Fagtoppens angreb på sygeplejerskerne er et forventeligt svigt uden lige
Fagbevægelsens top forsøger anført af Lizette Risgaard at knægte ethvert antrit til strejke. Men de har svært ved at styre utilfredsheden i en stadig mere oprørsk stemning – anført af de kæmpende sygeplejersker, skriver Jan Hoby.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
2021 lakker mod enden – og det har altså været noget af et år. Med corona-verdenssmitte, men også med fordoblet antal demonstrationer. Vi lever i en oprørets æra ligesom i 1968.
Corona-pandemien er et dystert varsel for fremtiden, fordi corona ikke er en utilsigtet krise udløst af naturen uden for kapitalismen, men er et resultat af kapitalismens rovdrift på naturen. Men der er også håb at spore.
En ny undersøgelse udført af forskere fra den tyske tænketank Friedrich-Ebert-Stiftung (FES) og ngo’en Initiative for Policy Dialogue viser, at antallet af demonstrationer er tredoblet fra 2006 til i dag.
I undersøgelsen – “World Protests: A Study of Key Protest Issues in the 21st Century“ – har forskerne set på mere end 900 protestbevægelser spredt over godt 100 forskellige lande og fundet frem til – at vi lever i en oprørets æra à la 1968.
Massebevægelsernes genkomst er et produkt af, at regeringsledere og politikere ikke har vist vilje til at tage fat om de store, konkrete og nære problemer, som er allestedsnærværende for flertallet: En løn man kan leve af; en bæredygtig planet for fremtidige generationer; mere lighed og mere demokrati. Og som skrevet ud af enhver revolution, så ignorerer de magtfulde de meget forståelige krav, hvilket blot puster yderligere til oprør. I Rusland startede det med krav om brød, jord og fred.
Man skulle tro, de magtfulde havde lært lektien af historien. Tiden med at lade sig nøjes med pyntegrønt, pynterødt, forståelsespapirer og varm luft i ringbind er ovre. Og Danmark adskiller sig ikke fra resten af verden. Tværtimod.
Ti uger der rystede magthaverne, fagtoppen og det politiske system
Sygeplejerskernes nej til endnu en kriseoverenskomst – hvor de offentligt ansatte kvindefag og andre lavtlønnede grupper, igen med fagtoppens accept, skulle betale for endnu en krise – blev mødt med strejkebevægelse, som var en fuckfinger til Mette Frederiksen, fagtoppen, status quo, uligeløn og manglende anerkendelse. Det blev til ti uger, der rystede magthaverne, fagtoppen og hele det politiske system.
“Fagtoppen har ikke forstået, hvad sygeplejerskernes banebrydende, overenskomststridige strejkebevægelse handlede om. Det var en kamp på vegne af alle kvindefag og andre lavtlønsgrupper.”
Fagtoppens modsvar blev som amen i kirken. Det blev til en omvendt fuckfinger til samtlige sygeplejersker og jordemødre, der på vegne af alle kvindefag løftede spørgsmålet om opgøret med uligeløn og tjenestemandsreformen ind i magtens centrum. Anført af Fængselsforbundet er sygeplejerskerne blevet beskyldt for at kaste fagbevægelsens kerneværdier i skraldespanden og i stedet kæmpe for sig selv med overenskomststridige metoder.
Og hvis der er noget, fagtoppen afskyr mere end alt andet, så er det, når medlemmerne vender tommelfingeren nedad, forkaster dårligt forhandlede overenskomster og tager sagen i egen hånd. Fagtoppen og store dele af fagbureaukratiet har siden finanskrisen påtaget sig et anti-strejke synspunkt, og det er formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard, der fører an.
”Men jeg mener, at lønkampe skal overlades til fagforeningerne. Det bliver for unuanceret, hvis man uden sin fagforening kaster sig ud i spørgsmålet om løn. Jeg mener ikke, at nogen har glæde af ulovlig håndtering af arbejdsmæssige spørgsmål,” udtaler formanden for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen til Berlingske, fredag 19. november. Han får opbakning fra Tina Græsted, der er formand for social- og sundhedshjælperne i fagforeningen FOA: ”De her metoder er ikke noget, vi er blevet enige om. Vi er tværtimod blevet enige om, at det ikke er sådan, vi gør. Jeg tænker ikke ligefrem, de har gjort det nemmere for deres fagforening at forhandle et ordentligt resultat hjem”.
Hun frygter som stort set hele parnasset af fagbureaukrater, at de overenskomststridige metoder kan skade den samlede kamp for en bred lønstigning i sundhedsvæsenet: ”Jeg kan ikke se, at de kæmper for alle faggrupper. De er måske blevet blinde for, at der faktisk findes andre end dem selv,” siger Tina Græsted.
Disse citater udstiller en fagtop, der ikke har forstået, hvad sygeplejerskernes banebrydende, overenskomststridige strejkebevægelse handlede om. Det var en kamp på vegne af alle kvindefag og andre lavtlønsgrupper. Det var en understregning af, at fagtoppen i Forhandlingsfælleskabet ikke havde forstået situationens alvor, og hvad der havde fået den berømte dråbe til at flyde over.
Når de, der frivilligt på fællesskabets vegne har valgt at være kollegerne tillidsrepræsentanter ved overenskomstforhandlinger, ikke kan levere varen ved at sikre løn som fortjent, men i stedet ”forhandler” resultater hjem – der øger lønspredningen og uligheden mellem de højtlønnede og alle kvindefagene og ikke engang sikrer reallønnen for kvindefagene, men kun de højtlønnede – så må det ende galt.
Sygeplejerskernes strejkebevægelse har givet resultat
Den samlede fagtop med Lizette Risgaard i spidsen skulle i stedet for at angribe sygeplejerskerne, takke dem for at sikre vinterpakken på en milliard kroner ved finansloven. For den så kun dagens lys, fordi sygeplejerskernes overenskomststridige strejkebevægelse pressede alt og alle. – For sygeplejerskerne splitter ikke. De samler.
Deres kamp er en kamp på vegne af alle kvindefag, nu og i fremtiden. De har fremrykket kampen mod uligeløn og tjenestemandsreformen sammen med ligelønsbevægelsen #SlutMed1969 på rekordtid. De har tvunget den socialdemokratiske regering, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Forhandlingsorganet til at komme i arbejdstøjet og levere det, der skulle havde været leveret i 2008! Sygeplejerskerne og jordemødrene har været i stand til at skabe en bredere erkendelse af, at der er et kæmpeproblem med alle kvindefags løn. Det er mere, end hvad man kan sige om fagtoppen i kvindefagenes fagforbund og i FH.
Fagbureaukraterne splitter
De eneste, der splitter, er alle de fagbureaukrater, som påstår, at sygeplejerskernes kamp splitter. Og her er vi ved nøglen til, hvorfor fagbevægelsen står i lort til halsen, og hvorfor medlemmer, der kæmper, bliver undsagt af deres faglige ledere.
Bevarelsen af fagbevægelsens maskinrum med forbundshuse, økonomi og organisation er blevet mere og mere et ”mål i sig selv”. Det er blevet vigtigere end at opnå forbedringer af overenskomster, rettigheder og goder for arbejderne og medlemmerne. Det institutionelle pres for at overholde arbejdsmarkedets grundlove leder mere og mere til en modstand mod mål og kollektiv handling, der kan opfattes som at ”gå for langt” og unødigt skabe afstand og modsætning til arbejdsgiverne og staten. For risikoen med en åben konfrontation kan true fagbevægelsens forskellige fagforbunds organisatoriske sikkerhed, forhandlingsposition og økonomiske formue ved at tømme strejkekasserne.
“Den største gave, sygeplejerskerne har fået fra den samlede fagtop, er fagtoppens undsigelse af deres kamp for ligeløn. For fagtoppen frygter mere end noget andet fællesskabets styrke og kollektive handling.”
Fagbureaukratiet er hele tiden under massivt pres for at bevare en tro på den ”danske model” og samtidig bevare forhandlingsklimaet med deres modparter og løse alle problemer og udfordringer inden for rammerne af arbejdsmarkedets spilleregler. Det pres er ikke blevet mindre af, at sygeplejerskernes strejkebevægelse fik udstillet den socialdemokratiske fagforeningsmodel som kejserens nye klæder.
Det er også derfor, at fagbureaukratiet ofte mod og med deres vilje, frivilligt eller modstræbende, bliver nødt til at begrænse deres medlemmers vilje til kollektiv handling og slutte strejker, før de er startet og sikre et kompromis, der ofte er i modsætning til medlemmernes krav, interesser og håb.
Derfor er det afgørende, at fagbevægelsens græsrødder lærer af sygeplejerskernes og jordemødrenes tilkæmpede erfaringer under OK21. For får vi ikke opbygget et tværfagligt netværk med samme styrke, kvaliteter og dynamik som Foreningen af Danske Sygeplejersker og Jordemødre for ligeløn, så vil vi stå svagere ved den kommende konfrontation, som kommer på den anden side af Lønstrukturkomiteens konklusioner og ved OK24.
Den største gave, sygeplejerskerne har fået fra den samlede fagtop, er fagtoppens undsigelse af deres kamp for ligeløn. For fagtoppen frygter mere end noget andet fællesskabets styrke og kollektive handling. De frygter grundlæggende set, at arbejderbevægelsens kerneværdier skal blive vakt til live, og at massebevægelser, massedemonstrationer og massestrejker igen skal blive fagbevægelsensarbejdsformer. Og ifølge forskningen er der noget, som siger, at fagtoppen har noget at have deres frygt i.
Det er sgu godt nyt for os, der ønsker en kæmpende, demokratisk og samfundsforandrende fagbevægelse.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER