Frigga Haugs 4-i-1-perspektiv

Af Gitte Pedersen og Klaus Schulte

Nina Eumans tekst refererer til tyske forhold under Corona krisen, men de er jo ikke grundlæggende forskellige fra forholdene i Danmark. Hun henviser til Frigga Haugs Fire-i-et – Perspektiv som et kompas, der kan hjælpe med at finde frem til de politiske skridt, der bør tages under og især efter Corona krisen: Det skal forhindres, at vi bare havner i den gamle dårlige gænge igen, når først der er en vaccine og hele borgerligheden - og givetvis en del af socialdemokratiet - vil stå og trippe for at vende tilbage til ’normaliteten’. Svaret må i stedet være radikal nedsættelse af arbejdstiden som middel mod prekære ansættelsesforhold og ufrivilligt deltidsarbejde og en konsekvent indsats for indfrielsen af Danmarks klimamål. Dette kan åbne vejen til ligestilling mellem alle køn, større social retfærdighed og et sikkert liv for alle på grundlag af en bæredygtig samfundsmæssig produktion - frem for hovedløs vækst og profit for de få.

Nina Eumans tekst indgår som aktuelt tillæg i Gitte Pedersens og Klaus Schultes bog med artikler af den tyske marxistiske-feminist Frigga Haug om Fire-i-et- Perspektivet, som udkommer på Forlaget Solidaritet i begyndelsen af 2021.

Om Frigga Haug:

Frigga Haug, født den 28.11.1937 er uddannet psykolog, sociolog og historiker fra Freie Universitet i Berlin. Hun arbejdede indtil 2001 som professor i sociologi ved Universitetet for økonomi og politik i Hamburg og har været gæsteprofessor ved universiteter i Australien, USA, Canada og Europa, herunder ved Københavns Universitet. Hun blev udnævnt til æresdoktor ved Roskilde Universitet i 2016.

Frigga Haug har siden slutningen af 1960erne været med til at præge den vesttyske (og siden 90erne den internationale) kvindebevægelse som organisator og debattør. Hun blev medlem af Tysklands venstreorienterede parti Die Linke ved dets grundlæggelse i 2007 og har lige siden været en vigtig inspirator for partiets ligestillingspolitiske arbejde og dets kvindepolitiske aktivisters slid for en forandring af partiets stadig mandsdominerede arbejdsmetoder og politiske kultur. En vigtig indsats med langtidsvirkninger var i denne forbindelse Frigga Haugs udgivelse af bogen ´”Fire-i- et – Perspektivet. En politik af kvinder for en fornyelse af venstrekræfterne” i 2008.

Fire-i-et-perspektivet skal ses som et kompas for, hvordan vi kan bevæge os i retning af et samfund, hvor alle kan leve bedre og mere selvbestemte liv. Perspektivet går i korthed ud på at dele voksne menneskers vågne timer – i hendes perspektiv 16 timer i døgnet - i 4 moduler. Det vil sige 4 timer til erhvervsmæssigt arbejde (under de nuværende forhold typisk i form af lønarbejde og for de fleste inden for produktionen af livets fornødenheder i bredeste forstand), 4 timer til reproduktivt arbejde med det menneskelige livs tilblivelse, opretholdelse og værdige afslutning (dvs. omsorg for selve livet i bredeste forstand), 4 timer til egen livslang læring af nyt og af kreativ selvudvikling og endelig 4 timer til hver enkeltes aktive deltagelse i det politiske arbejde. Alle skal deltage i det politiske arbejde, så alle stemmer høres. Døgnets resterende 8 timer går til en velfortjent søvn.

Dette skal ikke forstås som et rigidt skema, men som en ledetråd for individuel og kollektiv livsførelse, hvor det i første omgang især er vigtigt at kæmpe for en radikal nedsættelse af tiden til lønarbejde og bedre muligheder for alle køn til at deltage i omsorgsarbejdet.

Fire-i-et-perspektivet er et oplæg til den praktiske konsekvens af Frigga Haugs mangeårige sociologiske, psykologiske og historiske forskningsarbejde. Dets formål har været at sammentænke marxismen og feminismen. Hun fornyer den dogmatiske og økonomiske marxisme, der udelukkende fokuserer på modsætningen mellem kapital og lønarbejde, som betragter feminismen og kvinders kamp nærmest som en hindring for klassekampen og som henviser kvinders frigørelse og reelle ligestilling til tiden efter revolutionen. Erfaringerne har vist noget andet.

Kærnen i Haugs fornyelse er (an)erkendelsen af, at produktionsforholdene og de medfølgende ejendoms- og klassemæssige relationer samt de dertil hørende ideologiske former. I alle samfund forefindes som praktiske forhold mellem de forskellige køn, der til enhver tid gennem deres indbyrdes relaterede materielle praksisser indgår i stofskiftet med naturen, som de i deres egenskab som de højest organiserede levende væsener er en del af: Forholdene mellem kønnene er produktionsforhold – og der findes ingen produktionsforhold uden forhold mellem kønnene.  ​​ ​​​​ 

Denne indsigt og konsekvenserne heraf indgår i de 13 teser om Marxismen-Feminismen, som Haug efter forudgående international debat formulerede som diskussionsoplæg til den første internationale marxistisk-feministiske konference i Berlin i 2015, som hun var blandt initiativtagerne til. Der er siden blevet afholdt tilsvarende konferencer i 2016 i Wien og 2018 i Lund. Det internationale forberedelsesarbejde til den 4. kongres i Bilbao i efteråret 2021 er i fuld gang (jf.: https://www.transform-network.net/calendar/event/the-project-of-a-marxist-feminist-international/). Også teserne indgår i vores ovenfor nævnte Haug-antologi.  ​​​​ 

Corona og fordelingen af arbejde og tid

Af Nina Eumann (14.04. 2020)1 ​​ 

Oversat af Gitte Pedersen og Klaus Schulte

Påske 2020 – og jeg er ikke til påskemarch, som jeg egentlig har været det hvert år, siden jeg blev 15. Men fra og med anden weekend i marts er alting blevet helt anderledes. Ved kvindernes internationale kampdag den 8. marts var vi fra LISA 2- NRW på gaden; overalt blev der demonstreret – også for en større anerkendelse og bedre sikring af omsorgsarbejdet. Og 10 dage senere var der offentlige appeller om applaus til ”de sande heltinder i vort samfund”.

Et af vores krav i alliancen for kvindestrejker er, at selve livet bliver rykket i centrum for al vores politik. Og internationalt eksperimenterer vi fra år til år med spørgsmålet om, hvordan man kan strejke inden for et område, som man egentlig ikke kan strejke mod: Udførelsen af omsorgs- og plejearbejde – uanset om det sker for løn eller uden betaling. Og nu gør vi den erfaring, at helbred og liv pludseligt er blevet fælles anliggender og politisk centrale temaer.

Der er en ting, som vi allerede nu er blevet klar: Vi kommer ikke til at vende tilbage til ”normaliteten”. Det var normaliteten, der var problemet; det var krisen, der var det normale. Det er en krise i de offentlige infrastrukturer, som er blevet sparet i stykker, det er også en krise, der er opstået på grund af forfejlede arbejdsdelinger og forkerte vurderinger af forskellige typer arbejde. ​​ 

Da jeg i sidste uge var ude og købe ind til min mor, mødte jeg en butiksassistent, som jeg har kendt længe. Hun var i færd med at sætte mælkekartoner i kølemontren, mælk er en efterspurgt vare i Corona-tider. Tre liter fik jeg lov til at lægge i indkøbskurven. Hun fortalte mig – på halvanden meters afstand – om hvordan hun lever lige nu. For kort tid siden var hun gået på nedsat arbejdstid og glædede sig til mere fri tid. Nu er det blevet lavet om igen. Hendes mand er i korttidsarbejde og bekymringen om familiens samlede indkomst er stor. Oven i det kommer frygten for muligvis at blive smittet. Børnene på 13 og 15 har nu også været hjemme i tre uger. Hun sagde: ”Nu kan det efterhånden snart være nok. Og vi er endda heldige: jeg kan købe ind her i butikken og bringe varerne ud til vores forældre. Men det hele bliver hængende på mig: husholdningen, madlavningen, tjekke om ungerne har lavet lektier. Det bliver ikke ved med at gå ret længe på den måde.”  ​​​​ 

Samfundsmæssig nødvendighed – faktisk aflønning?

Som om vi ikke har vidst det i lang tid: Det er hovedsagelig kvinder, der arbejder i de jobs, som pludseligt bliver anerkendt som systemrelevante. Dermed er de udsat for øgede risici for deres helbred. Langt over 70% af de ansatte i dagligvarebutikker, i socialforvaltningerne og på sygehusene er kvinder. I daginstitutioner og i børnehaveklasserne er det endda over 90%. Dertil kommer, at det er kvinder, der arbejder i to tredjedele af alle mini-jobs.3 ​​ Også situationen for hundredtusinder af tit uofficielt beskæftigede kvindelige husassistenter, babysittere samt syge- og ældreplejere i private husholdninger bliver skærpet gennem Corona krisen. Alt dette er mere end kendt og der jamres tit og ofte over det i disse tider. Men på trods af mange hurtige hjælpeforanstaltninger mister specielt kvindelige migranter deres ofte prekære jobs på grund af Corona krisen. Og de af dem, som ikke har en arbejdstilladelse, er særlig hårdt ramt. De, der ikke er registreret korrekt i Tyskland, kan heller ikke søge om overførelsesindkomster. Det korte af det lange: Der er uforholdsmæssig mange kvinder og kvindelige migranter beskæftiget i de såkaldt systemrelevante jobs, ofte prekære jobs, og i mange tilfælde uden nogen som helst økonomisk eller helbredsmæssig sikkerhed.

Inden for de jobområder, som genre betegnes som ”kvindeerhverv”, er lønningerne, sammenlignet med andre erhvervsgrupper, steget mindre eller de er endda faldet. Mange systemrelevante områder er heller ikke dækket af overenskomster. Plejepersonalet har allerede i lang tid talt om en nødsituation inden for plejesektoren, om ufrivillig overtid og om høj kropslig belastning. Konsekvens: De har stemt med fødderne og har forladt sygehusene, plejehjemmene eller er gået ned i arbejdstid, hvis der var råd til det. Ifølge deres faglige organisation Ver.di mangler der aktuelt og akut 80.000 plejepersonale alene på sygehusene.

Hjem, kære hjem?

Som følge kontaktspærringer og -begrænsningerne, der uden tvivl er berettigede, opstår der nye belastninger og farer, som specielt rammer kvinder. I 2018 var 85% af alle enlige forældre i Tyskland kvinder. I Nordrhein-Westfalen er 65% af alle enlige forældre erhvervsaktive – dog ofte på deltid og i prekære ansættelsesforhold. De har for få feriedage til at kunne få det til at passe med skoleferier eller lukketider og -perioder i daginstitutioner. Under disse betingelser betyder ubetalt orlov i Corona-tider straks, at hele indkomsten bortfalder, og oven i alt dette er noget af det sociale netværk, den ene halvdel af bedsteforældrene, komplet fraværende.

Ved siden af lønarbejdet øges omsorgsarbejdet. Der er lige nu mere brug for at nogen tager sig af syge og gamle. Der bliver købt ind for forældre og bedsteforældre. Man bekymrer sig om veninder, venner og naboer. Også her er situationen, at tre fjerdedel af alle omsorgsudøvende pårørende er kvinder. Og hvem er det, der i disse dage syr alle de mange beskyttelsesmasker? Et blik på de sociale netværk giver et hurtigt svar her.

Ifølge en FN-undersøgelse er det farligste sted for kvinder at opholde sig deres eget hjem. Krisecentrene for kvinder – det sidste tilflugtssted – har i årevis været overfyldte, der er adgangsbegrænsende optagelsesbetingelser, og de kvindelige medarbejdere er overbelastede og underbetalte. Under Corona-pandemien og de hermed forbundne drastiske begrænsninger af sociale kontakter uden for hjemmene tilspidses denne situation endnu mere.  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Feministiske svar

Alliancen for kvindestrejker har et slogan, som lyder: ”Når det er os, der strejker, går verden i stå!”. Det er et radikalt, men såre klart budskab: Uden omsorgsarbejde bryder vores verden sammen. Og ja – vi mener det betalte og det ubetalte omsorgsarbejde. Pludselig virker alt det, som vi krævede på utallige plakater omkring 8. marts, inden for mulighedernes rækkevidde. Tyske bilfabrikanter overvejer, hvordan de kan omstille deres produktion: til medicinsk udstyr for at bekæmpe Corona-pandemien. Alle taler om, at omsorgsarbejdet må værdsættes på en ny måde. Om aftenen kommer mange med applaus for samfundets sande heltinder – men hvad følger efter kollektiv taknemmelighed? Lad os ikke være blåøjede: Den neoliberale reaktion på krisen følger samme logik som før: De sætter profitterne højere end vores liv. Og deres forslag åbenbarer deres arrogance: I følge den nye Covid-19 – arbejdstidslovgivning er det muligt at forlænge daglige arbejdstider betydeligt, samtidig med at hvilepauserne kan forkortes. Kun folk, som aldrig har passet syge iført beskyttelsesdragt, kan foretage den slags ændringer.  ​​​​ 

Nordrhein-Westfalens regeringschef Armin Laschet kræver ”en åben og transparent debat om vejen ud af krisen og en køreplan for, hvordan vi kommer ind i en ansvarlig normalitet”.

Vi tager denne udfordring op! Ja, vi vil gerne føre en åben og transparent debat – frem for alt med dem, som allerede inden krisen har sørget for, at opgaver blev løst og toget ikke kører helt af sporet. Det er dem, vi vil tale med, om hvordan en ”ansvarlig normalitet” kunne se ud, en der virkelig er til at forsvare. ​​ 

Kravene ligger lige for – og det er krav, der sætter livet først

• Mere personale og højere løn til alle, som arbejder inden for de områder, der under den nuværende krise omsider er blevet anerkendt som systemrelevante: Rengøring, uddannelse, pleje, medicinsk omsorg. Sagsbehandlere i arbejdsformidlingen, arbejdende inden for landbruget, i dagligvarebutikker osv.

• En social grundsikring uden undertrykkende pålæg og kontrol, som dækker nødvendige leveomkostninger og som uden forhindringer er tilgængelig for alle.

• Nationalisering af fremstillingen af medicinalprodukter, af forskningen, af institutionerne inden for social- og sundhedsvæsenet for at sikre en omfattende, kompetent og bæredygtig forsørgelse også i krisetider. Dertil hører netop nu, at det er muligt for kvinder at få foretaget en svangerskabsafbrydelse.

• Udbygning af faciliteter for kvinder, hjemløse, personer på flugt og for børn, hvis liv er truet eller i fare. ​​ 

Vi har brug for en radikal forkortelse af arbejdstiden og det er nu, vi skal tale om det: Vi har en anelse om, hvem det er, der kommer til at betale krisen, medmindre vi blander os nu og bestemmer politik fra neden. Vi vil derfor have brug for tid, så vi kan organisere modstanden mod den herskende normalitet at tørre krisens omkostninger af på samfundet - og tid til faktisk at yde denne modstand. Vi har ganske enkelt brug for tid til politik! Vi vil have brug for tid til at tage vores kære i armene igen, efter lang tid med social distance. Vi vil blive nødt til at bearbejde, at vi er blevet psykisk såret og har såret andre, mens udgangsbegrænsninger har stået på – og at noget sådant fortsat vil finde sted. Vi har brug for at tage os af nogen og af hinanden. Der er meget, vi vil være nødt til at lære forfra, så verden kan blive et bedre sted. Vi kommer til at forandre os – endnu mere end det allerede er sket. Vi får brug for tid til os selv! Og jo – vi får også brug for tid til et lønarbejde. Men ikke mere end 20 timer om ugen. Fordi vi vil ikke have tid til mere!  ​​ ​​​​ 

Forskellige typer arbejde, penge samt spillerum og fora, hvor der kan træffes politiske afgørelser, skal nødvendigvis omfordeles allerede nu, hvis ikke vi vil risikere, at det hele bare ender med et tilbage til tiden før Corona - lige som det skete efter finanskrisen i 2008.

Nu er tiden inde til at genoptage diskussionen om Frigga Haugs 4-i-1 perspektiv. Det orienterer sig mod en forandring i fordelingen af tid og arbejde: Det er nødvendigt med en radikal nedsættelse af arbejdstiden, for at dørene kan åbne sig for alles deltagelse i omsorgsarbejdet. Spørgsmålet om, hvem det er, som i vores samfund tager sig af omsorgen for og plejen af andre, uanset om det er lønarbejde eller ej, er aldrig blevet besvaret så tydeligt som i disse dage. Også spørgsmålet om, hvilke produkter det er, som er nødvendige for livet, har fundet sit svar. Mens diverse foranstaltninger mod krisen for nogle betyder, at de indskrænker udøvelsen af deres professionelle aktiviteter ganske betydeligt, er bestemte faggrupper og erhverv udelukket herfra – nemlig de ”systemrelevante”.  ​​​​ 

Lige nu får vi det klart og tydeligt demonstreret for vores egne øjne: det er nødvendigt, ikke bare at gå ud fra lønarbejdet, men at tage udgangspunkt i det samlede arbejde, som ydes i hele samfundet. Hvor nødvendige er ikke omsorgsaktiviteterne for naboer, forældre, bedsteforældre! Hvor nødvendigt er det ikke, i disse tider mere end i andre, at telefonisk rådgivning for kvinder og børn i nød opretholdes døgnet rundt. Og det er faktisk nødvendigt, at man kan få fat i beskyttelsesmasker, som der jo naturligt må være nogen, der har syet! ​​ 

Den erfaring, vi gør lige nu er, at det at være menneske drejer sig om mere end at spise, drikke og at tjene de nødvendige midler til det gennem lønarbejde. Det at være menneske betyder: kort fuldtidsarbejde alle, en retfærdig fordeling af omsorgsarbejdet, muligheden for at kunne deltage politisk inden for alle områder. Det centrale ved det er at gøre livet til midt- og omdrejningspunktet for al arbejde og politik. På denne måde ændres perspektivet: Det handler om at stille spørgsmålet: hvilke typer arbejde er nødvendige – og hvordan fordeles det retfærdigt.  ​​ ​​​​ 

En glimrende lejlighed til at rejse vores krav er den forestående 1. maj, de arbejdende kvinders kampdag. Men hvordan skal vi bære os ad med det i den nuværende situation med begrænsninger for masseforsamlinger og afstandskrav? Følg dette link: https://heraus-zum-ersten-mai-2020.de/, deltag i de ugentlige zoom-konferencer, som starter den 15. april, og hvor vores krav diskuteres og der informeres om offentlige arrangementer og manifestationsformer ud fra lokale og regionale omstændigheder og regler rundt omkring i landet. Vær med og sørg for, at det bliver os, der fortæller, hvad der er meningen, når vi kræver: ansvarsfuld normalitet.

Noter.

1. Nina Eumann er stedfortrædende forkvinde for partiet DIE LINKE i det tyske forbundsland Nordrhein-Westfalen. Hun er aktivist i den landsdækkende tyske blockupy-alliance.

2. Lisa er en kvindearbejdsgruppe i partiet Die Linke. Den er landsdækkende og arbejder på tværs af andre organisationsstrukturer i partiet, men ikke mindst inddrager den også ikke-partimedlemmer, som er engageret i feministisk-socialistisk politikudvikling.

3. Kategori af jobs med lav løn og begrænset antal arbejdsdage per år, som findes i den tyske arbejdsmarkedslovgivning.