Marion Le Pen: Barnebarn af Jean Marie Le Pen og niece til Marine Le Pen. Hun repræsenterer om nogen 'fascismens nye ansigt' i Frankrig og dét, som Enzo Traverso kalder 'postfascisme'. Illustration: Thierry Ehrmann
21 min. læsetid

Fremkomsten af Bolsanaro i Brasilien, Trump i USA, og den yderligtgående højrefløj overalt i Europa har fået ordet “fascisme” på alles læber. Men den voksende højrefløj er forskellig fra det 20. århundredes fascisme på afgørende områder. Det understreger Enzo Traverso, der underviser i historie på Cornell University, i dette interview fra Jacobin Magazine 2. april.

Oversat af Mikael Andersen


Af Nicolas Allen og Martín Cortés

Frankrig, Italien, Ungarn, Polen, Østrig, og selv tidligere anderledes lande som Spanien og Tyskland. Listen over lande, der er ved at rammes af højreekstremismens skygge, bliver stadig længere. Bolsonaros triumf i Brasilien, og Trumps tid som præsident har åbnet debatten om det jordomspændende i noget, der engang syntes at være et europæisk fænomen.

Debatten vender uundgåeligt tilbage til spørgsmålet om fascisme. Hvordan kan vi forstå højreekstremistiske bevægelser, der fremkalder fascismebilleder, men dukker op i en meget anderledes historisk sammenhæng og taler et andet sprog end det 20. århundredes ‘Blod og Jord’?  

I bogen The New faces of Fascism, (’Fascismens Nye Ansigter’, red.) tager Enzo Traverso sigte på det omskiftelige mål. Resultatet er ‘post-fascisme’, Traverso’s forsøg på at formulere et svar, der kan beskrive historisk kontinuitet og brud mellem klassisk fascisme og en højreekstremisme, der har familiære ligheder.

Nicolas Allen og Martín Cortés talte med Traverso for at diskutere det yderligtgående højres forsøg på at genopfinde sig selv – og hvordan venstrefløjen også kan genopfinde sig selv for at følge med.

Forskel mellem fascisme og populisme

Vor tids debatter om fascisme og populisme kører ofte fast i semantik. I ’The New Faces of Fascism’ har du en anden tilgang. Du er mere bekymret over, hvordan ordene fascisme og populisme bliver brugt i offentlige debatter, og hvad de kan afsløre omkring “den offentlige brug af historien”. Sig lige et par ord om den generelle inspiration til bogen?

– Fortolkninger af fortiden kan ikke adskilles fra den offentlige brug i nutiden. Jeg er interesseret i at danne mig et begreb om fascismen, men bestræbelsen er ikke kun historisk, og den er ikke politisk “neutral”. For eksempel skelner jeg mellem fascisme og populisme. Fascisme betyder at udslette demokrati, populisme er en politisk stil, der kan gå i en anden, ofte modsat retning – men som normalt ligger inden for demokratiske rammer.

Jeg skelner mellem fascisme og populisme. Fascisme betyder at udslette demokrati, populisme er en politisk stil, som normalt ligger inden for demokratiske rammer.Enzo Traverso

Jeg er ikke sikker på, hvordan man skal dissekere ideen om fascisme i dag. Den bliver ofte misbrugt. Normalt har truslen om fascismens genkomst været en bekymring, venstrefløjen havde. I dag er det blevet et omkvæd for eliterne, som trues af højrefløjspopulisme og post-fascisme – tænk på Madeleine Albright og Robert Kagan i USA, eller Matteo Renzi i Italien.

Den type “antifascistisk” enhedsfront, som de traditionelle eliter foreslår, skjuler deres eget ansvar for at skabe de forhold, som har tilladt det nye radikaliserede højre at vokse frem og sprede sig – fra Østeuropa til Vesteuropa, fra USA til Brasilien.

Den generelle inspiration til min bog ligger i spørgsmålet: – Hvad betyder fascisme i det 21. århundrede? Bør vi anse fremkomsten af den nye højrefløj på en global skala som en tilbagevenden til den klassiske fascisme i 1930’erne – eller snarere som et helt nyt fænomen? Hvordan definerer man det, og hvordan man sammenligner dem?

Enzo Traverso: “I dag er “fascisme” blevet et omkvæd for eliterne, som trues af højrefløjspopulisme og post-fascisme.

Neofascisme eller post-fascisme

Ud fra titlen kunne man tro, at bogen handler om “neofascisme”. Men i stedet hævder du, at højredrejningen i europæisk politik er et “post-fascistisk” fænomen, forbundet til klassisk fascisme – men også fjernt fra den. Kan du kort forklare, hvorfor forskellen er vigtig?

– Neofascisme, bevægelser der hævder at være knyttet til den klassiske fascisme, er et marginalt fænomen. En af nøglerne til det nye radikale højres succes ligger i, at de fremstiller sig selv som noget nyt. Enten har de ikke et fascistisk ophav – Trump og Salvini – eller også har de klart gjort op med deres egen fortid – Marine Le Pen bandlyste sin far fra Front National.

Det nye højre er nationalistisk, racistisk og xenofobisk, fremmedfjendsk. I de fleste vesteuropæiske lande – i hvert fald der hvor det radikale højre har magten eller har vokset sig betydeligt stærkere – har det overtaget en demokratisk og republikansk retorik. Det har ændret sit sprog, dets ideologi og dets stil.

Det nye højre er nationalistisk, racistisk og fremmedfjendsk. Det har overtaget en demokratisk og republikansk retorik. Det har ændret sprog, ideologi og stilEnzo Traverso

Med andre ord har det fralagt sig de gamle fascistiske vaner, men er endnu ikke blevet noget helt andet. Det er endnu ikke en normal bestanddel i vores politiske systemer.

På den ene side er det nye, yderligtgående højre ikke længere fascistisk, på den anden side kan vi ikke definere det uden at sammenligne det med fascismen. Det nye højre er en hybrid, der måske går tilbage til fascismen, eller det kan blive til en ny form for konservativ, autoritær, populistisk demokrati. Det prøver begrebet post-fascisme at indfange.

Det er i dag umuligt at forudsige post-fascismens fremtidige udvikling. På det punkt er sammenligningen med mellemkrigstiden i det 20. århundrede vigtig: I begge tilfælde er der en mangel på international orden. Kaos’et efter Første Verdenskrig var resultatet af sammenbruddet i den såkaldte “Concert of Europe” (Europas Fællesskab) – det 20. århundredes klassiske liberalisme – og i dag er det en konsekvens af afslutningen på koldkrigstiden. Fascisme og post-fascisme er kommet til verden fra denne svingende og kaotiske situation.

EU kan ikke overleve, hvis det yderste højre sejrer

Du angiver Front National i Frankrig som lærebogseksemplet på post-fascisme. Ansporer Vox’s fremgang i Spanien eller Salvinis i Italien dig til at nuancere nogle aspekter i den grundlæggende definition af post-fascisme, eller synes du de bekræfter dit generelle begrebsmæssige omrids?

– Det yderligtgående højres succes i Frankrig, Italien, Ungarn, Østrig, Polen, og senest både i Spanien og Tyskland – to lande der ellers normalt blev opfattet som undtagelser – forstærker en generel tendens. Franske Front National var en forløber. Det åbner selvfølgelig for det dramatiske spørgsmål om fremtiden for den Europæiske Union. Jeg tror ikke, at EU kan overleve, hvis disse post-fascistiske bevægelser i Central- og Østeuropa går sejrrige ud af forårets EU-valg. EU forsvinder nok ikke lige over natten, men EU’s kollaps bliver uundgåeligt ikke så langt ude i fremtiden.

Jeg tror ikke, EU kan overleve, hvis de post-fascistiske bevægelser i Central- og Østeuropa går sejrrige ud af forårets EU-valgEnzo Traverso
Enzo Traverso mener det forestående EP-valg bliver et skæbnevalg for unionens beståelse. Følg valgkampen her på Solidaritet.

Fremgangen for de reaktionære og nationalistiske, “eurofobiske” bevægelser er imidlertid et produkt af den politik, som EU-kommissionen selv har ført i over 20 år. EU er blevet et redskab for finanskapitalismen, der har pålagt alle regeringerne dets regler gennem en lovpligtig struktur, opbygget af et komplekst system af love der nogle gange er indskrevet i forfatningerne.

Demonstration for den polske fascistorganisation ONR. “Det yderligtgående højres succes i Frankrig, Italien, Ungarn, Østrig, Polen, og senest både i Spanien og Tyskland forstærker en generel tendens” forklarer Traverso. Foto: Wiki Commons

Den mest spektakulære succes for de neoliberale eliter er at omdanne deres egen bankfallit – i 2008 hvor staterne gik ind og reddede bankerne – til en finansiel krise for staterne selv, som tilsyneladende har brugt flere penge, end de havde, og nu kan omdanne sig selv til rentable og konkurrencedygtige institutioner. Efter to formænd for EU-kommissionen som Barroso (nu rådgiver hos Goldman Sachs) og Juncker (den tidlige leder af et skatteparadis som Luxembourg), og efter krisen i Grækenland og 10 år med finansiel mådehold i politik over hele kontinentet, er fremgangen for højreorienterede populister som Matteo Salvini og Viktor Orbán ingen overraskelse: “Fornuftens søvn skaber monstre”.

Vi kan ikke kæmpe effektivt mod post-fascisme ved at forsvare EU. Det er ved at forandre EU, at vi kan besejre nationalisme og højrefløjs-populisme.

Front National og den nykoloniale historie

mMeget af din analyse har fokus på Frankrig. Der synes det nærmest, som om det ny yderligtgående højre bedre kan forstås som en genkomst af de undertrykte: At gøre Front National mainstream er en proces, hvor man tydeliggør den autoritære, koloniale historie i roden af den Femte Republik. Er det korrekt? Og hvis det er, kan det så sprede sig til andre lande, som kæmper med tendenser til højreekstremisme?

– I Europa har den fremmedfjendske og racistiske bølge rettet mod asiater og afrikanere uundgåeligt en smag af nykolonialisme. Muslimske immigranter og flygtninge, som er deres mål, kommer fra tidligere europæiske kolonier. Det er en “genkomst af de undertrykte”, der afslører en imponerende fortsættelse af kolonialisme i den europæiske underbevidsthed. Men den gamle koloniale og racistiske retorik er opgivet.

Enzo Traverso: The New Faces of Fascism. Kan købes gennem Verso Books.

Front National er ikke længere en bevægelse af nostalgiske varsler om et fransk Algeriet. Det gengiver sig selv som en beskytter af en fransk national identitet truet af globalisering, masseimmigration og islamisk fundamentalisme. Den neokoloniale holdning kan inddrage republikanske og “progressive” vaner: På den ene side ønsker de at beskytte Frankrigs og Europas kristne rødder mod den islamiske “invasion”. På den anden side lader de som om, at de forsvarer menneskerettigheder (selv for kvinder og homoseksuelle) mod islamisk åndsformørkelse.

De argumenter er meget populære i de franske medier, langt ud over Front Nationals rækker: Mange intellektuelle i det offentlige rum, der ikke vil forveksles med Marine Le Pen, er blevet hendes mest effektive allierede – såsom Alain Finkielkraut, som for nyligt blev medlem af Académie Française. Efter terrorangrebene i 2015 vedtog François Hollande og hans premierminister Manual Valls politik foreslået af Front National: Undtagelsestilstand, udgangsforbud og masseudvisninger af papirløse immigranter. De forsøgte endda at vedtage princippet om, at terrorister med dobbelt statsborgerskab – franske statsborgere af nordafrikansk herkomst – skulle fratages deres franske statsborgerskab.

Mikro-fascisme

Mener du, at begreber som “mikro-fascisme” eller andre begreber, der ser fascisme som en arketypisk dynamisk kraft i kapitalismen, er troværdige?

– “Mikro-fascisme” virker som en upassende definition, da vi står over for et globalt fænomen. Da et ægte demokrati kræver social lighed, kan vi sige, at især i nyliberalismens tidsalder består kapitalisme i at “opløse” demokrati, som Wendy Brown har beskrevet det så godt. Det er en general tendens i selve kapitalismen, ikke en af dens patologiske eller degenererede former.

Siden første halvdel af 19. århundrede har en klassisk liberal tænker som Tocqueville forstået, at udviklingen af kapitalisme truede det, han anså som “valgt samhørighed” mellem demokrati og markedsøkonomi. Den vision om en identitet imellem kapitalisme og demokrati blev en myte i den anden halvdel af 20. århundrede, i velfærdsstatens æra.

Faktisk var den “menneskeliggørelse” af kapitalismen et resultat af Oktoberrevolutionen. Efter den virkeliggjorte socialismes kollaps og den sidste del af afkoloniseringen, genopdagede kapitalismen sin “brutale” natur. Social ulighed eksploderede på global skala, og demokrati begyndte at blive tømt for dets indhold.

Fascisme har helt sikkert en ‘transhistorisk’ karakter. Tænk på militærdiktaturerne i Latinamerika i 1960’erne og 1970’erne – fascismen kan ikke frigøres fra kapitalismen, som var en af dens præmisser. Men at se fascisme som et resultat af kapitalismens globale krise betyder ikke, at det bliver det uundgåelige slutresultat.

Fascismen kan ikke frigøres fra kapitalismen, som var en af dens præmisser. Men at se fascisme som et resultat af kapitalismens globale krise betyder ikke, at det bliver det uundgåelige slutresultat.Enzo Traverso

I USA blev resultatet af kapitalismens krise ikke fascisme. Resultatet var ‘New Deal’. Fascisme hører til en historisk periode – det 20. århundrede – hvor det tilintetgjorde demokrati. I dag har post-fascisme mistet den undergravende dimension, som dets forgængere havde: Post-fascismen ønsker ikke at undertrykke parlamentarismen og individuelle rettigheder. I stedet forsøger den at ødelægge demokrati indefra.

“Fascisme hører til en historisk periode – det 20. århundrede – hvor det tilintetgjorde demokrati. Postfascisme forsøger i stedet at ødelægge demokrati indefra”. Foto: Wiki Commons

Postfascismen vokser, når venstrefløjen ikke giver svarene

Du skriver om det nutidige “tabu-brud” omkring åbent at påstå fascistiske eller højrenationale politiske identiteter. Du anerkender, at det yderligtgående højre i Europa har opnået en vis legitimitet ved at opfylde tomrummet efter socialdemokratiske partiers tilbagegang. Men alligevel synes du at have en dybere pointe i det, du kalder et “regime of historicitet”, fortidsregime. Kan du uddybe den forbindelse, du trækker mellem “hukommelsesløse demokratier” og det yderste højres fremgang?

– Post-fascisme er et globalt fænomen, der ikke har monolitiske eller ensartede karakteristika. Den eksplosive cocktail af nationalisme, fremmedhad, racisme, karismatisk ledelse, reaktionær “identitets-tænkning” og fortidshyllende antiglobaliserings-politikker kan antage forskellige former.

For eksempel er den radikale form for neoliberalisme, som Bolsonaro praktiserer, ukendt i Europa, hvor post-fascisme er drevet af vrede og utilfredshed med EUs nyliberale politik. Fra den vinkel forekommer det mig, at en grundliggende forudsætning for post-fascismens fremgang er manglen på et venstrefløjs-alternativ til nyliberalismen.

Både kommunisme og socialdemokrati – de altdominerende modeller for venstrefløjen i det 20. århundrede – har fejlet. Den virkeliggjorte socialisme kollapsede, lammet af dets indre modsætninger. Og socialdemokrati – som redskabet der menneskeliggjorde kapitalismen under den kolde krig – udtømte sin historiske funktion, da kapitalismen blev neoliberal. Socialismen bliver nødt til at blive genopfundet.

Men i konkurrencen mellem ‘Venstre’ og ‘Højre’ om at genopfinde sig selv er post-fascismen langt forud. Forskelligt fra dets forgængere som var støttet af de herskende klasser i det kontinentale Europa i 1930’erne, er post-fascismen endnu ikke blevet den primære mulighed for den nyliberale elite. Post-fascismen kan blive hovedløsningen efter en generel krise i kapitalismen eller EU’s pludselige sammenbrud. Frygten for bolsjevisme – hovedårsagen til fascisme i mellemkrigsårene – findes ikke længere.

I min bog taler jeg om et neoliberalt “regime af historieksrivning”, hvis udsyn er hæmmet af nutiden. Det er et handikap for både højrefløjs- og venstrefløjs-bevægelser. Post-fascismen har ikke sine forgængeres utopiske horisonter. Den prøver ikke at fange den kollektive forestillingsevne med en myte om “Den Nye Mand”, “Tusindårsriget” og en ny civilisation. Post-fascismens logik er snarere “kulturel pessimisme”: Forsvar for traditionelle værdier og “truede” nationale identiteter; krav om national suverænitet som forsvar mod globaliseringen; og søgen efter en syndebuk i immigranter, flygtninge og muslimer.

Trumps fascistiske karaktertræk – men uden massebevægelse

Bogen beskæftiger sig mest med Europa. Selv dine korte diskussioner af amerikansk politik er mest for at afvise, at Trump kan forstås gennem en fascistisk optik. Ser du en bredere anvendelighed i fortidsregimer, som du beskriver? Indbyder Bolsonaros sejr i Brasilien os ikke til at overveje den globale udbredelse af fænomenet post-fascisme?

– Som mange har påpeget, udviser Trump typiske fascistiske karaktertræk: Autoritær og karismatisk ledelse, had til demokrati, foragt for loven, magtdemonstrationer, foragt for menneskerettigheder, åbenbar racisme, kvindehad og homofobi. Men der er ikke en fascistisk bevægelse bag ham. Han var den valgte kandidat for det Republikanske Parti, som er en hjørnesten i det amerikanske politiske styre. Den paradoksale situation kan ikke fortsætte evigt – uden at skabe tvivl om de demokratiske rammer i USA.

Et lignende dilemma, endda mere slående og dramatisk, er i spil i Brasilien efter valget af Bolsonaro. Han er mere radikal end hans amerikanske eller europæiske sidestykker. Hvor Marine Le Pen brød med sin fars antisemitisme og anlagde en demokratisk retorik, er Bolsonaro fortaler for tortur og militærdiktatur. Hvor Marine Le Pen og Salvini ønsker at genindføre en protektionistisk politik, er Bolsonaro fanatisk neoliberal.

Petrobras, grundstenen i brasiliansk kapitalisme, støtter ham dog ikke. Som mange brasilianske analytikere har påpeget, er der bagved Bolsonaro tre magtfulde kræfter: “balas, bois, e biblia” – hæren, jordejerne og evangelisk fundamentalisme.

Med andre ord ville en sand, klassisk fascistisk bevægelse kombinere de to ting, som Trump og Bolsonaro mangler: Massemobilisering og den samlede opbakning fra eliten. Er det korrekt?

– Ja. Jeg mener, det er en stor forskel, der gør dem forskellig fra klassisk fascisme. Selv om de herskende klasser sagtens kan rumme dem begge, specielt i fraværet af et effektivt alternativ. I EU-landene er den mulighed ikke deres agenda. De militariserede massebevægelser i klassisk fascisme var en følge af politikkens brutalisering efter Første Verdenskrig. I vor tid er det sket i Irak, Libyen, Syrien og Yemen. Men ikke i EU-lande, USA eller Brasilien. Det er derfor, at forløberen for Trump og Bolsonaro hverken er Mussolini eller Hitler – men i stedet Berlusconi. Men en ny global krise kan ændre det yderligtgående højres profil i mange lande.

Jair Bolsonaro, Brasiliens højrenationalistiske præsident mødes med sin amerikanske pendant. Hans magt i Brasilien hviler ifølge Enzo Traverso på balas, bois, e biblia – hæren, jordejerne og biblen – sidstnævnte via den evangeliske fundamentalisme i landet. Foto: Washington Post

“Anti-antifascistisk” demokrati er skrøbeligt

En af de mest interessante afsnit i din nye bog har en diskussion om den europæiske skole af “anti-antifascistiske” historikere og deres påståede “politisk neutrale” revidering af historien. Hvorfor ser du dem som så farlige? Og hvorfor er det vigtigt at understrege betydningen af en antifascistisk historiografi?

– Skillelinjen mellem fascisme og demokrati er både politisk og moralsk. I det kontinentale Europa, og i de senere år i Latinamerika, blev demokratiet født gennem modstandsbevægelsen og antifascismen. Mens disse kampe har frembragt demokrati, vil et “anti-antifascistisk” demokrati kun være skrøbeligt, hukommelsesløst og utro mod sin egen historie.

Venstrefløjen bør huske denne genetiske forbindelse mellem antifascisme og demokrati. Demokrati kan ikke reduceres til en enkelt juridisk og politisk afgørende faktor, til blot ’spillets regler’. Ej heller er demokrati en naturlig følge af en markedsøkonomi. Det er en historisk erobring af politiske revolutioner og antifascistisk kamp. At bryde eller benægte den historiske forbindelse er den mest direkte måde at “nedbryde demos”

Torve-bevægelser som ny kommunisme

Du har beskrevet de nylige “torve-bevægelser” – som Occupy Wall Street og spanske Indignados – som forsøg på at opfinde en “ny kommunisme”. Samtidig synes du at foreslå, at uden kritisk at gennemgå “gammel kommunisme” og opdage nogle brugbare sider af den arv vil den globale venstrefløj være uden ror. Hvor er nogle af de brugbare sider af den kommunistiske arv?

– Occupy Wall Street og Spaniens Indignados har udtrykt et ønske om et alternativ, ligesom Syriza i Grækenland gjorde før deres politiske kurskifte i 2015. Nu om dage har Bernie Sanders, Jeremy Corbin og Podemos bevist, at venstrefløjen leder efter nye ideer, ny veje, og nye håb. Sanders personificerer et skift i den amerikanske venstrefløjs historie – efter New deal i 1930’erne og New Left i 1960’erne. Han giver en ny legitimitet til ideen om socialisme i et land, hvor socialisme aldrig var dominerende. I Storbritannien og Spanien har Corbyn og Podemos symboliseret et radikalt brud med de mange former for socialliberalisme.

De eksperimenter er skridt på vejen til at opfinde en ny model for den globale venstrefløj. De gamle paradigmer fejlede, men er endnu ikke blevet erstattet. En ny model bør kombinere en kritisk fortolkning af verden, og et projekt for dets revolutionære omformning, som Marx foreslog i hans famøse “11. tese”.

‘Indignados’ (de vrede) samlet på Plaza del Ayuntamiento i Valencia. Bevægelser som denne er ifølge Traverso “et skridt på vejen til at opfinde en ny model for den globale venstrefløj”. Foto: Ran Kirlian /Flickr.

Kommunismen indbefattede den kombination og etablerede den utopiske horisont for det 20. århundrede. Jeg er kun sikker på, at et nyt, alternativt venstre for det 21. århundrede vil være antikapitalistisk, men jeg ved ikke, om det vil kalde sig “kommunistisk”. Det vil sikkert opfinde nye begreber og billeder – ligesom socialisme og kommunisme gjorde det i de sidste to århundreder. Men en ny global venstrefløj vil ikke blive opfundet ud af ingenting. At sige at et historisk brud fandt sted med tidligere modeller, betyder ikke, at en global venstrefløj ikke behøver en hukommelse og historisk bevidsthed.

En kritisk forståelse af tidligere nederlag er uundgåelig. Det der hjalp venstrefløjen til at komme videre fra dens nederlag – fra Pariserkommunen til det chilenske kup i 1973 – var overbevisningen om, at fremtiden tilhørte socialismen, og at selv de mest tragiske fiaskoer kun var tabte slag. Den tro på et historisk mål var belastet af en teleologisk, formålsbestemt dimension, men gav også venstrefløjen en ekstraordinær styrke, som ikke længere findes.

Venstrefløjen er blevet gjort “forældreløs”. Den kan hverken gøre krav på fortiden eller glemme den – den må overkomme den.

Skepsis mod venstrepopulisme

Du virker skeptisk over for populismens politiske brugbarhed for venstrefløjen. Da det er et ord, som ofte bliver brugt på forskellig måde – for at skære uforenlige fænomener som La France Insoumise og Front National over en kam – antager du, at populismen ender med at udviske linjerne mellem venstrefløjen og højrefløjen. At visse venstreorienterede intellektuelle og politiske partier har omfavnet mærkatet “venstrepopulisme” –  i et forsøg på at lægge en kurs mellem “torvet” og “afstemningerne” – synes ikke at indgå i dine overvejelser. Tror du, der er plads til en venstre-populisme i kampen mod post-fascisme?

I min optik er populisme en politisk stil, der kan deles af ledere af forskellige og endda modsatte orienteringer på både venstre- og højre-siden i det politiske spektrum. Men en stil og retorik – hvor “dyd” er legemliggjort af folket som modsætning til den korrupte elite – definerer simpelthen form og ikke indholdet af en politisk styrke. I Latinamerika brugte venstrepopulisme demagogik og antog ofte autoritære komponenter, men målet var at inkludere de lavere klasser i det sociale og politiske system. I Vesteuropa er højrefløjens populisme fremmedhadsk, racistisk og antager eksklusionspolitikker.

Som Marco D’Eramo har understreget, har stigmatiseringen af “populisme” i de fleste tilfælde afsløret en aristokratisk og elitær foragt for “folket”. Hvis populisme betyder, at Corbyn, Sanders og Podemos kan byttes ud med Salvini, Orban, Trump og Bolsonaro, er det et fuldstændigt ubrugeligt og endda et farligt begreb.

Jeg ved, at nogle radikale tænkere ser populisme som et alternativ til et angiveligt forældet skel mellem højre og venstre, og de kommer ofte med værdifulde argumenter. Under visse forhold kan den brug af populisme virke, men i en global kontekst – hvor post-fascistiske bevægelser har fremgang – risikerer det at frembringe farlige misforståelser.

“Hvis populisme betyder, at Corbyn, Sanders (billedet) og Podemos kan byttes ud med Salvini, Orban, Trump og Bolsonaro, er det et fuldstændigt ubrugeligt og endda et farligt begreb”. Foto: Phil Roeder / Bernie Sanders for President.

Lukkede grænser er ikke svaret

Til sidst vil vi gerne spørge dig om den nylige kontrovers omkring “venstrefløj for lukkede grænser”, som har rejst en del spørgsmål omkring suverænitet og dets politiske brug som begreb for venstrefløjen. Hvad tænker du om det spørgsmål?

– At kræve “lukkede grænser” i denne periode af “indhegnede lande” og militariserede grænser mod immigranter og flygtninge virker ekstremt farligt for mig. I sidste ende legimiterer det xenofobi, reaktionært forsvar for “national identitet”, og en tilbagevenden til national suverænitet – post-fascismens omkvæd. At tro at en globaliseret kapitalisme kan bekæmpes ved at genetablere nationale grænser er en bagudskuende ide, eftersom alle de afgørende problemstillinger i det 21. århundrede lige fra økologi, social ulighed og til demografiske forandringer kræver globale løsninger.

Siden dets oprindelse har internationalismen hørt til på venstrefløjen, og jeg tror ikke, at vi bare kan forlade eller afvise universalismen. I en global tidsalder skal socialisme genopdage den oprindelige betydning af grænser som samlingerne snarere end linjer, der separerer.

Oversat fra Fascisms old and New. Læs den oprindelige artikel på Jacobin her


Nicolas Allen er post-doc i litteratur ved Buenos Aires Universitet.

Martin Cortés er professor i politisk videnskab ved University of Buenos Aires og forfatter til den kommende bog: ”José Aricó: Translating Marx and Gramsci in Latin America”.