Folketingsvalget er over os – hvad kan venstrefløjen gøre?

Ud over de grundlovsforankrede omstændigheder med at folketingsvalget jo skulle falde i år, var et valg allerede til stede i kongens og statsministerens nytårstaler.

Hvor Mette Frederiksen rutinemæssigt – og med sørgeligt god grund – har lagt ansigtet i alvorstunge folder og vækket nationen fra dens tømmermænd med påmindelser om den bedrøvelige internationale situation, forsøgte statsministeren i år at råde bod på Socialdemokratiets katastrofale meningsmålinger og kommunale valgresultater ved i bedste Tony Blair-stil at lægge sig fladt ned og nærmest undskylde for, at det var hende, der slog Det Døde Hav ihjel.

Til gengæld mindede Frederik nytårsaften os om krigen i Europa, og at freden herhjemme ikke er en naturlov. Frederiksen brugte nytårsdag på at annoncere en fødevarecheck og mulige sænkninger af momsen – begge dele velegnede som valgflæsk.

Siden blussede krisen om Grønland op igen – en krise som, skal vi minde om, ikke er lykkeligt afblæst. Stats- og udenrigsministerens dygtige håndtering af den internationale krise med Rigsfællesskabet i hovedrollen gav deres to partier et rygstød i meningsmålingerne. Dog varer sådan et pust ikke evigt, og det var allerede godt i gang med at klinge af, da statsministeren – for at bruge en skrækkelig floskel – trykkede på valgknappen.

Positionering

Nu er valget så udskrevet, og ikke meget tyder på, at den nuværende regering vil fortsætte, efter resultatet foreligger. I virkeligheden har de nuværende regeringspartier også brugt en del energi på at positionere sig til at kunne manøvrere i andre politiske konstellationer end den nuværende regering.

Venstre skuer mod højre. Partiets forslag om at sænke udviklingsbistanden yderligere må i hvert fald tiltale fremtidige regeringspartnere og -støtter fra foretagender som Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Imens har Socialdemokratiet taget et skridt til venstre med statsministerens melding om, at partiet vil gå til valg på at indføre et klasseloft på 14 elever for de mindste klasser i folkeskolen. Man kan mene, hvad man vil, om detaljerne og ladsiggørligheden af det projekt – men det er et forslag, som Folketingets venstrefløj ikke kategorisk kan afvise at arbejde med. Også selv om Kommunernes Landsforening har mindet om, at skolerne hverken har lokalerne eller lærerne, til at det kan lade sig gøre. Og selv om Socialdemokratiet ikke har villet sig noget om, hvor pengene skal komme fra.

Som om det ikke var nok, kom justitsminister og mulig socialdemokratisk kronprins Peter Hummelgaard onsdag 25. februar på banen med en kronik i Politiken, som har fået rubrikken: ”Jeg forventer ikke, at de liberale forstår dette – men uligheden er dødsensfarlig for Danmark.”

I kronikken opremser Hummelgaard alle de ting, som Socialdemokratiet har fået gennemført, og som ifølge ham – sammen med den stramme udlændingepolitik – er medvirkende til, at Danmark er gået fri ”fra den sygdom som kapitalismen har påført så mange andre lande omkring os”. Det er altså nye toner fra Socialdemokratiet.

I folketingstalen, hvor hun udskrev valget, sagde Mette Frederiksen også, at Socialdemokratiet vil gå til valg på at indfør en formueskat og desuden er åben for at samarbejde med venstefløjen, hvis venstrefløjen er fleksibel. Det lugter af økonomiske og velfærdsmæssige håndsrækninger mod venstrefløjens accept af de udenrigspolitiske omstændigheder og Socialdemokratiets lemfældige omgang med konventioner, når det kommer til udlændingepolitik.

Socialdemokratiets skoleudspil og partiets søgen mod venstre (ikke mod partiet Venstre) forstærker indtrykket af et parti, der ikke rigtig mener noget. Socialdemokratiets nylige udmeldinger minder snarere om opportunisme og taburetklister. Vælgerne havde svært ved at se meningen ved SVM-regeringen – hvilket kom til udtryk i samtlige meningsmålinger siden sidste valg – så nu må vi hellere gå et trin til venstre. Så kan dansen gå om igen om et par år.

Moderaterne, tja, men det er vel også partiets varemærke. De har i hvert fald taget afstand fra Venstres ønsker om at skære i udviklingsbistanden. For os at se ligner de på den baggrund mere en del af en centrumvenstre-regering end en højrefløjsregering.

Venstrefløjens orientering

SF har i årevis været meget åbne om, at partiet gerne vil være en del af en socialdemokratisk ledet regering. Partiformand Pia Olsen Dyhr har afvist, at Venstre kan være en del af sådan en regering.

Med Socialdemokratiets relative venstreorientering tyder det på, at Mette Frederiksen gerne vil invitere folkesocialisterne med i sådan en regering – hvis hun da ikke bruger SF som en trussel over for de andre mulige regeringspartnere. Her kan SF også dække Socialdemokratiets venstre flanke af. SF har under den nu snart forhenværende regering nydt godt af det upopulære Socialdemokrati og har høstet frafaldne socialdemokrater. Hvis SF selv er med i regeringen, vil det i højere grad være folkesocialisterne, der står for denne afskalning, da det for mange socialdemokrater vil være et for stort skridt at gå helt til Enhedslisten.

SF har med sin accept af den såkaldte udvisningsreform og dens tilsidesættelse af konventionerne endnu en gang vist, at partiet formår at tage del i det, der kaldes ansvar. Socialdemokratiet til venstre på det økonomiske, SF til højre på indvandringspolitikken. Det lyder som noget, vi har hørt før.

Og hvad så med Enhedslisten – hvis politiske ordfører Pelle Dragsted også har sagt, at han gerne ser Enhedslisten som en del af en rød regering? Den kommende regering vil næppe være rød nok. Og desuden vil han næppe være velkommen.

Enhedslisten er ifølge eget udsagn en garant for en rød regering, fordi man kun vil støtte en S-ledet regering, der er ’rød’. Men man forklarer ikke, hvad man mener med ’rød’. Og uden at nævne hvilken pris man vil have for at støtte en sådan regering, eller hvilken udformning en støtteaftale skal have. Skal det ligesom i Portugal være en decideret kontrakt, man kan måle resultaterne i Folketinget efter, eller vil man endnu engang lade sig spise af med elastik i metermål?

Og venstrefløjen i Enhedslisten er ikke død endnu. Hvis ikke Enhedslistens ledelse opper sig på klimaområdet og en skarpere antikapitalistisk kritik, er der formentlig en del af partiet, som hverken vil lange løbesedler ud eller hænge plakater op, hvis udformning man ingen indflydelse har haft på.

I en ideel verden ville SF og Enhedslisten have forstået at udnytte Socialdemokratiets konstante nedgang til at lave et fælles regeringsprogram eller i det mindste et katalog. Og det var vel som et tilløb til et samarbejde, at man skal forstå, at Enhedslisten for nogen tid siden pegede på Pia Dyhr som kommende statsminister. Noget som SF venligt, men bestemt skød ned ved allerede i god tid inden valget at stå fast på at pege på en socialdemokratisk statsminister.

Men måske vil SF have Socialdemokratiet for sig selv. Pelle Dragsted har jo for længst proklameret sit ønske om, at Enhedslisten skal erstatte S som landets store centrumvenstre-folkeparti, og den tanke, at dele af SF pønser på det samme, er vel ikke fjern? Men det er vel heller ikke sikkert, at alle i SF – især hvis partiet får et rigtig godt valg – synes om den nuværende linje.

Opbakningen til den kommende tids oprustning vil være et område, hvorom der nærmest kommer til at herske borgfred. Enhedslisten er ikke en del af forsvarsforliget, og derfor vil partiets deltagelse i en regering blive set som for stor en risiko for de øvrige partier.

Ikke desto mindre vil Enhedslisten støtte den nødvendige omrustning af forsvaret. Partiet vil formentlig samtidig været meget på vagt over for indkøb af amerikansk materiel, Socialdemokratiets halvlunkne afstand til USA, og være stærkt kritisk overfor S’ hovedløse indkøbspolitik. I stedet for at købe meget ind bør man købe klogt ind.

Regering

Her er derfor Solidaritets bud på en kommende regering: Socialdemokratiet, Moderaterne og SF. Muligvis med De Radikale. De Radikales politiske ageren de seneste år er for svær at gøre sig klog på, til at vil komme med spådomme om dem. Men det er svært at se dem støtte en blå regering, der også skal støtte sig til Dansk Folkeparti. Enhedslisten vil være parlamentarisk støtteparti og måske nyt hjem for fremtidige frafaldne SF’ere. Hvis det kommer ind, vil Alternativet dårligt kunne opføre sig på andre måder end Enhedslisten.

Vil sådan en regering være et stort spring fremad mod socialismen? Nej. Vil det være en lille forbedring af det nuværende? Det håber vi da.

Hvis en sådan regering viser sig umulig at danne, kan vi måske se Folketingets partier blæse i den store basun og indvarsle en national samlingsregering i krisens (krigens) tegn. Det kunne være en regering med deltagelse – eller i det mindste opbakning – fra De Konservative, Venstre, De Radikale, Moderaterne, Socialdemokratiet og SF. Tænk på den nuværende regering, bare mere politisk handlingslammet.

Den tredje mulighed er en højrefløjsregering. Borgernes Parti kan sagtens komme ind, men det er svært at forestille sig, at højrefløjens for nuværende eneste statsministerkandidat Lars Boje Mathiesen også bliver statsminister. Under alle omstændigheder kan vi kun håbe på, at der er nok redningsbåde, hvis sådan en regering med støtte fra Alex Vanopslaghs macho-liberalisme og Morten Messerschmidts tvivlsomme forhold til MAGA-USA bliver til virkelighed.

Taber Socialdemokratiet statsministermagten, skal partiet formentlig se sig om efter en ny formand. Her er Peter Hummelgaard nok i førersædet. Og samtidig kan det være, at et nederlag kan få Socialdemokratiet til at tage hul på den selvransagelse, der blev bebudet oven på det gedigne nederlag ved kommunalvalget. Hvor den selvransagelse ender hende, må man spørge fokusgrupperne om.

Mette Frederiksen behøver næppe bekymre sig om sin egen politiske fremtid. I Danmark har hun – uden for højrefløjens mest rabiate Slette-Mette-kredse – været en respekteret, men aldrig elsket statsminister. Det skal retfærdigvis også nævnes, at hun med corona og krig heller ikke har haft de nemmeste omstændigheder. Men i udlandet er hendes stjerne større end herhjemme, og mon ikke hun kan få en prestigefyldt post.