EU’s store sammenbrud er ikke om hjørnet

Det store kladderadatsch. Det var den betegnelse, ledende tyske socialdemokrater brugte om den borgerlige stats forventede sammenbrud, i årene op mod 1900. Det måtte snart ske, argumenterede de, for hos Marx kunne man jo læse, hvordan kapitalismen ville gå under som følge af sine indre modsætninger.

Indtil det skete, var der ingen grund til at kæmpe for sociale reformer, det ville bare være at trække pinen ud. Socialdemokratiets opgave var at forberede befolkningen på systemets sammenbrud, og opbygge sine organisationer, så man var klar til at overtage magten.

“Som socialister kan vi være uenige i konkrete elementer, men næppe i princippet.”

Jeg kom til at tænke på det store kladderadatsch, da jeg læste det indlæg som min gode partikammerat Søren Søndergaard, skrev om Enhedslisten og EU i Solidaritet d. 24. januar. For ifølge Søren, så er Enhedslistens vigtigste politiske opgave i relation til EU at forberede befolkningen på det brud, der med altovervejende sandsynlighed vil komme.

Politik er dynamisk

Ret skal være ret: Hverken Søren, eller flertallet af dem, der i Enhedslisten taler for at fastholde et brud med EU som strategisk målsætning, afviser helt, at vi samtidig skal føre kamp for forbedringer indenfor EU.

Det ville også være dumt, eftersom Enhedslistens repræsentant i EU-parlamentet faktisk med stor dygtighed har held til at sætte sager på dagsordenen, som er vigtige for arbejdere og almindelige mennesker i hele Europa.

Der große Kladderadatsch

Tysk udtryk for sammenstyrt og kaotisk slutning. Sin slagord ofte brugt af den tidligere formand for det tyske socialdemokrati (SPD), August Bebel (1840-1913).

Begrebet er udtryk for et ‘deterministisk’ historiesyn: At kapitalismens indre dynamikker vil føre til et nærtstående kollaps på et forudbestemt tidspunkt. Bebel mente, at det burde være partiets opgave at forberede arbejderne på dette øjeblik.

Et flertal af SPD-ledere så i perioden ikke et behov for aktivt at bekæmpe kapitalismens negative sider, såsom fattigdom og udbytning, fordi det ville standse sammenbruddet.

+

Senest bl.a. krav om digital ID til bekæmpelse af social dumping og en indsats mod kræftfremkaldende stoffer i arbejdsmiljøet.

Til det hører jeg Søren og andre sige: Vigtige emner, javist. Men det ændrer ikke ved, at EU grundlæggende er konstrueret til at føre neoliberal politik. Og det er naturligvis korrekt.

Men politik er en dynamisk størrelse, som afgøres lige så meget af mobilisering, styrkeforhold og klassekamp, som af hvad der står i en traktat. Det burde vi som socialister være de første til at erkende.

EU’s nye karakter

Efter krisen i 2008 reagerede de ledende kræfter i EU på finanskrisen med en sparepolitik, som betød yderligere arbejdsløshed og forarmelse, især i Sydeuropa. Det var den politik, der alvorligt forstærkede de problemer, som skiftende borgerlige græske regeringer havde skabt, og som blev til et kvælertag om den progressive Syriza-regering.

I den aktuelle Corona-krise har flertallet i EU imidlertid valgt en fundamental anden kurs. Nu står den på lånefinansierede investeringer for at holde gang i beskæftigelsen. En politik, hvor vi nok som socialister kan være uenige i konkrete elementer, men næppe i princippet.

Det er et tegn på, at EU ikke er den ubevægelige neoliberale monolit som man får indtryk af, når man læser bl.a. Enhedslistens analyser.

Man kan indvende, at når man denne gang har valgt investeringsvejen, er det fordi den europæiske kapital nu tror på, at det er bedst for profitten. Og hvis EU’s magthavere har følt et politisk pres, så er det nok snarere fra den EU-fjendtlige højrepopulisme, som kunne få yderligere vind i sejlene af arbejdsløshed og social uro, end det er fra den for tiden svækkede europæiske venstrefløj.

Men så meget desto mere grund burde der være til, at vi som socialister koncentrerer alle vore kræfter om at bidrage til at styrke venstrekræfterne, på tværs af landegrænser i Europa. Og her er det så vi i Enhedslisten spænder ben for os selv, med både vores nuværende EU-program såvel som det, som hovedbestyrelsens flertal foreslår.

“Vi gør det nemt for vore politiske modstandere at pege fingre ad os, og spørge hvad vi egentlig overhovedet vil i et parlament som vi hævder ikke kan bruges til noget”

For uanset bekendelser til også at føre politik i EU, så er hele programmet bygget op som en lang analyse af EU’s dårligdomme, frem mod den logiske konklusion: at et brud med EU er det strategiske hovedmål.

Der er ingen reelle bud på hvad vi faktisk vil med Europa, og ingen anvisninger på konkret, offensiv politisk handling. Til gengæld gør vi det nemt for vore politiske modstandere at pege fingre ad os, og spørge hvad vi egentlig overhovedet vil i et parlament som vi hævder ikke kan bruges til noget, i et EU som vi mener skal nedbrydes og bekæmpes?

En fremtid udenfor EU?

Selvfølgelig kan man i tanken forestille sig en situation, hvor et brud med EU kommer på dagsordenen. Skulle vi en gang stå samme sted som Grækenland og Syriza gjorde i 2015, så bør det bestemt overvejes. Det gør vi bare ikke nu, og intet tyder på, at vi vil komme til det i en overskuelig fremtid.

Men hvad nu hvis der er flertal for en grundlæggende rød/grøn samfundsforandring i Danmark, og EU sætter sig imod, spørger Søren? Til det er der at sige, at det er svært at forestille sig den situation i Danmark alene, uden en tilsvarende venstredrejning i andre dele af Europa. Og så står vi givetvis også med et andet EU end i dag.

Omvendt må man stille spørgsmålet: Hvordan styrker det kampen for et rødt og grønt Europa, at Danmark går enegang? EU vil med stor sandsynlighed bestå. Og det vil så blive op til os at tilpasse os det indre marked, blot uden politisk indflydelse, hvis vi ikke vil se en økonomi i frit fald.

Hertil kommer spørgsmålet om, hvad et brud med EU vil medføre for det politiske styrkeforhold i Danmark? Der er et skær af komiske Ali over det, når hovedbestyrelsen i sit programudkast skriver, at det endnu er for svært at vurdere, hvad Brexit har betydet for den britiske arbejderklasse og venstrefløj.

“At basere sin strategi på forventningen om det store sammenbrud var en dårlig ide i 1898. Det er det også i 2022.”

Nej, det er faktisk lysende klart, at Brexit har betydet forringede levevilkår for almindelige englændere. Det er også tydeligt, at det er den populistiske højrefløj i England som har høstet den politiske profit, og sat sig tung på magten. Hvorfor skulle det gå anderledes i Danmark?

Der kommer intet stort kladderadatsch

Trods de tyske socialdemokraters forventninger, brød kapitalismen aldrig sammen af sig selv. At basere sin strategi på forventningen om det store sammenbrud var en dårlig ide i 1898. Det er det også i 2022.

Kampen for forandring og mod kapitalismen er konkret, og der er masser af politiske udfordringer at tage fat på her og nu. De største er grænseoverskridende: Klimakrisen, omsorg for flygtninge, bekæmpelse af social dumping, indhegning af tech-giganter og finanskapital, modstand mod højrepopulismen. Det er udfordringer vi ikke kan sætte på pause, indtil vi i Enhedslisten har fået trukket Danmark ud af EU, og realiseret vores utopi om et helt andet samarbejde.

Som socialister har vi brug for strategier for, hvordan vi kan bidrage til rød og grøn forandring i Europa, i dag, i morgen og fremadrettet. Ikke for at forberede os til det store kladderadatsch.

Redaktionel bemærkning: Lars K. Christensen er medlem af Enhedslistens EU-politiske netværk, som har fremlagt et forslag til ny EU-politik ved Enhedslistens kommende årsmøde. Indlægget står dog for egen regning.