Kronik: Ja, klimakrisen er systemisk. Men klimaforbryderne er mennesker af kød og blod, og har fysiske adresser

Facaden krakelerer

De mennesker, der lige nu er i gang med at dræbe vores planet, vil gerne have os til ikke at tænke for meget over det. Ideelt set skal vi svømme videre i en flod af endeløst forbrug, så de kan fortsætte deres ødelæggende adfærd, uden at skulle tage ansvar for egne handlinger.

Tidligere var det nemt nok at vende blikket bort. Guy Debord (fransk revolutionær og filminstruktør (1931 – 1994), red.) ærgrede sig en gang over, at den ideologiske facade af kapitalistisk forbrugskultur – som han kaldte spektakulær – var som en ”sol der aldrig sænkede sig over den moderne passivitets imperium”, som dækkede hele planetens overflade, og som ”endeløst solede sig i sin egen storhed”. Hvis kapitalismens sol endnu ikke er gået ned, er den dog begyndt at fremstå mere som en foruroligende, blodrød sky i en tåge af tusinde ildebrande, der truer vores friktionsløse brugeroplevelse med sine indtrængende mørke tankerr.

“Den virkelige trussel mod klimaets drabsmænd er, at vores sorg forandres. At den bliver til vrede.”

I dag er det næsten uundgåeligt, at bekymringer over klimaet sniger sig ind. De omfattende skovbrandes røg, gør samtalen uundgåelig. Dermed er klimaangst blevet et af tidens buzzword, og psykologerne løber rundt for at forstå det, mens der bliver spredt artikler og lister med forslag til at imødegå angsten på. Vi burde forbruge mindre og organisere os mere for vores mentale helbreds skyld, og dermed gøre planetens brandstiftere mindre veltilpasse, lyder det fra tid til anden. Men klimaangst kan overordnet set stadig tilpasses. Den kradser måske lidt i den glatte overfalde, men kan som regel kontrolleres, og kanaliseres tilbage ind i forbrugerkulturen, eller måske ind i folk selv. Logikken er: ‘Klimaforandringer bliver værre. Måske jeg burde lære at dyrke mine egne bønner og medicinske urter. Eller skulle man købe noget jord ude på landet i Vermont? Eller bare give op, åbne en øl og gense Battlestar Galactica?

Klimasorg er en smule mere farligt; den træder ind dér, hvor tingenes ufattelige rædsel bliver delvist synlige for én selv – med klimakatastrofens omfang er det dog umuligt at få hele billedet med. En sådan mere akut effekt finder man blandt miljøforskere, som begynder at føle sig mere som bedemænd. Men resten af os mærker det også. Vi lægger måske mærke til, at de elskede væsener vi så som børn, ikke længere flyver rundt omkring os, eller falder måske over en video af vilde dyr, der flygter fra flammer, hvorefter vi for en stund er ude af stand til at klikke væk fra videoen. I dét øjeblik stopper hjulene med at dreje rundt for en kort bemærkning, og at komme tilbage til dagligdagen kan virke både mærkeligt og absurd.

Selv om det er sværere at ryste sådan en følelse af sig, er sorg heller ikke en direkte trussel mod klimadræberne. I mødet med den umedgørlige politiske dekadence, kommer sorg ofte frem som
fortvivlelse, depression, og fatalisme. Det er alt sammen følelser, der klæder klimadræberne lige så godt som deres skræddersyede jakkesæt. Den virkelige trussel mod klimaets drabsmænd er, at vores sorg forandres. At den bliver til vrede.

Klimaforbryderne

Det er helt okay at sørge, og også nødvendigt. Der er en risiko for at blive følelsesløs og apatisk, når man konfronteres med “den nye normalitets” grusomheder. Efter at have set tilpas mange overskrifter som “Menneskeheden har udslettet to tredjedele af verdens dyreliv på 50 år”, eller “Stigende vandstand kan føre til udslettelsen af små øsamfund”, begynder det hele at smelte sammen. Vores evne til at absorbere og forstå den slags information er begrænset. At tage sig tid til at sørge over tragedier, hvor ubarmhjertige de end må være, hjælper os med at holde fast i vores menneskelighed og vores mentale helbred.

“Ødelæggelsen af biosfæren er ikke en tragedie i klassisk forstand. Død, ødelæggelse og mennesker på flugt er ikke skæbnebestemte forhold, og handler ikke om Guds hånd eller en uundgåelig skæbne.”

Ødelæggelsen af biosfæren er dog ikke en tragedie i den klassiske forståelse. Død, ødelæggelse og fordrevne mennesker er ikke skæbnebestemt, og handler ikke om Guds hånd eller menneskets uundgåelige skæbne. Spørg bare verdens oprindelige folk. Der er snarere tale om en forbrydelse af et omfang aldrig før set i historien, og som går langt ud over landenes love og regler. Det er en forbrydelse så frygtelig, at vi mangler ord til at kunne beskrive den. At kalde det en forbrydelse er i sig selv mangelfuldt, fordi det er umuligt at forestille sig en straf, der ville stå mål med gerningsmændenes handlinger. Den straf, kongemorderen Damiens blev idømt, fremstår mild sammenlignet med den ulykke, det igangværende økomord påfører.

Men gør problemets strukturelle karakter så de individuelle aktører til uskyldige nikkedukker styret af systemet? I filmen ”Lorax – Skovens beskytter” har Onceler sikkert ret i, at hvis ikke han havde udnyttet ”truffuli-træerne”, havde nogle andre gjort det i stedet. Det gør ham dog ikke uskyldig.

Det kapitalistiske samfund er ikke en metafysisk enhed. Det består af konkrete handlinger, begået af konkrete chefer i de firmaer, der udvinder fossile brændstoffer, og dem, der får penge for at lyve på TV eller i Kongressen. Den består af mennesker, som bliver betalt for at brutalisere, arrestere og dræbe andre mennesker, oftest oprindelige folk, som beskytter deres jord. Alle disse mennesker har navne og adresser.

Vreden er en gave

At mærke vrede er en fuldstændigt passende, rationel følelse i mødet med sådanne ubeskrivelige forbrydelser. Og alligevel ser vi vrede som noget negativt, noget vi bør undgå. Det er dybt indgroet i vores kultur – fra Harry Potter til det amerikanske, liberale eventyr-billede af Martin Luther King – at vi pr refleks afviser eller afsværger vores vrede. Yoda lærte os i Star Wars, at vrede stammer fra frygt, og kun leder os til Den mørke Side. Vi associerer politisk vrede med det grundlæggende raseri, der udfoldede sig i Trumps hvide Amerika. Yodas forklaring var i det mindste delvist rigtig.

Klimavrede er noget andet. Det er en trodsig knytnæve i vejret mod uretfærdighed og umenneskelighed. Den kommer ikke af frygt eller fordomme, men af solidaritet og overbevisningen om, at vi må forsvare os selv og vores hjem mod den verdensfortærende kapitalistiske nihilisme.

“Når vreden ikke har bred genklang, kan den afvises eller affejes af status quo-ekstremisterne. Sorte mennesker og kvinder er særligt vant til, at der bliver gjort grin med deres berettigede vrede, og at de bliver affejet som irrationelle.”

Sandheden er, at vi bør være vrede. Det hjælper ikke noget at tilsidesætte den berettigede vrede, hverken politisk eller personligt. Vi får ofte at vide, at vi burde give slip på vrede for vores egen skyld, men forskningen viser, at klimavrede kan give ”bedre mentalt helbred, og føre til større engagement i klimaaktivisme og mere opmærksomhed på ens personlige opførsel”, når man sammenligner med folk, der lider af klimaangst og depression. Det vigtigste er at kanalisere vreden over i radikal handling. Det kan gøre vrede afgørende for fremtidsudsigterne. Som Audre Lorde sagde, ” [er] vrede udtrykt i handlinger, der tjener vores visioner for fremtiden, en frigørende og styrkende følelse”.

Klimavrede er selvfølgelig ikke et vidundermiddel. Når den ikke har bred genklang, kan den afvises eller affejes af status quo-ekstremisterne. For eksempel blev Greta Thunberg gjort til en meme på den amerikanske højrefløj da hun, tydeligvis oprørt, spurgte de mennesker, der har pantsat vores kollektive fremtid til fordel for palæer og selskaber ved Martha’s Vineyard: ”Hvor vover I?” Sorte mennesker og kvinder er særligt vant til, at der bliver gjort grin med deres berettigede vrede, og at de bliver affejet som ‘irrationelle’. Den taktik virker netop fordi den er frustrerende.

Under alle omstændigheder er det ikke vores angst eller sorg, eller sågar vores kærlighed, som kommer til at holde klimaets mordere vågne om natten. Deres overdådige dommedagsbunkere og militariseringen af politiet, dens evigt voksende propagandamaskine, og forsøget på at straffe demonstranter hårdere, viser deres bekymring for, at vi måske snart lægger telefonerne fra os, og samler høtyvene op. De er med god grund bange for dét øjeblik – der må være på vej – hvor tilpas mange mennesker er blevet vrede over klimamordernes nonchalante udplyndring af vores fælles fremtid til, at vi sammen gør noget ved det. Lyder det som ønsketænkning? To tredjedele af unge på verdensplan føler sig ”forrådt af deres regeringer”. Selv i Det globale Nords højborg mener 75 % af folk under 35 år, at kapitalisme er roden til klimakatastrofen. For de unge er melankoli og fatalisme en luksus, de ikke har råd til. De kæmper for deres liv – og mærker utilfredsheden vokse over den herskende ideologis manøvrer og forsonende, halvhjertede tiltag

Klimavrede kan være overvældende. Hvis vi ikke finder ud af at tøjle den, kan vreden i sidste ende risikere at forgifte os. Vi skal være bekymrede over de mulige konsekvenser ved den slags frustration; det står klart at hverken Demokraterne i USA eller alverdens socialdemokrater kommer til at redde os. Vi kommer aldrig til at opnå retfærdighed, hverken politisk eller juridisk, under den nuværende samfundsorden. Vi bliver derfor nødt til at rive meget af det fra hinanden, hvis vi virkelig ønsker at ”bygge bedre tilbage” (build back better; amerikansk covid-hjælpepakke, red.). Det er en skræmmende udsigt, men alternativet er uacceptabelt. Det skal vi for enhver pris undgå, lige meget hvad andre fortæller os. Vi bliver i stedet nødt til at opbygge holdbare, demokratiske, politiske masseorganisationer, som tør løse opgaven – mens der stadig er en verden at vinde.

Som en vis mand engang sagde: ”Din vrede er en gave.” Brug den.

Udgivet i samarbejde med Spectre Journal. Første gang bragt 1. oktober: In defense of climate anger. Oversat af Mathias Thomsen for Solidaritet.