Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
28. april. 2021

Kronik: European Super League drejer sig om langt mere end fodbold

Penge, virksomheders magt og underholdning over for konkurrence. Overordnet set handler hele European Super League-dramaet om de tre grundlæggende spørgsmål, der også sætter mere på spil end bare fodbold, mener Rasmus Gustafsson.

Det smukke spil. Fodboldens sjæl bliver udfordret af nyliberal grådighed, og minder på den måde om mange andre samfundskampe. Foto: Kiss CCO
Artiklen tager cirka 11 minutter at læse.

Sidste mandag 19. april blev der offentliggjort planer om at oprette en privat liga kaldet European Super League, som skulle være en lukket fest for de største europæiske fodboldklubber. Det affødte et kæmpe ramaskrig. Planerne var på alle måder et frontalt angreb på den måde international fodbold fungerer på i dag, også selvom de i første omgang er blevet sat på pause. Det gælder både klub- og landsholdsfodbold.

Mange tænker nok, at ESL-dramaet primært handler om fodbold. Men sagen er også blevet storpolitik, og forskellige regeringer har blandet sig i sagen. Det mener jeg, der er gode grunde til. For sagen handler om meget mere end blot fodbold. Den peger også på nogle udfordringer, som de gældende samfundsinstitutioner kan stå over for i fremtiden.

1. Money talks

Det er selvfølgelig svært at komme udenom, at sagen handler om økonomi. De store klubber ønsker primært at oprette den her liga, så de kan tjene flere milliarder til sig selv. I dag skal storklubberne dele pengene fra de lukrative tv-aftaler med de andre hold i de nationale ligaer. Det er f.eks. ingen hemmelighed, at både F.C. Barcelona og Real Madrid i mange år har været meget utilfredse med, at de ikke fik en større del af tv-pengene i Spanien. Samtidig har UEFA offentliggjort, at de vil udvide Champions League, så storklubberne skal dele indtægterne derfra med endnu flere hold.

“Som ofte set før, er store virksomheder de største tilhængere af det frie marked – lige indtil de selv bliver udkonkurreret.”

Rationalet fra Super League-klubberne er, at det er dem, der trækker langt de fleste tv-seere, så hvorfor skal de så ikke have en større del af tv-indtægterne end de mindre hold? At der allerede i dag er en kæmpe ulighed i fordelingen blandt storklubberne og de mindre hold, glemmer Super League klubberne selvfølgelig at fortælle. Men ved at oprette en privat liga, der i første omgang finansieres udefra af JP Morgan og Amazon, kan storklubberne forbigå dét system, de anser for urimeligt, og dele tv-pengene mellem sig selv, mens man vil afskære de mindre klubber fra at få del i det store udbytte.

Samtidig er mange af storklubberne – i særdeleshed de italienske hold (Juventus, A.C. Milan og Inter, red.) og FC Barcelona – økonomisk pressede som følge af corona-krisen og en række forfejlede investeringer. Derfor kan Super League være en måde, hvorpå klubberne kan sikre sig rent økonomisk, og samtidig beskytte sig mod den konkurrence, som måske var på vej til at køre dem ud på et sidespor. Som ofte set før, er store virksomheder de største tilhængere af det frie marked – lige indtil de selv bliver udkonkurreret.

Fuck Real Madrid, Fuck Barcelona!” Vrede fans kastede hundredvis af tennisbolde på banen, da Sevilla og Levante mødtes lørdag 21. april 2012 i den spanske førstedivision, La Primera. Forinden var kampen blevet rykket til klokken 22.30, for at gøre plads til El Clásico-opgøret mellem de to storklubber, Real Madrid og F.C. Barcelona. Mange føler ligesom Sevillas fans, at de store hold allerede får store fordele i bl.a. sendetid og TV-penge. Foto fra kampen.

2. Sport som underholdningsprodukt eller en fair konkurrence?

Hvis man flyver lidt højere i helikopteren, så handler konflikten imidlertid om noget endnu mere grundlæggende end kun penge. Super League klubberne er, udover en økonomisk armlægning, også i gang med at føre en ideologisk kamp, der omhandler sportens grundlæggende dynamik og funktion. Super League er nemlig den ultimative konkretisering af idéen om sport som et underholdningsprodukt, der skal optimeres og designes til at følge en moderne medielogik. Tankegangen er, at fodbold skal være så seværdigt som muligt, og at man derfor med fordel kan skære alle de ”overflødige” kampe, som trækker færre tv-seere, væk. Folk vil se de bedste spillere mod hinanden.

“Super League er egentlig blot det næste skridt i den stigende kapitalisering af fodbold, hvor man også går ind og ændrer på selve spillet for at gøre fodbold mere profitabel.”

Skaberne bag Super League agter dog at tage den skridtet videre, ved også at justere formatet for fodboldkampe. En af bagmændene, Andrea Agnelli, har talt om at gøre kampene kortere, ændre på reglerne, så der kommer flere mål, og at give mulighed for at sælge streamningabonnementer til de sidste 15 minutter af kampene. Alt sammen fordi fodbolden, ifølge Super League bagmændene, er et produkt, der bør tilpasses en moderne medievirkelighed, hvor alt går stærkere, og folks opmærksomhed er en ombejlet ressource. Alt dette står jo i stærk modsætning til den opfattelse, de fleste af os nok har, hvor sport handler om at konkurrere på lige vilkår, og hvor det er vigtigt at værne om de fælles regler.

På mange måder er de ideologiske tanker bag Super League en naturlig udvikling af mange års kommercialisering og kapitalisering af fodbold, hvor internationale pengemænd har overtaget styringen i mange af de store klubber, og forvandlet dem fra traditionelle fodboldklubber til toptunede virksomheder. Eksempelvis er Real Madrid i gang med at ombygge deres stadion, Santiago Bernabeu, til en moderne kombination af storcenter, kontorer og stadion.

I virkeligheden behøver vi ikke kigge mod udlandet for at se noget lignende. FC København har gjort noget lignende med deres opbygning af Parken for nogle år siden, hvor den ene endetribune blev erstattet med kontorbyggeri. Fodbolden er i stigende grad blevet undertvunget en kapitalistisk logik, hvor der skal profiteres på alt, uagtet om det så rammer ens egne fans. Dette har man i særdeleshed set i England, hvor der er skruet så højt op for billetpriserne, at få af de lokale fans har råd til at gå til fodbold. Super League er egentlig blot det næste skridt i den stigende kapitalisering af fodbold, hvor man også går ind og ændrer på selve spillet for at gøre fodbolden mere profitabel.

3. En kamp om magten

Flyver vi op i den helt store helikopter, trækker misæren nogle skræmmende perspektiver for relationen mellem statslige og interstatslige institutioner på den ene side, og kæmpestore virksomhedskonglomerater på den anden side. Sagen om en European Super League er et godt udtryk for, hvad konsekvenserne kan blive af en samfundsmæssig udvikling, hvor private virksomheder og aktører bliver så store, at de kan udfordre og omgå de gældende sociale institutioner og spilleregler, hvis disse skulle stå i vejen for deres jagt på profit.

Man har bl.a. set det i Tyskland, hvor energiselskabet Vattenfall sagsøgte den tyske regering, fordi den besluttede at afskaffe atomkraft. Man ser det, når store virksomheder omgår de gældende skatteregler og flytter deres overskud til skattely. Man ser det, når store virksomheder stiller spørgsmålstegn ved, at det er statslig regulering, der skal til for at sikre den grønne omstilling.

Sagen viser med al tydelighed den magt, private virksomheder – i dette tilfælde storklubber i fodbold – har, når de er blevet så store, at de næsten er større end dét samfund, de er en del af. Virksomheder som Facebook, Amazon og Nestlé har en enorm magt i forhold til mange nationalstater, fordi de bidrager med så mange arbejdspladser og kapital. Ligeledes har de store fodboldklubber en enorm magt – så truslen om at oprette en Super League udgør en fundamental trussel mod legitimiteten af UEFA og de gældende institutioner i fodboldverdenen. Den prompte reaktion fra UEFA og de nationale fodboldforbund skal således ses i det lys. For hvis de store klubber forsvinder fra Champions League og de nationale ligaer, er der ingen tvivl om, at pengene, opmærksomheden og tv-seerne også ville forsvinde.

Samtidig taler storklubbernes begrundelse for at oprette en Super League godt ind i samtidens anti-bureaukratiske eller anti-statslige konsensus. I de seneste 30 år har der været en generel politisk konsensus om, at bureaukratiet og statslige institutioner er ineffektive, langsommelige og fordyrende. Det har man kunnet se med de sidste mange års betoning af at ‘effektivisere’ den offentlige sektor, udlicitere offentlige services til private, og endda at indrette den offentlige sektor på kapitalistiske præmisser – den såkaldte “New Public Management”.

Super League-klubbernes kritik af UEFA taler samme sprog: Turneringsstrukturerne er for omstændige, der er for mange uinteressante kampe, formatet passer ikke til en moderne medievirkelighed, og UEFA er for langsom til reagere, som Real Madrid-præsidenten Fiorentino Perez har forklaret. Hans kritik er – med de seneste års korruptionssager i baghovedet – ikke skudt helt ved siden af. De etablerede institutioner i fodbold er på nogle måder utidssvarende. Men Perez rammer skævt, når han foreslår, at løsningen er, at de entreprenante storklubber går forrest og opretter deres egen liga. Det minder om, når Bill Gates giver velgørenhed til fattige lande direkte fra sin egen fond, i stedet for at støtte opbygningen af en stærkere samfundsstruktur i landene. Traditionelle, bureaukratiske institutioner er for langsomme i optrækket, og private aktører må derfor gå forrest for at løse problemerne, lyder rationalet. På den måde er Super League et udtryk for, at den ‘anti-bureaukratiske’ diskurs også er trængt igennem i sporten.

Med Super League vil man skære de mindre interessante kampe mellem små hold ud af ligningen, og dermed optimere seertallene ved kun at servere store, underholdende kampe. Men den slags profittænkning ændrer på selve spillet, skriver dagens kronikør. Foto fra Premier League-kamp mellem West Bromwich og Crystal Palace i december 2020.

Alarmklokkerne bør (stadig) ringe

Den kritiske læser vil nok indvende, at Super League jo ikke ser ud til at blive til noget. Er der så grund til bekymring? Viste det faktum, at klubberne sprang fra ikke, at folkelig modstand og politisk pres kan modgå store virksomheders griske planer? Til dels. Men det faktum, at klubberne foreløbig har sat Super League i bero, ændrer ikke på de grundlæggende dynamikker, der gør sig gældende. Storklubberne kommer helt sikkert til at bruge truslen om en Super League som et pressionsmiddel over for UEFA og de nationale forbund, når der skal fordeles penge fra tv-aftalerne fremover. På den måde kommer Super League stadig til at få en stor betydning fremover, og kan medvirke til, at fordeling af tv-midler og reklameindtægter kan blive endnu mere ulige.

“I en tid med så opskruede billetpriser, at kun få af de lokale fans fra arbejder- og middelklassen har råd til at tage til fodbold, betyder den lokale forankring ikke det store for klubbernes økonomiske grundlag.”

Samtidig skal man også passe på med at være for naiv i fortolkningen af den seneste uges hændelser. Den primære årsag til, at flere af klubberne endte med at springe fra, var ikke det store pres fra fansene. I en tid med så opskruede billetpriser, at kun få lokale fans fra arbejder- og middelklassen har råd til at tage til fodbold, betyder den lokale forankring ikke det store for klubbernes økonomiske grundlag. Dét, som gjorde udslaget var, at spillerne også sagde fra. For nok kan Super League-bagmændene gøre meget for at skrue på formatet og rammerne for fodbold. I sidste ende er det spillerne, der skal levere varen. Og hvis disse ikke er motiveret for at spille i Super League, går formålet med ligaen – nemlig at optimere fodbolden som et produkt – lidt fløjten.

Men selv om projektet for en stund er blevet standset, så bør Super League-sagen i den grad få alarmklokkerne til at ringe, hvis man er interesseret i at sikre, at sporten fortsat kan foregå på fair præmisser. Der er behov for at sikre fan- og medlemsindflydelse i styringen af de store fodboldklubber, så enerådige præsidenter og klubejere ikke kan kaste klubberne ud i sådanne projekter, udenom resten af klubben. Der er brug for regler, som sikrer, at en toppost i en fodboldklub er noget, man skal vælges til, og ikke noget man kan købe sig til. Og der er også brug for sanktioner mod de klubber, som har været involveret i planerne.

Super League viser, hvor stor magt private virksomheder har i nutidens kapitalisme. Det kan samtidig være et forvarsel om, hvordan fremtiden kan komme til at se ud, hvis ikke der bliver grebet ind over for de store koncerner. Det vedrører både fodbold, andre sportsgrene – og resten af samfundet.


Om skribenten

Rasmus Gustafsson

Rasmus Gustafsson

Cand. Scient. Pol og lokalt bestyrelsesmedlem i SF.
Læs mere