Finanslov 2020: Blødningen er stoppet – men stadig et godt stykke til genopretning af velfærden

---

“Finanslovsaftalen stopper blødningen i velfærden, men der er stadig et godt stykke til genopretning. 2010’erne har set en massiv ressourceudhuling af det offentlige forbrug”, skriver Henrik Herløv Lund.

---

Af Henrik Herløv Lund

Bedste finanslov i 10 år

Det er hævet over diskussion, at finansloven for 2020 – gennem S-regeringens finanslovsudspil OG finanslovsaftalen med RV, SF, EL og Alternativet – er den bedste finanslov i et helt årti.

Det må for det første anerkendes, at med finanslovsaftalen stoppes den mangeårige blødning i velfærden, som er foregået siden 2010 og navnlig under VLAK-regeringen. Finansloven for 2020 giver velfærden et større økonomisk løft, end det demografiske træk udgør.

Ligeledes må finansloven for 2020 anerkendes for så småt at tage fat på at genoprette velfærden ved begynde på at indhente det ressourceefterslæb, som velfærden blev påført 2010 – 2019 – ikke mindst takket være de borgerlige regeringers og SRSF-regeringens skattelettelser. 

For det andet må finansloven for 2020 anerkendes for at give vigtige velfærdsområder et klart løft. Der er på daginstitutionsområdet tale om et afgørende kursskifte med indførelsen af minimumsnormeringer gennem et gradvist løft 2020 – 2025 på 1,6 mia. kr. – det bryder med mange års uacceptabel udhuling af normeringerne til skade for børnene.

På samme måde må det betegnes som et vendepunkt, at finanslovsaftalen tildeler psykiatrien et markant løft på 600 mio. kr. årligt de næste 4 år – og at psykiatrien her løftes med faste finanslovsbevillinger og ikke som hidtil med midlertidige puljer.

Endvidere må det anerkendes som positivt i finanslovsaftalen, at finansloven for 2020 giver folkeskolen et pænt, om end utilstrækkeligt, løft stigende fra lidt under ½ mia. kr i 2020 til lidt over 1 mia. i 2023.

Ligesom det er positivt, at der allerede i 2020 med finanslovsaftalen så småt tages hul på næste fase i den grønne omstilling med aflysning af afgiftsstigninger på el-biler og påbegyndt udtagning af klimabelastende landbrugsjord for 200 mio. kr. årligt de næste 10 år.

Dog må løftet også her betegnes som langt fra tilstrækkeligt, hvilket dokumenteres af den begrænsede reduktion af drivhusgas-udledningerne på 1 ud af de 50 pct., som de skal reduceres med frem til 2030 – i forhold til 1990.

Langt højere offentlig forbrugsvækst end i VLAK’s finanslov for 2019

S-regeringens økonomiaftaler for 2020 med kommuner og regioner var nok bedre end VLAK-regeringens for 2019 – men på den anden side opfyldte de kun lige det umiddelbare, demografiske træk.

I forhold hertil må det klart anerkendes, at finanslovsaftalen for 2020 ikke alene er bedre end VLAK’s finanslov for 2019, men er sikrer et betydeligt større løft i det offentlige forbrug til velfærdsservice, end VLAK-finansloven gjorde  med 0,4 pct. realvækst.

Finansministeriet har umiddelbart efter finanslovsaftalen skønnet, at realvæksten i det offentlige forbrug i 2020 vil udgøre 1,3 procent … men det kan diskuteres, hvorvidt dette skøn måske er for pessimistisk.

Regeringen havde afsat 2,1 mia. kr. til forhandling med støttepartierne. Men det lykkedes at skaffe finansiering til omkring det dobbelte beløb. I forhold til Finansministeriets skøn kan dette pege på en højere vækst i det offentlige forbrug i 2020 på 1,45 pct.

Også andre iagttagere – fra Pelle Dragsted til Mads Lundby Hansen – vurderer, at væksten i finansloven for 2020 kan være højere end umiddelbart skønnet af Finansministeriet. Der er under alle omstændigheder tale om den højeste offentlige forbrugsvækst i 10 år.

Demografisk træk mere end opfyldes i finansloven for 2020

Men en ting er, at finansloven for 2020 er betydeligt bedre en VLAK´s finanslov for 2019. Endnu væsentligere er det, at den mere end opfylder det demografiske træk for 2020.

Demografisk træk kan forstås på to måder: Der er det umiddelbare demografiske træk, hvor ressourcerne til velfærden direkte følger befolkningens antal og sammensætning – så der fastholdes en uændret standard. Og så er der det fulde demografiske træk, hvor ressourcerne til velfærden følger befolkningens velstandsudvikling (= den reale BNP-vækst) – så der også er midler til udvikling af velfærden i form af ny eller bedre service, ny/bedre teknologi og materialer (fx ny medicin) og bedre kvalitet.

Væsentligt er her, at finanslovsaftalen for 2020 med en realvækst i det offentlige forbrug til velfærdsservice på 1,3 – 1,45 procent ikke blot overopfylder det umiddelbare demografiske træk på 0,5 pct. – men også opfylder og svagt overstiger det fulde demografiske træk på 1,1 pct.

Små første skridt

Nok så vigtigt tager finansloven for 2020 ydermere fat på at indhente velfærdens ressource-efterslæb fra 2010’erne. I forhold til det umiddelbare demografiske træk udgør det akkumulerede efterslæb fra 2010 – 2019 i alt 18 mia. kr. Heraf indhentes med finansloven for 2020 isoleret set mellem 4 mia. kr. (ifølge Finansministeriets umiddelbare skøn, jf. foran) og muligvis op mod 5 mia. kr. (alternativt skøn, jf. foran).

Og i forhold til det fulde demografiske træk udgør det akkumulerede efterslæb fra 2010 – 2019 i alt 50 mia. kr. Heraf indhenter finansloven for 2020 isoleret set mellem ½ mia. kr. (ifølge Finansministeriets umiddelbare skøn), men muligvis omkring 1 mia. kr (ifølge alternativt skøn).

Det må hermed på den ene side anerkendes, at det seneste årtis blødning af velfærden er standset. På den anden side er der stadig et godt stykke – før velfærden er genoprettet.

Positivt bidrag til mindre ulighed

Det er af Finansministeriet beregnet, at ”den røde finanslov” samlet øger uligheden med – 0,06 procent. Men denne opgørelse medtager ikke den vigtige ligheds-skabende skærpelse af bo- og arve-afgiften – som navnlig vil belaste de højere indkomster. Skærpelse af bo- og arveafgiften, afskaffelsen af skattefordelen ved forældrekøb, stramningen af beskatningen af leasede biler samt justeringen af skattereglerne vedr. aktieavancebeskatningen.

Hertil kommer at opgørelsen heller ikke medtager den ligheds-skabende effekt af øget velfærdsservice – som øger forbruget mest for de lavere indkomster. Samlet må finanslovsaftalen for 2020 inkl. de ikke medtagne elementer derfor på den ene side vurderes at mindske uligheden. Men det må på den anden side medgives, at finansloven for 2020 dog ikke kan vurderes at rykke afgørende ved uligheden.

Ligesom denne finanslov heller ikke ændrer på de seneste årtiers udhuling af det sociale sikkerhedsnet gennem neoliberalistisk inspirerede arbejdsmarkeds- og social-reformer: – Efterløns-, dagpenge-, førtidspensions og fleksjobs -, sygedagpenge- og kontanthjælps-reformer.

Der er også væsentlige mangler i opgørelsen, når Finansministeriet andetsteds har opgjort, at Finansloven for 2020 mindsker arbejdskraftudbuddet. For det første mangler der også i denne opgørelse her væsentlige initiativer, navnlig den besluttede positivliste for udenlandske faglærte. For det andet medtager Finansministeriet ikke – at finanslovsaftalen øger beskæftigelsen gennem en række initiativer, herunder udbygning af velfærdsservice.

S-regering og støttepartier må anerkendes for finanslovsaftalen

S-regeringen må på sin side anerkendes for, at dens finanslovsforslag allerede indeholdt en vækst i det offentlige forbrug på 1,3 pct. – og heri var på forhånd afsat 2,1 mia. kr. til minimumsnormeringer, uddannelse, kultur og grønne prioriteringer.

… det må give anledning til bekymring, at de Radikale i den økonomiske politik – herunder skatter, fordeling og arbejdskraftudbud – har det med igen og igen at skæve til højre i dansk politik og prøver at gennemsætte elementer af en mere højredrejet, neoliberalistisk inspireret reformpolitik

Støttepartierne må på deres side anerkendes for, at der et godt stykke hen ad vejen har været principiel enighed om en række af de vigtige initiativer til at forbedre velfærden – hvilket givet har været med til at bane vejen for minimumsnormeringer, løft af psykiatri og folkeskole, samt tiltag til fremme af grøn omstilling. SF må særligt anerkendes for at prioritere minimumsnormeringer, EHL må anerkendes for løft af psykiatrien, og RV må anerkendes for løft af folkeskolen. I denne konsensus ligger positive politiske perspektiver for det videre samarbejde i det nye flertal.

Det må dog også kritiseres, at RV har søgt at bremse tilbagerulning af skattelettelser til de rige – og i nogle tilfælde har haft held til det, fx ved at forhindre annullering af højere loft for aktiesparekonto og forhindre længere periode for arbejdsgiverbetaling af sygedagpenge. Ligesom det er problematisk, at RV som finansierings-erstatning har anvist afgiftsstigninger med den tunge ende nedad. EL må til gengæld anerkendes positivt for at tage kampen op herimod.

Vedrørende det nye flertals fremtidige funktionsdygtighed må det på den ene side anerkendes, at den væsentlige grad af enighed mellem S-regeringen og støttepartierne om at ville løfte velfærden har sikret betydelige velfærdsfremskridt i Finansloven for 2020.

Men det må på den anden side give anledning til bekymring, at de Radikale i den økonomiske politik – herunder skatter, fordeling og arbejdskraftudbud – har det med igen og igen at skæve til højre i dansk politik og prøver at gennemsætte elementer af en mere højredrejet, neoliberalistisk inspireret reformpolitik. Forhåbentlig bliver det ikke tilfældet, men disse Radikale særstandpunkter rummer en ildevarslende mulighed for en fremtidig splittelse i det nye flertal.

Finanslovsaftalen stopper blødningen i velfærden – men der er stadig et godt stykke til genopretning af 2010ernes ressourceudhuling af det offentlige forbrug.

---

Henrik Herløv Lund er cand.scient.adm, og var medlem af Den alternative Velfærdskommision 2004-2009. Udgiver månedligt nyhedsbrevet ‘kritiske analyser‘

---