Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
EU
12. maj. 2022

EU-diskussion i Enhedslisten: Kampen i Unionen

Til sit årsmøde i Bededagsferien skal Enhedslisten tage stilling til partiets strategi for arbejdet i EU. I denne tredelte serie om emnet, beskriver Reinout Bosch i sidste afsnit, hvordan den konkrete kamp i EU kunne udfolde sig.

Illustration: Shutterstock.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

I de to første indlæg i denne række har jeg beskrevet, hvordan venstrefløjen tidligere har haft en stærkere internationalistisk og kapitalisme-kritisk tilgang til EU, og hvordan EU gennem sin 65-årige historie har gjort det omsonst at forestille sig, at en udmeldelse vil ændre noget afgørende for det danske samfund. I det sidste indlæg i rækken vil jeg afslutte med spørgsmålet: Hvordan kan vi forestille os at arbejde med EU?

Borgerlig internationalisme

Der eksisterer øjensynligt en generationsmæssig forskel på, hvordan EU opfattes. For mange unge født efter Maastricht-traktatens underskrivelse er EU’s symboler, flag og møntfod en almindelig del af hverdagen. Mens mange – der har været med siden 1973 – stadig ser EU som først og fremmest et strukturelt projekt, betages mange yngre af EU’s internationale karakter. Muligheden for at rejse på tværs af grænser uden pas, tage til en ny by uden at skulle veksle penge, eller møde andre europæiske unge på udvekslingsophold, er alle med til at skabe forestillingen om det grænseløse Europa

“Mens mange, der har været med siden 1973, stadig ser EU som først og fremmest et strukturelt projekt, betages mange yngre af EU’s internationale karakter.”

Vi andre kan jo godt vide bedre. Pege på grænsestyrkerne Frontex, de mange kilometer grænsehegn, eller fiskeriet ud for Afrikas kyst som eksempler på den begrænsede rækkevidde, EU-internationalismen har. Det afgørende fra vores synspunkt må dog være den oplevede begejstring ved internationalismen.

Samme følelse kan folk få ved rejseoplevelser i fattigere regioner af Europa. Her vil den hjemlige turist kunne støde på nybyggede parker, restaurerede romerske ruiner eller veje til svært fremkommelige egne, alle tilsat et lille EU-flag – for at vise, hvem der betaler gildet. 

Idealet Europa

Mens størstedelen af værdierne i Europa strømmer fra de fattigste egne til Vesteuropas storbyer, er det indtryk, der vækkes, når man rejser rundt det modsatte. Centraliseringen er ikke en tendens, EU har skabt. For den kan også iagttages i USA, Mexico eller Kina. Hvad EU gør – og det er, hvad befolkningerne kan se – er at omfordele en lille del af denne velstand, og investere den tilbage i de fattigere områder. Det kan selvfølgelig ikke ignoreres, for ordentlige veje redder menneskeliv, og gode legepladser former børneliv. 

Pointen er, at projektet EU har et internationalt udgangspunkt, der måske betyder ét for de oligarker, som profiterer på systemet, men betyder noget andet for den befolkning, der lever i systemet. Når venstreorienterede EU-tilhængere ser på Folkebevægelsen eller Enhedslisten, køber de ikke den billige parole, at ‘verden er større end EU’. De ser til gengæld to organisationer, der øjensynligt afviser den internationalisme, EU står for – uden at have noget konkret alternativ. Det er et problem for os, for det er netop nogle af de mennesker, der også generelt burde støtte stærkere op om vores projekt. 

“Verden er større end EU”, lyder det fra Folkebevægelsen. Men vækker det genklang hos de unge, der er glade for EU’s internationale karakter? Illustration: Folkebevægelsen mod EU.

Skabelsen af en europæisk offentlighed

Accepterer vi, at kampen for socialisme ikke kan vindes i et enkelt land, men må være en nationalgrænse-overskridende bevægelse, stiller det os over for et problem. I hvert enkelt land eksisterer der på baggrund af fælles sprog, fælles tv-kanaler og fælles parlamenter en national offentlighed. Inden for denne diskuteres sager, der i et øjeblik optager større dele af en befolkning. 

“Vi skal i langt højere grad finde veje til at bygge broer mellem de kampe, der kæmpes nationalt, og forene dem med EU-staten som fælles modstander.”

Selvom mange af de problemer, vi står over for, er fælles problemer på tværs af grænser, foregår EU-diskussionen, som om det ikke var tilfældet. Det begrænser behandlingen af problemerne til altid kun at beskæftige sig med en national flig af noget, der i grunden angår langt flere mennesker. Et udgangspunkt hvor der ikke kan handles effektivt på problemernes årsager. 

For at bryde denne interne isolation i Europa er det nødvendigt at skabe en egentlig europæisk offentlighed. Gøre kapitalens fællesskab til folkenes fællesskab. En del af det er allerede i gang. Unge i både Athen og Bogense kan blive fanget af en Netflix serie om et koreansk game-show, ligesom den hip-hop, der er populær på Spotify, bliver rappet på både fransk, spansk og svensk. MeToo-diskussionen raser mange steder, og udlandsophold og rejser er alle med til at skabe en større forståelse for det fælles europæiske. 

Den afgørende forskel mellem det nationale og det europæiske ligger i forholdet til regeringen. Selvom meget af den nationale lovgivning dikteres af EU, fokuseres diskussionerne i de forskellige lande altid på intentionerne hos dem, der nationalt sidder med regeringsmagten. Det er tosset for så vidt, at det ikke er dem, der har bestemt lovgivningens rammer. 

Det er derfor en opgave for venstrefløjen at bidrage til, at en europæisk offentlighed bliver til. Både ved at støtte fortsat udveksling af studerende og kultur – og ved at holde EU ansvarlig for de beslutninger, der er truffet i dets regi. Vi skal i langt højere grad finde veje til at bygge broer mellem de kampe, der kæmpes nationalt, og forene dem med EU-staten som fælles modstander. 

Parlamentarisme i EU

EU er et demokratisk system. Der foregår et valg, der eksisterer en lighed for loven, procedurer skal følges og overholdes. Ministrene i ministerrådet er udpeget af valgte regeringer, og kommissærerne godkendt af det Europæiske Råd. Hele systemet drager sin legitimitet fra den europæiske befolkning, der både vælger regeringerne, som udpeger ministrene og EU-parlamentsmedlemmer. Alligevel kan vi hurtigt blive enige om, at EU ikke er rigtigt demokratisk. 

På nogle måder deler EU-parlamentet karakteristika med europæiske parlamenter før enevældens fald. Det har en rådgivende funktion, kan stemme om spørgsmål, men uden selv at kunne sætte en dagsorden – og uden at dets afstemninger har afgørende indflydelse på den europæiske politik. Det er derfor nærliggende at kræve den samme udvikling af EU-parlamentet, som der tidligere er blevet krævet af de nationale parlamenter. 

Indførtes en parlamentarisme i EU, ville det afgørende argument mod EU som demokratisk statsdannelse falde. Det ville øge befolkningernes indflydelse på den førte politik og styrke deres stemme over for kapitalisterne. Men vigtigst for denne argumentationsrække ville det give en europæisk offentlighed en saltvandsindsprøjtning i form af et fælles fokuspunkt for folkelige bevægelser. 

Et reelt parlament ville give venstrefløjen en mulighed for på tværs af lande at kunne præsentere et fælles udviklingsprojekt. Det ville gøre det muligt på en anden måde at italesætte de grænseoverskridende problemer og synliggøre for befolkningerne, at der ikke er tale om partikulære udfordringer, men strukturelle problemer. 

EU er på papiret demokratisk, men parlamentet minder mere om de europæiske forsamlinger i tiden før enevældens fald, mener Reinout Bosch. Foto: European Parliament.

Indre modsætninger

EU er ikke en monolit. Det er et kompromis mellem mange forskellige europæiske kapitalinteresser tilføjet særinteresser fra de nationale regeringer. Ved at gøre op med udmeldelseskravet i vores egne hoveder og fokusere vores kamp, der hvor den reelt foregår, kan vi åbne vores øjne for de modsætninger, der splitter unionen. 

“Når vi diskuterer EU, er spørgsmålet ikke, om det er lettest at stemme socialismen igennem i Bruxelles eller på Christiansborg. Der er vi så langt fra.”

Der er brug for en europæisk offentlighed, hvis man skal kunne mobilisere på disse modsætninger – og et reelt parlament, hvis man skal italesætte dem som noget, der kan udnyttes. Men det er ikke sådan, at vores valg står mellem enten en udmeldelse (når venstrefløjen vinder regeringsmagten i Danmark) eller en reform af EU (når venstrefløjen vinder regeringsmagten i alle lande samtidigt). 

Det langsigtede mål er selvfølgelig et opgør med EU’s neoliberale struktur, men det er ligeså forbundet til et opgør med kapitalismen, som opgøret med den danske stat er. Vi kan ikke ændre rammerne men lade indholdet bestå. De to er aspekter af den samme produktionsmåde. Når vi diskuterer EU, er spørgsmålet ikke, om det er lettest at stemme socialismen igennem i Bruxelles eller på Christiansborg. Der er vi så langt fra. I stedet må vi tage mange skridt tilbage og spørge os selv, hvordan kan vi bruge den struktur, der nu engang eksisterer, til at samle befolkningerne for en fælles kamp mod kapitalismen. 


Om skribenten

Reinout Bosch

Reinout Bosch

Gadeplansarbejder og uddannet historiker fra Københavns Universitet, bestyrelsesmedlem i Solidaritet. Reinout er medstifter af og formand for Institut for Marxistisk Analyse samt forfatter til bogen Historisk Materialisme (2020). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER