Forståelsespapir for hvad og hvem?

Indholdet i den politiske forståelsesaftale er ikke blevet diskuteret i detaljer. Forståelsesaftalen præsenterer sig selv som et politisk vendepunkt, men er “forudsigelig”, mener Rasmus Emil Hjorth, der ikke ser aftalen som et udtryk for politisk forandring. Den er tværtimod et symptom på den mangel på nødvendig politisk forandring, som de sociale bevægelser har stillet krav om, skriver han i dagens Indspark.

Af Rasmus Hjorth

For 3 måneder siden vandt den såkaldte “rød blok” folketingsvalget. De politiske vinde har ændret sig. I mange år har den politiske dagsorden primært været domineret af en hårdere udlændingepolitik mod etniske minoriteter og flygtninge. Vi har set et klart skifte mod spørgsmål om social retfærdighed. Det har været den dagsorden, som rød blok – hovedsagligt – har ført valgkamp for. Udfordringen var nu, hvordan man havde tænkt sig at indfri disse valgløfter. Det første indtryk af, hvad man kunne forvente, så vi med den politiske forståelsesaftale. Forståelsesaftalen ’ En ny retfærdig vej for Danmark’ præsenterede et nybrud i dannelsen af et regeringsfundament i dansk politik. Forståelsespapiret bryder dansk parlamentarisk praksis. Siden 1993 har skiftende regeringer nedskrevet et regeringsgrundlag.  

Et regeringsgrundlag har ifølge forskerne Flemming Juul Christiansen og Helene Helboe Pedersen, været ’ mere end vinduesudsmykning, men har en reel betydning for den førte politik, lovgivningsproces og den politiske konkurrence’. For andre partier har det betydet, at man konkret har haft skriftlig dokumentation, hvis en regering har udført løftebrud på sin nedskrevne politik. Et potentiale for en symbolsk kontrolmekanisme det har kunnet rive masken af en regering, som angiveligt skulle repræsentere almindelige folks interesser.

Vi så det dengang, hvor Enhedslisten fungerede som en kritisk stemme over for S-SF-R-regeringen, da man indførte kontanthjælpsloftet, solgte aktier af Ørsted osv.

Forståelsespapiret er ikke en konkret aftale, det er en hensigtserklæring. Papiret udstikker nogle potentielle politiske rammer for, hvordan et samarbejde skal se ud. Mette Frederiksen, leder af Socialdemokratiet og statsminister, udtalte i forbindelse med præsentationen af papiret, at ’jeg kommer til at være meget tro over for dette papir og dets intentioner’. En fælles politisk forståelse er dog ikke nedfældet.

Allerede under de første forhandlinger viste den politiske forståelse sig ikke at række synderligt langt. Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper og Morten Østergaard, formand for Radikal Venstre, krydsede klinger på spørgsmålet om forøgelse af arbejdsudbuddet. Her udtalte Pernille Skipper til TV2: ’Jeg håber, at de radikale vil bøje sig mod os. Vi skal alle sammen kunne se os i det – også de radikale. Men Lars Løkkes økonomiske politik kommer ikke til at gå med Enhedslistens mandater’.

Intentioner kan være det modsatte af virkeligheden

Marx skriver et sted i bogen ’Louis Bonapartes 18 Brumaire’, at historien gentager sig først som en tragedie, derefter som en farce. Som et spøgelse optræder meget af den politiske retorik fra sidste gang, vi havde en socialdemokratisk-ledet regering i 2011-15, og det praktiske politiske udgangspunkt som det præsenteres i forståelsespapiret. Forståelsespapiret er et specielt dokument med store ambitioner, hvor man præsenterer folketingsvalget som en ’historisk mulighed for at sætte en ny politisk retning’.

Herefter præsenteres lovende, venstreorienterede forslag. Ifølge partierne skal vi efterleve Paris-aftalens forpligtelser, vi skal bekæmpe ulighed, vi skal have flere offentlige investeringer i Udkantsdanmark, og øgede økonomisk bevillinger til uddannelsessektoren. Det er alt sammen nogle fine politiske tiltag. Senere på samme side kan man dog læse, at ’forudsætningen [for politikken] er, at der føres en ansvarlig økonomisk politik, der sikrer gode rammevilkår for erhvervslivet.”

Det betyder grundlæggende, at hvor man gerne vil arbejde sig hen imod, så står erhvervslivet altså i første række. Når man dykker ned i nogle af de politiske forslag, kan man også se, at man heller ikke har brudt med de udskældte fattigdomsgørende reformer (det såkaldte kontanthjælpsloft eller integrationsydelse). Man har i stedet udskudt beslutningerne til kommissioner – eller man har lavet tilskudsordninger, der skal fjerne løfte en del af byrden.

Socialdemokratiet har under valgkampen ført an med parolen ’tænk hvad vi kunne gøre med en ny regering’. Parolen var et kald på politisk forandring, men til hvad? Socialdemokratiet lagde stemmer til paradigmeskiftet, udrejsecentrene, ghettopakken og var indtil for nylig også modstandere af minimumsnormeringer i daginstitutioner. Virkeligheden, forudsætningerne som den nye regering har sat, viser der ikke er nogen reelle fremskridt, under den aktuelle politiske situation. Vi er stadig det samme sted, som under valgkampen. Det er dog vigtigt at forstå, at den virkelighed, som bliver præsenteret, ikke skal tages for givet. Den eksisterer kun, fordi vi lader den eksistere.

Den kapitalistiske virkelighed

Vi har hørt det før. Hvis en regering sætter en skattetryk lidt højere op, så flygter alle virksomhederne og pengeinstitutterne fra Danmark. Under valgkampen kørte brancheorganisationen Dansk Industri en kampagne, hvor de ryddede forsiden af Berlingske med den samme floskel.

Store pengemænd får lov til at diktere den politiske dagsorden herhjemme. Vi kan se det hver dag, når store tænketanke som CEPOS dominerer et mediebillede. De viser, at man langsomt også kulturelt kan få ændret opfattelsen, af hvad der er økonomisk muligt og umuligt. Det burde være klart for alle, at her er tale om forskellige virkelighedsopfattelser, men hvorfor brydes der ikke med den eksisterende politik? Det burde være muligt inden for de politiske partier, som siger de præsenterer en helt anden politisk linje?

Kulturkritikeren Mark Fisher skrev i sin bog ”Capitalist Realism: Is there no alternative?” om denne forestilling af verden. I den virkelighed vi befinder os i, er der ingen grundlæggende alternativer til kapitalismen, hovedsageligt fordi vi ikke længere kan forestille os et grundlæggende andet samfund. Venstrefløjens politiske visioner sidder fast i ønsket om forandring, men har ikke indtænkt radikale paroler til nogle magtstrukturer.

De eksisterende paroler – som “børnene ud af Sjælsmark”, “Minimumsormeringer nu”, “Ikke til venstre eller til højre, men fremad”, og “bæredygtig klimalov” er indholdsløs kommunikation, som ikke bringer nogen politisk forståelse for de udfordringer, som tusindvis af mennesker er blevet mobiliseret til igennem valgkampen.

De fremtidige udfordringer: Hvad kan vi gøre nu?

Til oktober åbner folketingssalen igen. Den første politiske dagsorden er finansloven. Allerede nu bør vi tænke på de kommende udfordringer med forhandlingerne. Lige nu står vi uden en gældende aftale for valgløfterne. Bevægelserne har stået i dvale over sommerferien, derfor er det vigtigt, vi sparker i gang i dem. Det er op til os, dem der står uden for den politiske magt, at skabe det nødvendige politiske pres.

Det gøres i vores fagforeninger, studenterorganistioner, nabogrupper og internt i vores egne partier. En anden ting, som kan gøres, er at kigge på den amerikanske venstrefløjs udvikling. I øjeblikket foregår den demokratiske primærvalg-kampagne, om hvem der kan stille op til præsident. Den demokratiske socialist Bernie Sanders viser nogle meget flotte udslag i meningsmålingerne, som én af de førende præsidentkandidater. Hans kampagne har fokus på klassepolitik, og får samtidigt italesat interessekonflikterne i det amerikanske samfund. Vi skal udvikle vores paroler og organisere os i bevægelserne. Det kan kun gå for langsomt!