Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
25. februar. 2021

Først betalte de offentligt ansatte for finanskrisen. Nu betaler de gennem OK21 også for coronakrisen!

Euforien var altomfattende under OK18. Der var for første gang et reelt sammenhold blandt de offentligt ansatte, og sloganet #EnLøsningForAlle var en succes med succes på. Demonstrationerne blev større og større, og sammenholdet ville ingen ende tage. Den centrale lære var, at ingen kan vinde alene.

– Hvad kan vi så lære af OK21, spørger Jan Hoby.

Under forhandlinger i 2018 viste fællesskabet sin styrke. Den ånd lader dog til at være gået fløjten i ly af coronakrisen, skriver Jan Hoby. Foto: Klaus Berdiin Jensen
Artiklen tager cirka 11 minutter at læse.

Mange drømte og håbede på, at OK18 startede et nye kapitel i fagbevægelsens historie, og at fortidens fagchauvinisme og organisationsegoisme var – fortid. 

Men ser vi på essensen af OK21, kan det koges ned til følgende:

  • Fagtoppen har intet lært af OK18 – hverken af mobiliseringens nødvendighed eller solidaritetens altafgørende betydning.
  • Fagtoppen tog fejl af Corona-krisen og mulighederne for en succesfuld forhandling. Da de erkendte situationen, barberede de kravene helt ned.
  • Fagtoppen havde vrangforestillinger om velviljen hos den socialdemokratiske regering.
  • Den politisk og historisk bestemte ulige- og lavt-løn kan kun løses politisk gennem massivt pres. Der er brug for en #Meetoo om ligeløn.
  • Kronekravet i stedet for procentkrav er nødvendigt for at genskabe fagbevægelsens offensive position for bedre vilkår for de lavt- og mellem-lønnede.

Flad realløn – flad fornemmelse

Fortidens fremgangsmåde  og synder er svære at ryste af sig. Fagtoppen har aldrig været tryg ved at sætte fællesskabets styrke og kollektiv handling fri under overenskomstforhandlingerne. For fagbureaukratiet ved af erfaring, at presset fra neden kan presse dem til at forfølge helt andre krav, end de selv ønsker at presse de politiske arbejdsgivere med. Et eksempel på det er maratonstrejken under OK2008, som startede med spontane og dynamiske strejker blandt SOSU’erne i juni 2007, og som gik fra et krav om 1000 kroner mere i løn om måneden – til et krav om 5.000 kroner mere i løn om måneden over de næste tre år. 

Der skulle ikke mere end en coronakrise til at lægge ånden fra OK18 i graven og vende tilbage til traditionelle overenskomstforhandlinger, hvor medlemmerne spiller tilskuerrollen. Fagtoppen vil helst selv knække nødderne uden medlemmernes aktive indblanding og pres. Den socialdemokratiske regering lavede en dårlig genudsendelse af finanskrisen, hvor vi fik tre overenskomster med nedgang i realløn og købekraft. Mette Frederiksen-regeringen viste større hensyn til erhvervslivet – herunder minkavlerne der alle er gjort til millionærer – end til lønarbejderne. 

“Fagtoppen har helt fejllæst intentionerne fra den socialdemokratiske regering. De forveksler den pæne tale om lønmodtagerne med reelle hensigter.”

Strejkevåbnet, der er en central del af Den Danske Model, blev sat ud af kraft fra start. Statsministeren gjorde det igennem skatteministeren krystalklart over for Forhandlingsfællesskabet og medarbejdernes topforhandlerne fra staten  – ethvert tilløb til strejke ville blive mødt med lovindgreb, et sekund efter den var startet. En trussel, som har passet majoriteten i fagtoppen helt fint. Men selvom truslen fra regeringen er helt uhørt, så ville det på stort set alle parametre være en umulig opgave at gennemføre en demokratisk og aktivistisk overenskomststrejke under corona-krisens nedlukning. 

Ingen medlidenheds-overenskomster

Det var derfor en kæmpe-fejl, at Forhandlingsfællesskabet fravalgte en et-årig overenskomstaftale.  Adskillige analyser fra de forskellige fagforbund pegede på risikoen ved at gennemføre traditionelle overenskomstforhandlinger. Alligevel insisterede en række fagforbund på, at OK21 skulle gennemføres som normalt, og at tiden var kommet til at belønne velfærdens helte og frontpersonale med markante lønstigninger og et særligt løft af de traditionelle kvindefag – som i dag 52 år efter tjenestemandsreformen i 1969 stadig lider under de sexistiske og ulighedsskabende konsekvenser. Men der findes ikke medlidenheds-overenskomster, hvor politikerne uddeler fortjenst-medaljer i form af kroner og øre til offentligt ansatte. Slet ikke under en socialdemokratisk regering. 

Fagtoppen har helt fejllæst intentionerne fra den socialdemokratiske regering. De forveksler den pæne tale om lønmodtagerne med reelle hensigter. For regeringen holder stædigt fast i både det nyliberale styringsdogme af den offentlige sektor og i en benhård arbejdsmarkedspolitik. Der kommer ikke flere penge til de varme hænder, de konstante sparekrav fortsættes, og der udstedes ingen kontante løfter om bedre vilkår for offentligt ansatte. Der er heller ikke forbedret i arbejdsmiljølovgivningen fx som modvægt til stress. Og det sociale sikkerhedsnet for syge og arbejdsløse er ikke styrket. Regeringen fører reelt samme politik på arbejdsmarkedet som den tidligere Venstre-regering – blot med den forskel at retorikken og politikken pakkes ind i et lønmodtagervenligt sprog.

Når den fagpolitiske top slår på stortromme og spiller fandango over for medlemmerne uden at have røv i bukserne, beviser det, at dømmekraften er mangelfuld.  Det bekræfter også, at fagbevægelsens strategiske og taktiske muskelkraft ikke er særlig kraftfuld. Spillet var tabt fra start, da fagbevægelsen stillede med et lønkrav, som blot skulle sikre reallønnen, samt da topforhandlerne i særligt staten, allerede inden de gik ind i forhandlingslokalet, annoncerede, at der ikke kom nogen nævneværdige forbedringer denne gang.

Resultaterne af fejltrinet ved at gennemføre en ordinær overenskomst taler for sig selv på alle tre områder i den offentlige sektor: Stat, kommuner og regioner. Resultaterne står slet ikke mål med de offentligt ansattes forventninger eller de strukturelle udfordringer med at fastholde og rekruttere medarbejdere til de vigtigste velfærdsopgaver nu og i fremtiden. For det bliver ekstremt svært at skabe en bæredygtig offentlig sektor – medmindre den offentlige sektor bliver attraktiv lønmæssigt. Arbejdsgiverne med regeringen i spidsen valgte den dovne og kortsigtede løsning – en kriseoverenskomst som kun de højtlønnede kan være tilfreds med. Lønstigninger på 4,42 procent for statens ansatte og 5,02 procent for de ansatte i kommuner og regioner betyder, at de traditionelle kvindefag og andre lavtlønsgrupper endnu engang bliver taberne i en kriseoverenskomst. 

Man kan argumentere for, at både lavtløns- og rekrutterings-puljerne er udtryk for en vis erkendelse hos arbejdsgiverne om, at noget må gøres for at lokke nye medarbejdere til de personaleudfordrede dele af velfærdssamfundet som dag- og døgninstitutioner og ældre- og pleje-sektoren. Men det forslår som en skrædder i helvedet og løser intet de næste tre år. Som med de såkaldte minimumsnormeringer kan den drypvise politiske erkendelse vise sig at komme for sent.  

Fagbevægelsen mangler en #MeToo-bølge

OK21 understreger, hvorfor lønstigninger i procenter er ulighedsskabende og øger lønforskellen mellem de højtlønnede på bekostning af de traditionelle kvindefag og andre lavtlønsgrupper, overenskomst efter overenskomst. At lønstigninger i kroner og øre er både det mest solidariske, retfærdige og logiske er bare ikke den konklusion, fagtoppen for de højtlønnede grupper drager. Hvorfor sige nej til en ordning, der altid sikrer ens medlemmer et godt resultat – uanset hvor ringe det er for alle andre? 

Når fagbevægelsens top både reproducerer og holder hånden under den ulighedsskabende mekanisme med lønstigninger i procenter, er det for at bevare en eller anden form for illusorisk enhed og sammenhold i Forhandlingsfællesskabet. Men mekanismen kan ikke fortsætte i al evighed. Alle lokale lønforhandlinger er i kroner og øre, og alle forhåndsaftalers bestemmelser om funktions- og kvalifikations-tillæg er i kroner og øre. Det er derfor ubegribeligt, at fagforbundene for de traditionelle kvindefag og andre lavtlønsgrupper bliver ved med at acceptere, at der sker en systematisk skævdeling blandt de højtlønnede og de lavtlønnede. Kravet om fx. 3.000 kroner mere i løn hver eneste måned ville sikre alle offentligt ansatte, både deres realløn og købekraft – også de højtlønnede med 700.000 kroner i årsløn. Men de højtlønnedes fagforbund hælder kravet ned ad brættet og kalder det tyveri at ville rejse krav om lønstigning i kroner frem for procenter. Fagbevægelsen har i den grad brug for en #MeToo bølge på ligelønsområdet.  

Der er ved at sprede sig en konsensus i de fleste fagforbund i den offentlige sektor om, at problemet med de sexistiske og ulighedsskabende konsekvenser for de traditionelle kvindefag, som Tjenestemandsreformen fra 1969 skabte, ikke kan og skal løses ved overenskomstforhandlingerne. Det er politikerne, der har skabt problemet, og det er derfor – at regeringen og Folketinget skal gøre skaden god inden OK24 ved at afsætte en ekstra ligeløns- og lavtløns-pulje på minimum fem milliarder kroner. Det var kravet ved OK2008, men er siden gået i glemmebogen. Skal regeringen og folketinget presses til at løse og betale for problemet med tjenestemandsreformen, så kræver det, at de presses maksimalt. Det vil kræve en musketer-ed i Forhandlingsfællesskabet, der tør sætte fællesskabets styrke og kollektiv handling i spil. Men heller ikke det sker af sig selv. Det kræver særligt, at to ting sker. Det ene er et pres fra neden blandt offentligt ansatte på tværs af uddannelser, fag og områder, som gør det umuligt for det politiske system at ignorere det.  Det andet er, at forbundene skal tale om ligeløn for alle, og ikke kun for sygeplejersker og pædagoger, så alle de uligelønnede fag kan se sig selv i en solidarisk kampagne, og det hele ikke ender i fagegoistiske blindspor. 

Selvom antallet af mandlige sosu-assistenter er steget de seneste år, er der stadig en markant overvægt af kvinder, der i 2019 udgjorde 93 % af eleverne på uddannelserne. Det er vigtigt at tale ligeløn for alle, hvis det ikke skal ende i fagegoistiske blindspor, skriver Jan Hoby. Reklamefoto: Sosu Hovedstaden

Ånden fra OK18 der forsvandt 

Solidariteten og sammenholdet under OK18 var et særsyn i årtiers offentlige overenskomster. Det opstod som et produkt af de politiske arbejdsgiveres offensive udspil til overenskomstforringelser: Den arbejdsgiverbetalte frokostpause for akademikerne i staten og lærernes manglende overenskomstbaserede arbejdstidsaftale. Et gammelt ordsprog siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde, og det historiske sammenhold ved OK18 var et produkt af, at tryk avler modtryk. Var der ikke opstået en musketer-ed i Forhandlingsfællesskabet, så havde vi set en lang række frontalangreb på tilkæmpede rettigheder og aftaler. Man kan sige, at akademikerne og lærerne havde brug for de traditionelle kvindefag og andre lavtlønsgruppers fagpolitiske styrke til at tvinge arbejdsgiverne i knæ. Og vi andre havde brug for, at de vandt. For lorteaftaler på et område har det med at blive til lorteaftaler på alle områder. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er vi forbundne kar. Vi sidder i samme båd. Det hjælper ikke at sige, at vi skal passe hver vores. For ingen kan vinde alene.

Solidariteten var dog kortvarig. Da Akademikernes formand Lars Qvistgaard blev spurgt lige efter afslutningen på OK18, om han i fremtiden ville støttelønstigninger i kroner og øre, svarede han resolut, at han var tilfreds med lønstigninger i procenter. Solidaritet er nemlig ikke betingelsesløs og ubetinget hos fagtoppen i de akademiske fagforbund.   

“Uden fællesskabets styrke og kollektiv handling, bliver overenskomster lige så dårlige som OK21 er blevet. Det ender med rene arbejdsgiver-overenskomster, sådan som vi også så det tre gange under finanskrisen.”

Så ånden fra OK18, hvor vi stod skulder ved skulder, forsvandt som dug for solen i optakten til OK21. Noget kan tilskrives coronakrisen. Men det meste kan tilskrives, at musketer-eden og #EnLøsningForAlle var en engangsbegivenhed, hvor de højtlønnede havde brug for de lavtlønnedes handlekraft og kollektive styrke for at afvise arbejdsgivernes offensive krav. Men problemet var også, at der ikke blev udviklet bæredygtige netværk og alliancer af tillidsfolk og fagligt aktive på tværs af fag, uddannelse og landsdele, der var i stand til at tage selvstændige initiativer, som kunne samle de mange under fælles lønkrav. Alle de gode kræfter, som havde samarbejdet forbilledligt under OK18, var ingen steder at finde i optakten eller under OK21.  Ikke engang coronavenlig fælles mobilisering på digitale platforme kunne det blive til. Alle stort set uden undtagelse stak piben ind og gjorde det, deres fagforbundsledelse bad dem om, nemlig at holde lav profil og ikke forstyrre. Utilfredse medlemmer er overladt til sig selv med deres afmagtsfølelse og deres individuelle stemmeafgivning. Solidariteten led skibbrud under OK21 og udstiller alle fagbevægelsens problemer i en maggi-terning – når fagbevægelsen står i lort til halsen, er det selvforskyldt. Der findes ingen faglig venstrefløj eller sammenslutning af tillidsfolk, der kan skabe aktiviteter og fagpolitisk retning fra neden. 

Uden fællesskabets styrke og kollektiv handling, bliver overenskomster lige så dårlige som OK21 er blevet. Det ender med rene arbejdsgiver-overenskomster, sådan som vi også så det tre gange under finanskrisen. Ingen steder i Forhandlingsfællesskabet, fagforbundene eller fagforeningerne har der været vilje til at mobilisere, involvere og aktivere offentligt ansatte på tværs af faggrupper, uddannelse og landsdele omkring offensive lønkrav, der gav #LønSomFortjent. Eneste lyspunkt var jordemødrene, som gav en smule håb for fremtiden. De eneste, der kan ændre det, er de offentligt ansatte selv. Men det kræver, at vi tilvælger fællesskabets styrke og kollektiv handling. Lønarbejdere har aldrig fået noget foræret af politikerne i Folketinget eller arbejdsgiverne. Det er tilkæmpet igennem kamp.


Om skribenten

Jan Hoby

Jan Hoby

Næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger.   Læs mere