Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
16. maj. 2019

Fodslæb på venstrefløjen

Er vi for langsomme til at reagere på venstrefløjen, når det gælder bevægelser og partier ude i verden, som begynder at marchere i en helt gal retning?

Foto: Kremlin.ru

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Er vi for langsomme, for fodslæbende på venstrefløjen, når det gælder bevægelser og partier ude i verden, som begynder at marchere i en helt gal retning? Ikke bare den danske venstrefløj, faktisk den internationale venstrefløj, men altså også den danske. Bevægelser og partier, som vi har støttet i deres kamp for befrielse fra kolonialismens og diktaturets åg, for uafhængighed, demokrati, social retfærdighed, ordentlighed. Men som – bl.a. fordi magt korrumperer, og at total magt korrumperer totalt – begynder at gå den modsatte vej?

Ja, det mener jeg.

Jeg vil rette blikket mod Nicaragua. Men der er sådan set mange andre eksempler, Cuba, Venezuela, Bolivia, Angola, Mozambique, Sydafrika – bare for at nævne nogle. Nicaragua har jeg et helt særligt forhold til. Jeg arbejdede der i nogle år, boede med min familie i et smukt gammelt hus på Aberdeen-gaden i Bluefields, på den caribiske østkyst, og arbejdede med demokratiudvikling i en lokal NGO. Det var i begyndelsen af 90’erne.

Første gang jeg var i Nicaragua var i 1984. Det var fem år efter, at nicaraguanernes lange kamp mod det USA-støttede Somoza-diktatur sluttede. Diktaturet blev styrtet i 1979. Det var et væbnet folkeligt oprør, der knækkede det brutale diktatur. I spidsen for den langvarige kamp stod Sandinisterne, FSLN. Det år – 1984 – blev det første demokratiske valg i landet nogensinde afholdt. Flere partier stillede op, bl.a. konservative og liberale. Men Sandinisterne – med deres om end noget uklare projekt for en demokratisk socialisme (til forskel fra en socialdemokratisk) – vandt stort. De blev belønnet for indsatsen mod diktaturet, for deres indsats i de fem år for forbedringer for befolkningen, for inddragelse af befolkningen, for gratis uddannelse, for gratis adgang til sundhedsvæsenet og meget mere.

Der var en euforisk og optimistisk stemning i hele landet – selv om USA gjorde sit for at ødelægge den, for at smadre Sandinisternes projekt. Det skete ikke mindst ved at finansiere Contraerne – en hær af kontrarevolutionære, som førte væbnet kamp mod styret. Contraerne måtte til sidst give op – trods den massive støtte til dem fra USA. Men det var en hård tid, som udmarvede økonomien og  udmattede befolkningen. Det var en hård begyndelse, der desværre også førte til et stop for intern debat i FSLN.

En ung Daniel Ortega (th.) sammen med Cubas tidligere leder, Fidel Castro. Foto: Zumapress

Ved det efterfølgende valg kom en borgerlig koalition til magten – Violetta Chamorro overtog præsidentposten efter Sandinisternes Daniel Ortega. I absolut god og ordentlig ro og orden. Ortega og Sandinisterne anerkendte valgnederlaget i 1990, og der var et borgerligt styre, da jeg boede i Nicaragua i starten af 90’erne.

Sandinisternes første fald

Hvorfor kunne Sandinisterne ikke bevare magten? Det var der mange grunde til. Først og fremmest medførte den USA-finansierede krig mod dem, at de ikke havde økonomi til at fortsætte med at udvikle de mange sociale reformer, til gavn for den brede befolkning.

Men de begik også fejl. Måske fordi de ikke helt forstod befolkningen. De gennemførte landreformer. Det var godt. Men det var ikke godt, at de efter cubansk og sovjetisk model ville have statslandbrug og/eller landbrugskooperativer. Godt nok var de mange små og fattige familielandbrug ikke særligt effektive, men det var nu engang den måde, som landbefolkningen var vant til at bygge deres tilværelse på.

De begik også andre fejl, og forstod ikke, hvad der rørte sig i befolkningen. Derude på østkysten, hvor jeg boede, var landet et ganske andet end på vestkysten – med de store byer som f.eks. Managua, Leon, Masaya. Hvor den vestlige halvdel af landet først og fremmest er befolket af spansktalende mestizer, er den østlige noget helt andet. Der er seks forskellige etniske grupper. Der er tre oprindelige folk med eget sprog: Miskito-folket, Sumu-folket og det lille Rama-folk. Der er de engelsktalende creoler og garifunaer. Og så er der de tilflyttede, spansktalende mestizer fra vestkysten. Det officielle sprog er spansk, men det er hverdagssnakken ikke. Det tog lang tid for Sandinisterne at forstå, at den del af landet var noget ganske andet, end de var vant til. F.eks. er meget af jorden i området fælleseje for de forskellige folk, der altid havde været der. Og det gav modstand mod Sandinisterne og bl.a. derfor var der mange Miskitoer med i Contra-hæren.  En tilslutning der også havde sin rod i tvangsflytninger af Miskitoer fra steder hvad de havde levet i generationer. Der skulle vi have været meget tydelige i vores kritik af tvangsflytningerne, men disse blev i alt for høj grad koblet sammen med Contraernes rolle.

Det tog lang tid for Sandinisterne at lære det – og bl.a. at indrømme østkysten en form for autonomi eller selvstyre. Det blev til en nordlig (RAAN) og en sydlig (RAAS) region, med inspiration hentet fra den grønlandske selvstyreordning.

Puerto Cabezas i den østlige del af Nicaragua. Der er store forskelle på den vestlige og østlige del af landet, og Vibeke Syppli Enrum mener, at “det tog lang tid for Sandinisterne at forstå, at den del af landet var noget ganske andet, end de var vant til.” Foto: Wiki Commons

For at gøre en lang historie kort, blev den stærkt konservative og korrupte Arnoldo Alemán præsident efter Chamorro. Sandinisterne, med Daniel Ortega i spidsen, kom tilbage til magten i 2007. Allerede inden da, var det dog begyndt at gå galt for det oprindeligt progressive projekt, som havde støtte fra venstrefløjen i hele verden.

Utilfredsheden ulmede i befolkningen, og brød ud i lys lue den 16. april 2018. Tusindvis af mennesker gik på gaderne og protesterede – af mange forskellige årsager – mod Sandinist-regeringens mere og mere udemokratiske og liberalistiske politik. Et nyt folkeligt oprør var i gang, og blev mødt af tåregas, krudt og kugler af Sandinist-regeringens politi og paramilitære bander. Resultatet var adskillige døde, endnu flere sårede, og mange fængslede og torturerede. Ingen statsmagt skal have retten til at skyde på sin egen befolkning, og vi skulle som venstrefløj have sagt klart fra med det samme ovenpå den voldsomme, væbnede reaktion fra vores tidligere venner i Sandinist-styret.

“Det oprindelige Sandinist-styre var blevet til et kleptokratisk familie-dynasti. Ortega ville have magten igen, og det fik han.”

Den rette betegnelse må nu siges at være Ortega-Murillo-regeringen, ikke Sandinist-regeringen. Mange af dem, som historisk var ledere i FSLN, havde for længst forladt partiet. FSLN var blevet gjort til en udemokratisk størrelse under ledelse af netop Daniel Ortega – som har sin kone, Rosario Murillo som vicepræsident (udpeget af ham selv). Det oprindelige Sandinist-styre var blevet til et kleptokratisk familie-dynasti. Ortega ville have magten igen, og det fik han. Total magt. Magt korrumperer, total magt korrumperer totalt. Valgloven er blevet ændret til fordel for Ortega, og den kritiske presse er blevet lukket ne. F.eks. blev nyhedsmediet Confidencial ransaget i december, hvor mediet fik frataget sin sendetilladelse. Chefredaktøren Carlos Fernando Chamorro er flygtet til Costa Rica. Også chefredaktøren og en journalist fra 100% Noticias blev fængslet i december. De har stadig ikke været for en dommer, og alt mediets udstyr er blevet fjernet af styret. Dagbladet La Prensa har i 36 uger været udsat for en blokade af nødvendigt papir og tryksværte. Og dette er blot nogle eksempler.

Det fredelige oprør lever stadig godt et år efter dets begyndelse, om end på et lavere blus. Ortega-Murillo-regimet har forståeligt nok gjort befolkningen bange for død, fængsling og tortur.

Nicaraguas vicepræsident Rosario Murillo, her flankeret af Salvadors præsident Sánchez Cerén og dennes tidligere kabinetmedlem Marina Victoria Velásquez de Aviles. At Ortega har udpeget sin kone til vicepræsidentembedet, er for Vibeke Enrum et tydeligt eksempel på, hvordan de sandinistiske principper for længst er blevet opgivet til fordel for “et kleptokratisk familie-dynasti”. Foto: Wiki Commons

Her står vi så i dag. En stor del af venstrefløjen – i Danmark og internationalt – har kritiseret Ortega-Murillo-regimet, efter oprøret og den benhårde repression imod det startede 16. april sidste år – og godt for det.

Men det tog lang tid for venstrefløjen – i Danmark og internationalt – at sige højlydt fra. Der har ellers været mange lejligheder, såsom Ortegas alliance med landets tidligere præsident, Arnoldo Alemán. Deres aftale gik ud på, at Alemán slap fri for korruption i milliard-klassen, og at Ortega til gengæld slap fri for anklagen om seksuelle overgreb mod sin steddatter. Som et andet eksempel kan nævnes Ortegas alliance med den katolske kirke, som har resulteret i et totalt forbud mod abort i landet. Man kunne også tage fat på alliancen med den hjemlige og udenlandske kapital, frizoner for virksomheder, afskaffelse af demokratiet i FSLN, og så videre, og så videre.

“Valget for den progressive venstrefløj står ikke mellem USA og Ortega-Murillo-regimet.”

Det var ikke dét, Sandinisterne oprindeligt stod for. Det var ikke dét, venstrefløjen i resten af verden oprindeligt støttede. Men hvad med USA? Er det ikke bare USA, der står bag oprøret i Nicaragua? Og er det trods alt ikke bedre at bevare støtten til Ortega-Murillo-styret? For det første har USA i årevis været på rimeligt god fod med Ortega-Murillo-styret. For det andet er det klart, at USA gerne vil have et endnu mere USA-venligt styret Nicaragua, præcis som alle andre steder i verden. Men det er altså ikke USA, der har fået hundredtusinder af nicaraguanere til at gå på gaden og protestere mod regimet. Meget kan USA, men det kan landet ikke.

Protesterne imod Daniel Ortega sidste år resulterede i voldsomme kampe mellem demonstrationer og politi.

Valget for den progressive venstrefløj står ikke mellem USA og Ortega-Murillo-regimet. Vi skal vælge det nicaraguanske folk – og skulle for længst have protesteret højlydt mod det nicaraguanske regime. Måske betyder det ikke så meget for den nicaraguanske befolkning, måske gør det. Det betyder betyder i hvert fald noget for vores egen troværdighed som venstrefløj.

Det var rigtigt at støtte oprøret i Angola og Mozambique mod det portugisiske kolonistyre. Det var rigtigt at støtte ANC’s kamp mod det sydafrikanske apartheidstyre. Det var rigtigt at støtte cubanernes kamp mod Batista-diktaturet, og det var rigtigt af venstrefløjen at støtte FSLN’s kamp mod Somoza-diktaturet. Men det var ikke rigtigt at vente så længe med at sige fra, da styrerne disse steder blev til korrupte, udemokratiske regimer.


Om skribenten

Vibeke Syppli Enrum

Vibeke Syppli Enrum

Sociolog og lektor på UCL Odense. Tidligere medlem af Regionsrådet – Region Syddanmark for Enhedslisten. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER