Folkebevægelsen mod EU fylder næsten hele mit liv

Jeg er født og opvokset i San Francisco i USA med en dansk mor og en amerikansk far. San Francisco er en meget mangfoldig by, og i USA taler man mere med hinanden, når man fx venter på bussen end man gør i Danmark. Tilfældige snakke med alle mulige mennesker har været med til at forme min interesse for politik og folkestyre.

Jeg gik på en offentlig skole, som var meget mangfoldig, såvel etnisk som økonomisk. Både skolen og mine forældre vægtede kreativitet højt, så min barndom var præget af kunst og kultur. Jeg lærte at spille klaver og violin, og jeg dansede ballet i ti år; det var min store passion. 

Min far er professor i fysik, og min mor var hjemmegående. Jeg har fået meget politik med hjemmefra. Hvor andre familier samledes omkring Super Bowl, var et af de store samlingspunkter i min familie, når der var præsidentvalg. Vi heppede på Demokraterne. Min første demonstration var mod Irak-krigen, da jeg var 7-8 år. Jeg husker tydeligt busturen til demoen, hvor min mor forklarede mig om demokrati og ytringsfrihed. Hun sagde: “Når vi lever i et demokrati, har vi ikke bare ret til at sige, hvad vi mener. Vi har pligt til det.” De ord har fyldt siden da.

Siden gik jeg til mange demonstrationer i San Francisco. Ved valgkampen i 2012 var jeg aktiv i kampagnen for en lokal kandidat, der kæmpede for mere gennemsigtighed i det californiske system. Jeg ringede bl.a. rundt til vælgere og gik dør-til-dør. Han blev dog ikke valgt ind.

I 2013 flyttede jeg som 18-årig til Danmark, hvor jeg begyndte at læse statskundskab. Jeg ville gerne prøve at bo her, og da jeg havde dobbelt statsborgerskab, kunne jeg samtidig tage en gratis uddannelse i Danmark – i stedet for at forgælde mig i USA.

Det var selvfølgelig en udfordring at starte på statskundskab, for jeg vidste ikke særligt meget om det politiske system i Danmark. Men jeg gjorde mit bedste for at prøve at sætte mig ind i sagerne; jeg læste partiernes forskellige partiprogrammer og så videre. Men jeg må nok også være ærlig og sige, at jeg blev båret ret meget igennem første semester af nogle læsegrupper. Senere kom jeg dog godt med.

Vejen ind i Folkebevægelsen

Det var først på studiet, jeg rigtigt blev bekendt med EU-systemet. Som amerikaner, der så det udefra, blev jeg forarget over strukturen. At der ikke var folkevalgte, som kunne stille lovforslag. At størstedelen af lovene kommer fra denne her institution, som lå så langt væk og var så svær at påvirke. Det syntes jeg var helt absurd.

“Min mor sagde: Når vi lever i et demokrati, har vi ikke bare ret til at sige, hvad vi mener. Vi har pligt til det. De ord har fyldt siden da.”

Jeg havde en fordom om, at Folkebevægelsen mod EU var sådan nogle, der kun var imod. Men i forbindelse med valget til EU-parlamentet i 2014 oplevede jeg, at de faktisk havde nogle visioner om nordisk samarbejde og en masse politik, der lød fornuftig. Jeg blev tiltalt af deres saglige, faktabaserede kommunikation, selvom andre måske ville finde det lidt kedeligt. Så der endte jeg med at stemme på Liste N.

Under afstemningen om rets-forbeholdet året efter oplevede jeg, at ja-siden truede med, at man nærmest støttede pædofile, hvis man stemte nej. Det blev jeg så sur over, at jeg valgte at melde mig ind i Folkebevægelsen. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg skulle være aktiv, men så blev jeg ringet op af min komité-kontakt ude på Østerbro, der fik mig overtalt til at møde op.

Til mødet blev jeg mødt af en lille flok ældre mænd samt en enkelt yngre fyr. Men jeg fandt ud af, at vi havde mange fællesnævnere, og det var et ret fint møde. Jeg blev hurtigt forelsket i bevægelsen og har virkelig oplevet, at jeg blev lyttet til og taget seriøst. Også i starten, hvor jeg var ny og ikke vidste særligt meget. Og inden længe var der nogen, der foreslog mig at stille op til landsledelsen. 

Unionsmodstand fra morgen til aften

Jeg har været formand for Folkebevægelsen mod EU siden 2019. Vi er en tværpolitisk liste, der kæmper for at komme ud af EU; det er vores endelige mål. Men i det daglige arbejder vi ud fra et kritisk perspektiv for at oplyse om, hvad der sker i EU, og hvordan det påvirker det danske samfund. Og så prøver vi at udvikle og italesætte nogle alternativer til Danmarks EU-medlemskab. Lige nu er der jo folkeafstemning, og så går al vores tid med at forklare, hvorfor vi skal holde fast i vores forsvarsforbehold.

Vi har hængt valgplakater op i hele landet, og vi deler ufatteligt mange aviser og løbesedler ud. Vi har blandt andet trykt en halv million aviser, som vores 50 lokale komitéer deler ud i postkasser i hele landet. Folkebevægelsens største styrke er uden tvivl vores engagerede medlemmer. Vi har mange folk, som er super aktive, og de giver ikke op, når det er svært eller upopulært med EU-modstand. Der, hvor man virkelig kan mærke, at hele bevægelsen rykker, er når der er valgkampe og folkeafstemninger.

Jeg laver selv EU-modstand på fuld tid. Nu, hvor der er afstemning, er jeg rigtig meget inde og ude af huset. Jeg har mindst én paneldebat hver dag, og jeg har også været i P1, Deadline og nogle andre medier. Men det er ikke sådan, at jeg ligefrem bliver kimet ned af medierne. Det er desværre ikke let for os at trænge igennem. Når jeg er her på kontoret, prøver jeg at nå hvad jeg kan af mails, artikler, sociale medier og forefaldende arbejde. 

Ud over at være formand er jeg også ansat af Folkebevægelsen med ansvar for mange af vores projekter. Vi får vores penge fra medlemmerne, men også fra Europanævnet, der støtter forskellige folkeoplysende projekter. Det er artikler, podcasts, offentlige møder, Folkemødet og alt sådan noget. Jeg har været ansat på fuld tid siden marts 2021, hvor vi fik vores bevilling fra Europanævnet. Før det havde jeg et job ved siden af som marketingkoordinator i en IT-virksomhed. 

Til daglig sidder jeg på vores sekretariat på Østerbro sammen med Ditte Marie, som er sekretariatsleder. Så hun har det organisatoriske ansvar, mens jeg har det politiske ansvar. Og så har vi en bogholder et par dage om ugen. Lige nu har vi endda også en kommunikationsmedarbejder, men det er kun fordi der er valgkamp.

Folkebevægelsen fylder det meste i mit liv, hvis jeg skal være ærlig. Men jeg løbetræner da ind imellem, og ses med venner og familie. Og jeg er glad for at lave mad. Langt de fleste dage går dog med EU-modstand fra tidlig morgen til sen aften.

Til kamp mod EU-hær

Da magtpartierne pludselig annoncerede folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet, smed vi selvfølgelig, hvad vi havde i hænderne. Jeg tror krigen i Ukraine har gjort, at de ser deres chance for at få noget igennem nu, som de ellers ikke ville kunne få igennem. Det er kynisk, for vores forsvarsforbehold har absolut intet at gøre med krigen, med vores muligheder for at hjælpe ukrainerne eller med Danmarks beskyttelse mod Putin. Folkeafstemningen er ren opportunisme. 

EUs militære missioner foregår som regel i Afrika, og ofte gør de mere skade end gavn. I Mali har EU fx trænet soldater i regeringshæren, som senere har begået overgreb på civile og tortureret deres fanger. I modsætning til FN-missioner har EU-missioner ikke noget krav om, at man laver en risikovurdering af de soldater, som man træner. Der er heller ikke noget krav om, at man overvåger, at menneskerettighederne overholdes efterfølgende. De er skruet helt forkert sammen, og ofte er de med til at gøre situationen værre. Så der er det godt, at Danmark ikke er med.

I marts fremlagde EU sit såkaldte strategiske kompas, som er planen for EU’s fremtidige forsvarssamarbejde. Her kunne man bl.a. læse, at EUs kampgrupper på 1.500 soldater skal udvides til 5.000 soldater. Og så vil man udvande landenes vetoret over militæraktioner. Det synes jeg er voldsomt bekymrende.

Hvis man vil vide, hvor EU er om 10 eller 20 år, så giver det mening at kigge tre steder: Hvad siger Frankrig? Hvad siger Tyskland? Hvad siger EU-kommissionen? Emmanuel Macron har sagt, at han ønsker en EU-hær, der kan beskytte os mod Rusland, Kina og USA. Olaf Scholz har sagt, at han ønsker en overstatslig EU-hær, der er delvist styret fra parlamentet. Ursula von der Leyen (formand for EU-kommissionen, red.) har sagt, at det er helt naturligt at forme en EU-hær, og at det er på vej. Så det er deres ønsker. En egentlig overstatslig EU-hær vil kræve en traktatændring, men man kan rykke rigtigt langt i den retning inden for det nuværende traktatgrundlag. Det synes jeg er en meget, meget farlig udvikling. For det vil være Tyskland og Frankrig, der vil stå i spidsen, og særligt Frankrig har en usympatisk udenrigspolitik, hvor de intervenerer i deres tidligere kolonier i tide og utide. Resultatet vil efter min vurdering være, at Danmark kommer til at følge blindt med der.

I NATO kan man altid sige nej til missioner, med mindre det ligefrem handler om, at et andet NATO-land er blevet angrebet. Men med en EU-hær vil der være et voldsomt pres for, at man stiller med soldater og materiel. Og vi kommer jo ikke ud af NATO, bare fordi vi afskaffer vores forsvarsforbehold i forhold til EU. Så har vi bare to store aktører, der presser Danmark. Jeg kan ikke se, at EU bliver nogen egentlig militær modvægt til USA. Desuden foregår EU’s militære missioner altid uden for EU; det er slet ikke et territorialforsvar, som det er i dag. Hvis EU skulle være helt uafhængige af USA, ville det kræve gigantiske investeringer i militæret. 

Dansk forsvarspolitik skal bestemmes af danske folkevalgte, og varetages i samarbejde med vores allierede. Det bliver det i dag med vores EU-forbehold. Så min holdning er klar: Forbeholdet skal forsvares og derfor skal der stemmes nej 1. juni.

Forholdet til venstrefløjen

Det er ikke forkert at sige, at jeg personligt er venstreorienteret i en eller anden forstand. Jeg kan godt lide solidaritet og omfordeling, og jeg er rigtig glad for det danske velfærdssamfund, hvis man fx sammenligner det med det amerikanske. Jeg har også stemt på Bernie Sanders flere gange, og han ønsker jo at opbygge et velfærdssystem. Men for mig er det kampen for demokrati og selvbestemmelse, der er den vigtigste; i hvert fald lige nu.

“I mange år var der et større overlap, og vi blev af mange nærmest set som en del af Enhedslisten. Nu har vi fået mulighed for at prøve at definere os selv mere selvstændigt.”

Jeg var medlem af Enhedslisten i et par år, men meldte mig ud i 2019, blandt andet fordi jeg var træt af EU-politikken. Men jeg tror også Enhedslisten på nogle områder var mere venstreorienteret, end jeg måske er. Lige nu nyder jeg egentlig ikke at være med i noget parti. Man behøver heller ikke altid tage stilling til alting, og der er også meget fnidder i et parti, som der ikke er i en bevægelse.

Efter Enhedslisten har besluttet at stille selvstændigt op til EU-parlamentet, står Folkebevægelsen nok mere på egne ben end vi har gjort tidligere. I mange år var der et større overlap, og vi blev af mange nærmest set som en del af Enhedslisten. Nu har vi fået mulighed for at prøve at definere os selv mere selvstændigt. Og det har også haft sine fordele. 

Folkebevægelsen har altid primært været en centrum-venstre-bevægelse. Vi har også konservative og liberale i medlemsskaren, men det har klart været venstrefløjen, der har været drivkraften. Men vi ser faktisk mere og mere i de her år, at der er bred interesse for EU-modstand på tværs af det politiske spektrum – også blandt de unge. Ved den aktuelle folkeafstemning om forsvarsforbeholdet er der kun tre folketingspartier, som siger nej – men der er faktisk seks af ungdomspartierne, der siger nej. Så vi er også i dialog med de her ungdomspartier, og har måske et lidt bredere grundlag, end vi før har haft. 

Jeg synes det er rigtig godt, at Folkebevægelsen arbejder mere målrettet med at være tværpolitisk. For hvis vi virkelig vil give EU klar modstand, så er vi nødt til at samle bredt. Og vi kan jo se, at der også er stor skepsis blandt vælgerne fra de store partier. Samtidig er det dog vigtigt, at vi også har visse værdier, som vi ikke går på kompromis med, bl.a. i forhold til internationale menneskerettigheder. 

Katastrofen i 2019

Jeg sad i ledelsen af Folkebevægelsen under EU-parlamentsvalgkampen i 2019, og jeg var også selv kandidat. Det var en travl tid, hvor der virkelig var gang i organisationen. Vi havde jo fået konkurrence fra Enhedslisten, der havde valgt at stille op for første gang. Og så blev der udskrevet et folketingsvalg oveni, så til de fleste af debatterne kom det også til at handle om en del emner, som Folkebevægelsen slet ikke har nogen holdninger til. Samtidig var Brexit tilpas kaotisk og nyt til, at det skræmte mange folk væk fra EU-modstanden. Det endte jo desværre med, at vi mistede vores mandat.

“Jeg kan huske, at jeg gik rundt og sagde til folk, at det er kun en exit poll, og de kunne jo godt tage fejl. Men jeg troede ikke selv på det.”

Jeg husker tydeligt valgaftenen. Vi holdt en stor valgfest, hvor vi kandidater sad sammen, inden vi gik ind til festen. Her så vi den første exit poll, som så helt forfærdelig ud. Og så skulle vi derind, og der var kameraer på og alt muligt. Og stemningen var helt vildt trykket. Jeg kan huske, jeg gik rundt og sagde til folk, at det er kun en exit poll, og de kunne jo godt tage fejl. Men jeg troede ikke selv på det. Der var nærmest begravelsesstemning. Jeg tror der var mange af os, som næsten ikke havde turdet forestille os, hvad ville der ske, hvis vi røg ud. Så det var lidt af et chok, hvor det var svært at overskue konsekvenserne. Men så gik Rina op og holdt en rigtig fin tale om, at EU-modstanden jo ikke var holdt op med at være relevant. I takt med at vi ser mere og mere EU-centralisering, vil modstanden også blive mere og mere relevant, sagde hun.

Man kunne godt tænke, at det var tid til at lukke og slukke, da vi røg ud, men det er faktisk ikke rigtig et perspektiv, der har fyldt på noget tidspunkt. Medlemmerne i Folkebevægelsen er nogen, der virkelig tror på deres sag. Så vi er fortsat som græsrodsbevægelse med komitéer i hele landet. 

Dagen efter vi røg ud af EU-parlamentet, var der 200 medlemmer, som meldte sig ind på én dag. Det var helt vildt. Og vi har sådan set stille og roligt fortsat medlemsfremgangen siden. Vi er lidt over 3.000 medlemmer lige nu. Det er jo positivt, at det er gået, som Rina sagde på valgaftenen. EU-modstanden er fortsat relevant.

Vi diskuterede længe, om vi skulle gå i gang med at samle underskrifter til at stille op igen. Det var ikke nogen nem beslutning, fordi det kræver så meget som det gør. Jeg var også selv i tvivl om, hvorvidt vi skulle kaste os ud i det. Om vi kunne magte det, og om det var den rigtige måde at bruge kræfterne på. Man skal nemlig samle 70.000 underskrifter for at kunne stille op til EU-valg. Det er absurd mange og en gigantisk opgave. Det krævede en lang diskussion, men da vi endelig nåede frem til landsmødet, var der et stort flertal, der støttede opstilling.

Efter fem måneder er vi på knap 3.500 underskrifter, så vi mangler stadig 95 procent. Det er op ad bakke; det er virkeligt svært, for både vi ansatte og aktivisterne har jo mange andre ting at se til også. Men vi håber, at folkeafstemningen her sætter lidt gang i hjulene igen. Der er cirka to år til valget afholdes. Hvis ikke det lykkes at komme i mål, fortsætter vi formentlig på samme måde, som vi kører nu.

Jeg håber selvfølgelig, vi kommer tilbage i EU-parlamentet. Vi hører nærmest dagligt, at folk savner den indsigt, som vi kunne give, da vi havde den platform. Men jeg håber dog også vi holder fast i den lære, som vi har fået siden vi røg ud. Hvor vi har haft mere fokus på det enkelte medlem og på græsrodsaktiviteterne. Vi er blevet mindet om, at det er de 50 lokalkomitéer og vores aktivister, der er hjertet i vores bevægelse.

Hvorfor EU-modstand?

Det grundlæggende problem med EU er, at det er voldsomt udemokratisk. Dels er der ikke en eneste folkevalgt, der kan stille lovforslag. Det kan kun en ikke-valgt kommission. Kommissionen skal altså ikke stå til ansvar over for vælgerne. Så når de laver politik, lytter de i højere grad til lobbyisterne frem for befolkningen. Nogle lobbyister kommer fra grønne organisationer, fagforbund og andre gode kræfter – men 80 % af lobbyisterne i Bruxelles kommer fra storindustrien, og det former jo den politik, EU kommer med.

En anden del af EUs udemokratiske væsen er, at al lovgivning er nødt til at leve op til Lissabon-traktaten, som man kan se som en slags grundlov for EU. Problemet er bare, at Lissabon-traktaten også siger en masse om, hvad lovene skal indeholde. Den siger, at vi ikke må have for store underskud på vores offentlige budgetter, at vi skal forbedre vores militære kapacitet år for år samt en hel række andre ting, som derfor står uden for diskussion.

Vi mener også, at EU har skubbet os i en sort retning, at EU’s one size fits all-lovgivning er et stort problem for vores arbejdsmarkeds- og velfærdsmodel. Og så er vi uenige i EUs meget høje toldmure mod omverdenen, og at man generelt er ret usolidarisk i forhold til, hvordan man handler med landene omkring sig.

En gang imellem kan EU da godt lave noget, som er fornuftigt. Alt andet ville også være underligt. Men uanset hvilken retning, som EU trækker Danmark i, så må den rigtige retning jo være den, som folket bestemmer. Og jeg er da tit uenig i ting, som Folketinget for eksempel laver. Men så må man jo bare stemme på nogle andre politikere. Hvis jeg er uenig med noget, som EU laver, er det til gengæld næsten umuligt at ændre deres retning.

Folkebevægelsen mod EU havde i EU-parlamentet en retningslinje der hed, at vi stemmer imod alle tiltag, som giver EU mere magt. Men der er jo også mange områder, som hverken giver EU mere eller mindre magt, men som fx regulerer et område, som EU allerede har magt på. Så hvis der fx er forslag om at stramme reglerne for udledning af plastic i havene, så stemmer Folkebevægelsen for.

I EU-parlamentet er det nok relativt sjældent, at vi ville stemme meget anderledes end fx Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten gør i dag. Men kommunikationen ville være anderledes. Jeg synes de fleste EU-parlamentarikere har det med at oversælge meget af dét, der foregår. Man får næsten indtryk af, at når der fx er vedtaget en ikke-bindende resolution, at det så er gældende lov i EU.

Jeg mener faktisk ikke, at man kan gøre den store forskel i Bruxelles, men man har en forpligtelse til at prøve. Og der er Folkebevægelsen mod EU også anderledes end fx den britiske EU-modstander Nigel Farage, der stort set aldrig dukkede op til møderne, da han var valgt til EU-parlamentet. Men man kan lige så godt være ærlig om, at det demokratiske mandat er bittesmåt, når man har ét mandat ud af 700 i et organ, der ikke engang selv kan stille lovforslag, men kun stemme for eller imod.

Alternativerne til EU

Folkebevægelsen har ikke noget selvstændigt mål om, at EU skal ødelægges. Vi har et dansk perspektiv. Vi støtter da EU-modstandere i andre lande, men hvis andre befolkninger er glade for EU, så skal de da være i EU. Det ville være selvmodsigende, hvis vi begyndte at sige, at andre lande ikke skulle gøre det, som et demokratisk flertal ønsker. Så det, vi kæmper for, er dansk udmeldelse. Men det kræver jo i første omgang, at der er 90 mandater på Christiansborg, som ønsker, at vi får en folkeafstemning om medlemskabet; og der er et stykke vej.

Hvis vi vil ud af EU, er vi nødt til at tale om sammen om, hvad alternativerne kan være. Så vi ikke ender i den der Brexit-faldgrube, hvor de var enige om, at de ikke kunne lide EU, men så vidste de ikke, hvad de ville i stedet. Så jeg tror meget på den tværpolitiske fremgangsmåde, hvor vi taler om, hvad vi vil have, at vores demokrati skal være. Så vi kan blive enige om et fair grundlag at være politiske uenige på. Dét er en tværpolitisk sag.

“Norden er den 13. største økonomi i verden tilsammen, og hvis vi lavede handelspolitik sammen, ville vi kunne en hel masse.”

Norge, Island og andre lande står jo fint uden for EU, og der er også dele af Brexit-aftalen, som man kan lade sig inspirere af. Når man nævner Brexit, får mange folk en negativ association, men de har jo faktisk gjort en del fornuftige ting, bl.a. en mere bæredygtig landbrugs- og fiskeripolitik. 

Hvis Daxit bliver en realitet, skal vi naturligvis have nogle handelsaftaler. Her forestiller jeg mig, at vi så bliver en del af det, der hedder EFTA sammen med Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. De har handelsaftaler med både EU og 40 lande uden for EU. 

Norge kunne godt på flere punkter være et forbillede, men jeg vil allerhelst have en løsere tilknytning til EU, end de har. Norge er trods alt nødt til at følge rigtigt meget af den lovgivning, som kommer fra Bruxelles. Nogen siger de følger det hele, men det passer overhovedet ikke. Derudover har de en selvstændig udenrigspolitik, en selvstændig forsvarspolitik og en selvstændig landsbrugspolitik. Særligt udenrigspolitikken er vigtig, synes jeg. 

Vi ser gerne, at Danmark stepper sin indsats op i Europarådet, en organisation, der sikrer menneskerettigheder i hele Europa, ikke bare EU. Danmark er oftest meget passive i Europarådet, og det hænger sammen med, at man tit håber, EU vil løse problemerne. Endelig burde Danmark spille en mere aktiv rolle i FN. Her er Norge igen et klart forbillede, hvor de har været virkeligt gode på fx miljøområdet.

I Folkebevægelsen mod EU kunne vi godt tænke os et udvidet nordisk samarbejde. Faktisk går vi ind for et nordisk statsforbund på sigt – et meget tæt samarbejde, hvor man bl.a. fører en fælles udenrigspolitik. Norden er den 13. største økonomi i verden tilsammen, og hvis vi lavede handelspolitik sammen, ville vi kunne en hel masse. Og vi har rigtig meget til fælles med de andre nordiske lande i forhold til velfærd, socialområdet, arbejdsmarked og meget andet. 

Et nordisk statsforbund er selvfølgelig en fremtidsdrøm, men noget tyder på, at mange danskere synes om idéen. Hvis man spørger folk “Vil du ud af EU, ja eller nej?” er der 80 %, som gerne vil blive. Men hvis man fx spørger “Vil du helst have EU eller et nordisk statsforbund?” så er danskerne faktisk næsten delt på midten.

EU-modstanden er i allerhøjeste grad stadig relevant. Derfor fortsætter vi kampen. 

Fortalt til Jeppe Rohde.

---

---