Fra Palæstina til Krim: Ingen fred uden retfærdighed

“Krim er hjemlandet for det oprindelige krimtatariske folk og en integreret del af Ukraine. Derfor kan ingen under nogen omstændigheder bestemme Krims skæbne ud over den ukrainske stat og det krimtatariske folk.”

Sådan lød reaktionen fra Refat Chubarov, formand for det højeste repræsentative organ for det oprindelige krimtatariske folk – Mejlis, som i dag har sæde i Kyiv – da nyheden kom frem om Donald Trumps intention om at forære halvøen væk som led i en aftale med Ruslands Vladimir Putin.

Udtalelsen gjorde desuden klart, at “ethvert forsøg på at anerkende Krim-halvøens midlertidigt besatte område som russisk – uanset hvem der gør det og med hvilket formål – vil udgøre en grov krænkelse af FN-charteret, Helsingfors-slutakten, FN-erklæringen om oprindelige folks rettigheder, adskillige FN-resolutioner og andre fundamentale normer i international lov.”

Alligevel argumenterer nogle for, at Krim bør overgives til Rusland som led i en fredsaftale – ikke blot på grund af Ruslands geopolitiske interesse i sin flådebase, men også fordi størstedelen af Krims befolkning i dag taler russisk.

En anden måde at se det på er, at Krim ikke er mere “russisk” end Palæstina er “israelsk”. Konkret fordi de nuværende demografiske forhold er resultatet af gradvis og voldelig kolonisering. Både krimtatarerne og palæstinenserne har været udsat for historisk og systematisk forfølgelse – men de har samtidig opretholdt en sejlivet tradition for modstand.

Uanset hvad stormagterne forestiller sig, vil enhver fred forblive skrøbelig, hvis den ignorerer de oprindelige folks rettigheder.

Hvem er Krim-tatarerne?

Krim-tatarerne er et af Ukraines oprindelige folk, sammen med krimkaraitter og krymtjaker.

Krim-tatarerne er et tyrkisktalende, muslimsk folk, der har boet på Krim-halvøen siden middelalderen, hvor de også var kendt som Krim-khanatet. Siden det russiske zarrige annekterede Krim i 1783, har de været udsat for konfiskation af jord, kulturel udslettelse og tvangsforflyttelser. De nye russiske herskere hævdede, at de havde “forvandlet en ørken til en blomstrende have.”

I virkeligheden blev krimtatarerne fordrevet med magt, paladser bygget på deres jord – og deres frugtplantager, vinmarker og gravpladser blev ødelagt. Det var en økologisk katastrofe, hvor tidligere frugtbare områder blev golde på grund af manglende forståelse for lokal jordforvaltning – en krise, der stadig påvirker Krim i dag.

I 1917, efter det russiske imperiums kollaps, blev Folkerepublikken Krim etableret som verdens første tyrkiske og muslimske demokrati, hvor mænd og kvinder havde lige ret til at stemme og stille op til valg.

Men allerede i januar 1918 blev Krim invaderet af bolsjevikiske styrker, der ønskede en stærk centralmagt og gik imod selvstyre for halvøen. Derefter fulgte en ekstremt turbulent periode frem til 1920 med massiv vold og erobringsforsøg fra både tyskere og begge sider i den russiske borgerkrig.

Efter borgerkrigens afslutning fortsatte den russiske kolonisering, nu blot under sovjetisk styre. I 1921 blev befolkningen ramt af hungersnød, som kostede mange livet. Efterfølgende blev sult bevidst brugt af sovjetregimet som et værktøj til undertrykkelse og udryddelse af flere etniske grupper, navnlig gennem den politisk fremkaldte og massive hungersnød – Holodomor – i Ukraine i 1932–1933, og tilsvarende katastrofer blandt kasakher og andre etniske grupper.

I 1944 blev næsten hele den krimtatariske befolkning – omkring 200.000 mennesker – deporteret af Stalin til Sovjetisk Usbekistan og Ural under rædselsfulde forhold. Deportationen skete på baggrund af falske anklager om samarbejde med nazisterne – samme type retorik som Rusland i dag bruger mod ukrainere. Mellem 15 og 46 procent døde af sult, sygdom og kulde i løbet af få år. Sovjetstyret forsøgte at udslette alle spor af deres tilstedeværelse ved at omdøbe byer, floder og bjerge med russiske navne.

Gamle moskeer blev ødelagt, bøger brændt, og selve betegnelsen “krimtatar” blev forbudt i officielle dokumenter. I dag betragtes tvangsudvisningen som et folkedrab af blandt andet Ukraine, Canada og de baltiske lande – med tydelige paralleller til israelsk politik i Palæstina, hvor landsbyer jævnes med jorden, navne ændres, og historien omskrives for at udslette ethvert tegn på palæstinensisk liv.

Fra deportation til modstand

De brutale deportationer af Krim-tatarerne – samt i øvrigt af lokale tyskere, grækere, armeniere, tjekkere og bulgarere, i alt over 300.000 mennesker – affolkede næsten halvøen og skabte en alvorlig mangel på kvalificeret arbejdskraft.

De russiske nybyggere, der kom i stedet, manglede ekspertise til at opretholde landbruget, især i steppeområderne. Som forsøg på at afbøde katastrofen, de selv havde skabt, besluttede Sovjetunionen i 1954 at overføre Krim til Ukraine. Ikke som en “gavmild foræring”, som det officielle russiske narrativ siger, men som et forsøg på at udnytte ukrainsk landbrugsekspertise og pålægge Ukraine en økonomisk byrde.

Hverken lidelser eller forfølgelse satte en stopper for protesterne. I kølvandet på tvangsudvisningen og gennem flere årtier sendte tusindvis af Krim-tatarer breve og organiserede underskriftsindsamlinger, hvor de trodsede den hårde undertrykkelse. I 1966 blev en enkelt appel til den forestående partikongres underskrevet af 120.000 personer, hvad der var et enormt antal i denne sammenhæng.

I 1969 demonstrerede 800 Krim-tatarer på Den Røde Plads i Moskva – med hårde repressalier til følge. I 1987 begyndte nye protester med sit-ins og offentlige demonstrationer i Moskva, hvor man krævede retten til at vende tilbage til Krim og få sine rettigheder genoprettet.

De fleste Krim-tatarer vendte først tilbage under perestrojka i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Men de kom hjem til besatte huse, ødelagte landsbyer og marginalisering.

Efter Sovjetunionens sammenbrud blev Krim en del af det selvstændige Ukraine, og Krim-tatarerne begyndte gradvist at genopbygge deres samfund – med skoler, aviser, kulturinstitutioner og et valgt parlament, Mejlis, for den krimtatariske befolkning. En udvikling, der blev brat afbrudt med Ruslands annektering i 2014.

Rusland og Israel som kolonimagter

På samme måde som Israel retfærdiggør sin besættelse af Palæstina med bibelske fortællinger om historisk tilstedeværelse, bruger Rusland myten om Krim som “hellig russisk jord” til at legitimere sin annektering. Begge magter nægter de oprindelige folks rettigheder og legitimitet.

Siden 2014 er undertrykkelsen af Krim-tatarerne intensiveret. Mejlis er blevet forbudt, og ud af mindst 400 politiske fanger på halvøen er 243 kendt som krimtatariske aktivister – mange er blevet tortureret, fængslet uden retssag eller “forsvundet.”. Razziaer og bortførelser sker ved fuldt dagslys.

Samlingssteder såsom moskeer bliver overvåget. Valgte repræsentanter fængsles, mens skoler, medier og sprog langsomt kvæles. National kultur erstattes af loyalitet over for Kreml, og op mod 800.000 nye russiske bosættere er blevet importeret – et antal, der fuldt ud kan sammenlignes med antallet af israelske bosættere i Palæstina, jf. Amnesty International.

Dette er ikke blot en militær annektering – det er et systematisk opgør med befolkning, historie, sprog og kultur. FN og Human Rights Watch har dokumenteret vilkårlige anholdelser, censur og kollektiv afstraffelse.

Samme metoder er velkendte i Palæstina – senest med Israels bombardementer i Gaza og tvangsforflyttelser på Vestbredden, hvor over 64.000 palæstinensere er blevet dræbt siden oktober 2023, ifølge The Lancet. Dødstallene varierer, men logikken er den samme: Fjern de oprindelige folk, erstat dem med bosættere, og afmonter deres sprog, kultur og politiske modstand.

Behov for solidaritet og afkolonisering

Ethvert folk har ret til selvbestemmelse og frihed fra undertrykkelse og udslettelse. I dag er både palæstinensere og Krim-tatarer udsat for brutal, systematisk forfølgelse, mens deres hjemsteder bliver set som forhandlingskort af stormagterne på klassisk imperialistisk og kolonialistisk vis – hvad enten det er USA, Israel eller Rusland.

Krim-tatarernes rettigheder som oprindeligt folk er internationalt anerkendt og beskyttet af centrale traktater og FN-erklæringer – og af den ukrainske lov om oprindelige folk fra 2021. Disse principper må være udgangspunktet for enhver diskussion om territorier.

De oprindelige folks liv og rettigheder må ikke reduceres til brikker i Putins og Trumps storpolitiske spil.

Kilder og læsetips:

• Oversigt over krimtatarernes historie (Mejlis)
  URL: https://qtmm.org/en/istorychnyj-ekskurs-2/
• Ofre for besættelsen af Krim (Det Krimtatariske Ressourcecenter)
  URL: https://ctrcenter.org/en/projects/zhertvy-okkupacii
• Besættelsesmagtens forfølgelse af Mejlis (Det Krimtatariske Ressourcecenter)
  URL: https://ctrcenter.org/uk/analytics/yak-okupaczijna-vlada-peresliduye-medzhlis-krymskotatarskogo-narodu
• En “særlig” by. Hvordan myten om Sevastopol blev et redskab for kolonisering (Beda.media)
  URL: https://beda.media/en/articles/special-city-en
• Holodomors historie (Nationalmuseet for Holodomor-folkedrabet)
  URL: https://holodomormuseum.org.ua/en/the-history-of-the-holodomor/
• Tvangsudvisningen af krimtatarerne – for 79 år siden (Rights in Russia)
  URL: https://www.rightsinrussia.org/perm-centre-for-historical-memory-4/
• Krimtatarisk modstandshistorie (Memorial)
  URL: https://memo.site/crimean_tatar_resistance_eng
• Israelske bosættelser og international ret (Amnesty International)
  URL: https://www.amnesty.org/en/latest/campaigns/2019/01/chapter-3-israeli-settlements-and-international-law/
• Dødelighed som følge af traumatiske skader i Gazastriben fra 7. oktober 2023 til 30. juni 2024 (The Lancet)
  URL: https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(24)02678-3/fulltext