Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
8. november. 2021

EU skal prioritere menneskeliv over medicinalindustrien

Det er beskæmmende at se EU prioritere profithensyn for medicinalindustrien over menneskeliv i kampen imod corona i verdens fattigste lande. Næste møde i Geneve kan blive sidste chance for at handle, skriver MF Søren Søndergaard og Morten Nielsen fra Global Aktion.

Illustration: Vilmatraca

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Med over 75 procent af den danske befolkning vaccineret mod coronavirussen og alle restriktioner ophævet, kunne man måske få den opfattelse, at coronakrisen er slut. Men det er desværre ikke tilfældet, især hvis man kigger ud i verden.  

“Som del af den rigeste del af verden har EU en selvskrevet forpligtigelse til at bakke op om indsatsen mod corona i Det globale Syd.”

I de fattigste dele af verden er der forsat desperat brug for vacciner. Kun en forsvindende lille del af den samlede produktion af corona-vacciner er således  nået udviklingslandene. Blandt Afrikas fattigste lande er mindre end 2 procent af befolkningen blevet vaccineret. Samtidig er antallet af dødsfald som konsekvens af corona nu nået over 5 millioner mennesker på verdensplan.

Manglen på udbredelse af vacciner til udviklingslandene har ikke bare store menneskelige konsekvenser, det risikerer også at ramme os selv, fordi virussen kan mutere, blive resistent og sprede sig på ny i en endnu farligere udgave.

Men hvorfor er det næsten to år inde i en global pandemi endnu ikke lykkedes, at sikre vacciner nok til at vaccinere nogle af de mest udsatte mennesker i verden?

Stop for vaccinemonopol

Svaret skal findes i EU, som blokerer for en udvidelse af den globale vaccineproduktion. Med internationale patentregler i hånden har multinationale medicinalgiganter i dag sikret sig eneret på produktionen af vaccinen. Det betyder, at medicinalgiganterne kan styre udbuddet og dermed skrue vaccinepriserne og profitten i vejret. Taberne er blevet de lande i verden, som ikke har råd til at byde ind i den globale kamp om vaccinerne.

Løsningen ligger ellers lige for. Den globale produktion af vacciner skal øges. Sydafrika og Indien har allerede i verdenshandelsorganisationen WTO fremlagt forslag om at suspendere patentrettighederne midlertidigt. Det vil gøre det muligt at producere corona-vaccinerne på fabrikker over hele verden. Det globale udbud kan dermed øges, og prisen kan sænkes. Tusindvis, måske millioner af menneskeliv vil kunne reddes, og en ny smittespredning kan undgås.

EU blokerer for løsning

Det er derfor også både uforståeligt og beskæmmende, at EU-Kommissionen – på vegne af Danmark og de øvrige EU-lande – i WTO har valgt at nedlægge veto og blokere for en suspendering af vaccinepatenterne.

Senest forsøgte de afrikanske lande på et møde mellem EU og den Afrikanske Union i Rwanda i slutningen af oktober at få EU til at skifte holdning, og bakke op om en midlertidig suspendering af patenterne. Men uden held. For EU’s repræsentanter vejede aktionærerne i den europæiske medicinalindustri tilsyneladende tungere end muligheden for at redde menneskeliv.

Som del af den rigeste del af verden har EU en selvskrevet forpligtigelse til at bakke op om indsatsen mod corona i Det globale Syd. Det indebærer, at udviklingslandene skal have lov til selv at producere vacciner. Relativt små donationer af vacciner fra de rigeste lande er ikke tilstrækkeligt, hvis vi skal problemet til livs.

Forslaget om en midlertidig suspendering af patentrettighederne har allerede fået opbakning fra over 100 lande, heriblandt store spillere som Frankrig og USA. Senest har Australien også meldt sig på banen. Det er pinligt og usolidarisk, at EU i den kamp har valgt at stå på medicinalgiganternes side.

Næste møde i WTO finder sted den 30. november i Geneve. Det bliver måske sidste chance for at sikre opbakning til forslaget om en midlertidig suspendering af patenterne. Det er derfor afgørende, at EU kommer på banen inden da. Hensynet til profitten hos den europæiske medicinalindustri må aldrig prioriteres over hensynet til menneskeliv.


Om skribenten

Søren Søndergaard

Søren Søndergaard

Medlem af Folketinget for Enhedslisten. Tidligere medlem af EU-parlamentet (2007-2014). Læs mere

Om skribenten

Morten Nielsen

Morten Nielsen

Kampagne og kommunikationsmedarbejder i Global Aktion. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER