erhvervsliv, mens der ingen penge og ingen vilje er til at løse et problem for offentligt ansatte lønmodtagere - et problem der bare er vokset og vokset gennem årene.


Men det er også de evindelige nedskæringer i sundhedssektoren, centraliseringerne, den manglende sammenhæng mellem det regionale og det kommunale niveau, IT-systemer, der ikke fungerer, der sammen med personalemangel og nu en corona-pandemi, der tilsyneladende aldrig holder op, som har sat hele systemet under pres og sat ekstra fart i personaleafvandringen. Selve organiseringsmodellen - LEAN - er jo lagt an på den opfattelse, at den planlagte underbemanding holder folk på tæerne. I management-lingo hedder det 'effektivitet' og svarer lidt til det private erhvervslivs 'just-in-time'-princip; der er simpelthen ingen buffere til f.eks. at opsamle corona- eller influenzaepidemier.


Regering står nu med et problem, der kan udgøre den perfekte storm, og som formentlig allerede under kommunalvalget har spillet en vis rolle. Og fagtoppen ved ikke, hvad den skal gøre. Forhåbentlig holder sygeplejerskerne ud, og forhåbentlig stiger støtten fra andre faggrupper om ikke andet så som organisering fra neden - de fleste fagforeningsledelser skal jo ikke i klemme i noget, der kan røre egen magt.

Men her hjælper hverken honninghjerter eller almisser, kun radikale forandringer, der jo ikke kommer af sig selv, men kun ved kamp fra neden.

 

Noter

 

1. Jens Raahauge, vers til Informations julesang på melodien ”Højt fra træets grønne top”, Information 11. december 2021, s. 21

 

2.https://fm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2021/december/delaftale-om-coronavinterpakke-skal-styrke-sygehusvaesenet/

 

 

 

Om skribenten

NielsFrølich og Peter Raben

NielsFrølich og Peter Raben

Læs mere