Nordmakedoniens præsident, Stevo Pendarovski (th.) lykønskes med valget af Albaniens præsident, Ilir Meta. De to landes optagelse i EU bliver bremset af Frankrig og Holland. Foto: Republika / Commons
5 min. læsetid

Forhandlingerne om at optage landene på det vestlige Balkan i EU risikerer at trække ud i en uendelighed. Derfor anbefales det nu, at optagelsesforhandlingerne ændres, så der kommer en mere flydende grænse mellem medlemskab og ikke-medlemskab.


Af Søren Riishøj

Nordmakedonien og Albanien blev mildt sagt dybt skuffede, da de europæiske statsledere på Det Europæiske Råds møde for nylig ikke kunne enes om at åbne op for optagelsesforhandlinger.

Spørgsmålet om EU’s fortsatte udvidelse mod sydøst deler nemlig Unionens lande. Skal fremtidige EU-udvidelser bestemmes ud fra geopolitik og konkrete vurderinger af forholdene på Vestbalkan? – Eller ud fra EU selv?

Holland og Frankrig har været de stærkeste kritikere af udvidelsen, men andre EU-lande, herunder Danmark, er nu heller ikke begejstrede. Frankrig blokerede for både Nordmakedonien og Albanien, hvorimod Holland i princippet kun var afvisende over for Albanien. Frankrig er da også mere afvisende over for fortsatte EU-udvidelser helt generelt.

Har Albanien og Nordmakedonien holdt, hvad de har lovet? Nej, mener Holland – og særligt ikke i Albaniens tilfælde. Den hollandske tilgang, konstaterer Wouter Zweers fra det hollandske Institut for Internationale Relationer i en analyse for »Balkan Insight«, styres ud fra mottoet »streng, men retfærdig«. »Fakta« skal bestemme, ikke »følelser«.

Ved »streng« forstås, at betingelserne for EU-optagelse ikke er til diskussion – og at alt skal være på plads før en optagelse i Unionen.

Ved »retfærdig« forstås, at medlemskab kommer på tale, den dag betingelserne er opfyldt. EU skal understøtte, at det kan ske. Holland har diplomatiske repræsentationer i alle lande på Vestbalkan undtaget Montenegro. Via »Matra Fonden« udbetales der mellem 2017 – 2024 i alt 19 millioner euro til at understøtte reformer. Frankrig derimod er blevet beskyldt for at forholde sig alt for passivt.

Har Albanien og Nordmakedonien holdt, hvad de har lovet? Nej, mener Holland – og særligt ikke i Albaniens tilfælde

»Big bang«

De hollandske og franske synspunkter er blevet forstærket i lyset af de negative erfaringer med »big bang« udvidelserne af EU mod øst og syd i 2004 og 2007.

Især Rumænien og Bulgarien har ikke udvist de store fremskridt siden medlemskabet, påpeger rapporterne fra EU’s såkaldte CVM-kontrolmekanisme. Domstolenes uafhængighed og mediefriheden har fået dårligere vilkår i flere lande. Med det britiske Brexit vil EU i alt for høj grad ændre karakter med en for hurtig udvidelse mod sydøst, siges det. Hensynet til EU selv bør også tælle. EU har i forvejen nok at se til: Eurokriser, flygtningekriser, Brexit og forholdet til Rusland og Kina.

Flere partier i Holland er imod at overføre mere magt til EU og gøre Unionen mere »ukontrollabel« gennem yderligere udvidelse af medlemskredsen. Spørgsmålet om størrelsen af EU’s budget spiller også en rolle. Mange i Holland er heller ikke tilfredse med EU’s forskellige »progress-reports« om Nordmakedonien og Albanien, de mener, at rapporterne er »forudindtagede« og undervurderer problemerne i ansøgerlandene med at opfylde EU’s krav.

Kort over EU’s historiske udvidelser. Indlemmelsen af en lang række lande i det østlige og centrale Europa – ofte refereret til som “The Big Bang” – har gjort nogle af de oprindelige lande modvillige, når det kommer til yderligere ekspansion. Særligt Holland og Frankrig har ifølge Søren Riishøj været blandt de stærkeste kritikere af at udvide med Albanien og Nordmakedonien i det vestlige Balkan. Illustration af Júlio Reis / Wiki Commons

Skridt-for-skridt

Kritikere peger på, at der er gået 14 år siden spørgsmålet om EU-medlemskab for Balkan blev bragt op på topmødet i Thessaloniki. Og sandheden er vel, at EU’s udvidelsesproces har stået i stampe i stort set hele perioden efter.

EU’s tidligere udvidelser havde indlagt bestemte tidsrammer, hvilket ikke gælder i dag. Derfor er der god grund til at diskutere selve grundlaget for forhandlingerne – og finde frem til nye og bedre forhandlingsmekanismer. Sådan lyder anbefalingen fra Milica Delevic, ansat ved den serbiske regerings kontor for udvidelse, og Tena Prelec, forsker ved afdelingen for International politik ved Oxford Universitet, i en analyse for tænketanken ECFR. De to forskere foreslår, at et »big bang« – det vil sige fuldt medlemskab af EU fra én bestemt dato(,) erstattes af forhandlinger, som føres »skridt-for-skridt«, sektor-opdelt og med større finansiel støtte undervejs fra EU-side. Kort sagt, så vi får en mere flydende grænse mellem medlemskab og ikke-medlemskab.

I modsat fald vil udvidelsesforhandlingerne trække ud i en uendelighed. Energi og transport er oplagt at prioritere højt fra start. Derefter kommer turen til mere komplekse emner som for eksempel offentlige indkøb, statsstøtte og konkurrenceregler. Med andre ord bør en lodret – eller vertikal – struktur for forhandlingerne opgives, og forhandlingerne bør i langt højere grad være

horisontale. Samtidig hermed skal ansøgerlandene mod sydøst vise større vilje og evne til at udvide deres indbyrdes økonomiske samarbejde. Det kan ske ved at skabe et nyt særligt

Sydøsteuropæisk Økonomisk Område (SEEFA). Før medlemskabet etablerede de centraleuropæiske lande frihandelsorganisationen CEFTA. Den model tåler en gentagelse, hedder det.

NATO-medlemskab

For 10 år siden indførte EU en ny partnerskabs-mekanisme for forholdet til nabolandene. Meningen var at effektivere og understøtte den allerede eksisterende naboskabspolitik (ENP) og gøre samarbejdet med lande mod øst og syd for EU’s grænser mere holdbart. Forværringen af forholdet til Rusland efter den russisk-georgiske krig – samt Abkhasiens og Sydossetiens uafhængighed – var drivende faktorer.

Meningen var også at undgå en for hurtig optagelse af nye medlemmer ved at gøre før-medlemskabet (»venteværelset«) mere attraktivt. Det lykkedes bare ikke særligt godt. Derfor har vi fået den ny debat om EU og Vestbalkan. Landene på Balkan – herunder Nordmakedonien – håber på, at et NATO-medlemskab vil kunne kompensere for udsættelserne af EU-medlemskabet: At medlemskabet af forsvarsalliancen fremmer udenlandske investeringer, fordi udenlandske investorer føler sig mere sikre.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).