Det eurasiske kontinent. Illustration: Sporcle / Creative Commons
7 min. læsetid

Ny bog sætter fokus på, hvad der samler – og splitter – kæmpekontinentet, og får en klar anbefaling med på vejen af Søren Riishøj.


Af Søren Riishøj

Eurasien – kontinentet der strækker sig fra Atlanterhavet til og med Sibirien og også indbefatter den arabiske halvø, Kina og Indien – er blevet et superkontinent.

Sådan lyder en konklusion i direktøren for Center for East AsiaStudies ved Stanford Universitet, Kent E. Calders ny bog »Supercontinent, The Logic of Eurasien Integration«.

Superkontinentet omfatter således over en tredjedel af verdens areal – og her bor over halvdelen af verdens befolkning. Eurasien har 80 procent af verdens reserver af gas, 60 procent af de påviste oliereserver, 85 procent af valutareserverne – og skaber i disse år 70 procent af den globale økonomiske vækst målt efter såkaldt købekraftparitet.

Interessen for Eurasien er ikke ny. I januar 1904 betegnede den daværende direktør for London School of Economics (LSE), Halford Mackinder, Eurasien som »historiens geografiske omdrejningspunkt«; et »moderland« – og med anlæggelsen af den transsibirske jernbane i 1916 voksede interessen for Eurasien markant.

Men interessen faldt under den kolde krig, hvor den polskfødte, amerikansk politolog og diplomat Zbigniew Brzezinski hørte til de få, der dengang havde blikket rettet mod Eurasien. Den sidste sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov drømte ganske vist om et Europa strækkende sig fra Lissabon til Vladivostok – men projektet fik aldrig opbakning i et Vesten, der troede fuldt og fast på en unipolær, vestligt domineret verdensorden.

Åbne grænser har skabt økonomisk vækst

Under den gamle kolde krig før 1989 var Eurasien heller ikke en dynamo for vækst. Jerntæppet, de hårde grænser og det anspændte forhold mellem Kina og Sovjetunionen gjorde det umuligt. Men det blev ændret med murens fald og Sovjetunionens undergang.

Fire skelsættende begivenheder, eller kritiske tidspunkter, forandrede verden – og dermed Eurasien: Først var der Kinas fire moderniseringer (i årene efter 1978). Derefter Sovjetunionens undergang i 1991. Senere den globale finanskrise i 2008-09. Og endelig Ukraine-krisen i 2014 og tiden frem til i dag.

Grænserne er blevet langt mere åbne, og Kinas høje økonomiske vækst har på en måde »genskabt« Eurasien. Den unipolære amerikanske dominans er ovre – en ny multipolær æra har indfundet sig.

Den ny multipolære orden

Det amerikansk dominerede, monetære samarbejde, Bretton Woods-systemet – og altså USA og Vestens globale hegemoni for styring af den internationale økonomi – er blevet kompromitteret. Francis Fukuyamas tese om historiens afslutning og troen på en verdensorden styret efter princippet om »world liberty under law« – og formuleret i den nok så bekendte »Washington Consensus« fra tiden omkring 1990 – er et godt stykke ad vejen i dag erstattet af en ny orden. En orden hvor økonomisk udvikling prioriteres højest og om nødvendigt på bekostning affrihedsrettighederne; også kaldt »Beijing consensus«. Denne doktrin har fået øget opbakning globalt i takt med Kinas – og Asiens – økonomiske fremgang; og tilbagegangen for det klassiske liberale demokrati herunder også i Europa og i USA.

»Washington Consensus« fra tiden omkring 1990 er et godt stykke ad vejen i dag erstattet af en ny orden. Hvor økonomisk udvikling prioriteres højest og om nødvendigt på bekostning af frihedsrettighederne – også kaldet »Beijing consensus«.

Siden 2014, efter Maidan og annekteringen af Krim, har Rusland nærmet sig Kina. I takt med USA’s sanktioner mod Rusland og præsident Donald Trumps handelskrige mod Kina er partnerskabet mellem Rusland og Kina blot blevet yderligere forstærket. Hvilket ikke kun gælder samhandel og energisamarbejde. 70 procent af Kinas våbenimport kommer fra Rusland, i visse perioder dog lavere. Landet aftager omkring 10 % af Ruslands samlede våbeneksport.

Men Rusland (og Indien) har geografisk ikke afgørende betydning for Kinas sammenhængende globale transportsystem »Bælt og Vej Initiativ« (BRI) … som også kaldes den nye silkevej. Rusland har dog ladet Den Eurasiske Union, oprettet i 2015, blive knyttet tættere til BRI projektet i 2016. Kina og Rusland fravælger bevidst dollaren og bruger i stedet den kinesiske valuta som finansieringskilde. Kina har også en stigende interesse i et samarbejde med Rusland i Arktis.

Infrastrukturprojekter

Kent E. Calders bog kommer vidt omkring. Den indeholder mange yderst interessante informationer om de mange infrastruktur-projekter til havs og på land og om Kinas rolle og landets relationer til Sydøstasien, Rusland og Europa.

Kinas samhandel med andre sydøstasiatiske lande er vokset stærkt, ja samhandelen mellem Kina og Sydkorea er nu større end Sydkoreas samhandel med USA og Japan tilsammen. Også container-transporten er vokset støt.

De mange infrastruktur-projekter er et meget langt stykke skabt af Bælt og Vej Initiativet, som den kinesiske generalsekretær Xi Jinping lancerede i 2013 under en tale i Kazakhstan.

Ruten over land fra Shanghai til Rotterdam er 30 procent kortere end søvejen fra Kina til Europa via Suez kanalen.

Infrastrukturprojekterne er typisk finansieret via Den Asiatiske Infrastruktur Udviklingsbank (AIIB), som blev oprettet i 2016, Silkevej Fonden (SRF), som blev oprettet i 2014, samt Den Ny Udviklingsbank (NDB), også kaldt BRICS-banken, der har hovedkvarter i Shanghai. Dertil kommer flere regionale, finansielle organisationer, for eksempel mellem Kina og Europa og Afrika.

Alle disse initiativer har været en integreret del af den kinesiske »distributive globalisme«, der hviler på økonomisk styrke samt øget gensidig afhængighed og landenes egeninteresse i at slutte sig til kinesiske forslag og initiativer. Hård militær magt har lav prioritet.

“Den Baltiske Perle” udenfor Sankt Petersborg er blandt de største kinesiske udenrigsinvesteringer. Landet har investeret kraftigt i infrastrukturprojekter, der kan binde andre lande økonomisk sammen med Kina. Foto: Sasha Krotov / Wiki Commons

Den stærke kinesiske valuta

Kinas vækst har også i stigende grad udfordret dollaren som reservevaluta, skriver Kent E. Calder. Allerede i perioden mellem 2006 – 2013 faldt dollarens andel af centralbankernes valutareserver fra 41 procent ned til 33 procent. USA’s handelskrige og unilateralisme samt flittige brug af sanktionsvåbnet, også mod allierede, har styrket brugen af den kinesiske valuta renminbi (RMB) som reservevaluta. RMB er blevet en del af Den Internationale Valutafonds (IMF) såkaldte SDR-kurvSpecial Drawing Rights«), som er en kombination af forskellige af verdens førende valutaer som finansieringskilde. Den Europæiske Centralbank (ECB) og Tyskland medtager også renminbi i deres valutareserver. Efter en kortere nedgang er den kinesiske valutas andel af verdens valutareserver igen begyndt at stige. Kort sagt er USA’s dominans alvorligt udfordret.

– Men hvordan skal USA reagere?

Det spørgsmål tager Kent E. Calder op i det afsluttende kapitel. Svaret lyder, at USA skal afbalancere Kina via tættere samarbejde med lande som Indien, Japan og Australien for at opretholde størst mulig maritim sikkerhed samt oprette egne finansielle institutioner til at fremme økonomiske mål i Asien. Men forholdet til Kina – og for den sags skyld Rusland – behøver ikke at være et nul-sum spil.

USA kan med fordel stræbe efter et kompromis omkring Ukraine ved for eksempel at afstå fra ukrainsk NATO-medlemskab. Det kan skabe et bedre forhold til Rusland, og måske begrænse det russisk-kinesiske samarbejde noget. Når alt kommer til alt, har USA og Kina en række fælles interesser.

Kent E. Calders bog er oplysende og tankevækkende – og vil for mange givetvis være provokerende. Den kan kun anbefales.

Kent E. Calder, »Super Continent, The Logic of Eurasien Integration«, Stanford University Press (USA), 2019, 323 sider.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).