Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
8. marts. 2025

Første kampdag siden minoriteter blev beskyldt for flyulykker

Glædelig kampdag! Der er meget at kæmpe for, og Charlotte Lund har en kamptale til os alle sammen

Kvindestrejke 8. marts i London. Foto: Socialist Appeal / Flickr.

I år er det 115 år siden, Kvindernes Kampdag blev stiftet i det gamle Folkets Hus – det hedengangne Ungdomshus på Jagtvej. 

Det er 110 år siden, kampen førte til, at Danmark blev så meget et demokrati, at også kvinder fik stemmeret.

Men det er også år 0.

Det er første kampdag efter et valg i USA, der kan få katastrofale konsekvenser for en masse mennesker.

Ikke mindst dem, hvis liv, tryghed og sikkerhed er afhængige af de rettigheder, som kvinde- og borgerrettighedsorganisationer har tilkæmpet sig. Rettigheder der nu ser ud til at smuldre væk. 

Minoriteters rettigheder fjernes, bestræbelserne på at fjerne de strukturer, der hindrer dem i at opnå lighed, aflyses – og så får de i øvrigt skylden for alt ondt. Selv flyulykker.

Da et passagerfly på tragisk vis kolliderede med en militærhelikopter i luften nær den amerikanske hovedstad, Washington, var det minoriteter og folk med handicap, der fik skylden af den nyvalgte præsident Trump.

Ifølge ham skulle årsagen til dødsulykke findes i diversitetspolitikken hos den amerikanske luftfartsmyndighed. Til trods for at intet peger i den retning. Og til trods for at hverken kvinder, transpersoner, folk med handicap eller etniske minoriteter havde været flyveledere, da ulykken fandt sted.

Der er ingen sammenhæng mellem selskabets målsætning om større diversitet og en dårligere flysikkerhed – men fakta er ikke det væsentlige her, det er dæmoniseringen.

Dæmonisering fører ofte til hadefulde handlinger

Historisk set er der ikke kommet noget godt ud af at dæmonisere mindretal. Tværtimod har det været startskud for frygtelige forbrydelser. 

Hadefulde ytringer fører alt for ofte til hadefulde handlinger, og når det er staten, der fører an, bliver der grønt lys for den indre svinehund.

Rettigheder er skrevet i sand, ikke mejslet i sten, skrev jeg for et år siden i Solidaritet om retten til abort. Men mon ikke de fleste er både overraskede og forfærdede over, hvor forgængeligt det sand har vist sig at være.

Derfor er årets kampdag en påmindelse om, at når det kommer til rettigheder, skal vi sove med støvlerne på. 

Ligesom man kan kæmpe sig til rettigheder, kan der være reaktionære kræfter, som tager dem fra os igen. Det så man med abortretten flere steder i USA, og det ser man nu.

God kampdag til alle, og pas godt på vores rettigheder. De er ikke dumpet ned i skødet på os ved et tilfælde. Der er noget, vi har tilkæmpet os – og som vi kan risikere at miste igen.

Om skribenten

Charlotte Lund

Charlotte Lund

Medlem af redaktørkollektivet på Kvinde kend din krop. Sidder i Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER