Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
23. januar. 2020

Finanskapital eller fælleseje?

Demokrati kan sikre både retfærdig omfordeling og benhård forretning, skriver Magnus Skovrind fra ‘Tryghedsgruppen’.

Fra ‘Tryghedsfondens’ hjemmeside

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.


Demokrati kan sikre både retfærdig omfordeling og benhård forretning, skriver Magnus Skovrind fra ‘Tryghedsgruppen’.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her

Har du lyst til at besvare dette indlæg? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Magnus Skovrind

Gennem tiden har mange kooperativer mistet troen på egen evne til at drive virksomheder. Men det er ved at vende. Fra 20. januar kan en halv million borgere i hovedstadsområdet stemme til Tryg-valget. Det afgør hvordan Danmarks største forsikringsselskab skal drives.

Danmark har ifølge opgørelser fra Tænketanken Demokratisk Erhverv en af de største kooperative sektorer i verden, særligt inden for den finansielle sektor.

Vores pensionskasser, realkreditinstitutter, spare- og andelskasser og forsikringsselskaber er domineret af demokratiske aktører. Så meget at Tænketanken Demokratisk Erhverv sidste år kunne konstatere, at hver fjerde ansat i finanssektoren arbejder i en demokratisk virksomhed. Et noget andet billede end man får når man åbner avisen, og læser om de mange skandaler og finanskritiske bevægelser som Skift Bank Dag, Gode Penge og mange flere, der er opstået i kølvandet på finanskrisen.

Siden den store vending fra efterkrigstidens boom og neoliberalismens dominans i slutningen af 1970’erne har både andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen desværre mistet troen på egen evne til at drive kooperativ virksomhed.

Vi har set det med de gamle sparekasser, der har ladet sig sælge til investorejede banker og omdannet sig til lokale fonde. Og vi har set det med Top Danmark, der allerede i 1980’erne omdannede sig til et aktieselskab med en fjendtlig overtagelse til følge. I dag sidder direktøren for IF som formand for Top Danmark. Begge er ejet af den finske finanskoncern Sampo.

Og tendensen har også præget dette århundrede. De vognmandsejede taxaselskaber Dantaxi og Øbro-taxi blev sidste år solgt til udenlandske kapitalfonde og det kundestyrede realkreditfond, BRF-kredit har for få år siden solgt sig til Jyske Bank. Senest har LO-fagbevægelsen valgt at sælge deres gamle forsikringsselskab, Alka, til os i Tryg-familien.

Et salg, der tydeligt viste at fagbevægelsen ikke havde samme tiltro til de kooperative idealer, men også et salg, der viste at det demokratiske ejerskab betyder noget. Tryg-køberen blev nemlig tilvalgt netop fordi man tager et stort samfundsansvar via TrygFonden, og samtidig er demokratisk ejet.

Og Tryg-familien er en del af en ny bølge af demokratisk fornyelse har givet de demokratiske selskaber tiltro til egne evner. Senest har pensionskasserne fået særdeles aktive medlemsskarer. Det samme billede tegner sig i Coop og Forenet Kredit, der ruller stort ud med at fortælle medlemmerne om deres ejerskab.

I kernen er ideen om, at det ikke blot er retfærdigt, men også forretningsmæssigt smart at bruge sit demokratiske ejerskab aktivt. Det er afgørende, hvis danskerne skal have tiltro til at demokrati er en styreform med fremtiden foran sig og ikke ser til højrepopulistiske og udemokratiske ledere både på den ene og anden side af atlanten eller til autokratiske regeringer i Kina og Rusland.

Tryg skal tage ansvar

Derfor handler det kommende valg om at vise at ejerskabet af Tryg kan give et mere retfærdigt og bedre drevet selskab. Det handler om at genskabe tiltroen til at demokratisk engagement nytter. Det kræver handling på to områder.

For det første skal vi sikre at Danmarks største forsikringsselskab kommer ind i kampen for den grønne omstilling. I de seneste opgørelser fra Ansvarlig Fremtid står Tryg desværre som sektorens største klimasynder. Man har næsten 100 mio. kr. investeret i selskaber hvis hovedaktivitet er udvinding af fossile brændsler.

Og det er ikke blot det ansvarlige valg. Det kan også være rentabelt. I denne måned så vi at MP Pension landede en milliardordrer på at forvalte LD fondenes midler. Den fik de fordi de efter store diskussioner i medlemsskaren har valgt at gå forrest når det kommer til klima og ansvarlige investeringer.

Et forsikringsselskab som Tryg bør ikke blot forsikre os, når kælderen oversvømmes. Det bør også bidrage til, at de klimaforandringer vi ser, bliver så små som muligt via deres investeringer.

For det andet skal vi se på, hvordan vi fordeler vores bonusmidler i Tryghedsgruppen. Som det er nu tjener Tryg stort set alle sine penge på privatkunder, mens bonussen bliver givet uforholdsmæssigt meget til de helt store virksomhedskunder. Faktisk bliver der givet ca. 100 mio. mere til de store virksomhedskunder end Tryghedsgruppen tjener på dem.

Det er ikke blot dårlig forretning, fordi vi tiltrækker kunder, vi ikke tjener på. Det er også uretfærdigt, fordi almindelige privatkunder ender med at overføre millioner til landets største virksomheder. Indtil videre har der ikke været vilje til at diskutere bonusordningen. Men det kan dette valg lave om på.

Begge disse tiltag vil jeg arbejde på at få ændret. Vi skal have en ansvarlig investeringspolitik og en retfærdig bonus. Det er ikke blot det rigtige at gøre for samfundet. Det er også det forretningsmæssige rigtige træk for Danmarks største forsikringsselskab og den kundestyrede hovedejer, Tryghedsgruppen.

Vi skal vise at demokrati kan sikre både retfærdig omfordeling og benhård forretning. Og det kan Tryg-familien.


Magnus Skovrind Pedersen er næstformand i Tryghedsgruppen og kandidat til organisationens repræsentantskabsvalg.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER