Dannebrog på Københavns Rådhus. Foto: Nick Thompson / Flickr
7 min. læsetid

“Forleden fik vi i sommerhuset på Bornholm en miniatureudgave i glas af Dannebrog af en af vores besøgende venner. Det lille flag skal naturligvis op at hænge i sommerhuset.” Dennis Kristensen forklarer hvorfor han er blevet glad for det danske flag i dagens Signatur.


Af Dennis Kristensen

Dannebrog er en del af vores fælles identifikation. Sådan helt nede på jorden, befriet for nationalkonservatismens floromvunde selvhøjtidelighed, så indgår flaget som en del af vores fælles rygmærke som danskere.

Helt sådan ville jeg næppe have tænkt for fyrre år siden. Dengang fyldte international solidaritet meget. Rigtig meget. Solidaritet med befrielsesbevægelser i de mange afrikanske og asiatiske kolonier, som i 1960’erne og 70’erne for alvor fik styrke gennem væbnet oprør, for at smide de europæiske kolonimagter ud og rejse deres eget nye nationale flag – Angolas, Mozambiques og Vietnams og de mange andre tidligere koloniers flag som nye selvstændige nationer – som symbol på selvstændighed og uafhængighed.

Solidaritet med de befolkninger, der verden over blev udsat for kup, undertrykkelse og militærdiktatur som i Grækenland og Chile. Og solidaritet med befolkninger som den spanske og portugisiske, hvor årtiers diktatur brød sammen, og frihed og demokrati bankede på døren.

Disse nye nationale flag spillede dengang en stor rolle i den europæiske ungdoms solidaritetsarbejde, og klart en større rolle end Dannebrog. De flag symboliserede oprør, fornyelse og frihed. Generationen før os havde gennemført Ungdomsoprøret, som i høj grad var et opgør med autoriteter, magthavere og magtsymboler. Og Dannebrog er historisk tæt knyttet til autoriter og magthavere.

Alligevel fik Dannebrog en placering i kampagnerne op til afstemningen i 1972 om Danmarks medlemskab af EF (i dag EU). Her blev flaget for en del af modstanderne af EF-medlemskab symbolet på Danmarks fortsatte suverænitet uden for EF.

Magtsymbol og krigsbanner

Et par dage efter vi fik det lille glasflag som gave, blev Dannebrogs 800-årsdag fejret ved Folkemødet på Bornholm og i resten af landet – i den udstrækning vejret muliggjorde festlighederne.

Efter myten faldt det røde flag med det hvide kors ned fra himlen under Valdemar Sejrs korstog for at kristne hedningene i de østlige lande omkring Østersøen på pavens opfordring. Korstogsfarerne var trængt under slaget ved Lyndanisse i Estland, da flaget faldt ned, mens en stemme forkyndte, at sejren kunne opnås, hvis flaget blev holdt højt.

Der faldt selvfølgelig ikke lige pludseligt et flag ned fra himlen, og det er vist tvivlsomt, om Dannebrog overhovedet blev brugt under Valdemar Sejrs erobringer, der udvidede hans imperium til at omfatte en betydelig del af området omkring og især øst for Østersøen.

I de skriftlige kilder dukker flaget først op mere end 100 år senere under Valdemar Atterdag.

Og her var det som magtsymbol og krigsbanner og statsflag.

Det med et egentligt nationalflag, som alle danskere har mulighed for at anvende, blev først aktuelt så sent som i 1854, hvor det blev tilladt “alle i Kongeriget at hejse Dannebrogsflaget uden split fra sin ejendom og bolig”.

Alligevel er det lykkedes højrefløjen at opnå nærmest monopol på at anvende Dannebrog. Og vel at mærke et monopol, som fastholder flaget som magthavernes symbol på “Gud, konge og fædreland”-nationalkonservatismen.

C.A. Lorentzens maleri ‘Dannebrogs fald fra himlen’ (1809), der er blevet et ikonisk billede på den nationalkonservative brug af Dannebrog. Det er på tide med et opgør med højrefløjens monopol på dets brug, mener Dennis Kristensen.

Dannebrog som oprørs-symbol

Dannebrog er blevet til meget mere end blot “Gud, konge og fædreland” gennem de seneste 150 år. Det er blevet demokratiets flag efter ophøret af kongemagtens og adelens tidsalder. Og det er blevet et flag, der både samler danskerne i krise-situationer og i samvær og fest.

Dannebrog er blevet til meget mere end blot “Gud, konge og fædreland” gennem de seneste 150 år. Det er blevet demokratiets flag efter ophøret af kongemagtens og adelens tidsalder. Og det er blevet et flag, der både samler danskerne i krise-situationer og i samvær og fest

Dannebrog fik sin egen rolle i spørgsmålet om placeringen af den danske grænse, som rykkede nordpå efter nederlaget til Preussen i 1864 – og muligheden for igen at at flytte grænsen sydpå efter tyskernes nederlag i 1. Verdenskrig.

Flaget gav de dansksindede i grænselandet mulighed for både at stå sammen og tilkendegive holdning til grænsespørgsmålet.

Dannebrog fik en tilsvarende selvstændig symbolsk rolle under besættelsen i opbygningen af modstanden mod besættelsesmagten.

Dannebrog udviklede sig så at sige til oprørets flag. Kongemærket med Dannebrog blev en måde at vise sin danskhed og sin afvisning af både de danske nazister og besættelsesmagten.

På Hammerknuden på Bornholm findes et malet splitflag, der angiveligt første gang blev malet under besættelsen for at dække et tysk hagekors.

Og Dannebrog kom til at fylde hele billedet, da de tyske styrker overgav sig – og blandt andre Danmark blev befriet.

Digteren Otto Gelsted skrev i 1936 digtet “Dannebrog” med den ofte citerede linje: “Gør jer fri af selvbedraget og et liv, der længst er dødt – slet det grimme kors af flaget, gør det rødt!”

Denne politiske tilkendegivelse, om hvilken retning samfundet burde udvikle sig i, betød dog ikke, at digteren ikke forholdt sig til Danmark og landets selvstændighed. Det kom tydeligt frem, da Otto Gelsted den dag, tyskerne besatte Danmark 9. april 1940, skrev digtet “De mørke fugle fløj”, som er en ubetinget kærlighedserklæring til hans fædreland.

Otto Gelsted skrev i 1936: “Gør jer fri af selvbedraget og et liv, der længst er dødt – slet det grimme kors af flaget, gør det rødt!” Ikke desto mindre fandt digteren fædrelandskærligheden frem i De Mørke Fugle Fløj, da Tyskland 4 år senere invaderede Danmark. Foto: Forfatterweb

Fællesskabets, ikke højrefløjens flag

I dag bruger vi fortsat Dannebrog som statsflag. Og så bruger vi det i stigende grad til at markere fællesskab. Efter i århundreder at have været magthavernes magtsymbol, er flaget i dag folkets og folkets i bredeste forstand.

Den folkelige brug af flaget har udviklet sig fra kolonihavekulturen til sporten. Tænk blot på Hans Scherfigs kolonihaveudsmykning af Irmas fadølsdåser i 1970’erne og det kvindelige håndboldlandsholds tre OL-sejre i træk – senest i 2004.

I begge eksempler indtager Dannebrog en helt central rolle, når det gælder om at signalere fællesskab og fælles glæde. Og ved festlige lejligheder bruger de fleste af os små og store udgaver af flaget for at signalere netop fællesskab og glæde. Vi er fælles om demokratiet. Vi er fælles om velfærden og vi er fælles om Dannebrog som statsflag, fællesskabssymbol … og om nødvendigt som oprørsfane.

Dannebrog som fællesskabets stærke markering står ikke i vejen for venstrefløjens og fagbevægelsens røde faner. Tværtimod. Dannebrog er fællesskab på tværs af politiske opfattelser. De røde faner symboliserer et politisk valg af udviklingsvejen for det danske samfund. Hvorfor overlader vi så alligevel Dannebrog til den højrefløj, der alene tænker flaget som symbol på magt og “Gud, konge og fædreland”.

Det er da for dumt.


Dennis Kristensen er tidligere portør, og har været forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og “politisk ømme tæer”.