For to år siden invaderede Rusland Ukraine. Her er status i dag

At the bottom of the text, this article is published in English, Russian, Ukrainian, German, and Italian.

To år er gået, siden Rusland indledte sin store krig mod Ukraine den 24. februar 2022. Siden da har Rusland fortsat sin offensiv ved at bruge hele sin militære styrke, ofte omtalt som “verdens næst-stærkeste hær”. I dag kontrollerer Rusland omkring 20 procent af Ukraines territorium inden for grænserne fra 1991.

Ukraine forsvarer sig selv med varierende grad af succes. Landet har en absolut lovlig ret til at gøre det og skal have støtte til dette.

I vinteren 2022-2023 var vi vidne til et russisk storstilet missil- og droneangreb på Ukraines civile infrastruktur. Angrebet havde til formål at gøre Ukraine koldt og mørkt. Det mislykkedes, og selvom missilangreb og droneangreb fortsatte i vinteren 2023-2024, var de ikke i stand til moralsk at bryde Ukraine ned.

Frontlinjen har ikke ændret sig meget i næsten et år nu, hvor kun mindre områder har skiftet hænder. Men det betyder ikke, at krigen er blevet lavintensiv, eller at situationen er i balance. Tværtimod er alt meget ustabilt, og kampene er som regel hårde og intensive.

I det seneste år har Vladimir Putin mobiliseret 300.000 soldater fra civilbefolkningen, herunder fanger fra fængslerne. Vladimir Putin fortalte 14. januar i år, at den russiske hær havde 617.000 soldater i Ukraine. Ukrainerne anslog, at der var noget færre – omkring 443.000 russiske soldater.

Med denne hær fortsætter Rusland med at angribe langs hele frontlinjen, som i øjeblikket er cirka 1200 km lang.  Langs frontlinjen er der talrige voldsomme og intensive slag.

For eksempel brugte Rusland enorme militære ressourcer i et forsøg på at storme eller omringe byerne Bakhmut og Avdievka med enorme tab af soldater og pansrede køretøjer. Kampene om Avdievka og i nærheden af Bakhmut fortsætter den dag i dag.

Ukraines sommeroffensiv førte i oktober 2023 til etableringen af et brohoved på venstre bred af floden Dnipr tæt på Kherson. Brohovedet har modstået alle russiske forsøg på at ødelægge det. Tabene på begge sider i kampene om Krynka-brohovedet beløber sig til tusindvis af soldater inklusive mange specialstyrker.

Minsk-aftalerne

Minsk-aftalerne har været genstand for debat på venstrefløjen.

Før Rusland igangsatte sin invasion af Ukraine, var konflikten i årevis reguleret af en våbenhvileaftale kendt som Minsk-aftalerne. Denne våbenhvile blev opretholdt af den europæiske sikkerheds- og samarbejds-organisation OSCE, som dagligt patruljerede konfliktlinjen og rapporterede om overtrædelser af våbenhvilen. Antallet af ofre var lille og fortsatte med at falde støt.

Ukraines politiske fremskridt med at reintegrere områderne omkring Donetsk og Luhansk, der var overtaget af russisk-støttede “separatister”, var begrænsede på grund af gensidig mistillid mellem lokale styrker og Kiev-regeringen.

Men det var Ruslands angreb på Ukraine, som aflivede Minsk-våbenhvileaftalerne. Derfor er Rusland ansvarlig for Minsk-aftalernes fiasko.

Stop for russisk overlegenhed i luften?

Takket være vestlig støtte til Ukraines luftforsvarssystemer har Ukraine haft nogen succes med at angribe russiske fly. Det har svækket Ruslands militære luftoverlegenhed over frontlinjerne.

Da Ukraine i januar skød fire russiske Su-34 militærfly ned over det sydlige Ukraine, kunne Rusland ikke længere opretholde de intensive bombardementer af det ukrainske brohoved på venstre side af Dnipr nær landsbyen Krynki.

Derudover var Ukraine i stand til at skyde et A-50 radarovervågningsfly (AWACS) ned over Azovhavet i januar, og et IL-22M kommando-militærfly blev samtidig ramt og tvunget til at nødlande.

Rusland er derfor blevet tvunget til at flytte sin luftovervågning flere hundrede kilometer mod øst og nu flyve over Krasnodar langt fra frontlinjen.

Flere russiske militærfly er blevet skudt ned andre steder, herunder et Il-76 militærtransportfly over den russiske Belgorod-region. Flyet kan på tragisk vis have transporteret ukrainske krigsfanger til udveksling.

På trods af de opnåede succeser har de kun haft en begrænset, beskyttende karakter og tillader kun Ukraine at forsvare det territorium, der i øjeblikket er under Ukraines kontrol, men giver ikke mulighed for at befri besatte områder. Det skyldes blandt andet den måneder lange forsinkelse i overførslen af F-16 og A-10 fly til Ukraine.

Ruslands tab af kontrol over Sortehavet

Krigen er også asymmetrisk til søs, da Rusland ved invasionen havde en dominerende flåde af krigsskibe i Sortehavet, mens Ukraine ikke havde nogen flåde. Rusland fik derfor hurtigt kontrol med hele Ukraines kystlinje til Sortehavet.

Ukraine har imødegået de russiske krigsskibe med en flåde af vand- og luftbaserede droner samt missiler. De har med succes angrebet og ødelagt adskillige russiske krigsskibe ved Sortehavet: flagskibet “Moskva”, ubåden “Rostov-on-Don”, transportskibet “Novocherkassk” og andre.

Bare i februar 2023 er raketkrydseren ”Ivanotets” og det store landgangsskib ”Tsezar Kunikov” blevet sænket.

I alt er omtrent en tredjedel af Ruslands Sortehavsflåde blevet sat ud af spillet – 25 skibe og en undervandsbåd.

Ukraine har over lang tid lanceret et langtrækkende angreb på Krim mod russisk luftforsvar, kommandocentre, oliedepoter og jernbane-infrastruktur. Ukraine har praktisk talt fordrevet den russiske flåde fra havnene på Krim. Den russiske flåde blev tvunget til at søge sikkerhed i havnen Novorossisk i Krasnodar-regionen på den østlige kyst af Sortehavet.

Men selv der, ved den russiske Sortehavskyst, i stor afstand fra Ukraine, har der været ukrainske vand-droneangreb, og for nylig blev et oliedepot i den russiske by Tuapse sat i brand.

Den russiske Sortehavsflåde er dermed strategisk svækket, og det har påvirket Ruslands mulighed for at bruge flåden som platform for at iværksætte missilangreb mod Ukraine. Takket være dette er det blevet muligt at ophæve blokaden af den vestlige del af Sortehavet, hvilket har gjort det muligt at genoptage eksporten af ukrainsk korn gennem tre store havne omkring Odessa.

Fra denne opsummering af situationen på slagmarken bevæger vi os nu til den politiske situation i Rusland.

Den sociale og politiske situation i Rusland

Rusland er blevet et fuldgyldigt diktatur, hvor oppositionen er hårdt undertrykt, og enhver offentlig støtte til fred med Ukraine er forbudt. Som for at bekræfte dette skærpede den russiske appeldomstol 13. februar dommen over den berømte russiske sociolog og venstreorienterede oppositionsaktivist Boris Kagarlitskij, der var modstander af krigen i Ukraine.

Han fik en hård dom – fem års fængsel i stedet for den milde dom på en bøde, han havde fået i første instans.

I marts er der russisk præsidentvalg, hvor Putin igen vil stille op. Til manges overraskelse kom den russiske civilbefolknings vilje til fred til udtryk i forbindelse med det kommende valg.

En alternativ kandidat, Boris Nadezhdin, samlede underskrifter for at komme på stemmesedlen. Han er en slags fredselskende, moderat kandidat, som lovede at afslutte krigen. Hundredtusindvis af russere stod i kø for at skrive under på hans opstilling, mens underskrifter til Putins nominering blev indsamlet ved hjælp af administrative kommandometoder.

Men den russiske valgkommission blokerede nomineringen af Boris Nadezhdin som præsidentkandidat og anklagede hans tilhængere for at forfalske underskrifter. Hvorvidt han kommer på stemmesedlen er derfor usikkert.

Selve processen med at nominere en præsidentkandidat til fred viste dog tydeligt, at brede dele af den russiske befolkning er modstandere af krigen. I denne situation er det bydende nødvendigt, at venstrefløjen støtter den fredselskende og demokratiske opposition i Rusland.

Efter de militære fiaskoer i 2022 blev den russiske økonomi i løbet af 2023 hurtigt forvandlet til en krigsøkonomi, hvor produktionen vokser – men primært for at understøtte krigens behov og ikke civilbefolkningens behov.

Civilbefolkningen lider meget, og der er alvorlig mangel på arbejdskraft i mange sektorer. For blot at tage to eksempler: I vinteren 2023-2024, som ikke var koldere end normalt, svigtede varmesystemet i Rusland mange steder. Årsagen var både, at systemet var forældet, men også at der på grund af krigen var mangel på arbejdere til at vedligeholde det. I januar opstod der betydelig mangel på fødevarer; især æg og kyllinger, som er billigt kød, forsvandt fra butikshylderne.

Rusland har lidt store tab af mænd i krigen, samtidig med at mange mennesker forlod russisk territorium for at undgå at blive mobiliseret, eller fordi de er modstandere af krigen.

Putins styreform er kendetegnet ved at være ekstremt centraliseret, brutalt undertrykkende, yderst bureaukratisk og ekstraordinært korrupt.

I 2024 har Rusland afsat rekordhøje 10,8 trillioner rubler til militærudgifter og krigen i Ukraine for 2024, hvilket ifølge den russiske centralbanks officielle valutakurs svarer til 118,5 milliarder amerikanske dollars. Det rapporterer det tyske Deutsche Welles russiske udgave.

De sociale og materielle modsætninger i Rusland vokser, og den perfekte storm af problemer er ved at samle sig.

Den sociale og politiske situation i Ukraine

I det første år af den russiske aggression var det ukrainske samfund i stand til at konsolidere sig. Præsident Zelenskij var før krigen upopulær på grund af sin neoliberale økonomiske politik, men på grund af sin modstand mod Ruslands invasion steg hans generelle opbakning i befolkningen.

Hundredtusindvis af motiverede, ukrainske frivillige sluttede sig til den ukrainske hær for at beskytte deres byer, familier og land. Praktisk talt uden vestlige våben var den ukrainske hær i stand til at presse sin aggressive nabo tilbage og befri betydelige områder omkring Kyiv, Kharkiv og Kherson-regionen.

Det skyldtes hovedsageligt den folkelige mobilisering. Men prisen for befrielsesangrebene var, at hundredtusindvis af ukrainske frivillige blev dræbt i konfrontationer med en hær, der besad stor overlegenhed inden for artilleri, kampvogne og luftvåben.

På baggrund af frontlinjesucceserne i 2022 og af frygt for den stigende ukontrollerbarhed af et stort antal bevæbnede mennesker fra bunden af det ukrainske samfund, var begyndelsen af 2023 præget af lovændringer.

Den bureaukratiske ledelse af landet og de væbnede styrker besluttede at omdanne hærens interne struktur – og vende den fra frivillig til tvungen karakter. Derved styrkedes kastedelingen mellem ledende officerer og soldater, som blot skulle adlyde.

Denne bureaukratiske proces førte til en betydelig demoralisering af det ukrainske samfund og en ny virkelighed i hæren.

Samtidig var leverancer af vestlige våben og udstyr til det ukrainske modangreb i sommeren og efteråret 2023 både mangelfuld, usystematisk og langsom.

Den ukrainske hærs modoffensiv førte derfor kun til mindre territoriale generobringer. Ganske lidt i forhold til befrielsesoperationerne i det første år af krigen, da ukrainske soldater trængte “verdens næst-stærkeste hær” tilbage.

Der var flere årsager til den ukrainske modoffensivs manglende succes. Nogle kan nævnes her: en omorganisering af hæren, som nu mest består af værnepligtige frem for frivillige, de langsommelige, utilstrækkelige og usystematiske våbenleverancer fra Vesten og manglen på vestlige kampfly.

Derudover var generalernes overdrevne selvtillid – opmuntret af de uventede succeser i 2022 – også en kritisk faktor i fiaskoen.

I mellemtiden svækkede krigen og en lang transportblokade i Sortehavet ubønhørligt den ukrainske økonomi. Zelinskijs neoliberale regering udnyttede krigen til at intensivere privatiseringer og reducere den sociale støtte. Antallet af civile jobs bliver ved med at falde, og der er kommet begrænsninger i lønmodtagernes rettigheder på grund af krigslovene.

Situationen er blevet kompliceret af tilstedeværelsen af et stort antal interne flygtninge fra de besatte regioner i Ukraine, en betydelig udvandring af befolkningen i form af millioner af ukrainske flygtninge til landene i EU, og opstarten af tvungen mobilisering af borgere til hæren.

Ukrainske byer har mistet omkring en tredjedel af deres befolkning. Antallet af frivillige i hæren er faldet til praktisk talt nul.

Stemningen i samfundet er på den baggrund blevet mere kritisk over for regeringen. Ukraines befolkning er blevet overladt til sig selv i et land, hvor produktionen er stoppet, og transportruter er ophørt med at fungere.

Som et resultat er 67 procent af ukrainerne kommet under fattigdomsgrænsen ifølge en undersøgelse ved Kyiv Institute of Demography and Social Research, som er lavet af Ljudmila Tjerenko. Det er næsten 20 millioner mennesker. Og processen forværres uundgåeligt, da den ukrainske regering fortsætter sin brutale neoliberale politik, og korruptionen fortsætter.

Priserne på basale varer er steget til det dobbelte eller tredobbelte. Civilbefolkningen lever under vedvarende missilangreb på byer, daglige luftalarmer, udgangsforbud om natten, restriktioner for mænds rejser til udlandet, hindring af den fri bevægelighed for borgere, og en betydelig stigning i taksterne for gas, elektricitet og vandforsyning. Alle disse omkostninger skal bæres af den ukrainske civilbefolkning.

Samtidig skal landet nu leve med rapporter fra slagmarken, som melder om enorme menneskelige tab på grund af manglen på våben – og besættelsesmagtens betydelige overmagt i artilleri, luftvåben og pansrede køretøjer.

Ukraines vanskelige situation

De frivillige soldater oplever store tabstal i form af kvæstelser og dødsfald. Med faldet i antallet af frivillige er der blevet indført mere tvungen mobilisering af civilbefolkningen til krig. Mandskabet skal kompensere for manglen på våben. Men det er svært, da tabene på den ukrainske side ikke er meget mindre end de russiske tab.

Under alle omstændigheder er tabene af tropper på begge sider enorme. Ifølge forskellige uofficielle skøn er mellem 300.000 og 1 million mennesker døde eller forsvundne. De reelle tabstal er hemmelige, og krigens parter rapporterer kun tabene fra den anden side. Det fører til en gensidig desinformationskrig.

Mobiliseringen af civilbefolkningen har ført til offentlig modstand. Det forårsager omvendt endnu flere undertrykkende foranstaltninger fra statens side.

Et hidtil uset lovforslag om at styrke den tvungne mobilisering behandles lige nu i det ukrainske parlament. Hvis det vedtages, vil det yderligere forværre den sociale situation i Ukraine.

Som et resultat af disse processer blev den øverstkommanderende for den ukrainske hær, Valerii Zaluzhnij, afskediget, og der blev skabt en ny opdeling af de ukrainske generaler i to fraktioner – “kontoret” og “fronten”. Den uformelle leder af “front”-fraktionen, som blev styrket med krigens udvikling, general Zyrskij, er blevet udnævnt som ny øverstkommanderende.

Venstrefløjen skal fortsat støtte forsvaret af Ukraine

Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi på venstrefløjen må støtte Ukraine og det ukrainske folk i kampen mod Ruslands væbnede angreb. Vi går ind for humanitær og militær støtte til ofrene for aggression.

Vi vil fortsat kræve, at Rusland øjeblikkeligt trækker sine tropper tilbage til Ukraines internationalt anerkendte grænser.

Vi kræver øjeblikkeligt stop for russiske bombardementer.

Vi betragter Ruslands invasion af Ukraine som en imperialistisk aggression.

Vi går ind for systemisk støtte til det ukrainske folks kamp for uafhængighed og liv.

Fronten holder endnu, men det er usikkert, hvor længe det kan vare ved, for der er stor mangel på ammunition og våben. Økonomien er i elendig forfatning, og den langvarige forsinkelse af støtte fra EU og USA har stor negativ betydning. Genoprettelsen af de ødelagte byer i det østlige Ukraine – som er forårsaget af Ruslands krig – vil tage årtier.

Fredsforhandlinger

Vi er ikke imod fredsforhandlinger, og en dag skal freden komme. Men det betyder ikke, at vi er for en fred, der ligner “freden” mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet efter 1938-modellen med besættelsen af Tjekkoslovakiets territorium som følge af München-aftalen.

Dengang som nu er sådan en “fred” et fremragende udgangspunkt for at styrke aggressoren og dermed forberede en ny krig.

Forhandlingerne skal føres mellem Ukraine og Rusland, og Vesten bør ikke lægge pres på Ukraine.

På nuværende tidspunkt vil en våbenhvile betyde en accept af, at den erobrende imperialistiske hær kan fortsætte med at holde, hvad den har taget med magt, og det er vi imod.

Vi går ind for en fremtidig samlet europæisk sikkerhedsstruktur, der vil sikre fred for alle lande og dele af kontinentet.

Andre imperialistiske kræfter

Verden består af forskellige imperialistiske kræfter i konstant kamp om indflydelse og ressourcer. Blandt dem er EU og USA.

Den nuværende katastrofe i Ukraine er resultatet af en lang historie og har mange årsager. Vesten gik således glip af en gylden mulighed for at opnå varig fred og opbygge et fredeligt europæisk kontinent i 1990’erne, hvor Rusland var svækket og søgte samarbejde og nedrustning. Men denne historie retfærdiggør ikke Ruslands nuværende aggression.

Vi er klar til at deltage i diskussionen om fortidens erfaringer, men dette skal ikke forsinke eller mindske vores støtte til Ukraine.

I de seneste måneder har vi set, at den igangværende kamp i USA mellem Demokrater og Republikanere har hæmmet amerikansk bistand til Ukraine, og situationen har endnu ikke ændret sig. I øjeblikket er USA ikke en stabil allieret med Ukraine.

Hvis Donald Trump på ny bliver valgt til præsident, bliver situationen kun værre. Mest sandsynligt er de amerikanske regerende kredse ikke interesserede i at afslutte krigen så hurtigt som muligt, da dens fortsættelse vil forringe økonomien for deres europæiske konkurrent, EU, ved at afskære europæiske lande fra billige russiske energiressourcer.

USA’s støtte til Ukraine gives i doser, så krigen kun fortsætter på Ukraines territorium og varer så længe som nødvendigt og svækker konkurrenterne til den amerikanske økonomi.

Den Europæiske Union er i øjeblikket også en upålidelig allieret for Ukraine, eftersom Ungarns højreorienterede premierminister Viktor Orban længe har blokeret selv minimal støtte til Ukraine. Mængden af allokeret bistand til Ukraine dækker ikke engang en tredjedel af det, landet har brug for.

Der er også en økonomisk og transport-blokade af ukrainske landbrugsprodukter fra østeuropæiske lande som Polen, Ungarn og Slovakiet, og landbrugsindustrien er i øjeblikket en af ​​de vigtigste indtægter for Ukraine og derved for forsvaret af Ukraine.

De herskende kredse i EU forstår også udmærket, at de kun vil være i stand til at optage Ukraine i EU, hvis landets industri er ødelagt, dets økonomi er svækket, og dets befolkning er reduceret betydeligt.

Derfor er EU højst sandsynligt ikke interesseret i en hurtig afslutning på krigen og giver kun Ukraine og det ukrainske folk afmålt støtte for at opretholde en bufferzone med Rusland.

Støtte til Ukraine er en chance for at undgå storkrig

På trods af alt dette har Ukraine to år efter starten på den væbnede aggression stadig stor støtte. Også selvom støtten ikke er nok til at stoppe lidelserne og afslutte krigen og besættelsen.

Denne støtte til det ukrainske folk – som modvægt til en uretfærdig og imperialistisk aggression – skal styrkes og ydes systematisk og kontinuerligt.

Ellers vil Ukraine falde sammen i udmattelse over aggressionen og krigen. Verdenssamfundet vil blive fuldstændig destabiliseret og med stor sandsynlighed bevæge sig ad en glat vej mod en ny global krig med millioner af ofre og flygtninge over hele planeten.

Here is a version of the article in German:

Here is a version of the article in Russian:

Here is a version of the article in Ukrainian:

Here is a version of the article in English:

Here is a version of the article in Italian: