13 min. læsetid

»Jeg har meget svært ved at se en situation, hvor det vil give mening at melde Danmark ud af EU,« lyder det fra medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, Mikkel Warming. Sammen med andre medlemmer af hovedbestyrelsen foreslår han, at Enhedslisten revurderer sin EU-modstand. Men det afviser blandt andre partiets EU-ordfører.


Af Kim Kristensen

Enhedslisten kastes nu ud i et opgør om partiets modstand mod EU og det overstatslige samarbejde. På det kommende årsmøde til oktober skal de delegerede således tage stilling til et forslag om at igangsætte en »partidebat om Enhedslistens analyser af og holdning til EU og internationale samarbejdsstrukturer«. En debat som i givet fald skal munde ud i vedtagelsen af et nyt EU-delprogram på årsmødet i 2021.

Bag forslaget står Københavns tidligere socialborgmester og nuværende medlem af hovedbestyrelsen, Mikkel Warming. For som så mange andre på venstrefløjen har modstanden mod først EF og siden EU i snart et halvt århundrede været et omdrejningspunkt i hans politiske liv. Men Mikkel Warming kalder det britiske Brexit for et wake-up call.

»Jeg har meget svært ved at se en situation, hvor det vil give mening at melde Danmark ud af EU,« siger Mikkel Warming. »Når vi skal have debatten, skyldes det selvfølgelig, at Enhedslistens politik ikke giver noget svar på, hvordan vi løser de grænseoverskridende problemer. Partiets politik er at skyde og brænde og ødelægge det internationale samarbejde, som vi har i Europa, og i stedet opbygge noget som er et mellemstatsligt samarbejde, hvor de, som har lyst, går foran. Det er bare ikke nok. Klimaproblemerne kan ikke løses ved, at de villige lande går forrest. Vi er nødt til at lave nogle bindende aftaler, som landene overholder – og altså noget institutionel magt, som kan sørge for, at aftalerne bliver overholdt«.

Ifølge Mikkel Warming er der ikke tid til at vente på, at det internationale system bliver indrettet på en måde, så »Lenin og Trotskij og alle mulige andre ville være glade«. I stedet drejer det sig om at bruge de forhåndenværende internationale institutioner – og herunder EU – til at løse opgaverne. Hovedbestyrelsesmedlemmet har svært ved at forstå, hvorfor det at overgive magt til EU i sig selv skulle være et problem.

»Det handler vel om, det er godt nok« siger Mikkel Warming. »Bringer det verden fremad? I en grøn og solidarisk retning? Problemet skyldes, at Enhedslisten ser EU som ondt i sig selv i stedet for en konstruktion, som på mange måder er noget rigtig lort – men det er der jo så meget, som der er. Derfor bliver man alligevel nødt til at agere inden for de rammer, som der nu engang er. Jeg har svært ved at se, hvordan man kan have et internationalt socialistisk parti, som mener, at den demokratiske handling stopper ved nationalstaten. At det kun er i nationalstaten, at der kan træffes demokratiske beslutninger«.

Ifølge Mikkel Warming er der ikke tid til at vente på, at det internationale system bliver indrettet på en måde, så »Lenin og Trotskij og alle mulige andre ville være glade«

Det kaotiske forløb med Brexit – det engelske exit fra EU – bør for Mikkel Warming være et ‘wake up call’. Foto: Al Jazeera.

»Selvindbildske floskler«

Selv om Mikkel Warming var en enlig, kritisk stemme i hovedbestyrelsen, da denne tidligere på året vedtog Enhedslistens valgprogram til europaparlamentsvalget, støtter adskillige hovedbestyrelsesmedlemmer i dag forslaget om tage diskussionen. EU-valgprogrammet slår fast, at Liste Ø skam ønsker en folkeafstemning om EU-medlemskabet. Bare ikke lige nu.

Maja Albrechtsen henviser til, at både Enhedslistens medlemmer og vælgere har forskellige holdninger til spørgsmålet om EU og medlemsskabet, og at mange har rykket sig i takt med udviklingen i forhold til ikke bare Brexit, men også klima, flygtninge og andre globale udfordringer.

»Derfor bør vi som parti lytte og evaluere på vores holdning, så vi hele tiden er up to date og klar med en politik, der sætter folket og klimaet først, og er i tråd med medlemmernes faktiske holdning,« siger hovedbestyrelse- og forretningsudvalgsmedlemmet. »EU som konstruktion levner bestemt plads til forbedringer – og kan og bør gøres langt mere demokratisk og gennemsigtigt. Samtidig med vi arbejder på det, bør vi understøtte opbygningen af en stærk europæisk venstrefløj, hvor vi sammen med vores europæiske søsterpartier kan styrke internationale bevægelser og solidariske og grønne kræfter på tværs af grænserne. Det er bydende nødvendigt, hvis vi vil løse de kommende internationale udfordringer på en måde, der ikke sender regningen videre til arbejderklassen«.

Flere har således skudt skylden for Enhedslistens tilbagegang ved det seneste folketingsvalg på EU-parlamentsvalget kort forinden, hvor partiet for første gang stillede op – og ganske vist fik valgt den tidligere EU-ordfører Nikolaj Villumsen – men hvor valgresultatet på 5,5 procent af stemmerne ikke var prangende. Kun valgforbundet med Folkebevægelsen mod EU, som fik 3,7 procent af stemmerne, sikrede pladsen i Europa-Parlamentet. Resultatet betød samtidig, at Folkebevægelsen mistede sin plads i parlamentet, og partiets fremtid er uvis efter Rina Ronja Kari i går meddelte, at hun stopper i politik. At de to valg kom så hurtigt efter hinanden, skabte nemlig fornyet opmærksom om Enhedslistens EU-modstand – en modstand, som mange af partiets vælgere ikke deler. Konkurrenten på venstrefløjen, EU-tilhængerpartiet SF, fik til gengæld 13,2 procent af stemmerne.

Ligesom Mikkel Warming og Maja Albrechtsen, har Allan Ahmad heller ikke svært ved at se fejlene ved EU, som hovedbestyrelsesmedlemmet beskriver som »udemokratisk, bureaukratisk, usolidarisk og bygger på et neoliberalt grundlag«.

»Men arbejderklassen kan ikke se andre overnationale/internationale alternativer, som kan løse grænseoverskridende problemer såsom skattely og klimakrise,« siger Allan Ahmad. »Og venstrefløjen formår ikke at fremvise seriøse alternativer. Venstrefløjens EU-politik er baseret på selvindbildske floskler. Det er ikke alternativer til EU, fordi man var til en fed demonstration i Paris i 00’erne eller var på en sommerlejr med ligesindede fra Sydeuropa. Det er heller ikke et alternativ blot at pege på mangler i EU. Et alternativ er at påvise reelt, hvordan finansmarkederne reguleres mod skattely, fordeling af flygtninge samt håndfaste, grænseoverskridende løsninger på klimakrisen. Derfor er en EU-debat nødvendig. En debat som ikke blot er baseret på slogans og nostalgi eller et positioneringsspil i partiet, men baseret på vilje om at forandre verden. Og svaret er ikke nødvendigvis EU. Men det er ikke et godt nok svar, at det bare ikke er EU«. 

Venstrefløjens EU-politik er baseret på selvindbildske floskler. Det er ikke alternativer til EU, fordi man var til en fed demonstration i Paris i 00’erne eller var på en sommerlejr med ligesindede fra SydeuropaAllan Ahmad

Norsk model

Den tidligere finansordfører og nuværende medlem af hovedbestyrelsen, Pelle Dragsted forstår godt, hvis mange i dag frygter, at alternativet til EU er det Europa, som franske Marine Le Pen og italienske Matteo Salvini repræsenterer:

»Med en klimatrussel der skal løses inden for et årti, tror jeg også at mange tænker, at det ville være en halsløs gerning at afskaffe et samarbejde, der på trods af grundlæggende problemer dog har muliggjort nogle fælles målsætninger på tværs af kontinentet. At ”svække” EU på dette område ville også være skørt. Tværtimod bør samarbejdet styrkes, når det kommer til klima. Så der bør i mine øjne være en mere nuanceret tilgang her – hvor man vil tage magt tilbage på en række områder, men samtidig er klar til at styrke samarbejdet på andre«.

Pelle Dragsted vil dog ikke gå så langt som til at konkludere, at Danmark ikke bør melde sig ud af EU. Men Pelle Dragsted efterlyser en større »ærlighed« om, hvad alternativet er til det nuværende danske medlemskab.

»Virkeligheden er jo, at det vi kalder en udmeldelse reelt nærmere vil være en ændring af relationen til EU,« siger hovedbestyrelsesmedlemmet. »Hvis vi forestiller os en dansk udmeldelse, så ville det første, der skulle ske morgenen efter, være at forhandle en aftale om markedsadgang, da vores økonomi er fuldstændig afhængig af eksport til EU-landene. Brexit har været en øjenåbner i forhold til det faktum. Og Danmark vil som et lille land stå i en ringere forhandlingsposition end Storbritannien. Jeg kunne godt tænke mig, at vi arbejdede for en ny relation à la den norske, der på den ene side sikrede os bedre mulighed for at fastholde og udvikle vores velfærds- og arbejdsmarkeds-model, og på den anden side sikrede, at vi stadig kan deltage i vigtige samarbejder om for eksempel klima«.

Norge er ikke medlem af EU, men indgår i et tæt samarbejde med Unionen gennem EØS-samarbejdet. EØS (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde) er det fælles økonomiske område, der er dannet ved EØS-aftalen mellem tre af EFTA-landene – Norge, Island og Liechtenstein – og EU. Formålet med aftalen er at styrke handel og økonomiske forbindelser mellem landene med samme konkurrencevilkår og overholdelse af de samme regler.

Kernen i EØS-aftalen er det indre markeds fire friheder: frie varebevægelser, fri udveksling af tjenesteydelser, frie kapitalbevægelser og fri bevægelighed for personer.

Den norske statsminister, Erna Solberg, i selskab med Europarådets præsident, Donald Tusk. Tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted (Ø) kunne godt tænke sig, at Danmark fik “en ny relation a la den norske” til EU. Foto: European Union / Flickr

EU-ordfører: »Problemerne i EU er de samme«

Enhedslistens EU-ordfører Søren Søndergaard henviser omvendt til, at det kun er tre år siden – nemlig i forbindelse med partiets beslutning i 2016 om at stille op til EU-Parlamentet – at det vedtog det nuværende EU-delprogram. Og med et stort flertal! Folkebevægelsens tidligere EU-parlamentariker efterlyser, at kritikerne kommer med et alternativ til det nuværende program – i stedet for blot at ville tage en »diskussion«. Hvis der er noget, Liste Ø allerede har brugt megen tid på at diskutere, så er det EU-politikken.

»Det er let at kritisere enkelte punkter i programmet, og der er også ting, jeg ville skrive anderledes i dag,« siger Søren Søndergaard. »Men skal vi lave et nyt program, skal det være, fordi vi vil lave noget fundamentalt anderledes. Det skal ikke være for at lave nogenlunde det samme. Og så må vi på forhånd have nogle bud på, hvad den fundamentale anden retning kan være. Det er ikke nok at komme med nogle overskrifter, som lyder godt. Det lyder jo godt og logisk med noget mere forpligtende samarbejde, så et enkelt land ikke kan sidde og blokere. Men betyder det så, at vi skal acceptere en situation, hvor unge danskere kan blive sendt i krig i Afrika, fordi EU beslutter at udsende en kommende EU-hær til at nedkæmpe et oprør? Man kan jo ikke bare gå ind for et mere forpligtende samarbejde – og samtidig hævde at det aldrig vil komme til at vedrøre Danmark – og det altid vil være de gode ting, som bliver vedtaget. Det skal man have et svar på«.

Det er ikke nok at komme med nogle overskrifter, som lyder godt. Man kan jo ikke bare gå ind for et mere forpligtende samarbejde – og samtidig hævde at det aldrig vil komme til at vedrøre Danmark – og det altid vil være de gode ting, som bliver vedtaget. Det skal man have et svar på. Søren Søndergaard

Søren Søndergaard mener samtidig, at det eneste som har ændret sig i forhold til vedtagelsen af EU-delprogrammet er, at Brexit har gjort en dansk udmeldelse af Unionen upopulær blandt vælgerne. Problemerne og dilemmaerne i EU-politikken har ikke ændret sig. De er de samme i dag som altid.

»Betyder det så, at Enhedslisten altid har haft en forkert EU-politik,« spørger Søren Søndergaard. »Jeg er bange for en diskussion som skyldes, at nogle synes, at et synspunkt er svært at forklare – og så ændrer man holdning. Nogle gange kan det være fornuftigt at forsvare et synspunkt, som er svært at forklare – hvis det er rigtigt. De grænseoverskridende problemer er jo ikke noget, som startede for kort tid siden«.

»EU går ikke i spidsen«

Den tidligere gruppeformand og nuværende medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget, Per Clausen, mener heller ikke, at der er sket noget afgørende siden vedtagelsen af EU-delprogrammet. Noget som kan berettige, at partiet nu går i gang med at revidere EU-delprogrammet.

»Det er korrekt, at klimaet spillede en stor rolle i valgkampen forud for EU-parlamentsvalget, men der er desværre ikke noget som tyder på, at EU vil påtage sig opgaven med at gå i spidsen med at løse problemet,« siger Per Clausen. »Nogle af landene vil gerne gøre mere, og dem bør Danmark samarbejde mere med. Men at forestille sig, at EU vil gå foran og træffe nogle beslutninger, som gør, at man for alvor kommer i gang, ja, det tror jeg bare ikke på. Fordi et problem går på tværs af grænserne, bliver EU jo ikke bedre end hidtil til at løse det. For mig er det afgørende, at beslutningerne træffes af folk – og tæt på dem – hvilket er en demokratisk tilgang. Det kan i nogle tilfælde godt betyde, at det kommer til at gå langsommere«.

Medlem af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg, Michael Voss, mener dels som Søren Søndergaard og Per Clausen, at det kun et tre år siden, at partiet sidst diskuterede holdningen til EU. Og dels, at den i forvejen knappe tid i den kommende årsmødeperiode (årsmødet blev udskudt fra foråret til efteråret på grund af folketingsvalget) er bedre brugt på, som foreslået i arbejdsplanen, at drøfte den politiske strategi og analyse i lyset af folketingsvalget.

»Jeg ser ingen grund til at revurdere vores holdning til EU,« siger Michael Voss. »Men jeg diskuterer den selvfølgelig gerne, for det er et problem, at så mange har svært ved at forsvare vores EU-delprogram. Og jeg har da en stille irritation over, at mange har et problem med programmet. Hvis man havde et problem med idéen om at svække, nedbryde og afskaffe EU, som det hedder, så synes jeg, at man skulle have sagt det dengang. Dengang var der reelt ikke nogen på årsmødet som havde indvendinger«.

Jeg ser ingen grund til at revurdere vores holdning til EU. Men jeg diskuterer den selvfølgelig gerne, for det er et problem, at så mange har svært ved at forsvare vores EU-delprogramMichael Voss

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.