Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
EU
10. maj. 2022

EU-diskussion i Enhedslisten: Venstrefløjens historiske forhold til Unionen

Til sit årsmøde i Bededagsferien skal Enhedslisten tage stilling til partiets strategi for arbejdet i EU. I denne tredelte serie om emnet, tegner Reinout Bosch i første afsnit et rids af venstrefløjens historiske forhold til unionen.

Illustration: KLE-art

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Den igangværende diskussion om Enhedslistens holdning til EU opfattes med rette som et angreb på en hævdvunden politisk linje, der længe har stået uantastet internt i partiet. Det leder ikke overraskende til anklager om, at en ændring i politikken vil være et skred til højre.

“Lytter og læser man til argumenterne i den igangværende EU-debat, kan man få det indtryk… at der kan tegnes en lige linje fra den position, DKP og Folkebevægelsen indtog i 1970erne, til dén politik, der skal føres fremadrettet.”

Men for at forstå kompleksiteten i diskussionen vil det være gavnligt, hvis vi ikke insisterer på at tolke uenighederne på en højre-venstre skala – hvor den nuværende linje som automat-reaktion bliver udråbt som den sande – men i stedet sætter os ind i den pluralistiske venstrefløjs historisk forskellige opfattelser af unionsmodstanden.

EU-modstanden betegnes gerne som en del af Enhedslistens DNA, og den spiller med rette en afgørende rolle i partiets selvforståelse. Uden folkeafstemningenom EF i 1972, havde Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) næppe genvundet sin parlamentariske tilstedeværelse  året efter; ligesom Enhedslisten første gang blev repræsenteret i Folketinget efter Edinburgh-aftalens vedtagelse i 1993. Der er således bred enighed om, at unionsmodstanden og partiets historie er tæt forbundne. 

Lytter og læser man til argumenterne i den igangværende EU-debat, kan man dog også få det indtryk, at her er tale om en monolitisk historie, hvor der kan tegnes en lige linje fra den position, DKP og Folkebevægelsen indtog i 1970erne, til dén politik, der skal føres fremadrettet. Hermed ignoreres de linjer, der ikke sejrede, men som i den nuværende diskussion er dem, der atter stikker hovedet frem.

DKP’s forsvar for det nationale

Der er en sammenhæng mellem den kritik, som blev rettet mod DKP ved EF-afstemningen, og den kritik, der rejses i dag. Allerede før EF-afstemningen diskuteredes det i DKP, om der skulle opbygges en folkebevægelse mod EF, i forlængelse af den folkefrontsstrategi som Komintern formanden Georgi Dimitrov (1882-1949) havde udviklet før Anden Verdenskrig. Det vil sige en bred, klasseoverskridende alliance, der ikke havde socialismen som sit mål, men i stedet samledes om forsvaret for det nationale demokrati. 

Forsvar for det nationale. Herluf Bidstrups tegninger fra 1970’erne viser, hvordan modstanden mod EF var nationalt funderet – og først og fremmest antitysk.

Allerede dengang bestod DKPs selvstændige kritik af EF i to hovedstrenge: Den ‘antimonopolistiske’ kamp, og forsvaret for det nationale. Analysens første del bestod kort fortalt i, at de kapitalistiske stater i den daværende situation var blevet til værktøjer for storkapitalens monopoler, og at monopoler fik staterne til at handle på deres vegne gennem lovgivning, påvirkning af embedsmænd og presse, ligesom monopolerne profiterede på udbygningen af den skattebetalte infrastruktur. En i tilbageblik rammende analyse som jeg kommer tilbage til i det næste indlæg i denne række.

Ved siden af denne økonomiske analyse stod det mere nationalt sindede argument, at opbygningen af EF ville styrke monopolkapitalen yderligere, mens det danske demokrati ville kunne forsvare arbejderbevægelsens sejre bedre. Her holdt man sig ikke tilbage for patos-ladede vendinger som, at der var tale om “Danmarks likvidering som nation”, eller at EF-tilhængerne ønskede “at sælge fædrelandet”.  Fjenden var stadig den “fædrelandsløse kapitalmagt”, som det kan læses i Klart nej til Fællesmarkedet (DKP`s største publiceringsmæssige satsning) fra marts 1972.

Ingen tilbagevenden til nationalstaternes Europa

Andre steder på venstrefløjen blev der anlagt andre perspektiver. Socialistisk Ungdomsforbund (SUF) og Revolutionære Socialisters Forbund, der siden udgjorde grundstammen i det senere SAP (nu: Socialistisk Arbejderpolitik), kritiserede DKP og Folkebevægelsen mod EF’s paroler som et udtryk for national selvtilstrækkelighed. I stedet krævede organisationerne, at man kom med socialistiske svar på de økonomiske og sociale problemer i og uden for EF.

Allerede i 1972 skrev SUF: ”SF og DKP lægger de borgerlige præmisser om ’national selvbestemmelse’ og ’demokrati’ til grund for propagandaen mod EEC (Det handelssamarbejde, der senere blev EF og EU, red.) […] Idet de således afskærer sig fra en politik, der opstiller arbejderklassens egen socialistiske målsætning, bliver deres funktion – ligesom de socialdemokratiske EEC-tilhængere – at forsvare én borgerlig formation mod en anden.” 

Venstresocialisterne (VS) fokuserede i deres propaganda på EF’s rolle som ny statsdannelse for kapitalistklassen. De skriver i pjecen Bekæmp kapitalens EF: Styrk arbejderklassens internationale solidaritet, at: ”Det Europæiske Fællesskab er ikke de europæiske folks fælleskab, men de europæiske kapitalisters.” De fortsætter med at forklare, at målet med EF er oprettelsen af en europæisk superstat, der skal varetage monopolernes interesser over for deres partnere og konkurrenter i USA og Japan. Oprettelsen af EF vil være en styrkelse af kapitalmagten, og dermed også en svækkelse af arbejderklassen. Samtidig gjorde partiet dog opmærksom på, at de tendenser i udviklingen ville finde sted, lige meget om Danmark var med i EF eller ej.

Måske er det også derfor, at VS allerede i 1979 talte om det håbløse perspektiv i at vende tilbage til ‘nationalstaternes Europa’. I samme forbindelse skrev VS, at: ”En frigørelse næppe er nogen realistisk mulighed, med mindre hele EF skulle bryde sammen under krisens voksende modsætninger.” 

Vi møder her altså et mindre nationalt sindet udgangspunkt for forståelsen af unionsmodstanden, end det der kom til at præge Folkebevægelsen.

Enhedslisten og de to folkebevægelser

Folkebevægelsen havde fra start været et projekt, som mange DKP-medlemmer havde kastet deres kræfter ind i. Efter partiets splittelse i 1990 blev det dog medlemmer af Fælles Kurs, DKP-ML (Danmarks Kommunistiske Parti – marxister/leninister) og det senere KPiD (Kommunistisk Parti i Danmark), der endte med flertallet i ledelsen af Folkebevægelsen. Det fik SF og SFU til at melde sig ud af bevægelsen, og opbygge deres eget alternativ. Det blev senere til JuniBevægelsen. 

Da Enhedslisten blev etableret, kom der således to bevægelser at samarbejde med. Den originale EU-modstander bevægelse Folkebevægelsen mod EU, og det EU-kritiske JuniBevægelsen. I begge bevægelser var det underforstået, at der blandt spidskandidaterne ville være Enhedslisten-medlemmer at finde. Det skyldtes både, at Enhedslistens støtter ville stemme på listerne, og at partiet ikke selv stillede op.

Efter JuniBevægelsens exit fra EU-parlamentet i 2009 blev den efterfølgende nedlagt. Dermed blev to strenge til en. Den tilbageværende EU-kritik blev samlet om dén linje, Folkebevægelsen havde repræsenteret, mens JuniBevægelsens tilhængere i Enhedslisten kastede deres kræfter over at få partiet til at stille op selvstændigt. 

Ved valget i 2009 stillede Junibevægelsen for sidste gang op. På valg var blandt andet Rasmus Paludan, Keld Albrechtsen og spidskandidat Hanne Dahl, der havde afløst Jens-Peter Bonde i EU-parlamentet. Bevægelsen mistede sit mandat, og opløste sig selv kort tid efter. Foto: Junibevægelsen

Daxit

Storbritanniens folkeafstemning om medlemsskabet af EU i september 2019 satte alle steder EU-diskussionen på spidsen. Således også på den hjemlige venstrefløj, hvor Brexit-afstemningen gav fornyet håb for udmeldelses-strategien. Prisen for strategiens succes blev samtidigt pinligt tydelig. Det blev ikke venstrefløjen og fagbevægelserne, der ledte modstanden mod EU i Storbritannien. I stedet opstod en koalition mellem den amerikansk orienterede del af britisk kapital og tilhængerne af den nationalkonservative rigmand Nigel Farrage. 

Frem for at blive en styrkelse af arbejderklassens magt, blev Brexit gennem en bølge af fremmedfjendske udbrud en styrkelse af den britiske racisme. Kampen mod EU var endnu engang blevet til en kamp mellem national tilstrækkelighed og internationalt samarbejde. Ude af stand til at skære gennem denne modsætning, måtte måbende EU-kritikere i 2019 se Folkebevægelsen lykønske de britiske konservative med sejren over Jeremy Corbyns genuint socialdemokratiske projekt.

Ironien vil, at netop kravet om at gentage den britiske succes i Danmark under Daxit-parolen blev afgørende for, at flere socialister igen vendte sig mod denne strategi. Netop den parole er årsagen til, at Enhedslisten nu igen diskuterer forholdet til EU.


Om skribenten

Reinout Bosch

Reinout Bosch

Gadeplansarbejder og uddannet historiker fra Københavns Universitet, bestyrelsesmedlem i Solidaritet. Reinout er medstifter af og formand for Institut for Marxistisk Analyse samt forfatter til bogen Historisk Materialisme (2020). Læs mere